Skolen disciplinerer kønnet

Printervenlig version

Drengene falder ud, mens pigerne klarer ærterne i uddannelsessystemet. Sådan lyder det konstant i medierne. For hvor det for hundrede år siden var pigerne, der ikke kunne tåle intellektuelle udfordringer og dermed skolen, er det i dag drengene, som får stemplet som de mindre egnede. Men forskning peger på, at skolens stereotype opfattelser af køn skaber ulige betingelser for læring hos piger og drenge.

Se KVINFOs tema om køn og pædagogik

S og SF har fornylig forslået, at der bliver undervist i køn, se kvinfo.dk

De nævnte forskningspublikationer findes på KVINFOs bibliotek

Se Girls think they are cleverer than boys from age four, study finds i The Guardian

Se Listen to the boys not the Girls i The Guardian

Csonka, Agi (2011). Er nogle drenge mere rigtige?,  Se Information

Mange forældre har hørt deres sønner komme hjem fra skole og anklage læreren for at have forudindtagede forventninger til dem og de andre drenge i klassen. Med henvisning til, at de ikke får de samme muligheder i undervisningen som pigerne. Og mange forældre har fejet det af bordet med det svar, at så unfair er virkeligheden selvfølgelig ikke.


For vi lever i et ligestillet demokrati, skolen er oven i købet forpligtet på at møde den enkelte gennem undervisningsdifferentiering - så konspirationsteorier af denne kaliber må de længere ud på landet med.

Ikke desto mindre er der noget om snakken. Kulturen er kønnet, og det er skolekulturen også. Her er det udbredt at tænke køn, som to binære kategorier, der udspringer af, hvorvidt du er født med det ene eller andet biologiske køn.

Samtidig bliver vi løbende bekræftet i, at mænd og kvinder er forskellige, overalt i kulturen. Derfor kan det heller ikke komme som nogen overraskelse, at denne forestilling er udbredt i skolen. Men hvad betyder det egentlig?

 

Drenge på Vikingemuseet og piger på Barbie-museet 

Forskning har vist, at børn bliver mødt forskelligt fra det øjeblik, de bliver født. Et spædbarn med drengekøn bliver fx italesat i forhold til sin potentielle styrke, et pigekøn i forhold til sit udseende.


Senere i både vuggestue og børnehave bliver de traditionelle kønsforestillinger bakket op: Drengene skal fx udenfor at lege, mens pigerne skal arbejde med perleplader eller lignende. Det er desuden ikke ualmindelig praksis fx at invitere drengene på Vikingemuseet og pigerne på Barbiemuseet.

For som forskning af blandt andre Jette Kofoed fra DPU viser, er der utallige eksempler på, at det bliver forventet, at drenge og piger grundlæggende er forskellige - og derfor også bliver mødt forskelligt. En vigtig pointe i den sammenhæng er, at de såkaldte pigeaktiviteter ofte udvikler finmotorikken, og på den måde kan gøre pigerne mere motiverede og skoleklar end drengene.

Et fremtidigt proletariat af mænd?

Overskrifter som Drengene falder fra i uddannelsessystemet ogPiger får bedre karakterer i alle fag i folkeskolen har i de sidste år vakt opsigt. Der er røre om årsagerne bag forholdene og ikke mindst om, hvor og hvordan man skal sætte ind for at rette op på dem.


I en årrække har de dominerende røster slået på, at skolen på grund af sit overtal af kvindelige lærere, er "feminiseret", og at skolens værdier derfor nu skulle være præget af mere bløde værdier. Med andre ord går kritikken på en udvikling fra fokus på faglighed til fokus på latterliggørelser som "Hvordan synes du selv, det går?". Eller den positive version: Fra fokus på lærerens levering af faglig viden til fokus på, hvordan den enkelte elev tilegner sig faglig viden og kompetencer. Om det ene er mere blødt eller hårdt, feminint eller maskulint, eller hvad der bedst lever op til samfundets krav og udfordringer, kan nok diskuteres. 

I forlængelse af samme opfattelse er forestillingen om, at skolen ikke tager hensyn til drengenes evne til at sidde stille og være boglige. Analysen tager afsæt i køn som en biologisk, essentiel kategori, noget der er og ikke forandrer sig. Og drenge ender i denne optik med at få dårligere karakterer, fordi skolen ikke er indrettet til, hvordan drenge er. Løsningen på denne analyse er ofte en såkaldt drengepædagogik.

Mediernes omtale

Hvordan piger og drenges skolepræstationer er blevet italesat og analyseret, er præcis, hvad et nyt norsk sociologispeciale af Hege Elisabeth Løvbak omhandler. Kjønn i klassen, kjønn i hodet. Avisomtale av jenters og gutters skoleprestasjoner fra 1983 til 2007 sætter fokus på, hvordan medierne omtaler drenge og pigers faglige og målbare præstationer i skolen i Norge igennem tre årtier.

I korte træk går udviklingen fra, at pigernes lavere præstationsniveau er genstand for analyse i 80´erne til et blik på drengene som tabere og pigerne som vindere i nutidens medieoptik. De forskellige medierede fremstillinger er også udtryk for, at der gennem tiden er taget forskellige diskursive fortællinger om køn i brug. Hvor de tidligste eksempler peger på pigernes undertrykkelse, er de senere omtaler eksempler på "konkurrence om elendighed"; pt. bliver drenge tabere, piger vindere.

Løvbak beskriver ligeledes, hvordan medierne fremskriver stereotype og smalle forventninger til køn. Både drenge og piger har et smalt repertoire at bevæge sig indenfor, hvis ikke de skal træde forkert. "Drenge leger med biler" og "piger leger med Barbie" er sigende for måden køn opfattes på, og det betyder også, at der accepteres forskellig adfærd afhængigt af køn.

 

Hjernen former sig efter, hvad den fodres med 

Den megen fokus i skolesammenhæng på biologisk køn som afgørende for årsager til og som genstand for, hvor man skal sætte ind, når det kommer til drengenes ringere præstationer end pigerne, har også øget interessen for den neurobiologiske forskning. Også her er der divergerende holdninger og resultater.

En dansk forsker i kognitiv neurovidenskab, Christian Gerlach fra Syddansk Universitet, har lavet en komparativ undersøgelse, der sammenligner mange internationale undersøgelser: Han definerer hjernen som plastisk. "Populært sagt betyder det, at den tager form efter, hvad der puttes i den: Hjernen er i virkeligheden et overflødighedshorn af forbindelsesled. Det er miljøet, der afgør, hvad for nogle forbindelser, der overlever. Hvis man for eksempel forskelsbehandler sine døtre og sønner, betyder det, at hjernen tager form efter, hvad den fodres med. Hvis det for pigernes vedkommende er, at de bliver rost for at rydde op og drengene, at de skal have lov at være vilde drenge, så er det sådan, det bliver." (Jyllands-Posten 20.11.2008)

Det ligger i forlængelse af andre forskningsresultater omkring køn og læring fra blandt andre Dorte Marie Søndergaard og Dorthe Staunæs fra DPU, som viser, at forskellene indenfor hver kønskategori er mere markante end forskellene imellem. Med andre ord kan man forvente, at børn med forskelligt kropstegn (biologisk dreng eller pige) kan være mere ens og lære på mere lignende måder, end børn med samme køn.

 

En rigtig dreng har krudt bagi, men er ikke en rigtig elev

Nok tager den udbredte praksis i skolen afsæt i en biologisk determineret kønsopfattelse. Men størstedelen af nyere forskning på området lægger vægten på sociokulturelle betydninger af, hvordan køn formes. Argumentationen forholder sig selvsagt anderledes, og tager afsæt i køn som en dynamisk kategori. Det betyder, at køn er en kategori, der ikke kun er (man er dreng eller pige), men også noget man gør (man gør og skaber også kønnet fx gennem sine handlinger). Det betyder således også, at der er et udgangspunkt for forandring.

Nyere kønsforskning peger også på skolen som en vigtig agent i konstruktionen af maskulinitet og femininitet. "En rigtig dreng" skabes gennem handlinger, som fx er konkurrenceorienterede, aggressive, lederorienterede, viser fysisk styrke, hurtighed, har krudt bagi eller som man siger i skolesammenhæng: er urolig. "En rigtig pige" forventes at være nærværende, social, pligtopfyldende, koncentreret, rolig. Og lige netop her kan kimen til problemet ligge.

For hvad betyder det, hvis de kulturelle idealer spænder ben for hinanden? Hvis forventningerne til det at være "en rigtig dreng" er modstridende med, hvad vi forventer af "en rigtig elev"?

Forventninger skaber virkelighed. Også i skolen. Det understreges i ny britisk forskning. Rapporten Gender Expectations and Stereotype Threat fra 2010 konkluderer, at lærerne har lavere forventninger til drenge end til piger, og det gælder både i folkeskolen og i gymnasiet. De forhold har mange konsekvenser, herunder hvad det skaber af betydninger om køn i børnenes optikker. Undersøgelsen viser, at piger synes, de er klogere, mere succesfulde og arbejder hårdere end drengene helt fra fire års alderen. Den opfattelse deler drengene fra 7-8 års alderen. Resultatet bliver selvopfyldende profetier.

Socialforskningsinstituttet (SFI) har ligeledes lavet en dansk undersøgelse, hvori de konkluderer, at der er "solid dokumentation for, at pædagoger og lærere i deres adfærd bidrager til at fastlægge drenges og pigers identifikations- og handlemuligheder. Den viser også, at de voksne har svært ved at få øje på en række andre forskelle mellem børn, fordi de fokuserer for entydigt på forskellen mellem drenge og piger." Det samme resultat viste sig i 2005 i en stor, nordisk komparativ undersøgelse Køn, ligestilling og skole 1990-2004 iværksat af Nordisk Ministerråd.

Det er afgørende for forståelser af køn i skolen, at forventninger til køn, klasse og etnicitet kan møde hinanden i en trefoldig dårlig cocktail, og kategorier som klasse og etnicitet ofte får betydning for, hvordan køn bliver forstået. Stigmatiseringer af nogle etniske minoritetsdrenge kan være eksempel på dette.

 

Kønsstereotyp undervisning hæmmer elevernes læring 

Det, at voksne ofte møder børn med kønnet først, og tilmed med særlige forventninger på grund af det biologiske køn, betyder først og fremmest, at individuelle karakteristika kan blive overset. Hvis den enkeltes performance falder udenfor, hvad kategorien dikterer, kan det risikere at blive overset. Her følger et konkret eksempel fra en skolekontekst: 


En klasse har fået til opgave at løbetræne i en gymnastiktime. To piger orker ikke og løber dvask og dovent. Under lærernes samtale siger den ene lærer til den anden: "Er det ikke skægt, som pigerne bare bruger kroppen på en helt anden måde end drengene?", og generaliserer altså pigekønnet på grundlag af to af klassens piger. 

Det er et eksempel på, hvordan (stereotypt) køn bliver iagttaget og gjort til genstand for almen knowledge og på den måde bekræftet gennem gentagelsen. På trods af, at den undtagelse, der her bekræfter reglen, er ganske ubetydelig (med 2 ud af 20 piger). 
En ny undersøgelse fra 2010 fra RUC af blandt andre Jo Krøjer konkluderer ligeledes, at larmende drenge og stille piger er en stereotyp kønsforestilling, som regerer i klasseværelset (og uden for skolen). Rapporten bygger på et forskningsprojekt, som har fulgt implementeringen af IT i undervisningen og de deraf kønsmæssige betydninger. 
Her er konklusionen også, at det hæmmer elevernes udfoldelse og vilkår for læring, at pigerne fx opfattes som mere socialt kompetente end drengene. Og helt konkret for undervisningen betyder det, at eleverne bruger meget tid og opmærksomhed på at leve op til de kønnede forventninger.

 

Pige støjer ikke men laver pigefnidder 

Når piger fx er støjende, registreres det ikke på samme måde, som når drenge er støjende. Det kategoriseres i givet fald ofte under det, man kalder "pigefnidder". Måden at italesætte køn - også i undervisningen - har en disciplinerende effekt. Som den tidligere nævnte engelske undersøgelse pointerer, betyder det noget for opfattelser af køn, hvis lærere generaliserer med udsagn som "vilde drenge" eller "drenge kan ikke sidde stille lige som piger". 


Et nyt didaktikspeciale fra DPU af Bonnie Vittrup analyserer, hvilke sproglige faktorer i lærernes diskursive praksisser, der åbner eller lukker for alsidige kønsopfattelser i undervisningen.
 
Hun påpeger, hvordan en forandring af lærernes sproglige praksis kan bane vejen for en undervisningspraksis med åbnende kønsblikke, frem for de fastlåsende kønsblikke, der begrænser både lærere og elevers manøvrerum. Fx vil et større begrebsapparat om køn, og en større bevidsthed om, hvilke holdninger til køn den enkelte lærer selv formidler og genkender hos andre, kunne bidrage til en mere kønsnuancerende undervisningspraksis.

 

Positive forventninger gør en forskel

Der er mange eksempler på studier, hvor forskere har undersøgt, hvad forventninger betyder for et givent output. I rapportenGender Expectations and Stereotype Threat beskriver de et eksempel. Her har de afprøvet det velkendte eksperiment på en matematiktest. I den ene test får eleverne at vide, at drenge normalt er dårligere til testen end pigerne. I den anden får de ingen forudindtagede positioner. Der er markant forskel på drengenes præstationer, og resultatet forværres af de lave forventninger.


Sagt på en anden måde: De kulturelt legitime rammer for køn, sætter retninger for, hvordan kvinder og mænd, drenge og piger agerer. Det er et eksistentielt vilkår, at ville genkendes og accepteres - også i sin måde at gøre køn på. 

Som i alle andre henseender bærer de voksne ansvaret. Når piger har fået flere strenge at spille på, handler det nok ikke mindst om en tradition for at stille sig spørgende overfor (kvinde-)køn på grund af synlig ufrihed og uretfærdighed - og herigennem udfordre forventninger. Måske er det synlige problemstillinger for drenge som de nuværende, der skal til for at voksne får blik for de strukturelle forhold, der ikke mindst usynligt, spænder ben for både piger og drenge.

 

Vi gentager historien med omvendt fortegn

Børn er ikke særlig gamle, før de er bevidste om og agerer ud fra såkaldte drengefarver og pigefarver, drengelege og pigelege og alt hvad dertil hører i et kønsopdelt børneliv. Det betyder også, at børnene ikke stiller spørgsmålstegn ved den dominerende kønskategorisering i skolen. For de er vant til det.

Men stereotyp kønsdisciplinering skaber kønsstereotype drenge og piger. Og senere hen mænd og kvinder. Er det dét, vi ønsker? Har fokus på formel kønsligestilling cementeret traditionelle forestillinger om køn gennem sit dikotome afsæt og i sidste ende betydet, at vi er blevet blinde overfor, at reel ligestilling opnås gennem nuancering af kønsopfattelser?

For hundrede år siden mente man, at intellektuel udfordring var dårligt for kvinders reproduktive evner, da blodet da ville stige fra underlivet til hjernen. Det var en biologisk argumentation, som skabte ulige betingelser for læring. Vi skal passe på, at vi ikke gentager historien med omvendt fortegn, ignorerer den både nationale og internationale forskning, der er på området - og stempler drenge, på grund af deres biologiske køn - til at være mindre egnede til intellektuelle udfordringer.

Vi skal udnytte og formidle forskningen, ikke mindst til de professionelle voksne. Det ville være ønskeligt, at læreres viden om køn og tværfaglig refleksion omkring køn, pædagogik og didaktik blev professionaliseret gennem uddannelse og efteruddannelse. Og selvfølgelig med udgangspunkt i de erfaringer, som de har gjort i Sverige og Norge. Herigennem ville vi kunne styrke grundlaget for lige betingelser for læring. Og skabe fundament for reelt at kunne møde den enkelte personligt og fagligt, der hvor han eller hun er med alle sine individuelle nuancer.