Politik og kunsten at sørge

Printervenlig version

Feministisk teori er et brugbart redskab, også når verdensomvæltende begivenheder som attentatet mod World Trade Center og Pentagon den 11.9.2001 skal analyseres og forstås. Det viser den berømte teoretiker Judith Butlers nye bog Precarious Life ifølge Robin May Schott.

In English

Read this article in English:
Politics and the art of mourning

Judith Butler er af offentligheden blevet udnævnt til "queen of gender". En position som hun allerede gjorde sig fortjent til med udgivelsen af Gender Trouble i 1990 og som blev stadfæstet med udgivelsen af Bodies That Matter i 1993.

I år er der udkommet hele tre bøger med hendes navn på: The Judith Butler Reader, redigeret af Sarah Salih sammen med Butler, Undoing Gender og Precarious Life; The Powers of Mourning and Violence. De første to er en fortsat diskussion af queerteori, et felt som Butler af mange anses for at være ophavskvinde til. Den tredje bog, Precarious Life, er en kursændring for Butler.

De fem essays, som udgør Precarious Life, er alle skrevet efter terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon d. 11. september 2001. I de fem essays tager Butler fat på USAs stigende censur og anti-intellektualisme; afvisningen af at sørge over de, som er blevet slået ihjel af USA; tilbageholdelsen af fanger i Guantanamo Bay på ubestemt tid, der er i strid med Geneve Konventionen; faren ved at ligestille antizionisme med antisemitisme; og de etiske aspekter ved ikke-vold.

I denne bog diskuterer Butler hverken køn eller heteronormativitet. Hun har i stedet kastet sin opmærsomhed over etiske og politiske aspekter af censur, fangenskab og vold. Hendes kommentarer om feminisme er få - dog revser hun Bush-administrationen for at bruge feministiske argumenter i sin retfærdiggørelse af bombningen af Afghanistan, og hun revser samtidig de amerikanske intellektuelle, der lovpriser de afghanske kvinder, der smider sløret og ser det som en sejr for den amerikanske forestilling om frihed.

Enkelte vil måske blive skuffet over denne nye drejning i Butlers forfatterskab og længes efter "det bid og den indtrængende tone, der kendetegner Butlers tidligere indgreb i kønspolitik", som Heather Love fx skriver i artiklen "Dwelling in Ambivalance" i The Women's Review of Books (nov. 2004). Men det vil være en fejltagelse. Butlers forfatterskab viser, ligesom en anden stor feministisk filosof, Claudia Card, at feministisk teori har en masse at sige om politik, selv når det ikke drejer sig specifikt om køn og seksualitet.

Butler indleder bogen ved at forudsætte, at den menneskelige krop i bund og grund er afhængig og sårbar. Sårbarheden kommer til udtryk i vores begær såvel som vores kropslighed. Vi risikerer også at miste dem, der står os nær, og vi risikerer selv at blive voldsudøvere. Hun spørger: Hvordan forholder vi os til sårbarhed således, at vores politik minimerer volden i verden?
Målet for hendes kritik i bogen er, den måde amerikanske politikere og mainstream medier har reageret på den øgede følelse af sårbarhed, som fulgte i kølvandet på den 11.september 2001. Blot ti dage efter angrebet gav præsident Bush udtryk for, at sørgeperioden var slut, og at det nu var tid til at handle i stedet for at sørge.

I stedet for at sørge har USA valgt at sætte sig i offerets rolle for at retfærdiggøre en militær aktion mod Afghanistan og Irak. I og med, at man offentligt ikke har ønsket at sørge, har politikere, medier og konservative intellektuelle skabt en diskurs, der i sig selv er en form for vold. For selvom argumentet er, at ethvert liv er ukrænkeligt, så mener de i virkeligheden, at nogle liv er ukrænkelige (de amerikanske) og andre er ikke (arabiske og muslimske liv).

Denne dehumanisering bliver tydeliggjort af hierarkiseringen af den offentlige sorg. Selvom dødsannoncer er en offentlig anerkendelse af tab af liv, så er det meget sjældent vi hører navnene på de mange tusinde palæstinensere, som er blevet dræbt af det israelske militær med hjælp fra USA, eller antallet af afghanske børn og voksne, som er blevet dræbt af amerikansk militær.

Butler skriver om en palæstinenser bosat i USA, som indsendte mindeord om to palæstinensiske familier, der var blevet slået ihjel af israelske tropper til avisen The San Francisco Chronicle. Mindeordene blev afvist, fordi avisen ikke ønskede at støde nogen. De blev set som en overskridelse af, hvad man offentligt kan skrive.

Det "hierarki af sorg", som afgør, hvem der bliver set som mennesker bliver også tydeliggjort af mediernes dækning af krigen i Irak. Vi ser romantiserede billeder af "bomber, der sprænges i luften" ("bombs bursting in air" - en linie fra den amerikanske nationalhymne The Star Spangled Banner), men mainstream medier afviser at vise billeder af børn, der er blevet sårede eller slået ihjel af amerikanske bomber.

Forestillingsmæssigt er det, ikke blot det, at nogle mennesker behandles som mennesker mens andre dehumaniseres, der er på spil. Men det, at denne "dehumanisering bliver forudsætningen for skabelsen af det menneskelige i det omfang, at en "vestlig" civilisation definerer sig over og imod en befolkning, der per definition forstås som værende "ugyldig", hvis ikke tvivlsomt menneskelig", som Butler skriver.

Hvis en demokratisk kultur skal kunne blomstre, må vi tage fat på den svære opgave det er at reformulere, hvad det vil sige at være menneske. På menneskerettighedsområdet bør man se på, hvor den påståede universalitet inden for menneskerettigheder åbenbart ikke gælder - som hos fangerne i Guantanamo Bay, der tilbageholdes på ubestemt tid af de amerikanske myndigheder.

Inden for humaniora hjælper kulturkritikken os med at søge efter mennesket der, hvor vi ikke forventer det findes. Vi bør sætte spørgsmålstegn ved det normsæt, der bestemmer, hvad vi ved, hører, ser og fornemmer, og vi må forstå, hvordan dette normsæt er afgørende for, hvem, der fremstår som menneske og hvem, der ikke gør. Butler tager således til genmæle overfor visse universitetsfolk, der synes at mene, at humaniora har trukket tæppet væk under sig selv med al den relativisme, kritik og stillen spørgsmålstegn ved alting. Humaniora kan tværtimod føre os tilbage til mennesket og hjælpe os med at "anerkende livets ukrænkelighed, alle livs ukrænkelighed".

Med udgivelsen af Precarious Life har Butler på sin vis fundet et nyt publikum. Hendes berømmelse bygger på hendes arbejde med feministisk- og queerteori. Selvom disse temaer burde være i fokus for politikere såvel som for intellektuelle - de vælgere, der i elleve stater stemte imod homoseksuelle ægteskaber havde afgørende betydning for George W. Bushs sejr - så bliver de ofte marginaliseret af (mandlige) venstreorienterede og intellektuelle.

Butlers nye bog, som også er hendes mest tilgængelige, henvender sig til en amerikansk befolkning, der er involveret i en krig, som oplever mediernes selv-censur, og som er vidner til krænkelse af borgerrettigheder og menneskerettigheder. Bogen vil således finde et publikum selv imellem dem, som mener, at feministiske og homoseksuelle bevægelser eller måske mere præcist lesbiske, bøsser, biseksuelle og transgender bevægelser er enkeltsags-bevægelser, der ikke har nogen egentlig politisk eller universel berettigelse. Slavoj Zizek skriver fx om "disse nye samfundsmæssige bevægelser, fra feminisme til økologi til anti-racisme...deres begrænsning er, at de ikke er politiske i en egentlig universel forstand: De er "enkeltsags-bevægelser", der mangler universel rækkevidde - hvilket betyder, at de ikke forholder sig til samfundet som helhed" (i artiklen "Have Michael Hardt and Antonio Negri Rewritten the Communist manifesto for the Twenty-first Century?", Rethinking Marxism, No. 3/4, 2001, 6)

Med en sådan ændring i Butlers fokus og målgruppe er det fristende at spørge: Hvad tager hun med sig fra sine tidligere værker? Hvilke teoretiske forskydninger finder sted? Mange af temaerne fra de tidligere værker er skam stadig med. Butler understreger her, som tidligere, spørgsmålet om, hvordan kroppe får betydning. Hun spørger til, hvad det er, der udgør en krop, og hvordan nogle kroppe får betydning, mens andre udgrænses. Nogle eksistenser bliver med andre ord ekskluderet fra det at være helt menneskelige, og dette ekskluderede "udenfor" definerer og opretholder det, der hører til inden for kategorien af det menneskelige og det politiske (Bodies That Matter; Antigone´s Claim (2000)). Butler fortsætter med at understrege den centrale rolle, som diskursen spiller i udformningen af det, den repræsenterer.

Hun fortsætter ligeledes med at undersøge problemet med den uafsluttede sorg og de offentligt hierarkier for sorg (The Psychic Life of Power (1997);Antigone´s Claim). Men hvor hun i de tidligere tekster fokuserer på emner som heteronormativitet og racialiseringen af kroppe, vender hun i Precarious Life sin opmærksomhed mod måden, hvorpå arabere og muslimer bliver umenneskeliggjorte.

Med sin nye bog udtrykker Butler samtidig nye forpligtelser. Som svar til de kritiske røster, der mener, at postmodernismen har bidraget til den vestlige civilisations forfald, er det Butlers ærinde at gøre opmærksom på de etiske og politiske implikationer af hendes egen tilgang til stoffet. Hun plæderer for et etisk opråb, ligesom det opråb, der fulgte billederne af de brændende og døende børn, der var ofre for napalmbomber under Vietnam-krigen. Når Butler griber fat i etik, og især i den franske filosof Emmanuel Levinas, så bevæger hun sig væk fra et tidligere standpunkt, hvor hun gav udtryk for, at Levinas´ filosofi osede af "dårlig luft" og var på grænsen til det masochistiske (i artiklen "Ethical Ambivalence" i antologien The Turn to Ethics, red. af Marjorie Garber, Beatrice Hanssen og Rebecca L. Wlakowitz (2000). I sin nye bog, tager hun afsæt i Levinas´ understregning af den etiske fordring som "den andens" ansigt stiller til mig. Men i sin analyse viser hun, at den måde medierne fremstiller visse ansigter på - som fx Osama Bin Ladens, Yasser Arafats og Saddam Husseins - er en form for vold og ikke noget, der skal menneskeliggøre.

I sin undersøgelse af afhængighed og sårbarhed kommer Butler til at bruge et "relationelt" sprog. Feministiske filosoffer har fokuseret meget på relationerne mellem den menneskelige subjektivitet, etik og politik, selvom Butler dog ikke tidligere har brugt den terminologi. I Bodies that Matter skriver hun om en "subjectivation" (subjektivisering) og en "subjection" (underlæggelse) for at understrege den grundstruktur af magt, diskurs og "det imaginære", der danner rammen om et hvert egentligt møde mellem mennesker. I Precarious Life tilkendegiver hun dog sin forkærlighed for begrebet "relationalitet", men tilføjer, "Vi har måske brug for et andet sprog for at kunne nærme os...ikke blot, hvordan vi er formet af vore relationer, men også hvordan vi fordrives af dem".

Butler taler i denne bog ikke så meget som feminist eller lesbisk, men som en "progressiv jøde". Hun bruger Levinas til at klargøre "hvordan en jødisk, ikke-voldelig etik kunne se ud". Hun er modig nok til at kritisere den nuværende israelske politik og argumenterer imod tendensen til at sammenligne anti-zionisme med antisemitisme. Og så taler hun om muligheden for en revideret form for zionisme, et postzionistisk Israel, en selvstændig palæstinensisk stat, eller en sekulær een-stats løsning.

Hvorfor har det jødiske aspekt på nuværende tidspunkt fået så fremtrædende en plads i hendes arbejde? På et teoretisk plan henter hun inspiration hos jødiske filosoffer som Levinas og Derrida. På det politiske plan, rokker hun som jøde ved offentligt at kritisere Israels politik og ved den jødiske position som det evige offer. Hun bemærker, at rollen som offer er omskiftelig: "Den kan flyttes fra minut til minut, fra den jøde, der på forfærdende vis myrdes af selvmordsbombere på en bus, til det palæstinensiske barn, der på forfærdende vis myrdes af israelske geværer".

Butlers essays er et betimeligt indlæg i den politiske krise, der har hersket siden den 11. september 2001. Hun viser, at de teorier, der er formet med henblik på at analysere køn og seksualitet bliver vigtige redskaber i en diskussion af politisk vold. Men når man læser hendes bog, er der dog samtidig en række spørgsmål, der melder sig.

For det første, hvad er forholdet mellem politik og menneskelig sårbarhed? Thomas Hobbes mente også, at mennesket var sårbart, da han i 1660 skrev, at menneskets liv var beskidt, brutalt og kort (Leviathan I, 13). Men den politik Hobbes støttede, er dog langtfra det, Butler har i tankerne. Den form for politik, hun ser for sig er en politik som mange progressive mennesker ønsker. Det er en politik, der går imod krig, imod amerikansk imperialisme, imod brud på menneskerettighederne og ødelæggelsen af menneskeliv.

Hvad er forbindelsen mellem det, der er hendes udgangspunkt, at vi er sårbare, og konklusionen, at vi må kæmpe for "en politik, der universelt søger at mindske lidelse"? Butler udstikker sin vej gennem Levinas´ etiske historie, men der er mange andre progressive tænkere, der når frem til samme politiske vision ved hjælp af en kritik af kapitalisme, imperialisme, racisme og krig. Den etiske teori er ikke en nødvendig milepæl for at nå frem til en sådan vision.

For det andet, er jeg i tvivl om, hvorvidt hendes egen teori underbygger hendes opfordring til os om at udvide forestillingen om det menneskelige. Hendes teoretiske arbejde har indgående beskæftiget sig med den dehumaniserende proces, der udelukker visse eksistenser fra at blive anset som mennesker. Samtidig er det denne proces, der er konstituerende for hele forestillingen om det menneskelige. Hvis hun har ret i sin teori, hvordan så nogensinde komme den logik til livs, som definerer nogle mennesker som u-mennesker? Er den etiske fordring på dette punkt at forsøge at begrænse antallet af liv, der falder indenfor denne kategori? Eller ændrer tid og sted blot på, hvem der betragtes som værende ikke-mennesker?

For det tredje, hvad betyder det at gøre noget politisk ud af sorg? Butler skriver: "Det er ikke det, at sorgen skal være et mål for en politik, men uden denne evne til at sørge, mister vi den skærpede sans for liv, som vi behøver for at kunne modsætte os vold". Hun har ret i, at tab og sorg er en uundgåelig del af livet. Dette fokus på tab, sorg og nederlag er en del af en lang, tragisk tradition indenfor filosofi. Og hun har ret i, at sorg kan føre til mange ting rent politisk, udover hævn og gengældelsesangreb. Sorg kan føre til en forvandling af ikke bare een selv, men også af de politiske vilkår, man lever under. Efter at have mistet en nær ven, der døde af AIDS, bliver min modstand forstærket mod den racisme, der gjorde det umuligt for ham, som sort mand at være åben om sin sygdom. I Michael Moores film, Bowling for Columbine, begynder faderen til en seks-årige pige, der blev skudt af en anden seks-årig i en skole i Flint, Michigan, at protestere mod NRA (National Rifle Association). Og i endnu en film af Moore, Fahrenheit 9/11 begynder en mor fra Flint, hvis søn blev slået ihjel som soldat i Irak, at organisere anti-krigs arrangementer. Så vores evne til at sørge kan sætte gang i politiske protester. Men den kan også fodre vold og krig.

Butler går ud fra, at man kan skelne mellem en korrekt og en ukorrekt form for sorg. Hvor den korrekte sorg drejer sig om at protestere mod det system, der er skyld i ens sorg, så går den ukorrekte sorg ud på at såre de mennesker, der er skyld i det, og det ender i hævn eller gengældelse. Men hun mangler at komme nærmere ind på, hvad sorg er og på hvilken måde man kan bedømme den.

Endelig: Kan en filosofisk teori om væren (menneskelig sårbarhed) og etik ("den andens" ansigt) bære den politiske vægt, som Butler ønsker at give den? Og hvorfor vender hun sig i denne bog væk fra feminisme og queerteori, i stedet for at bruge teorierne i forhold til en diskussion af politisk vold? Som billederne af de torturerede fanger i fængslet i Abu Ghraib, og massevoldtægterne i Bosnien, Rwanda og Congo vidner om, er politisk vold ofte uløseligt forbundet med seksuelle strukturer.

På trods af disse spørgsmål har Butler med Precarious Life på beundringsværdig vis klaret den svære bedrift at være en kritisk, engageret, offentligt intellektuel. Og samtidig viser hun, at hun stadig har evnen til at overraske.

Robin May Schott er forskningsleder ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik ved Københavns Universitet. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.

Oversættelse: Bettina Frank Simonsen og FORUMs redaktion

Precarious Life. The Powers of Mourning and Violence af Judith Butler. London, Verso, 2004. 168 sider.