Naturen tur-retur

Printervenlig version

Med sædbanker og fertilitets-klinikker er der opstået en hel branche, hvor der laves børn. Og Danmark er det land i Europa, hvor flest børn kommer til verden ved hjælp af forplantningsteknologi. Stine Adrian har været på feltarbejde i branchen. Her konstaterer hun, at teknologien vender op og ned på vores forestillinger om, hvad der er naturligt og dermed vores historier om slægtskab og køn. Professor Bente Rosenbeck anmelder Adrians ph.d.-afhandling.

Faktaboks og relevante links:

Stine Adrian: Nye skabelsesberetninger om æg, sæd og embryoner. Et etnografisk studie af skabelser på sædbanker og fertilitetsklinikker. Linköping Studies in Arts and Science no. 370. Linköping universitet, Institutionen för Tema. Tema genus. Linköping 2006.

Lån Stine Adrians afhandling på KVINFOs bibliotek

Linköping Universitets tværvidenskabelige enhed Tema Genus

Læs også NIKK magasin, nr 3/2006: New Perceptions of Gender and Reproduction (pdf-fil)

Stine Adrian har været på feltarbejde i svenske og danske sædbanker, fertilitets- og inseminationsklinikker, og det er der kommet en rigtig god afhandling ud af. Nye skabelsesberetninger om æg, sæd og embryoner. Et etnografisk studie af skabelser på sædbanker og fertilitetsklinikker er blevet til ved Tema Genus, forskerskolen i køn på Linköping Universitet, hvor danske Nina Lykke er professor, og hvorfra Stine Adrian blev færdig som én af et større kuld i 2006.

Hovedemnet for afhandlingen er de skabelsesberetninger, som finder sted i mødet mellem teknologi, personale og patienter. Det er en særlig branche, hvor der skabes børn:

"... Men egentlig burde man have et tillæg for, at man leger Gud. Jamen det har vi tænkt på, for det er jo almindelige mennesker de har sat til det ik'. Det synes jeg er så underligt at tænke på. Når man ser de der science fiction film, så er det jo altid meget uddannede og meget specielle folk, der står for lige præcis viderebringelsen af den race og sådan noget. Her der sætter man jo bare Hr. og Fru. Jensen til at finde ud af det. Det synes jeg er så underligt, ha,ha...". 

Det er ikke lægen, men laboranten, der her spøger med et "Gudstillæg", fordi der hele tiden stilles nye teknologiske udfordringer og træffes nye beslutninger, som ingen kender konsekvensen af. Hvilke de er, må fremtiden vise, mens der her sættes fokus på natur/kultur i en undersøgelse, som ikke kun handler om de nye forplantningsteknologier, men også om videnskaben. Der er således tale om en blanding af etnografi, kulturstudier og science studies.

 

Den vanskelige naturlighed

Emnet er ikke kun interessant i sig selv, men også fordi assisteret befrugtning, og de skabelsesberetninger, som Adrian finder i sit materiale, udfordrer opfattelsen af natur/kultur-distinktionen, og gør op med essentialiserede køns- og slægtskabsforståelser. Hun foretager sin analyse i et dobbeltgreb. Der vises gang på gang, at brugen af teknologi problematiserer det naturlige: Vi må fortælle nye historier om, hvordan vi bliver skabt. Her er tale om en dekonstruktion og afnaturalisering, og den historie har vi nok hørt før, men det lykkes Adrian at vise, at der hele tiden sker en rekonstruktion, hvor noget nyt gøres til natur. Så ikke blot er natur kultur, kultur bliver også til natur. 


Historierne, der fortælles og skabes, hænger dog ikke sammen. Der gøres hele tiden forsøg på at normalisere og naturalisere teknologien, men en nærlæsning afslører, at der også foregår normaliserings- og naturaliseringsprocesser på andre niveauer. Forplantningsteknologien er nærmest blevet naturliggjort, fordi det gøres til noget naturligt at ville have børn, mens det gøres til noget unaturligt at vælge ikke at få børn eller være ufrivillig barnløs. 

På den ene side er det holdningen, at det er bedst at forældrene fortæller deres børn, hvordan de er blevet til. På den anden side gøres der meget for at finde sæddonorer, som ligner faderen. En af de ansatte undrer sig f.eks. over, hvorfor det er så vigtigt, at donoren matcher den sociale fars udseende, når man, som tilfældet er i Sverige, lægger så meget vægt på barnets ret til at kende donoren. 

 

Arv og tarv til forhandling

Naturen mimes, men den brydes også bl.a. af et par, der elsker hunde og vil foretrække et barn uden dyreallergi frem for et, der ligner manden. Naturen kommer hele tiden igen, som da et par - eller manden - klager over, at der ikke er blevet benyttet ICSI (hvor ægget injiceres med én sædcelle). Hertil svarer lægen, at man jo starter med at gøre det på den mest naturlige måde, som så er IVF (in vitro fertilisering). 


En bizar historie er den om "mordergenet". En avis havde fundet ud af, at en barnemorder, der havde dræbt sit eget barn, havde leveret sæd til Vikingebanken. Så de små glade vikingebørn, som er ved at brede sig i hele verden, i avisen blev til psykopatiske morderbørn. - Og måske skulle en mor, der bar et sådant barn, overveje abort, stod der i BT, som dermed var med til at rekonstituere naturaliseringsdiskursen.

 

Flest fertilitetskunder i Norden

Sammenligningen mellem Danmark og Sverige giver afhandlingen en ekstra dimension og bidrager til at destablisere det normale og det naturlige. Danmark er det land i Europa, hvor anvendelsen af assisteret befrugtning er mest udbredt i forhold til, hvor mange børn der fødes, mens Sverige ligger på femtepladsen. De nordiske velfærdssamfund ligger i det hele taget i toppen, måske fordi der her tilbydes to-tre IVF-behandlinger betalt af det offentlige sundhedssystem. 


Donor og sædanonymitet er ophævet i Sverige i modsætning til Danmark. En anden forskel er, at ligestilling tillægges større betydning i Sverige end i Danmark. Det viser sig ved, at manden deltager så aktivt som muligt under kvindens hormonbehandling.

 

Ambitiøs analyse

I Stine Adrians afhandling er der metodisk tale om et dobbelt greb i en kombination af diskursanalyse og en materialistisk metode. Inspireret af Michel Foucault fokuseres der på diskurser, men der udvikles også et aktørbegreb, som inkluderer mennesker, teknologier og celler. 


Adrian analyserer således de normer, der betragtes som naturlige, normale og sande og som kommer til udtryk under anvendelsen af de nye forplantningsteknologier. Dette suppleres af en analyse af en form for materialitet, nemlig den praksis, der udspiller sig i skabelser af æg, sæd og embryoner i sædbanker og på fertilitetsklinikker. Adrian har, inspireret af Donna Haraway, valgt at undersøge skabelser af æg, sæd og embryoner som "imbloderede knuder", genstande, der er formet af både materialitet og diskurser, der nedbryder subjekt og objekt. 

Forholdet mellem diskurs og materialitet er omdrejningspunkt for aktuelle teoridiskussioner, som også føres i bogen. Der er et overflødighedshorn af feministiske teorier og perspektiver, men nok også så mange, at nogle af dem er overflødige; der skal lidt for meget med. Dette giver sig bl.a. udslag i noter, som tager magten fra det, der står på siderne - især i de første kapitler. Der bliver lidt mange gentagelser; det bliver i det hele taget lidt for omstændeligt. Så afhandlingen kunne have været tjent med en stramning og slankning. Men man kan jo, som forfatteren selv foreslår, springe de første kapitler over, selv om der er inspiration at hente, især for metodisk interesserede og især i kapitel 4: "Performative skabelser". 

Det er en afhandling med teoretiske og metodiske ambitioner, og som også lykkes langt hen ad vejen i sin "skæve læsning" af et bredt og varieret materiale, som består af alt fra lovgivning, praksisser på klinikker (observation og interviews) til visuelle fremstillinger og skabelsesberetninger. Ud af dette materiale læses en lang række narrationer og beretninger om skabelse. Det gøres ved at se på, hvordan man i klinikkerne benytter forskellige former for scenografi, dramaturgi og performances for at normalisere teknologien. 

De nye forplantningsteknologier har interesseret kønsforskere igennem mange år. 1980'ernes teknofobiske og patriarkatskritiske linje, hvor kvinder blev gjort til offer for mandlig magt, er her afløst af en positiv holdning til teknologi. Det er langt fra en entydig kvindeundertrykkende beretning, der her fortælles. Kvinden deltager i processen med at skabe et barn, eller hvis det ikke lykkes, indgår hun og parret i skabelsen af et liv som barnløs eller som adoptionsfamilie. En ting savner jeg dog fra 1980'ernes diskurs, som ikke kun var kritisk over for teknologien, men også var foruroliget over den faldende fertilitet. Det må man ikke glemme i begejstringen over de teknologiske muligheder.