Miss Velour i Jordan

Printervenlig version

Husker du Tuborgs kvinde i guldkjolen i 1990’erne, så har du også set Steffen Bloch fra Jordan. For dengang i 1980’erne og 1990’ernes København var han kendt som drag’en Miss Velour og har bl.a. optrådt i Boltens Gård i København.

Efter årene i København er han igen tilbage i Amman, men hverken de stærke holdninger eller make-upen er lagt på hylden for designeren og make-up-artisten, som både har sin egen virksomhed, brevkasse i et jordansk magasin og skarpe politiske blogs på nettet.

Læs mere: 

Følg Steffen Block på MySpace, Twitter og sin blog

Hvad synes du om vores kvindelige politibetjente? spørger Steffen Bloch, da jeg har sat mig ind i hans bil i Amman. Jeg forstår hans stolthed over de kvindelige betjente. For der hersker ingen tvivl om, at de med deres synlighed har en stor symbolværdi i Jordans offentlige rum.

Vi er på vej hen til Books@café, som i Steffen Blochs optik nok er ”Gay friendly”, men ifølge ham har regeringen sat en stopper for de rigtige bøssesteder i Amman.

- Det minder om Danmark i 1950`erne, forklarer Steffen Bloch, der boede i Danmark fra 1988 og til 1998. Nu bor han igen i Amman, hvor han er født, og kan i dag skrive make-up-artist, performancekunstner, designer og rådgiver, når det gælder mode og skønhed – og samtidig blogger og brevkasseredaktør på visitkortet.

 

Jordans første punker

- Mine forældre mødte hinanden på Rigshospitalet i København i 1950’erne, hvor min jordanske far var læge og min danske mor sygeplejerske. I 1958 flyttede min mor herned, hvor hun som en af de første kvinder kørte rundt på motorcykel her i Amman, hun havde allerede kørt rundt på Harley i København, og derfor fortsatte hun bare med motorcyklen hernede. I 1970'erne kørte hun som den eneste i Jordan rundt i en rød MG MKIII sportsvogn, som reddede hende mange gange under den daværende borgerkrig, fordi alle kendte den.

Og lige som sin mor har Steffen Bloch, der er født i 1966, altid gået sine egne veje, fortæller han, da vi har bestilt hver vores limejuice på Books@cafés tagterrasse:

- Jeg er Jordans første punker, jeg har altid stået ved min seksualitet og aldrig set noget mærkeligt i det. Da jeg nærmede mig puberteten sagde min mor: ”Du får bøgerne, det skal jeg ikke forklare dig”. Og så gav hun mig Kinsey- rapporten Sexual Behaviour in the Human Male og Cosmpolitian's Everything you wanted to know about Sex but were afraid to ask.

- Her kunne jeg konstatere; ok, det er mig, det er der ikke noget galt i. Og siden har jeg i modsætning til mange andre kunne koncentrere mig om alt mulig andet end at undre mig over, hvorfor min seksualitet var, som den var. Jeg har heller ikke haft nogen konflikter omkring det.

- Alle mine venner i Jordan har accepteret min seksualitet, selvom de er heteroseksuelle. Og for at være helt ærlig, så har jeg svært ved homoseksuelle her i Jordan, for det er som at være for meget sammen med stereotyper. Her er homoseksuelle nærmest en kliché, men i Jordan er vi alle sammen klichéer og alle mænd skal være mandige mænd og kvinder kvindelige mænd. For mig skal man bare være sig selv, og derfor er det altid meget malplaceret, når man spørger mig, om jeg er manden eller kvinden i et forhold, understreger Steffen Bloch.

Og med et underfundigt smil, tilføjer Steffen Bloch:
-Heteroseksualitet er ikke normalt, det er bare almindeligt, som Dorythy Parker siger. Og hvad er den hyppigste fantasi hos heteroseksuelle mænd; at se to kvinder have sex sammen. Hvad er en af de mest fortrukne stillinger hos heteroseksuelle: analsex. Og vi, bøsser, er ulækre fordi?

 

Eye-liner forbud gjaldt kun pigerne

- Du må ikke have make-up på i skolen, sagde lærerne og skoleledelsen til mig, da jeg gik i skole. Men så svarede jeg bare: Ja, reglerne siger, at pigerne ikke må bære make-up, men jeg er ikke en pige, så jeg må godt have make-up på. Og så kunne de ikke sige noget til mig. Så jeg blev aldrig begrænset af reglerne for, hvordan man skulle se ud.

I 1983 rejste Steffen Bloch til London, hvor han blev optaget på den internationalt berømte designskole St. Martins for at uddanne sig til modedesigner. Det var her, han begyndte at lave performance- og dragshows. Men han begyndte også at blive træt af at være i London, og samtidig havde hans danske mormor længe været bekymret for, at han ikke kunne tale dansk. Derfor tog han på højskole uden for Vejle i 1986.

- Da jeg først så højskolen, der var et gammelt slot, var jeg solgt. Jeg var jo en del af 1980’erne og var optaget af vampyrer og alt det sorte, og det var virkelig morsomt at komme fra St. Martins til en højskole i Vejle. Jeg var der i to år, lærte dansk og fik som den eneste fyr særbehandling. Det var sjovt, men samtidig hadede jeg alt det der med at komme hinanden ved.

- Forskellen mellem København og Amman er ikke stor, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle opføre mig lige som i Jordan, for så fik jeg meget mere ud af danskerne. Der er de samme fordomme overalt i verden, understreger Steffen Bloch.

 

Sjovt natteliv midt i en AIDS-tid

Efter højskoleopholdet blev Steffen Bloch optaget på den private mode- og designskole, Margrethe-Skolen i København.

- For mit eget vedkommende var 1990’erne i København et stort natteliv, som var rigtig sjovt. Her kom der også gang i min designvirksomhed, mit arbejde som make-up-artist og mine drag-shows, hvor jeg optrådte som Miss Velour frem til 1996.

Ved siden af arbejdede Steffen Bloch som frivillig på Landsforbundet for bøsser og lesbiskes bibliotek og skrev artikler til Pan-bladet. Det var midt i AIDS-tiden, hvor der blev ført kampagner mod HIV med fx sangen Den jeg Elsker, elsker jeg og årlige fakkeloptog til minde om de mange, der bukkede under for den dødelige sygdom.

- I de år var der mange af mine venner, som gik bort, dragqueen’ens vilkår blev også hårdere, for publikummet blev mindre og mindre, dels pga. den store udbredelse af sygdommen kombineret med, at mange også trak sig væk fra nattelivet. Min generation blev reddet med sikker sex-kampagnerne, og i 1996, hvor AIDS-medicinen kom frem, blev tingene igen anderledes.

Vores samtale bliver hele tiden afbrudt af folk, der standser op ved bordet og skal hilse på Steffen Bloch, og fortælle om, hvad der rører sig i deres liv. Under interviewet forholder han sig til skilsmissehistorier, skæbnefortællinger og hvad en ung kvinde skal fokusere på i sit afgangsprojekt, mens han sms’er med sin gode veninde Jackie Sawiris, som han mener, jeg absolut må møde.

 

Tuborgs gyldne dame

I Danmark var Steffen Bloch også kendt som Steffen Bloch, der stod model for sin gode ven og fotograf Henrik von Bülow, da Tuborg’s Gyldne Dame i anledning af 100 års jubilæet i 1995 skulle relanceres. Så frem for fotomodellen Anette Strøyberg, der med sin guldlamékjole gik sin sejrsgang verden over i slutningen af 1950’erne, tog Steffen Bloch scenen som Miss Velour og blev Tuborgs nye gyldne dame.

I 1998, da hans mor blev ramt af en livstruende cancer, valgte Steffen Bloch at tage tilbage til Amman for at passe hende. Uden dog at miste kontakten til sine danske venner. Jeg følger stadig med. Også i sladderen, griner han.

I dag har Steffen Bloch lagt drag’showene på hylden, mest pga. vægten tilføjer han, men han har også lagt sit umiddelbare aktivist-liv på hylden, efter at han er tilbage i Amman:

- I København var jeg aktivist, men her i Jordan gider jeg ikke at være aktivist og kæmpe for nogen, som ikke engang kæmper for sig selv. Men samtidig respekterer jeg, at ikke alle kan klare at springe ud og møde den modstand, som det kan give. Men hver gang der er nogen, der siger noget om bøsser, giver jeg igen. Uanset hvem de er, og hvor de kommer fra.

- Selvom vi ingen love har, der forbyder homoseksualitet i Jordan, så bruger myndighederne fx altid Ramadanen som undskyldning for at lukke klubberne ned. Det er svært at være åben, man skal være stærk. Og det er ikke alle, der er det, men det er jeg. Der er heller ingen, der tør at sige noget til mig, måske fordi jeg er så privilegeret og er en del af en af de familier, der har haft flest ministre i parlamentet.

 

Kritiserer alt fra islamiske mørkemænd til paven – og brug af husarbejdere

Selvom Steffen Bloch håndhæver, at han ikke længere er aktivist, skriver han dog skarpe blogs, der kritiserer alt fra paven i Rom til de usle vilkår, som nogle privilegerede jordanere byder deres husarbejdere fra fattige tredje verdenslande.

- Vi er en del af et samfund, du er nødt til at være ansvarlig, understreger Steffen Bloch, men jeg hader at være forudsigelig, når emnet falder på religion, politik eller økonomi. Her har han fx skrevet 12 sætninger, som han undrer sig over:

  1. Hvis Gud er på alles side, hvorfor kæmper vi så?
  2. Hvis store hjerner tænker ens, gør den dumme så ikke det samme?
  3. Hvordan kan du bekæmpe korruption, hvis de, der "kæmper" imod, er de mest korrupte?
  4. Hvordan kan det være, at alle forventer, at jeg gør tingene gratis, mens de bliver betalt for, hvad jeg har gjort?
  5. Folk klager over, at Europa er imod islam, godt, hvad forventer du, når du har en flok rabiate idioter, der "repræsenterer" os?
  6. Hvorfor frygter europæerne islam: Efter deres opfattelse er vi pædofile, voldelige terrorister, misogyne, der spreder slaveri og død!
  7. De moderate islamister fordømmer al vold, men jeg kan ikke se, de har nogen magt.
  8. Fanatikere klager over, at niqab og burka forbydes ved lov(bemærk venligst, at de, som klager, er mænd!).
  9. Personer, der hævder at være originale og alligevel holder sig inden for samme vennekreds af venner og ikke vil eksperimentere.
  10. Reklamebureauer, der bruger ordene: "Original" outside the box "Helt nye ideer! WTF! Helt ærligt, når en radiostation som Virgin stjæler et slogan fra et t-shirt firma, og Orange Telekom gør det samme, hvor originalt er det lige?
  11. Er du succesrig og gør tingene på din egen måde, kommer der nogen, der forsøger at kopiere dig, og som endda ender med at tale nedsættende om dig!
  12. Alle ved, hvad jeg kan gøre, men alligevel holder de fast i middelmådigheden, og har samtidig den frækhed at klage til mig, når tingene ikke gik, som de ønskede.

- Så både pga. min familiære baggrund og fordi jeg har status som kunstner, kan jeg komme af sted med at sige mere.
 
- Jeg taler fra en magtfuld position, det er det, som jeg udnytter, når jeg blogger. Når man er politisk og økonomisk privilegeret og samtidig er kunstner som jeg, kan man komme af sted med at sige mere. Jeg er åben med min seksualitet, jeg gør grin med det – men uden at jeg udstiller mit egentlige seksualliv. Det er mit personlige rum. Og folk lægger mærke til det, jeg skriver på min Facebook-profil og videresender det.

 

Feminist

- Jeg er feminist og i mit arbejde, hvor jeg beskæftiger mig med mange forskellige medier som film, tv og reklamer, forsøger jeg at skabe kraftfulde billeder af stærke kvinder, som er en sjælden ting i Jordan. Også i min brevkasserådgivning, hvor jeg skriver under synonymet Miss Velour i det jordanske Viva Magazine, altså som kvinde, er jeg meget bevidst om, hvilke svar jeg giver til de mange læsere, som fortrinsvis er kvinder.

- Jeg har set kvinder med høje uddannelser, som bliver som får, når en mand træder ind i rummet. Og masser af kvinder med høje uddannelser går bare der hjemme uden at bruge deres uddannelse samtidig med, at det er barnepigen, som tager sig af børnene.

Jackie Sawiris kommer ind i caféen og er netop hjemvendt efter en tre måneders rejse i Asien. Hun er oprindelig uddannet som journalist i USA, men har i mange år arbejdet som skuespiller, og hun er i øjeblikket i gang med en dokumentarfilm, der skal sætte fokus på verbale seksuelle overgreb i det offentlige rum i Jordan. Fordi fænomenet er blevet langt større end tidligere, mener hun.

- Det her er ikke et kvindeanliggende, det er et demokratisk problem, at kvinderne bliver udsat for chikane på gaden, siger hun.

- Man kan ikke være fri i sit sind, hvis man ikke har ytringsfrihed, fortæller Jackie Sawiris, og Steffen Bloch er helt enig. Samtidig lægger Jackie Sawiris ikke skjul på, at hun ikke har de samme ytringsmuligheder som Steffen Bloch, fordi de er født med forskellige økonomiske udgangspunkter.

- Ytringsfrihed er efter min opfattelse frihed under ansvar, og her mener jeg, at mange unge savner den dimension. Man skal stå ved, hvad man publicerer online, og alt kan findes, siger Steffen Bloch.

Det er efter deres opfattelse lige svært for homoseksuelle mænd som kvinder, for alle benægter generelt homoseksualitet. Når man ikke har tankefrihed, hersker en stor mistroiskhed.

- Det er bestemt ikke enkelt her. Man kan kun handle, hvis man har tankefrihed. Det er et af de mest konfliktfyldte lande, jeg nogensinde har været i, fortæller Jackie Sawiris. Og Steffen Bloch supplerer:

- Danskerne har så meget frihed, at de ikke aner, hvad de skal stille op med den. Her har vi ingen frihed, men fik vi den, ville vi heller ikke vide, hvordan vi skulle forvalte den.

Under samtalen med Steffen Bloch og Jackie Sawiris er man slet ikke i tvivl om, at her er tale om globale mennesker, der er kosmopolitter i ordets grundlæggende betydning. Begge er enige om, at man er nødt til at være global. Hvis du kan rejse, så skal du rejse, for her kan du lære noget nyt, som du kan bringe med hjem. Og det har vi brug for. Vi har alle de samme interesser. For vi er alle i store vanskeligheder. Vi er nødt til at lære af hinandens måder at tackle verden på.