Vi beskytter grænser, ikke kvinder

Printervenlig version

- Udlændingeloven behandler familiesammenførte kvinder som svindlere. Som nogle, der sniger sig ind til en fodboldkamp uden at betale, siger Claus Juul, jurist ved Amnesty International, om voldsramte kvinders rettigheder – eller mangel på samme.

For med de nye udlændingeregler er det ikke længere ”kun” syv år kvinderne er bundet til den voldelige ægtemand, men for altid, vurderer Claus Juul.

Claus Juul er tydeligt indigneret over de regler, der betyder, at udenlandske kvinder, som flytter til Danmark for at gifte sig med en mand, som viser sig at være voldelig, risikerer at stå i et reelt dilemma mellem vold og udvisning. Kvinderne er stavnsbundet til den mand, der slår dem, hvis de ikke vil risikere at blive udvist af landet.

Efter de nye udlændingeregler, vedtaget her i foråret 2010, er det ikke længere "kun" syv år kvinderne er bundet til den voldelige mand, men efter Claus Juuls vurdering for altid. For med det Juul betegner som en skærpelse af reglerne, bliver det i realiteten umuligt for denne gruppe af kvinder at leve op til de strengere krav om beskæftigelse, sprog og uddannelse.

Kvindernes liv og situation i Danmark er i vid udstrækning skjult for omgivelser og myndigheder. Men i øjeblikket tematiserer Det Kongelige Biblioteks udstilling Syv af Tina Enghoff og Uzma Ahmed Andresen i fotografi, lyd og video den fastlåste og ubærlige situation som syv-års reglen sætter kvinderne i. Her har Tina Enghoff og Uzma Ahmed Andresen opsøgt nogle af de kvinder, som systemet ikke har kontakt med, og i bogen SYV kan man læse kvindernes egne barske fortællinger om volden, samt den isolation og afmagt, de oplever i Danmark.

Den danske stat er forpligtet af de internationale menneskerettighedskonventioner til at beskytte borgere mod overgreb, men det sker ifølge Claus Juul ikke i tilstrækkelig udstrækning, når det gælder etniske minoritetskvinder - eller når det gælder kvinder i det hele taget. 

- Hele asylsystemet er meget bedre til at genkende forfølgelse af mænd. Hvorimod de overser de overgreb, der rammer kvinder. Man tænker ikke på at beskytte kvinderne, men mere på at beskytte grænser, siger han.

Ifølge Claus Juul er det meget svært, for ikke at sige umuligt at få asyl med henvisning til, at ens far, mand eller bror banker én eller på anden måde begår overgreb mod én.
 
- Systemet er meget bedre til at identificere den form for overgreb, som mænd bliver udsat for, også selvom der her er tale om enkeltstående tilfælde. Man er tilbøjelig til at mene, at de overgreb kvinder udsættes for ikke er rigtig forfølgelse. Asylsystemet og reglerne om familiesammenføring er ikke gearet til at beskytte mod de private og individualiserede former for overgreb, som rammer netop kvinder ", understreger Claus Juul.

Mange kvinder risikerer f.eks. at leve som paria, hvis de bliver sendt tilbage. Kvinderne kommer ofte fra fattige lande og distrikter, og der er stor sandsynlighed for, at de som fraskilte, enlige og måske tidligere tvangsprostituerede bliver udstødt af det samfund og den familie, de kommer fra.


Få nogle bank og træk en opholdstilladelse!

- Man kan ikke forstå det her, hvis man ikke forstår mistænkeliggørelsen: Det er fordi vi hele tiden tror, at der står millioner af kvinder uden for det europæiske fællesskab, som vil op og lade sig banke lidt for at få en opholdstilladelse, siger Claus Juul, når han forklarer årsagen til, at kvinderne havner i dilemmaet mellem vold og udvisning.

Claus Juul mener, at forklaringen først og fremmest skal findes i den grundlæggende mistænkeliggørelse og kynisme, som udlændingereglerne bygger på. For reglerne tilsigter først og fremmest at beskytte Danmarks grænser og sociallovgivning mod overgreb. Det betyder i praksis, at vi siger til de voldsramte kvinder, at de er nødt til leve flere år med den voldelige mand, før de kan få opholdstilladelse. Og det er fordi vi i Danmark, ligesom i resten af EU først og fremmest vil sikre os, at der ikke er tale om misbrug af reglerne, og at sagen ikke dækker over en eller andens forsøg på at snige sig ind ad havelågen, forklarer Claus Juul.

- Skal vi ikke bare være enige om, at hvis kvinder får bank, og hvis det at sende dem ud af landet vil stille dem i en vanskelig situation, så skal de ikke straffes oveni? De skal ikke både have bank og straffes med at blive sendt ud af landet, siger han og tilføjer:

- Vores første tanke skal ikke være, om hun mon har ladet sig banke for at få lov til at blive i landet! Så må vi løbe den risiko, at der er en eller anden kvinde, som på en eller anden måde kan havde regnet den ud. Kan vi ikke leve med det, frem for en situation, hvor vi ikke kan hjælpe kvinderne, fordi vores system er strikket sådan sammen, at vi først og fremmest vil undgå misbrug?

Målet bør ifølge Claus Juul være, at vi hjælper kvinden og giver hende kompensation, retsforfølger manden samt sikrer os, at kvinden får reetableret sin tilværelse og går en sikker fremtid i møde, uanset om det er i Danmark, eller i det land hun kommer fra. Og det sker ikke i dag.


Mindst 2 år med vold?

Ifølge den såkaldte syv-års regel fra 2002 skal kvinden have levet med sin ægtemand i syv år, før hun kan søge om permanent ophold. Men loven har "arvet" en praksisregel, fra dengang man i 1993 hævede grænsen fra to til tre år, og den regel gør det muligt at søge ophold efter to år i et voldeligt ægteskab.

Claus Juul fortæller, at flere aktører på området dengang treårs reglen skulle vedtages, satte spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at de kvinder, som næsten var ved målstregen, og som ellers ville have fået en opholdstilladelse, fordi de havde holdt ud i to år, nu skulle have bank i endnu et. Og derfor blev det under indenrigsminister Birte Weiss skrevet ind i bemærkningerne til lovforslaget, at to år er nok til at komme i betragtning til opholdstilladelse, såfremt man er udsat for vold i ægteskabet. Og det er altså herfra, den såkaldte toårs regel stammer. En regel, der indebærer, at forholdet skal have varet i to år, at volden skal anses som værende grunden til samlivsophør, og at kvinden skal kunne bevise, at volden har fundet sted.

Claus Juul er af flere grunde meget skeptisk over for denne "undtagelsesregel", som ellers levner et smuthul i lovgivningen, som flere kvinder benytter sig af.

Han er kritisk, fordi systemet ikke kan hjælpe de kvinder, der har fået bank i f.eks. tre måneder. Tværtimod påbyder bemærkningerne, at man skal udholde volden i mindst to år, før man kan gøre sig forhåbninger om permanent ophold.
Det er også årsagen til, at det ifølge Claus Juul vil være katastrofalt, hvis denne undtagelsesregel blev skrevet direkte ind i loven, for så bliver den en lovfæstet minimumsregel, der gør lovgivningen endnu mere rigid, end den i forvejen er.

Endnu et problem er, at volden skal anses for at være grunden til samlivsophør. For det betyder, ifølge Claus Juul, at der er flere sager, hvor man betvivler kvindens oprigtighed, hvis hun har levet med den voldelige mand i flere år. Disse kvinder bliver nemlig spurgt, hvorfor de ikke gik første gang, han slog. Og systemet sætter herefter spørgsmålstegn ved, om volden i så fald kan være grundlaget for samlivsophør.

Logikken er, at volden ikke kan være årsagen til skilsmissen, såfremt kvinden ikke gik den første gang, han langede ud efter hende. Men det er dybt problematisk, mener Juul, for det indikerer, at systemet vurderer volden ud fra kvindens reaktion på den, og ikke fordømmer volden i sig selv. Det er ifølge Claus Juul direkte stødende, at vold mod kvinder på den måde bliver accepteret af systemet.

- Vold skal altid være en tilstrækkelig grund til samlivsophævelse. Uanset om det var i går, for tre måneder siden eller for fire år siden, det begyndte. Når kvinden siger: "Jeg vil ikke slåes mere", så skal det selvfølgelig være en gyldig grund", siger Juul og uddyber: "Vi skal tro på hende! Også selvom volden allerede startede efter to måneder."

Det er ofte vanskeligt for kvinden at dokumentere volden, og derfor ønsker Claus Juul, at praksis omkring vidner bliver mere tydelig, så det bliver helt utvivlsomt, at der kan være mange former for legitime vidner. Han peger f.eks. på børnehavepædagoger, socialrådgivere og naboer som potentielle vidner i sagerne.

- Man kommer næppe udenom, at nogen skal vidne, for at bevise at kvinderne har fået bank, men det behøver ikke at være myndigheder med meget stort M.

 
Tal og mørketal?

Tal fra udlændingeservice viser, at størstedelen af de kvinder, der ansøger om opholdstilladelse efter to år med begrundelse i et voldeligt ægteskab, får medhold. I 2009 fik fx 29 ud af de 30 kvinder, der søgte med den begrundelse, opholdstilladelse.

- Statistikken ser umiddelbart pæn ud. Men når vi ikke ved, hvor mange der sidder på kvindekrisecentre rundt om i landet, og når vi ikke ved hvor mange, der i øvrigt går rundt og får bank, men ikke tør gøre noget, så siger de her tal jo ingenting. Der kunne lige såvel være 12, der søgte hvert år og fik ophold. Men hvad fortæller det? I hvert fald ikke historien om en succes.

Claus Juul efterlyser på den baggrund øget dokumentation af omfanget af kvinder. En opgave som kvindekrisecentrene kunne tage hul på, fordi de i forvejen har kontakt med en del af kvinderne.

Det er nemlig et problem, hvis der kun bliver rejst sager, som man på forhånd ved, at man vinder, mener Claus Juul. Systemet skal i langt højere grad afprøves, så vi finder ud af, hvor grænserne går og måske også får rykket grænserne i retspraksis.

- Det er klart, at der er kvinder, som ikke ønsker det, fordi de ikke vil have opmærksomheden på sig. Men hvis man ikke tester systemet i langt højere grad, så kan man ikke bruge statistikken til noget, for den bliver selvbekræftende, påpeger han.


Kønsblindt system

Problemet er imidlertid ikke kun, at alle kvinder ikke får den samme hjælp, og at "Fatima" dermed ikke på linje med "Gertrud" får samme beskyttelse mod overgreb. Derimod er problemet, at den vold, som kvinder udsættes for, hverken nationalt eller internationalt nyder samme anerkendelse, som de former for overgreb mænd udsættes for. Volden mod kvinder har en privat karakter, den begås ofte af én, som kvinden kender i forvejen.

- Voldsramte kvinder skal have hjælp ligesom alle mulige andre, der bliver udsat for overgreb. Men volden mod kvinder foregår oftest inden for hjemmets fire vægge. Og den form for vold kan systemet ikke genkende, siger Claus Juul og uddyber:

- Hvis det sker ved Damhussøen, at en eller anden mand overfalder en ung kvinde, så kan systemet godt genkende overgrebet og så ruller hele systemet.

Ifølge de Internationale konventioner, som f.eks. menneskerettighedskonventionen, skal staten ikke alene beskytte borgerne mod overgreb fra staten, men også beskytte borgere mod overgreb fra andre borgere.

- Konventionerne gælder overgreb af alle slags, ikke kun politiske overgreb, men også når manden banker sin hustru, fortæller Claus Juul.

- Der er ikke nogen af konventionerne, der vil være til hinder for, at man gjorde det anderledes, men man har en praksis, der siger, at bank, overgreb mv. eller tvangsprostitution ikke er asylbegrundende. Og man kan spørge, om det ikke er ligeså farligt, som at blive slået af politiet, og om det måske er endnu farligere. Men det anerkender man altså ikke som forfølgelse.

- Flygtningekonventionen nævner ikke et eneste sted nogle af de forfølgelsesårsager, som kvinder oftest udsættes for. Man vil typisk høre, at unge nigerianske kvinder vil få afslag med henvisning til, at de kan søge hjemlandets myndigheders beskyttelse. For flygtningekonventionen siger, at man ikke kan få asyl, hvis man kan søge beskyttelse hos hjemlandets myndigheder, siger Claus Juul og fortsætter:

- Men det er et meget formalistisk synspunkt i forhold til en nigeriansk prostitueret og hendes virkelighed. For vi ved, at der ikke er nogen, der i realiteten kan beskytte hende. For det første er den nigerianske regering kriminel og korrupt, og for det andet vil kvinden formodentlig ikke nå frem til regeringen, og få kontakt med dem, før hun bliver slået ihjel eller transporteret videre. Så selvfølgelig vil det eneste rigtige være at hjælpe dem her i landet .

Problemet bliver helt lav-praktisk til et spørgsmål om dokumentation. For man stiller ifølge Claus Juul helt andre formelle krav til bevisførelse ved forfølgelse til kvinder end til mænd. Beviskrav, som kvinden ikke har nogen mulighed for at løfte, og som normalt heller ikke er nødvendige i en asylsag, forklarer Juul.

- Myndighederne siger til hende, at hun skal dokumentere, at hun ikke kan vende tilbage til sit hjemland. Og det kan hun jo ikke, for hvordan skal hun kunne bevise, at det kriminelle netværk vil forfølge hende? Skal hun ringe til netværket og sige, hej det er mig, vil du ikke være sød at sige til de her myndigheder, at du agter at snitte mig i småstumper? Det kan hun jo ikke!

Normalt vil man i asylsager med mænd lægge vægt på sammenhængen i den pågældendes historie samt anvende den tilgængelige viden om hjemlandet og kriminalitetsformen. Hvis historien så svarer nogenlunde til, hvad myndighederne ved om udviklingen i ansøgerens land, og hvis der ikke er åbenlyse uoverensstemmelser mellem forklaringerne i går og i dag, så bliver der givet asyl, forklarer Claus Juul.

- Det vil sige, at der ikke er krav om dokumentation. Der er ikke krav om, at vidner skal bekræfte, at det er rigtigt, at de vil mishandle ham, hvis han vender tilbage.

Men når det gælder kvinder, så bruger man ifølge Juul ikke den viden, man har om deres hjemland eller den form for kriminalitet, som rammer kvinder. Og det er ifølge Claus Juul et udtryk for en kønsskævhed i systemet.

- Med de her kvinder, der siger man, jamen det er ikke dokumenteret. Man kunne omvendt bruge den viden, man har fra sex-industrien, de kriminelle bagmænd og internationale netværk. Eller bruge den viden man har om bestemte steder i Pakistan eller Afghanistan, hvor man ved, at her vil fraskilte kvinder have det rigtig skidt og måske have svært ved at overleve.

- Man burde vende det om, og spørge de danske myndigheder, hvad de har gjort for at sikre sig, at denne her kvinde ikke havner i umenneskelig eller nedværdigende behandling. Altså i strid med kapitel tre i den europæiske menneskerettigheds konvention eller i strid med flygtningekonventionen.

- I stedet for at sige: hvis vi kan slippe af sted med at sende hende tilbage, og vi ikke hører noget, så tror vi, at det er gået godt! Så skal vi sige: hvis vi ikke kan være sikre på, at hun klarer sig, så skal hun ikke sendes tilbage!, lyder opfordringen fra Claus Juul.


Trafficking er heller ikke grund nok til asyl

Det er ikke kun familiesammenførte kvinder, man i Danmark ikke vil hjælpe på grund af mistillid til deres intentioner, fortæller Claus Juul. Tvangshandlede kvinder står i den situation, at hvis de bliver fanget af politiet, så bliver de udvist inden for 30 dage, medmindre de samarbejder med politiet og de danske myndigheder om hjemsendelse. Det giver dem 100 dage i landet.

- Og det på trods af, at vi ved om de kvinder, der bliver handlet, at det er højst sandsynligt, at de bliver sendt tilbage til nye overgreb, og at de sandsynligvis bliver sendt af sted igen lynhurtigt til et andet vestligt land, hvor overgrebene fortsætter. De her kvinder er ofre for organiseret kriminalitet, men det er ikke asylbegrundende.
 
- Af en eller anden mærkelig årsag, så er det at blive gennemtæsket og mishandlet af et kriminelt netværk, og sendt herop, hvor mishandlingen fortsætter, hvis man ikke vil tage 10-30 kunder om dagen, ikke asylbegrundende. Hvorimod, hvis man er srilankansk mand, som ikke længere vil indsamle penge eller mad til de tamilske tigere, og i øvrigt ikke har været udsat for nogle overgreb, så får man asyl.


Lov og praksis skal ændres!

Claus Juul mener ikke, at situationen for kvinderne kan ændres ved andre midler end en lovændring:
 
- Man er nødt til at gå ind og ændre lovbemærkningerne. Politikerne er nødt til at sige, det vil vi gerne have lavet om. Det afgørende skal være, hvorvidt der er vold i forholdet, og hvorvidt hun skal hjem til et område, hvor hun får et meget svært liv.
 
- I virkeligheden kan man sige det meget kort: I stedet for en toårs regel og i stedet for denne her formodningsregel om, at volden skal være årsag til samlivsophævelse, så skulle man skrue det sådan sammen, at der ikke er nogen egentlig tidsmæssig grænse. Hvis kvinden har været udsat for vold, skal det være grund nok til ophør af samliv, også selvom hun har været udsat for vold over flere år. Hun skal have opholdstilladelse, medmindre der er konkrete grunde til, at tro, at det er proforma, afslutter Juul.