Til forsvar for 'Klynkekussen'

Printervenlig version

Den svenske roman Bitterfissen kom til at præge årets mediedækning af 8. marts, og forfatteren Maria Sveland blev anklaget for at styrke patriarkatet med sit "klynk". En reaktion på en feministisk analyse, man har hørt før, påpeger Elisabeth Møller Jensen. Bitterfissen er ikke noget offer, men en ung kvinde, der tager sin vrede på sig og råber den ud. Og Svelands roman såvel som reaktionerne på den minder om, at når det rykker på ligestillingsfronten, gør det ondt i det private.

Op til kvindernes internationale kampdag tog medierne den kollektive kønsbrille på, og lørdag d. 8. marts var aviserne fulde af kronikker, debatter, anmeldelser og nyresearchede artikler om ligestilling og mangelen på samme. Politiken satte alle kræfter til med en hel uges 8. martsdækning under den selvironiske overskrift Vi går med røde sokker, med daglige nye temaer, facts, debat og politiske udmeldinger.

Når 75 % af kvinderne ifølge en ny undersøgelse i Ugebrevet A4 mener, at der er for lidt ligestilling i Danmark, burde der også være rigeligt med godt stof til mere end en enkelt dags mediebevågenhed.

Ca. halvdelen af de danske mænd deler kvindernes vurdering af, at det halter med ligestillingen, og glædeligt var det, at mange af dem for alvor kom på banen i årets 8. marts-debat. Over 1000 kendte og ukendte danske mænd valgte at bakke op om kravet om et forbud mod sexkøb, som et bredt udsnit af den danske kvindebevægelse og de politiske ungdomsbevægelser demonstrerede for på dagen. 
På kultursiderne var det imidlertid i høj grad en yngre svensk kvinde, der kom til at præge årets mediedækning af 8. marts. Maria Svelands roman Bitterfissen udkom på dansk, og modtagelsen af den er et studie værd for køns- og medieforskere. Her er godt nok noget at komme efter. 

I Sverige har bogen solgt 60.000 ex, men i Danmark bliver den slags litteratur ofte latterliggjort. Begrundelsen er formentlig, at der i Sverige er større politisk fokus på ligestilling. Det skaber et andet rum for kvinder at tale i og legitimerer den personlige frustration, som Bitterfissen er udtryk for. I Sverige er det ikke bare den enkelte kvinde, der ikke kan finde ud af det. Dér er det et samfundsproblem. 

Som den opmærksomme Forum-læser vil vide, blev romanen allerede anbefalet på kvinfo.dk som sommerlæsning sidste år. Op til den danske udgivelse er forfatteren blevet interviewet til aviserne, som har dækket udgivelsen bredt. Jeg valgte at udtale mig til Berlingske Tidende (8. marts) om det danske klima, bogen udkommer i, før jeg på kvindedagen i lørdags købte og læste bogen. Og før jeg så Informations forside på Bøger torsdag d. 6. marts med overskriften Klynkekussen med underrubrikken: Ny "feministisk" bog styrker patriarkatet

Nu sætter jeg skribenten og feministen Lilian Munk Rösing meget højt, og enhver kan jo dumme sig. For er der nogen her, der går patriarkatets ærinde, så er det da Informations anmelder. Bitterfissen kalder sig selv en roman uden at være nogen udpræget litterær bog. Det er heller ikke nogen fantastisk god bog, Maria Sveland har skrevet, men det er slet ikke det, der hidser Informations anmelder op. Der er åbenlyst noget helt andet og større på spil. 

"Bitterfissen er en af den slags bøger, der virkelig skader feminismen", klager Lilian Munk Rösing, som medgiver at genkende bitterheden fra "ammedagenes og søvnunderskuddets mørkeste tider" Til gengæld forbløffer det hende, at man kan "hænge fast i denne ammelogik så længe, at man kan skrive en hel bog på det". Hvad der ikke fremgår af anmeldelsen, tager Bitterfissen sit afsæt i oplevelsen af ikke at kunne amme den skrigende førstefødte, et sundhedspersonale der presser på langt ud over brystbetændelse og gentagne indlæggelser med 40 i feber og en barnefader, der prioriterer at passe sit karrierejob i teaterlivet. Personligt forekommer den historie mig så langt ude, at havde jeg selv lagt krop og skæbne til, ville jeg være mere bitter og rasende, end hovedpersonen på noget tidspunkt svinger sig op til. 

Vrede unge mænd er der mange af i litteraturen, men vrede unge kvinder er der ikke plads til. Foragten for kvinden og det kvindelige har litteraturkritikken derimod ofte svælget i. Og Lillian Munk Rösing holder sig ikke tilbage: "I en vis forstand glider Sveland lige direkte ind i en af patriarkatets pladser til kvinden: et hæmningsløst plaprende, infantilt væsen, som ikke er parat til at tage den byrde og de afkald på sig, som det indebærer at blive ansvarlig, voksen samfundsborger". 

Nu er det jo ikke første gang, feminister anklages for at gøre unge kvinder til ofre alene ved at pege på en feministisk analyse som forklaring på de uligheder, som de som køn må bære rent statistisk. Jeg ved af egen erfaring, at en feministisk analyse i sig selv fordømmes som klynk. De unge kvinder skal da bare tro på sig selv, tage sig sammen og opføre sig voksent, så skal det nok gå alt sammen. Og det er da også helt rigtigt. Men der skal efter min mening mere til. 

Mit gæt er, at Bitterfissen sagtens kan få en meget stor betydning, fordi den rammer et behov. Alene i titlen signalerer Bitterfissen, at det faktisk ikke er manden, der er hovedpersonen, men den unge kvinde, der tager sin bitterhed og sin vrede på sig og råber den ud, uskøn og skinger, sådan som vreden som regel er. 

Maria Sveland gør ikke manden til problemet, som jeg læser bogen. Hun støtter sig til 1970'ernes litterære forbilleder som Suzanne Brøgger, Erica Jong og Marylin French, ung, bitter og sort/hvid i sin feministiske analyse. Men er det ikke ungdommens idealistiske privilegium? Alene hendes handlinger, valg og visioner dementerer for mig den offerrolle, som Lilian Munk Rösing placerer hende i. Hendes mod til at vedstå sig bitterheden og den skambehæftede følelse af utilstrækkelighed og svigt er for mig at se den første forudsætning for at komme videre. 

Svelands roman såvel som reaktionerne på den minder også om, at når det rykker på ligestillingsfronten, gør det ondt i det private. Det er også her, forandringspotentialet fortsat befinder sig. Helle Thorning-Schmidt giver i et stort interview i Politiken 8. marts håb om, at vi kommer videre, at der måske er ved at ske noget politisk. At nye muligheder begynder at vise sig. Socialdemokraternes formand, som har været feminist fra 1970'erne, peger på det ligestillede parforhold som en forudsætning for kvinders muligheder uden for hjemmet, og det er jo lige præcis i det spændingsfelt,Bitterfissens og kulturens smertepunkter ligger. For hvordan "skal vi nogensinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den vi elsker?", som det svære spørgsmål lyder med Maria Svelands formulering. 

Køn og ligestilling er en kraftfuld forandringsdynamo både i den enkeltes liv og i et samfund, hvor kvinder stadigvæk skal kæmpe for indflydelse. "Der er behov for en politisk offensiv på ligestilling", lød Helle Thorning-Schmidts politiske udmelding, parat til at indføre kvoter ikke bare på danske bestyrelsesposter, men måske også på andre områder som eksempelvis professorater. 

Regeringen plus støtteparti plus Dansk Industri er stadigvæk imod kvoter, men lur mig, om ikke der alligevel er ved at ske noget. Hvis Socialdemokraterne virkelig begynder at indse potentialet i ligestilling, gør regeringen klogt i at skifte kurs før næste valg. "Vi erkender problemet, men vi har tid til at vente på, at det løser sig af sig selv", holder kun som regeringsstrategi indtil den dag, oppositionen samler sig om et alternativ.