Tysk fotograf kommer ud af skyggen

Printervenlig version

Udstillingen Eva Besnyö: Fotografin 1910-2003 i Berlin viser, at kønnet på både godt og ondt spillede en rolle for fotografen Eva Besnyö. Men hun var ikke kunstner på trods, tværtimod er der en form for nødvendighed i hendes fotografi. Vandrerudstillingen viser endnu en overset kvindelig kunstner, der bliver hevet ud af glemmebogen og indskrevet i europæisk kunst- og fotohistorie.

FAKTABOKS:

Udstillingen med Eva Besnyö vises frem til d. 27. 2. 2012.
Berlinische Galerie - Landesmuseum für Moderne Kunst, Fotografie und Architektur.

Kataloget er forfattet af Marion Beckers og Elisabeth Moorgat og udgivet af Das Verborgene Museum på Hirmer Verlag, München, 2011.

- - -

Foreningen Das Verborgene Museum blev dannet i 1986. De har stået bag flere udstillinger og publikationer og på hjemmesiden er der efterhånden samlet en selektiv database med information om kvindelige kunstnere - primært fra første halvdel af 1900-tallet.

Allerede i 1992 producerede Marion Beckers og Elisabeth Moortgat i regi af Das Verborgene Museum en mindre udstilling med Besnyö med tilhørende katalog.
- - -
Eva Besnyö blev født i Ungarn i 1910 og døde i Holland 2003. Ud over Beckers og Moorgats publikation kan særligt to bøger om hende anbefales:
Willem Diepraam, Eva Besnyö. Monografieen van Nederlandse fotografen 9. Prins Bernhard Cultuurfonds, Amsterdam 1999.

Tineke de Ruiter og Adriaan Eligens, Eva Besnyö. Maria Austria Instituut, Amsterdam 2007.
- - -
Dolle Mina blev grundlagt i 1970 og har været en af de mest indflydelsesrige aktivistgrupper i 1970'erne. Yderligere dokumentationsmateriale om Dolle Mina findes i Aletta - institute for women's history, Amsterdam.


"Das Verborgene Museum zu Gast in der Berlinischen Galerie" står som gæstekurator bag udstillingen om Eva Besnyö. Formålet med Das Verborgene Museum er at udbrede kendskabet til kvindelige kunstnere, som ellers af forskellige årsager er gået i glemmebogen, og mit eget første møde med Besnyö var da også på udstillingen Eva Besnyö: Fotografin 1910-2003 i Berlin. For her står 'museets' Marion Beckers og Elisabeth Moorgat for både at have tilrettelagt udstillingen samt et tilhørende vægtigt katalog.

 

Fra Ungarn til Berlin og Holland

Eva Besnyö blev født i Ungarn, men flyttede som ung først til Berlin og siden til Holland. Selvom især hendes berlinske virke som fotograf er bemærkelsesværdig, er hun relativt ukendt for den tyske eftertid, og hun fortjener at blive indskrevet i den øvrige europæiske kunst- og fotohistorie.

I Holland modtog Besnyö dog flere priser, og et par store bogudgivelser har indgående belyst hendes liv og værk. Det er også i Holland, at hun som ældre bliver aktiv i den feministiske gruppe Dolle Mina, først som fotograf og siden som engageret feminist.

Som med meget andet af hendes liv og kunst kommer hun lidt sidelæns ind i tingene, og Beckers og Moorgat forsøger heldigvis ikke at skabe et epos om Den Store Kunstner, men giver os brikkerne til en mere ujævn, men også mere vedkommende livsbane.

 

Fotografiet som frigørelse

Udstillingens gode udvalg af vintage prints viser Besnyö som en ofte eksperimenterede, altid habil fotograf, præget af 20'erne og 30'ernes fotografiske strømninger. Derudover præsenterer udstillingen dokumentationsmateriale, en dokumentarfilm samt det tilhørende bogværk, der giver mulighed for at forstå hendes brudte karriereforløb, der ligner mange andre kvindelige kunstneres:

Eva var et overbeskyttet, melankolsk barn i et velhavende, jødisk hjem. Opvæksten i Budapest var præget af, at hun blev betragtet som svagelig, og af frygt for sygdomme blev hun holdt inden døre så meget som muligt. Den politiske omverden trængte sig imidlertid på under 1. Verdenskrig og revolutionen 1919 samt de efterfølgende jødeforfølgelser. Internt i familien følte Eva sig utilpasset; hun skilte sig ud fra sine to søstre ved ikke at være akademisk begavet, desuden var hun mørk og blev drillende kaldet sigøjnerunge. I det hele taget havde hun svært ved at indrette sig under hjemmets regler og især moderens strenge opdragelse. Men fotografiet blev hendes vej ud.

"It wasn't until I took up photography that I came into my own. It was as if I awoke from a dream."

Der er en næsten mytisk karakter over Besnyös beskrivelse af denne 'opvågnen', som skete, da hun fik et Rolleiflex-kamera med dobbeltlinse. Samtidig kom hun som 18-årig i lære hos fotografen József Pecsi, der var rundet af nye internationale strømninger såsom Neue Sachlichkeit.

Besnyö fik adgang til relevante bøger og tidsskrifter, og især Albert Renger-Patch's banebrydende fotobog Die Welt ist schön (1928) blev hendes bibel, idet Renger-Patch skabte hidtil usete perspektiver på den moderne verden ved bl.a. at isolere detaljer og skabe abstraktioner af hverdagsgenstande.

 

I Berlins laboratorium

Allerede Besnyös tidlige billeder fra Budapest vidner om begyndende eksperimenter med grafiske linjer, skæve vinkler samt lys-skyggevirkninger.

Et eksempel er billedet Eva og Magda (hendes søster) fra 1929. Her zoomes ind på brostenene, der danner bagtæppe for en subtil interaktion mellem de to skygger, hvis hænder synes at tale sit eget sprog. I Beckers og Morgaats fortolkning af billedet henvises til Michelangelos skabermyte, hvor Guds livgivende finger rører Adams. For mig at se, er det fine ved Besnyös billede dog også skyggernes lidt famlende præg, som gør fingerspillet både gådefuldt og ømt.

Det nye fotografi blev især praktiseret i Berlin - og dér tog Besnyö til i 1930. Hun ville væk fra det stigende fascistiske og anti-semitiske Ungarn og var draget af det moderne Berlin, frem for det romantiske Paris. Hun lærte byen at kende af bl.a. maleren György Kepes, der arbejdede med Moholy-Nagy. Med inspiration fra Kepes og andre venstre-intellektuelle oplevede Besnyö en slags politisk vækkelse og tilegnede sig nye vinkler, såvel politisk som æstetisk:

"In Hungary, diagonals were in the air, in Berlin, they ran right through me."

Man kan næsten mærke elektriciteten ved alle de nye impulser!
 

Selvportræt 1931

Elektriske impulser og diagonaler er der også i det selvportræt fra 1931, der med rette er valgt som blikfang for udstillingen: Besnyö ser ned i sit rolleiflex-kamera, hvorved hendes hår falder fremover og danner en sort, flyvsk høstak. Hun får netop et næsten elektrificeret udtryk, hvilket er symptomatisk for hendes få men professionelt afgørende år i Berlin. Det var her, hun for alvor eksperimenterede, hvilket selvportrættets overraskende billedrum vidner om, og de usædvanlige hvide gummihandsker på billedet også kan associere til. I bogen er det originale 6x6 negativ i øvrigt reproduceret, hvilket afslører det som et utilsigtet dobbeltportræt, idet det inkluderer en af de andre ansatte i Peter Wellers atelier, hvor Besnyö arbejdede. Han måtte altså skæres væk i det endelige billede, hvilket kun har gjort fotografiet stærkere.

 

Fra fortrop til bleskift

I Berlins kunstneriske og intellektuelle kredse var der en tro på, at fotografiet kunne ændre verden. Besnyö fotograferede bl.a. for det venstreorienterede billedagentur Neofot, men nogen afgørende politisk effekt nåede hendes praksis aldrig at få. Desuden har kun et fåtal af hendes billeder fra Berlintiden overlevet, for Peter Wellers studie blev bombet to gange under Anden Verdenskrig, og Neofot blev opløst af Nationalsocialisterne.

I 1932 meddelte Neofot, at de ikke kunne blive ved med at trykke billeder i Besnyös eget - jødiske - navn. Og da fascismen og antisemitismen således atter indhentede hende, tog hun i 1933 med sin senere mand, John Farnhoud til Amsterdam, hvor hun nedsatte sig som portræt- og arkitekturfotograf. For os Bauhaus-entusiaster findes der bl.a. nogle fine optagelser af Rietveld-byggerier. Og hun skabte nu ikoniske portrætter, fx af den karismatiske Narda Fleming.

Eva Narda 
Foto af Narda Flemming (1937)

I et billede fra 1937 fremhæver beskæringen Nardas uforglemmelige øjne med en formel økonomisering af vandrette lag med forskellig lysintensitet: de sorte handsker, striberne i blusen, de markerede læber og de sorte øjenbryn. Ikke så mærkeligt at senere kopier af fotografiet stadig sælges på auktioner.

Tyskernes besættelse af Holland i 1940 gjorde, at Besnyö igen måtte holde lav profil, og hendes kunstneriske virke ebbede helt ud. Hun fik to børn, og som for så mange andre kvindelige kunstnere blev det umuligt at dyrke karrieren.

 

Forsinkelser

Kunstfotografiet kom hun aldrig tilbage til, men hun fik nogle små opgaver, og i 1970'erne begyndte hun af egen lyst at dokumentere den feministiske aktivistgruppe Dolle Mina. En dag, da hun har glemt kameraet (!), begynder hun at blande sig i diskussionerne og blev således til sidst et engageret medlem. Hun publicerer i 1975 en bog om Dolle Mina, men hvad angår Besnyös fotografiske karriere, er de sidste årtier af hendes liv primært retrospektive, idet man begynder at anerkende at ville vise og bevare hendes billeder fra de tidlige år.

 

Kameraet sugede hende ind i politik og feminisme

Becker og Moorgat formidler fint de kunstneriske, personlige, historiske og politiske intersektioner i Besnyös liv, og det er prisværdigt, at bogen indeholder en engelsk oversættelse, ligesom udstillingsskiltene både er på tysk og engelsk.

Men hvorfor pokker insisterer man på at overføre de tyske feminiserede 'Fotografin' og 'Malerin' til den engelske oversættelse, så Besnyö i bogtitlen bliver 'Woman Photographer', og Charley Toorop og Xenia Boguslawskaja begge bliver 'Woman painter' i billedtitlerne? Det skurer mildest talt i ørerne på et ikke tysktalende publikum, og det er kikset, at et grundlæggende feministisk projekt som Das Verborgene Museum ufrivilligt kommer til at reproducere de efterhånden forældede diskurser om kvindelige kunstnere som de eneste kønnede kunstnere.

Kønnet spillede på godt og ondt en rolle for Besnyö, men hun var ikke kunstner på trods, tværtimod er der en form for nødvendighed i hendes fotografi. Ikke sådan at forstå, at billederne udtrykker en socialpolitisk indignation eller et psykologisk behov. Men jeg tror på hendes ord om, at fotografiet blev en afgørende indgang til verden og til dens forandrende kræfter, fra de kunstneriske kredse i Berlin til de feministiske grupper i Amsterdam.

Besnyö udgjorde ikke spydspidsen af avantgarden - hverken fotografisk, politisk eller feministisk - men via kameraet blev hun suget ind i den. Med en lille forsinkelse, som den umærkelige tidsmæssige forskydning, der er mellem en fotograf og det, hun fotograferer.