Med Erica Jong i byen

Printervenlig version

Kvinderne er opstemte og forventningsfulde, da de strømmer ind i Dronningesalen på Den Internationale Kvindedag. Med en totalt udsolgt sal dementeres de vedholdende rygter om, at 8. marts som solidaritetens dag har udlevet sig selv.

Læs interview i FORUM med Jong "Moderskabets snoede veje"

Læs artiklen Moderkulten er en byrde af Erica Jong

Læs artiklen Er økologien den nye mandschauvinist? om den franske filosof Elisabeth Badinters kritik af moderskab

Publikum strømmer igennem Den Sorte Diamants enorme foyer på vej mod Dronningesalen, mens skumringens sidste blå strejf toner ud. Afslutningen på Den Internationale Kvindedag, 8. marts, skal fejres sammen med en række kunstnere inden for litteratur, film og musik, og ikke mindst det feministiske ikon, den amerikanske forfatter Erica Jong.

Kvinderne - og de er langt i overtal - er opstemte og forventningsfulde. Med en totalt udsolgt sal dementerer de vedholdende rygter fra bl.a. ligestillingsministeriet om, at 8. marts, som solidaritetens dag, har udlevet sig selv.

 

Kommet for at se om giraffen holder

"Selv om der er andre interessante ting på programmet, er jeg kommet for at se giraffen", siger Trine på 32 år.
 
"Erica Jongs bøger stod på reolen i mit barndomshjem, og min mor talte om hende, så jeg har læst nogle af dem. Jeg forventer, at hun stadig holder, men jeg er spændt på, hvad hun taler om. Hun har jo aktuelt skrevet om moderskabet, og jeg har læst hendes datters svar på det. Det er da interessant, om den konflikt kommer op at vende". 

Kvinderne er her i mange variationer. Mediefolk og godtfolk, garvede politikere og kulturens medarbejdere, aktivister og det brede publikum. Ungdommen, de voksne, og naturligvis dem, der var unge med Jong. Blandt grupperne kan man spotte en særlig konstellation - mødre og døtre - Helt i tråd med aftenens tema "moderskab" og "mor/datterrelationer".

Helle Hellmann, tv-kritiker og anmelder ved Politiken, er her dog sammen med to venner. Hun mener ikke, at Jong tåler en genlæsning:
 
"Jeg er kommet for at få en glad aften. Holdninger holder selvfølgelig. Det handlede meget om frihed og seksuel frigørelse, men der er jo meget mere på spil lige nu, når man står midt i den arabiske revolution. Så er vi på et lidt andet niveau".


Én-kvinde-revolution

Aftenen trækker faktisk sin helt egen røde tråd til de aktuelle begivenheder i den arabiske region og en hjemlig palæstinenserdebat, som til formiddag har fældet en integrationsminister. Først på banen er nemlig den dansk-palæstinensiske perkussionist Simona Abdallah, der på sin tromme kick-starter festen med funky arabisk musik.

Simona, der kom til Danmark fra Libanon som 6-årig, er i sig selv en én-kvinde-revolution. Med valget af både en kunstnerisk karriere og valget af trommen som instrument, går hun på tværs af normerne, for begge dele er normalt forbeholdt mænd. Som ung pige fik hun derfor også besked på at lægge musikken på hylden. Hendes optræden til kvindefester kunne sætte familiens renommé i Gellerup på spil. På trods af det forsatte hun, men det var først, da hun flyttede til København, at hun kunne begynde at optræde offentligt.

Simona Abdallah
Foto: Det Kongelige Bibliotek, Simona Abdallah

"Min mor har aldrig set mig optræde, men min far har, og han er i dag lidt stolt af det", siger Simona Abdallah til Mette Davidsen-Nielsen, Informations administrerende direktør, der guider os gennem første halvdel af aftenens store program. 

 

Jeg ved ikke, om den slags tanker er normale

Efter Simonas rytmiske virtuositet tager forfatteren Lone Hørslev over. Med smagsprøver fra "Jeg ved ikke, om den slags tanker er normale", demonstrerer hun sit greb om det danske sprog og dets rytme både som lyriker og som performer. Med digtene sætter hun ord på sin egen skilsmisse, der også bliver tema for samtalen ikke mindst på grund af den skyldfølelse, det har skabt hos Lone som mor.

Lone Hørslev 
Foto: Det kongelige Bibliotek, Lone Hørslev

Mor-datter relationen understreges med digtet "Jeg aer dit ansigt", som Lone Hørslev netop har skrevet til en ny udstilling med Anna Ancher på kunstmuseet Arken. Skagensmaleren Anne Ancher havde et uhørt nært forhold til sin mor. Hun portrætterede i løbet af sin karriere moren mere end 20 gange - sidste gang på hendes dødsleje. 

Jeg aer dit ansigt
  med et lille hvidt stykke kridt. Bare rolig
 du mærker det ikke
  som andet
  end barnets grådige blik der bladrer
  i dit væsens dystre detaljer. TÆNK ikke for meget lille mor tænk ikke
  for meget på døden det smitter.


 Starten af Lone Hørselvs digt om maleren Anna Ancher
 
Sammen med Mads Mouritz slutter Lone Hørslev sin sektion med en række sange fra Mouritz/Hørslev projektet.

 

Mor/datter - det bliver ikke mere dramatisk

At mor-datter forholdet ikke er ukompliceret, er en kendsgerning. Men Heidi Maria Faisst viser med et kort klip fra filmen "Velsignelsen", at det kan være lammende at have en dominerende mor.

"Det er en dramatisk relation. Det bliver ikke mere dramatisk. Datteren tager en masse skyld på sig", siger Heidi Maria Faisst, der snart selv bliver mor.

"Jeg blev lettet, da jeg fik at vide, at det er en dreng", siger hun afvæbnende og forklarer, at det måske var angsten for ansvaret, der har gjort, at hun først nu er parat til at blive mor. "Tænk, hvis jeg ikke kunne mærke den her store kærlighed".

Heidi Maria Faisst
Foto: Det Kongelige Bibliotek, Heidi Maria Faisst

Kærlighed er også det centrale tema i Heidi Maria Faissts nye film "Frit fald", der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin, og som vi inden den dansk premiere får en snigvisning af med et klip. Her er det kærlighed, der får datteren til at følge moren ind i en verden af druk, narko og sex.

 

Vi er ved at gøre noget vanvittigt med moderskabet 

Længe før alle kan se hende, varsler fotografernes blitz og klapsalverne, at aftenens hovednavn er på vej. Få sekunder efter er hun også i close up på storskærmen over scenen. Erica Jong, den vitale 69-årige new yorker med de stærke meninger og en udpræget repræsentant for tidsånden, indtager salen. Hun er her for at fejre Den Internationale Kvindedag sammen med os og for at tale om den moderne moderkult. En kult, der efter hendes opfattelse, truer kvinders frihed. 

Hendes essay "Mother Madness" i Wall Street Journal vakte opsigt sidste efterår ikke alene i USA men verden over, da artiklen i oversættelse bredte sig som ringe i vandet til aviser og elektroniske medier i Europa, Mellemøsten og Asien.

"Jeg fik den samme oplevelse som med "Luft under vingerne" (Fear of Flying) i 1973. Jeg havde ramt en følsom nerve, som næsten var universel", forklarer hun til journalist Lene Johansen, der er denne dels moderator.

"Hvorfor skrev du essayet?", spørger Lene Johansen. Erica Jong træder vande et øjeblik over det eksistentielle "hvorfor?", men så flyder det veloplagt og tempofyldt.
"Vi er ved at gøre noget vanvittigt med moderskabet. Jeg kunne se, hvordan medierne gør det til et eventyr", men det er alt andet, mener Jong. "Du kan være mor med tre barnepiger på Park Avenue i New York. Og du kan være mor i et stråtækt hus på landet. Det, det kræver, er, at moren elsker sit barn. Alt det udvendige spiller en mindre rolle. Det vigtigste er, at barnet ved, at det er elsket, og at du bekymrer dig om opvæksten, til barnet bliver voksent. Men i den kulørte presse kunne jeg se foto af Angelina Jolie, Brad Pitt og deres børn, og Madonna, der har adopteret to babyer fra Afrika. På disse foto ser man aldrig en barnepige", siger Jong, der mener, at medierne herigennem skaber et urealistisk billede af, hvad det vil sige at sørge for børns opvækst.
  
"De får det til at se ud som om, det er uproblematisk, nemt og billigt", og hun minder i den forbindelse sit danske publikum om, at kvinderne i det amerikanske samfund har langt færre muligheder for at få hjælp i form af daginstitutioner osv., end vi kender det i Danmark. Hun levner ingen tvivl om, at hun er demokrat af politisk overbevisning, for hun leverer i samme postgang en bredside mod de nedskæringer på de sociale områder, som hun mener, republikanerne er skyld i.

"Det er altså ingen hjælp at udstille moderskabet på den måde, som medierne gør. Det er derfor, jeg skrev det essay," siger Erica Jong.

 

Det kræver en hel landsby at sørge for et barns opvækst

Hun er omhyggelig med at forklare, at hun ikke tager afstand fra moderskabet. 

"Jeg blev først et ægte medlem af den menneskelige race, da jeg selv blev mor. Det beriger dit liv på alle måder, og det forandrer grundlæggende dit liv. Men vi er nødt til at være realistiske med, hvad det kræver at være forældre", siger hun og låner den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons billede på omfanget. "Det kræver en hel landsby at sørge for et barns opvækst".

Et andet aspekt af moderkulten er, at nogle kvinder især i den amerikanske middelklasse, gør moderskabet endnu mere kompliceret og tid´skrævende. De er stærkt optagede af økologi, sværger til stofbleer, og går ind for at lave deres egen babymad helt fra grunden. I tilgift stræber de efter det perfekte barn. Men der eksisterer ikke sådan noget, som det perfekte barn, siger Jong, der er meget enig med den franske filosof Badinter i, at de holdninger kan koste kvinder de rettigheder og den frihed, som kvindebevægelsen har måttet slås for. 

På den anden side, siger Erica Jong, så er moderskab forpligtende og kræver involvering og fleksibilitet. Man skal være der, når barnet har brug for en, og være usynlig, når barnet har behov for at vokse ind i en ny livsfase", siger Jong og konkluderer, at der også er gevinster:
 
"Kvinder er diplomater og fødte ledere, fordi vi har været forhandlere i børneværelset. Enhver mor og bedstemor vil kunne være fredsmægler i Mellemøsten", siger Jong, der får spontan applaus fra salen. 


Få er som Angelina Jolie, men arbejder for at få brød på bordet

Erica Jong er altså selv mor, og samtalen kredser respektfuldt om hendes forhold til datteren Molly Jong-Fast. Molly blev født på et tidspunkt, hvor Erica Jong var hovedforsørgeren i hjemmet, og den rolle fortsatte, da Jong blev skilt fra sin mand. 

Efter at "Mother Madness" var offentliggjort, skrev Molly Jong-Fast et svar i Wall Street Journal. I "At vokse op med mama Jong", fortæller hun om, at det ikke var let at vokse op med en mor på farten.

"Jeg tog hende med på rejser så tit, det var muligt, ind til hun begyndte i skolen. Jeg var nødt til at tjene penge. Jeg havde ikke noget andet valg. Mange forældre har ikke noget valg. De er ikke Angelina Jolie. De skal sørge for, at der er penge til mad på bordet og til at få taget repareret", siger Erica Jong. 

Molly Jong-Fast har selv valgt selv en anden livsstil ved at være hjemmegående med sine tre børn, forklarer Jong, men hun lægger vægt på, at datteren også har haft overskud til at skrive tre bøger.

Efter næsten halvanden times interview og engagerede spørgsmål fra salen, nærmer vi os slutningen på aftenen. Erica Jong er klart enig med publikum. Den internationale kvindedag har stadig relevans, og hun leverer en pep-talk, man kan tage med sig ud i natten og i den videre indsats for ligestilling. Hun fører først linjen tilbage til det, hun og hendes generation af forfattere har forsøgt: at åbne Pandoras æske for, at man kan fortælle sandheder: 

"I sandheden ligger mulighederne for forandring. Nu har vi åbnet æsken. Nu skal I føre os ind i den næste fase, alle I unge kvindelige forfattere, kunstnere og tænkere. Stå på vore skuldre og skab forandring. Stå på vore skuldre og skab en bedre verden på jeres egen måde. Gå ud og gør alt det, I har drømt om at gøre. Det ønsker jeg for jer ... Lær at elske jeres partnere på en ny måde, og lær at forandre dem. Hvis jeg kan være til inspiration, så vil jeg føle, at mit liv har været værdifuldt, og at jeg har kunnet yde noget. Gå ud og skab en ny verden. 

Anette Vad, indtil for nylig administrerende direktør for Lindhardt og Ringhof Forlag A/S: Jeg er kommet, fordi jeg vil høre Eric Jong. Hun var en del af hele min kvindeopdragelse. Jeg tilhører den generation, der læste Fear of Flying og hendes andre bøger, da jeg var 23 år i 1983. Og jeg håber, at også yngre kvinder har lyst til at læse hende.

Lærke Vildlyng 21 år : Jeg har læst Erica Jong, og synes det er et spændende indspark, selv om hun ikke er repræsentativ for alle de unge kvinder, jeg kender. Det jeg glæder mig meget til at høre om i dag, det er hendes syn på moderskab "som det moderne kvindefængsel".  Jeg læser pædagogik på Københavns Universitet og har arbejdet flere år i daginstitutioner. Hun er klart moderne for mig, selv om hun debuterede i 1973. Jeg har flere venner, der ser hende som et stort ikon.