Råb op - tal pænt og sæt håret

Printervenlig version

Kontroversen omkring Facebook-chefen Sheryl Sandbergs nye bog Lean In antyder et indhold, bogen ikke leverer. Den er ikke et nyt feministisk manifest. Til gengæld viser den, hvor ligestillingsdebatten befinder sig i USA. Lige nu. Og den kan varmt anbefales til alle unge også danske kvinder, der ønsker at gøre karriere. For den har mange smarte tricks fra både arbejds- og familielivet.

Faktaboks:

Sheryl Sandberg: LEAN IN - Women, Work and the Will to Lead, Knopf, 228 sider, 24,95 USD.

Annegrethe Felter Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på www.USAnu.dk

Hun kan findes på Facebook under sit navn, og man kan følge hende på Twitter - #Annegrethe.

 

 

WASHINGTON DC - Facebooks daglige leder, COO (Chief Operating Officer) Sheryl Sandberg, er en ekstrem behagelig type. Sådan én man næsten ikke kan undgå at fatte sympati for. Det kan jeg sige, efter at jeg i sidste uge overværede den 43-årige topchef live her i den amerikanske hovedstad ved en præsentation af hendes nye, og i USA stærkt omdiskuterede, bog, LEAN IN - Women, Work and the Will to Lead.

Bogen er omdiskuteret, kort sagt, fordi den beskylder Sandberg - en af verdens mest magtfulde og rigeste kvinder med en dobbelt kandidatgrad fra Harvard University og en formue på lige under en milliard dollar, to børn og en sympatisk, velhavende og arbejdsom mand, der synes at være indstillet på at tage sin tørn derhjemme - for ikke at have blik for de vilkår og problemer, som det enorme flertal af kvinder, der befinder sig længere nede på samfundets rangstige, lever under og slås med.

Kontroversen herom har raset med stormstyrke i USA, lige siden bogen udkom. Ja, faktisk før den kom ud. Jeg har dækket den side af sagen i en artikel i min avis, Information. Men debatten har imidlertid ikke sagt så meget om selve bogen.

For jovist er debatten om, hvorvidt "elitekvinders" kamp for magt, indflydelse og bestyrelsesposter er ensbetydende med en skævvridning og et potentielt svigt af de mindre magtfulde, vigtig. Men den diskussion har samtidig skygget for mere saglige anmeldelser og gennemgange af den faktiske tekst, hvilket er ærindet med denne artikel.

 

En kvindelig selvsikkerhed

Så til sagen. Som sagt indledningsvist emmer Sandberg af det, amerikanerne kalder for "likeability". Og det er ikke uvæsentligt, for netop dette er et af hendes hovedbudskaber: Vær stålsat i dine ambitioner, tro på dig selv, lean in (altså sørg for at være til stede og lad være med at holde dig selv tilbage), men gør det på en ikke-stødende, behagelig, ja en mere kvindelig måde.

Sandberg erkender (ikke med jubel men med en vis beklagelse) i bogen, der er udformet som et miks af egne oplevelser på vej mod - (og på) toppen af den amerikanske tech-verden og en slags manual til de kvinder, som ønsker at gøre hende kunsten efter, at det nemlig fortsat afskrækker mange mandlige chefer, hvis kvinder opfører sig lige som dem.

Derfor råder hun kvinder til at sige "vi" i stedet for "jeg", at tale pænt og ikke aggressivt, uanset indholdet af det man siger, gerne må være det. Og at det skader ikke at sætte sit hår og tage pæne sko på.

Tilgangen har irriteret store dele af det feministiske miljø i USA, som mener, at det ikke burde være nødvendigt at blande specielle råd om "kvindelig etikette" ind i, hvad Sandberg selv håber vil blive "et nyt feministisk manifest" for en ny generation af ambitiøse kvinder i USA.

Lad mig sige det ligeud: Det irriterer ikke overtegnede en bønne. Jeg vil til enhver tid foretrække gode råd fra virkelighedens verden, frem for én, der er funderet i forhåbninger, besværgelser eller gode intentioner.

 

Morgenkvalme på direktionsgangen

Og Sandberg virker ærlig.

Hun har gjort sig mængder af nyttige observationer gennem sin egen karriere, og alle disse tricks (der af danske læsere muligvis vil forekomme lige lovligt klichefyldte eller selvhjælpsagtige) deler hun nu med sine læsere.

Hun er heller ikke bleg for at fortælle historier om, hvordan hun selv undervejs har svigtet andre kvinder - ikke af ond vilje, men fordi hun simpelt hen ikke havde tænkt på de problemer, som f.eks. gravide kvinder står med på en arbejdsplads, før hun selv blev gravid. Hun skammer sig end ikke over at fortælle, at et af de første gode råd, hun fik om at stille større krav til sine egne mandlige chefer i den sammenhæng (da Sandberg i 2004 var gravid for første gang og markedschef i Google), kom fra hendes egen mand - ikke via en pludselig kønnet åbenbaring opstået i egen hjerne:

Sandberg tog næsten 30 kilo på under graviditeten, fortæller hun. Hendes fødder (der havde brug for sko to størrelser op) lignede klumper, hun kastede op næsten hver morgen, og efter at hun en dag havde løbet hen over Googles notorisk overfyldte parkeringsplads for at nå til et vigtigt salgsmøde, brokkede hun sig til sin mand om aftenen.

Han fortalte hende, at på hans arbejdsplads (en anden tech-gigant, Yahoo) var der afmærkede P-pladser lige ved indgangen, som var forbeholdt gravide ansatte. Næste dag marcherede Sandberg ind til sine to chefer, der som hun skriver "arbejdede i et kontor fyldt med spil og gadgets, den ene var midt i sine yoga-øvelser," og forlangte det samme.

"De sagde ja øjeblikkeligt", skriver hun, der derefter skammede sig over ikke selv at have tænkt over sagen før: "Havde jeg ikke haft en særlig forpligtelse som kvinde til at hjælpe mine medsøstre på arbejdspladsen?", funderer hun og konkluderer, at måske jo, men hun har som sagt simpelt hen ikke så meget som tænkt tanken, før hun selv stod med problemet. "Men andre må have lidt i stilhed og ikke forlangt en ændring af forholdene," skriver hun, og historien illustrerer selvfølgelig bogens hovedpointe: At man ikke får noget som kvinde, hvis man ikke selv slår i bordet og beder om det. Historien fortæller så også om - og dem er der mange af undervejs - hvordan Sandberg selv igen og igen selv har leaned in.

 

Institutionelt eller individuelt ansvar

Her er vi fremme ved noget andet kontroversielt med bogen. Sandberg mener så tydeligt, at det er kvinders eget ansvar at få del i magten. Om end hun erkender, at såvel institutioner og strukturer som kultur og vaner muligvis kan være gearet imod kvinders karriere, så understreger hun dels, at man i USA må sige, at barriererne er mindre end i resten af verden, dels at kun ved, at konkrete kvinder forlanger konkrete ændringer, kan man rokke ved disse strukturelle barrierer.

Denne pointe er i endnu højere grad sand i Skandinavien, hvor vi har et daginstitutionssystem på plads, som amerikanske mødre (og fædre) kun kan drømme længselsfuldt om. Overtegnede finder faktisk, at manglen på både lovbestemt ret til barsel og de ikke-eksisterende offentlige vuggestuer og børnehaver for alle børn, er en alvorlig forhindring for mødres arbejdsliv i Amerika.

Det er der selvsagt også en del ligestillingsforkæmpere, der gør i USA, og derfor er Sandbergs individuelle tilgang fortsat et standpunkt, der provokerer. Også, selvfølgelig, fordi det herudover giver mange antifeminister muligheden for at sige, at det er kvindernes "egen" manglende lyst og vilje til at ville avancere, og det er årsagen til, at arbejdsmarkedet fortsat er skævvredet til fordel for mændene, når det gælder topstillinger (der i USA er besat med ca. 80 procent mænd og 20 procent kvinder).

Men uanset, at man kan rette denne indvending mod bogens overordnede tilgang, så kan det ikke bestrides, at kvinder selv bærer et betydeligt ansvar for tingenes tilstand. Og Sandberg vil gerne gøre sit til at sikre sig, at kvinder som gerne vil lede, lærer af hendes succes - og af hendes fejl.

F.eks. fortæller hun om, at hun selv har forlangt for lidt i løn (en klassisk kvindelig svaghed) og om, hvordan hendes chef på Facebook, den yngre CEO Mark Zuckerbeg, sagde til hende ved den første medarbejdersamtale, at hendes "ønske om at være populær og vellidt af alle" i det lange løb ville holde hende tilbage i karrieren.

 

Et nyt netværk for ledere

Man må nu sige, at den spådom er blevet gjort til skamme. Sandberg er ifølge Forbes Magazine verdens femte mest magtfulde kvinde, og hun har ikke opgivet forsættet om at opføre sig ordentligt samtidig med, at hun fortsat agter at være en rummelig og inklusiv leder. Nu også med en feministisk mission.

Bogen står nemlig ikke alene. Ud over at Sandberg udtrykkeligt har ønsket at sætte diskussionen om strategier for arbejdslivet i centrum og ende de berygtede "mommy wars" (som vi også kender i Danmark som den noget parodiske og i hvert fald ufrugtbare kamp mellem "speltmødre" og karriere-ditto), så er det hendes andet ønske, at kvinder over hele USA vil bruge bogen som en anledning til at danne intet mindre end en ny græsrodsbevægelse eller rettere "karrierenetværk" i "Lean In"-regi.

Her skal kvinder erfaringsudveksle i netværksgrupper, lære af hinanden og danne mentorgrupper og meget andet godt. Det kan man kun applaudere - om end det er svært at stå for fristelsen og bemærke, at det nok er de færreste, der vil ende med et netværk som Sandbergs, der af og til minder lidt om gedigen namedropping.

De obligatoriske takkenoter i Lean In løber op i syv en halv side og tæller ikke færre end 140 mennesker herunder Oprah Winfrey, Gloria Steinem, Arianna Huffington og Sandbergs gamle chef og mentor, tidligere finansminister Larry Summers.

Men her er vi igen ude i noget af det, der har gjort bogen så berygtet på forhånd: elitekritikken, som smager af misundelse. Beskyldningen om, at Lean In er et "forfængeligt projekt, der handler om, at det ikke er nok for Sandberg at være succesrig erhvervskvinde, hun vil også være et ikon for kvinder i USA," som New York Times skrev i en kritisk klumme.

 

Ikke nogen sexy thriller

Men hvad så, om Sandberg har et fænomenalt netværk, der gør hende unik? Ja hvad så? Betyder det, at vi andre, der ikke drikker morgenkaffe med hverken Oprah eller Michelle Obama skal afskrive hende. Ikke på vilkår. Overtegnede har selv truet min datter på 16 med, at hun må læse bogen i sin sommerferie (hun har for travlt med lektierne indtil da), men jeg har også advaret hende mod det, der er min største indvending mod bogen, der er ganske letlæst:

Lean In er ikke så banebrydende eller rasende interessant, som al debatten om den antyder. Jeg kan f.eks. ikke prale med, at jeg læste værket i et stræk. Tværtimod, og havde jeg ikke skullet anmelde den, tvivler jeg på, at jeg ville have læst hver en side. Lean In er med andre orden bog, man godt kan tillade sig selv at skimme. Af flere grunde:

Den er for det første rig på det, amerikanerne kalder "corporate speak" - banale såkaldte sandheder fra erhvervslivet, som enhver, der er interesseret i den slags, har læst 100 gange før. Om den gode medarbejdersamtale og altså om, hvordan man får indflydelse på sit arbejde, tager ordet ved møder, afholder seminarer eller laver en god mundtlig fremstilling, der griber et publikum.

Den er også fyldt med gode råd, som må siges at stamme fra feminismens barndom, og som ikke burde ophidse nogen. Som "ligestilling på hjemmefronten leder til et bedre ægteskab." Aha. Ser man det. Og fortællingen om graviditetskvalmen er faktisk noget af det mest underholdende. Så er niveauet ligesom lagt. Der er ikke nogle saftige sladderhistorier om sex-chikane eller upassende opførsel hverken fra Sandbergs overordnede, kolleger eller konkurrenter (med mindre man altså mener, at den kollega, der i Google opkaldte "Projekt Hval" efter den gravide Sandberg burde havne i arbejdsretten). Ikke nogen blodige beretninger fra Silicon Valleys meget mandsdominerede miljø; bogen er nemlig præcis i sin form, som Sandberg mener, kvinder bliver nødt til at opføre sig: fast i både kødet og mælet. Men også pæn og regelret.

Det skal dog siges, at bogens to sidste kapitler er lidt mere underholdende end midten - hvor Sandberg på lange stræk også har travlt med at undskylde for sine privilegier som hvid, rig og veluddannet. Så skal man skimme bogen, vil jeg anbefale at læse starten og slutningen og gå let hen over midten.

 

Struktur vs. individ

Når bogen alligevel har formået at vække så stor opsigt, selv om den altså ikke er hverken særlig provokerende eller super-velskrevet, må det skyldes noget andet. Nemlig - det er i hvert fald overtegnedes bud - at ligestillingsdebatten i USA for det første fortsat befinder sig på et niveau, hvor selve det at opfordre kvinder til at gå efter guldet, skiller sig ud.

For det andet, at USA's feministiske miljø er endog meget kraftigt opdelt i dem, der ser "strukturel sexisme" gennemsyre samfundet, dem, der ønsker mere lovgivning og ændrede institutioner, og dem, der i bedste amerikanske tradition holder på, at ligestillingen udspringer af individets, af kvindens egne handlinger, valg af uddannelse, mentor, netværk og ægtefælle.

Denne uenighed er klassisk og findes i mange andre amerikanske samfundsdebatter, særligt den helt fundamentale om "den amerikanske drøm."

Altså forestillingen om, at alle i USA - hvis man blot sætter sig for det, og arbejder hårdt, læser lektier og stræber efter toppen - også vil være i stand til at avancere og i hvert fald gøre det bedre end ens forældre.

Det er det på overfladen skrøbelige kit, der holder det amerikanske samfund sammen: forestillingen om den universelle sociale mobilitet. Skrøbelig fordi virkelighedens statistikker igen og igen viser, at drømmen for de fleste altid vil forblive en drøm. At det faktisk er ekstremt svært at bryde den sociale arv i Amerika - også sværere end i det meste af Europa.

Men alligevel stærk, fordi drømmen udgør hovedbestanddelen i USA's sejlivede kulturelle DNA. Folk tror med andre ord på ideen uanset empirien. Og da USA er så stor, vil der da også altid være eksempler nok til, at man kan pege på virkeliggørelsen.

For jo: Præsidenten er en sort mand fra en fattig familie. Og Sheryl Sandberg er kommet hele vejen til toppen, selv om hun er mor til to og har kæmpet med usikkerhed og trangen til at behage andre.

 

Råd uden forældelsesfrist

Summa summarum: Jeg finder det opmuntrende, at en kvinde med så megen magt og muligheden for at nå så stort et publikum vælger at bruge sin platform til at slå i bolledejen for ligestillingen. Sandberg kunne have valgt at bruge krudtet på noget andet - sit arbejde, sin familie, sine venner eller fritid. I stedet har hun altså valgt at forsøge at inspirere kvinder til at blive ledere.

Og igen: selv om noget af det, hun råder unge kvinder til, kan lyde elementært i ældre feministers øren ("tag ordet" i klassen og til møder, "overlad ikke banen til mændene, som aldrig holder sig tilbage," "lær dig selv at sige de upopulære ting, i stedet for at frygte, at ingen kan lide dig bagefter," "vær ikke bange for konfrontationer - du vil opdage, at du faktisk får mere respekt bagefter, hvis du har dine argumenter i orden") ja, så kan jeg se præcis denne tilbageholdende opførsel florere blandt mange yngre kvinder, jeg kender. Også blandt min datters veninder.

Og vi er mange, der fortsat har en rem af huden - selv om jeg ellers har arbejdet på at forbedre mig i de seneste 30 år. Derfor er Lean In også en bog, der bør finde sine læsere i Danmark. Den kan købes på nettet, f.eks. som e-bog på Amazon.com eller som papirbog samme sted.