Moderskab på polsk

Printervenlig version

Hvis Polen for alvor skal blive en moderne nation, må regeringen hjælpe dem, der gerne vil have børn, med at få dem passet - og dem, der ikke vil have børn, med at undgå det.

Sidst i januar i år slog en ung kvinde alarm til det polske politi om, at hendes seks måneder gamle datter var blevet kidnappet. Hun fortalte, hvordan hun under sin daglige gåtur var blevet slået ned bagfra, og babyen bortrøvet fra barnevognen. Nyheden nåede straks medierne, så samme dag vidste alle i Polen, hvad der var sket, og hele Sosnowiec - byen hvor kvinden boede med sin familie - var ude i en desperat eftersøgning efter babyen.

Men blot få dage senere bragte medierne endnu en chokerende nyhed: Barnet var slet ikke blevet kidnappet. Den lille pige var død efter at være blevet tabt på gulvet af sin mor. Moren havde ikke ringet efter en ambulance. Hun tog bare liget og begravede det i en park. Derefter fandt hun på historien om kidnapningen, fordi hun var bange for at afsløre, at hun - omend ved et uheld - var skyld i barnets død. Det var moren selv, der til slut tilstod sandheden over for en privatdetektiv, som havde kastet sig over sagen, da nyheden om kidnapningen kom ud.

Selv om der nu er gået nogle måneder siden sagen om Madzia, som den døde pige hed, optager historien stadig de polske sind og medier. Kort efter afsløringen blev Madzias mor sigtet for uagtsomt manddrab. Hun var varetægtsfængslet en uge og blev derefter løsladt. Sammen med barnets far stillede hun op til flere pressekonferencer og gav interviews. Det samme gjorde detektiven og anklageren. Folk begyndte at spekulere i, om spædbarnets død virkelig var et uheld, eller om der var tale om overlagt mord. Sagen har således rejst en række spørgsmål om privatlivets fred såvel som presseetik.

 

Fød børn!

Hele tragedien har imidlertid også givet næring til en anden og nok så alvorlig offentlig debat: Debatten om moderskab i Polen. Umiddelbart efter afsløringen af, at babyen var blevet tabt på gulvet, skrev professor i filosofi og etik Magda Środa, der også er en kendt feminist og tidligere ligestillingsminister, et interessant indlæg i sin ugentlige klumme i Gazeta Wyborcza, et af Polens største dagblade.

Madzias forældre er forholdsvis unge, begge 23 år, og kommer fra en traditionelt orienteret, ikke særlig velstillet baggrund. I sin tekst overvejer Środa, hvorfor et så ungt par har fået barn. "De er meget troende - de mødtes i kirken. Formentlig har de ikke brugt prævention. De ved ikke noget om familieplanlægning (skolen tilbyder ingen seksualundervisning). Da den uplanlagte graviditet var et faktum, var de bange for at få foretaget abort. Præsten, familien, alle fordømmer jo abort som den største forbrydelse. Og hvor skulle de også gå hen og få en?" spekulerer filosoffen og fortsætter med at forklare, hvor vanskeligt det kan være at blive forældre i så ung en alder:

"Et spædbarn er ikke et mirakel, det er en byrde, en forhindring. Det skriger, det kræver konstant opmærksomhed. Jeg tror ikke på noget moderinstinkt. De fleste kvinder elsker deres børn. Men det er ikke på grund af deres instinkt. Det handler om følsomhed, empati og omsorg. Ting, man skal lære. I denne sag vidner morens adfærd om, at hun ikke bare mangler et instinkt, men at ingen har hjulpet hende med at lære disse ting, skriver Magda Środa, der i øvrigt selv har børn.

Den prominente professor anklager staten og kirken for at tvinge kvinder til at føde børn uden at gøre noget, eller kun lidt, for efterfølgende at hjælpe forældre. Abort er de facto ulovligt i Polen. Lovgivningen er blandt de mest restriktive i Europa - den tillader kun abort i tilfælde af voldtægt, genetiske sygdomme hos fostret, eller hvis morens helbred er i fare. Selv når et af disse kriterier er opfyldt, sker det, at læger ved offentlige klinikker afviser at udføre en abort.

Samtidig udgør aborter en omfattende undergrundsindustri. I hver eneste avis finder man annoncer for private klinikker, der tilbyder abort. Det maskerede, men klare slogan er: "Hos os får du din menstruation igen." De, der har råd til at rejse, får foretaget aborter udenlands; de, der ikke har råd, udsættes ofte for hårrejsende forhold og uprofessionel, ydmygende behandling.

"Livet er helligt, så fød børn!" opsummerer Środa ironisk det officielle budskab, som både kirke og stat ifølge hende helt unuanceret sender ud. Hvad der så sker med dem, der adlyder ordren, er mindre vigtigt.

Den triste virkelighed på Polens fødeafdelinger bekræfter den opfattelse. Her er kvinder nødt til at betale ekstra for en epiduralblokade, selv om behandlingen burde være gratis på de offentlige sygehuse. Det samme gælder, hvis man ønsker en professionel jordemoder, der kan hjælpe med fødestilling, åndedræt osv. Betaler kvinden ikke for denne service, risikerer hun at få en jordemoder, der kalder hende grimme ting og siger, at hun "bare kan lade være med at blive bollet tyk en anden gang".

Efter fødslen er det heller ingen dans på roser. Selv om vi i Polen har offentlige vuggestuer og børnehaver, er der ikke plads til alle børn. Især på landet er der langt mellem børnehaverne, og vuggestuer er ikke-eksisterende. En kvinde, der får børn uden at have familie (typisk sin mor eller svigermor) til at hjælpe med pasning, kan ikke begynde at arbejde igen, før barnet et gammelt nok til at komme i skole eller være alene hjemme.

Sidste år vedtog parlamentet den såkaldte Vuggestue-lov. Den skulle øge adgangen til vuggestuepladser og tilskynde de lokale myndigheder til at åbne flere vuggestuer. Det har forbedret situationen en anelse, men i visse dele af Polen er det stadig et mirakel at få en vuggestueplads til sit barn.

 

Kvinde = mor

Selv om langt de fleste i Polen er enige om, at staten burde gøre det lettere for kvinder med børn at arbejde, skabte Środas artikel en del ballade. Nogle opfattede den som et urimeligt angreb på det unge par ("fordi de er fattige og åbent katolikker", som en læserkommentar lød). Og mange mennesker brød sig ikke om at se det traditionelle moderskab kritiseret. Środa skrev bl.a.: "I dagens Polen er mødre under så stort et pres, at det er lettere at skjule sin manglende empati og omsorg [for barnet] end at blive udstødt af naboer, læger, familie og medier". Filosoffen mener, at det polske samfund er gennemsyret af forestillingen om, at alle kvinder drømmer om at få børn og kun rigtigt kan realisere sig selv som mødre. Kvinder, der ikke passer ind i den forestilling, anses for sindssyge eller ulykkelige.

Kort efter Środas kontroversielle artikel erklærede den meget populære forfatter, journalist og radio-satiriker Maria Czubaszek i et tv-show, at hun aldrig har fået børn, fordi hun aldrig har ønsket det. Hun fortalte også, at hun fik foretaget flere aborter under det kommunistiske styre, hvor det var den mest almindelige præventionsmetode.

Dette bekræftede hun noget tid senere som gæst i et radioprogram. "Jeg har ingen problemer med at stå offentligt frem med de her ting. Jeg kan godt lide at ryge, og jeg kan ikke lide tanken om at have børn. Og det er lykkedes mig ikke at holde op med at ryge og ikke at få børn", fastslog hun. Journalisten spurgte hende så, hvordan det er ikke at have børn. "I mit tilfælde: Fantastisk", svarede Czubaszek, og talte samtidig om det pres, som hun og andre kvinder, der ikke ønsker at få børn, oplever gennem hele livet. For eksempel blev hun, efter sin nu berømte tv-optræden, ringet op af sin mor med bebrejdelsen: "Hvordan kunne du gøre det mod mig?!" Moren har altid vidst, at hendes datter - der nu er over 70 år gammel - ikke ville have børn, men at hun sagde det offentligt var skamfuldt.

"Men jeg vil hellere være en kold kælling end Den Polske Moder," konkluderede Czubaszek oven på diskussionen.

 

Den Polske Moder må op til revision

Jeg er enig med dem, der kritiserer Czubaszek for at være lovlig nonchalant om sine aborter. Forlæggeren Katarzyna Kolenda Zaleska er en af dem, der reagerede: "Tendensen til ekshibitionisme er delvis forståelig. Der gælder særlige regler i show business. Men Maria Czubaszek afslørede ikke bare private detaljer fra sit eget liv. Hun banaliserede abort i en hidtil uset grad ved at behandle det ikke som et moralsk dilemma, men som underholdning i værste ugebladsstil."

Samtidig må man anerkende det som positivt, at Czubaszek påpeger nødvendigheden af at tage den stadig dominerende stereotyp om Den Polske Moder op til revision. Ideen om hende dukkede først op i 1800-tallet, hvor Polen havde mistet sin selvstændighed og var blevet delt mellem Preussen, Østrig og Rusland. En nationalistisk, intellektuel polsk elite følte, at det var deres ansvar at indgyde og bevare en nationalfølelse blandt deres nu opdelte landsmænd. Som den polske sociolog Eva Plach forklarer det, blev Den Polske Moder "en trope, der beskrev den nationalt hengivne, katolske kvinde fra det polske borgerskab eller intelligentsiaen, som skulle bevare den polske identitet under de svære omstændigheder, delingen indebar".

Ligesom i andre nationalideologier på den tid blev kvinder underordnet det store, nationalistiske mål. Kvinders væsentligste pligt var at føde børn og opfostre den nye generation af polske patrioter, der kunne kæmpe for at genvinde national selvstændighed.

Der er nu gået næsten 200 år, Polen er frit og uafhængigt - men for mange i dette land er intet ændret: Kvinder skal stadig få børn. I dag er det ikke frihedskæmpere, vi har brug for, men unge til at betale skat og sørge for de ældre pensionister. Mønsteret forbliver dog det samme. Kvinder placeres stadig primært i en familiekontekst, især blandt højrefløjens intellektuelle.

For nylig bragte Rzeczpospolita, et dagblad med konservative sympatier, et interview med historikeren Magdalena Gawin, hvor hun taler om 1800-tallets polske frihedsbevægelse. Her nævner hun forskellige prominente aktivister, blandt andre de berømte forfattere Eliza Orzeszkowa og Maria Konopnicka. "De satte begge de nationale traditioner, familien, fællesskabet og religionen meget højt, selv om de ikke selv var troende".

Hvad interviewet interessant nok undlader at nævne, er, at Konopnicka lod sig skille fra sin mand, der ikke kunne acceptere hendes litterære ambitioner, og derefter levede alene med deres otte børn! Hendes kollega Orzeszkowa havde slet ingen børn. Og hun trodsede de sociale forventninger endnu mere markant, dengang hun nægtede at følge med sin mand, da denne blev arresteret af tsarens regime og sendt til Sibirien. Det er svært at tro på, at familien udgjorde den vigtigste værdi for disse kvinder. Man kan derimod spørge, hvordan deres liv mon ville have set ud i en tid med adgang til prævention og frihed fra arrangerede ægteskaber?

Hvis Polen for alvor skal blive en moderne nation, må regeringen hjælpe dem, der gerne vil have børn, med at få dem passet - og dem, der ikke vil have børn, til at undgå det. Magda Środa tager muligvis fejl, når hun antager, at forældrene til den døde pige Madzia ikke ønskede barnet. Indtil den tragiske sag er opklaret ved domstolene, har vi ingen ret til at dømme. Men vi har ret til at diskutere den polske model for moderskab.