Vera Drake. Hustru, mor, humanist - og kriminel

Printervenlig version

Vera Drakes Hemmelighed er historien om en kvinde, der i 1950'ernes sexangste England brød loven for at hjælpe andre kvinder - med abort. Mike Leigh har lavet en dyb interessant film i en tid, hvor debatten om retten til abort atter tages op.

 

Læs mere

Læs også artiklen  Fri abort - til forhandling? 
Se Kvinfos Kvindekilder om abort

 

I 1950'ernes England var abort strengt forbudt og selvbestaltede abortører blev straffet med fængsel i op til flere år. Sex var ikke noget, man talte om, og at der skulle være nogen, der havde behov for aborter var således en sandhed, der med al magt blev undertrykt. Mike Leigh tager med sin nye film fat i denne dobbeltmoralske virkelighed, hvor mødre, mormødre, tanter og alle mulige andre helt almindelige kvinder så sig nødsaget til at bryde loven.

Når man ser Vera Drakes Hemmelighed forstår man godt, hvorfor Leigh ind imellem kaldes den mest Dickens'ianske af filmmagere. Hans fortælling om den altid godmodige, travle og hårdtarbejdende Vera Drake, en midaldrende kvinde, der lever i efterkrigstidens London, er et så intenst portræt af dens hovedperson og den tid, hun lever i, at Dickens er den fortæller, man tænker mest på. Og ligeså hjerteskærende som en Dickens roman er beretningen om Vera Drake også.

Mellem besøg hos naboer og familie, der trænger til mad og kærlig omsorg, rengøringsjobs hos velstående familier, der ikke værdiger hende et blik, og arbejdet derhjemme med at tage sig godt og kærligt af sin familie, finder Vera Drake også tid til at tage sig af unge piger og kvinder, der "er kommet galt afsted", som hun puritansk udtrykker det. Hun foretager aborter på samme pragmatiske måde, som hun andre gøremål: Uden at reflektere yderligere over, hvad det er hun er i færd med eller den fare hun udsætter sig selv for. Det er bare noget, der skal gøres. 

Det første Vera Drake gør, efter at være trådt ind af døren i de oftest usle og deprimerende værelser som disse piger og kvinder lever i, er at sætte kedlen over til en kop te. Herefter beder hun dem venligt tage undertøjet af og lægge sig på sengen. Med et stille klap på hånden forsøger hun at berolige pigerne. Vera Drake er ikke een af dem, der er i gang med strikkepinde eller det, der var værre, men bruger i stedet, på gedigen husmormanér, en pumpe og sæbevand. Kort efter er hun ude på gaden igen, og fortsætter med alle sine mange andre gøremål.

Ingen, udover den kvinde, der henviser gravide kvinder til Vera, kender noget til hendes dobbeltliv. Bibeskæftigelsen som "abortør" glider blot sammen med resten af Veras tilværelse, der går ud på at få tingene til at hænge sammen, både for sig selv, men ikke mindst for andre. Filmen præsenterer på den måde et samfund, hvor man slet ikke har noget sprog for den del af tilværelsen, der handler om sex og alt, hvad det indebærer. Ikke engang Vera, som har det så tæt inde på livet, har noget sprog for det, for slet ikke at sige nogen egentlig bevidsthed om det. I 1950'erne er det en del af tilværelsen, der er blevet så undertrykt, at det er henvist til de yderste randområder af bevidstheden. 

Vera Drake udfører ikke aborter for at tjene penge, men fordi hun har ondt af de piger, der i forvejen ikke har en chance i livet. Selv benævner hun aldrig, hvorfor hun gør det hun gør, udover, at hun blot vil hjælpe. Og det gør hun. For mange af disse kvinder er en kvinde som Vera Drake den eneste redning i en verden, hvor de knapt nok har midler til at forsørge sig selv. For de kvinder, der har flere penge til rådighed, er der, trods abortens illegale status, andre muligheder - som filmen viser os i portrættet af velhaverdatteren, der efter en voldtægt, i kraft af penge og en tantes gode forbindelser, bliver indlagt på en klinik og får foretaget en abort der. Ydmygelserne slipper hun dog ikke for, i form af nedgørende og inkvisitoriske spørgsmål fra læge og psykiater, men den livstruende operation fra en amatør behøver hun dog ikke at gennemgå. Og netop livstruende viser Veras hjælp sig på et tidspunkt at være, da en ung pige efter en abort er tæt på at miste livet og bliver indlagt. Vera anmeldes til politiet, som en aften, til hele familiens store forbløffelse, står i Veras hjem for at tage hende med.

Sidste halvdel af filmen forløber således meget anderledes end den første, for Veras ukuelighed og smittende humør afløses pludselig af noget helt andet. Vera, der aldrig har sat ord på denne del af livet og mere eller mindre har ladet som om den ikke eksisterer, må pludselig stå frem for alle og enhver, som den lovbryder hun er. Familien, for hvem hun har været det absolutte centrum, står uforstående over for den kvinde, der pludselig åbenbares, og de får aldrig begreb om hendes motiver for i så mange år at have levet dette dobbeltliv. Overfor myndighederne, mænd i uniformer, dommeren, hendes mand og søn falder Vera nemlig sammen i skam og angst, og er ude af stand til at finde ord for noget, der hele hendes liv har været fortiet. 

Filmen er på den måde ikke bare et portræt af en kvinde, der er stærk nok til at bryde loven, der hvor den ikke giver mening, men den er også et portræt af en generation og et miljø, hvor sådan en handling og styrke forbliver usagt, og på mange måder uerkendt. Man sidder og ønsker, at Vera rejser sig, ranker ryggen og siger autoriteterne skråt imod. Men Vera er en kvinde med en hel anden, stille styrke, og det ville være i strid med hele hendes personlighed og opdragelse, hvis hun pludselig udviste den form for åbenmundethed. Erkendelsen af dette er samtidig filmens, Vera Drakes Hemmelighed, styrke. 

Filmen baserer sig på en virkelig historie og afsluttes således med ordene "i kærlig erindring om mine forældre, en læge og en jordemoder ". Vera Drakes Hemmelighed er ikke en film, der moraliserer over abort-temaet på hverken den ene eller den anden måde, men den fortæller om nogle af de skæbner, der blev skabt dengang vi ikke ønskede at se kønslivet, med alle dets implikationer, i øjnene. 

Vera Drakes Hemmelighed har premiere på fredag d. 28. januar. 

Bettina Frank Simonsen er cand.mag. i engelsk og filmvidenskab med en MA i engelsk fra University of Victoria, Canada og skriver regelmæssigt for FORUM.