Gamle, hvide mænd står bag Oscar-uddelingerne
Når navnene på årets Oscar-vindere bliver afsløret, må måneders spænding vige for smil, tårer og taler. Men når tæppet falder, rejser sig et centralt spørgsmål: Hvem afgiver de stemmer? Los Angeles Times har undersøgt medlemmerne af Academy of Motion Picture Arts, og undersøgelsen viser, at Oscar-uddelingen afgøres af 5.765 stemmeberettigede medlemmer, hvor 94 procent er hvide, 77 procent er mænd og 86 procent er over 50 år. Til sammenligning består den amerikanske befolkning af 36 procent ikke-hvide, 51 procent kvinder og gennemsnitsalderen i USA er 36,8 år. Det har fået flere kommentatorer til at spørge om, filmindustrien er ved at sparke sig selv helt til hjørne.
