Med en engel under huden

Printervenlig version

1. juledag er der premiere på Margreth Olins film Engelen. Den adskiller sig fra den klassiske filmfortælling om moderskabets faldgruber som hos f.eks. Bergman, Trier og Almodovar. ”Jeg har ikke noget romantisk forhold til det at være kvinde. Både Kroppen Min og Engelen er film, der er opgør med moderrollen. Det er det nøgne, sande opgør”, siger Margreth Olin i dette interview med Susanne Cordes.

Læs mere:

Engelen har premiere i danske biografer 1. juledag. I rollerne ses bl.a. Maria Bonnevie og Gunilla Röör.

 
Filmen har bl.a. vundet Folkets Pris i Norge, og den er nomineret til en Oscar 
Se trailer for Engelen 

Læs Elisabeth Møller Jensens reportage fra International Women’s Film Festival i Rio de Janeiro, hvor Engelen var åbningsfilm

Selvom Margreth Olins film Engelen har premiere 1. juledag, skal man hverken forvente at finde juleengle eller romantiseret familieidyl. Den norske dokumentarinstruktør kaster sig ud i spillefilmens univers med et hudløst socialrealistisk drama om afhængighed og komplekse relationer mellem kvinder – både foran og bagved kameraet.

En kvinde står med en kanyle slapt dinglende fra den ene, nøgne balle. Hendes hud er dækket af store blodudtrædninger. Ansigtet er markeret og fortrukket. Lyset falder grelt nedover den halvt afklædte, hærgede krop og det offentlige toilets anonymt hvide fliser.

Åbningsbilledet i den norske spillefilmsdebuterende instruktør Margreth Olins Engelen chokerer med sin nøgterne enkelthed. Her er hverken forstillelse eller sminket forfængelighed.

”Nogle mennesker er så smukke, at de bliver syge af det”.

Det er instruktørens egen stemme, der går umiddelbart forud for billedet i voice over. Den er dyb og eftertænksom, stemmen.

”Det bløde barn, der tager hele verden ind. Som ikke kan lukke sig for noget”.

Vi er i skrøbelighedens univers. Der, hvor nogle mennesker er så hudløst sårbare, at de ikke magter verden og hverdagen med dens kontinuerlige krav om tilpasning og normalitet.

Vi er også i en film, hvor instruktøren har følt en stor personlig og moralsk forpligtelse til at fortælle sin historie.

Der er snestorm, flyforsinkelser, tidspres og sitrende stress i luften, da 40-årige Margreth Olin haster ind til sine interviews i København. Men da hun først sidder ned på den anden side af bordet, er hun helt og aldeles nærværende. Der er en hudløshed ved hendes engagement i Engelen, der genkendes fra filmens insisteren på autencitet og æstetisk kompromisløshed.

Engelen (norsk gadeslang for heroin) handler om Lea (Maria Bonnevie), der i en tidlig alder mister sin far og vokser op hos sin mor, Madelene, og hendes nye kæreste, Ole, i et alkoholiseret og voldeligt hjem. Som voksen ender hun i heroinmisbrug og gadeprostitution, før hun får en chance for at vende sit liv om for sig selv og for sin lille datter. Men prisen er næsten ubærlig høj.

Det er en film om menneskelig smerte og klaustrofobiske relationer. Og den går så tæt på, at det næsten er fysisk ubehageligt at se den. Det sidste er dog ment som en anbefaling.
 

Det menneskelige hensyn

I virkeligheden havde Margreth Olin slet ikke forestillet sig, at hun skulle lave en spillefilm. Især hendes to lange dokumentarfilm, Dei Mjuke Hendene (1998) om ældreomsorgen i Norge og den mere personlige Kroppen Min (2002), placerede hende som en af Norges mest fremtrædende dokumentarister. En instruktør, der med en stærk filmisk sensibilitet, turde gå tæt på den menneskelige skrøbelighed.

Engelen var derfor også tænkt som en dokumentarfilm. I to år fulgte Margreth Olin den stofafhængige Pia på gaden i Oslo. De skulle lave en helaftensdokumentar, Pias Verden, om Pias svære livsforudsætninger og kamp mod systemet. En film, der gik tæt på narkomanens skrøbelighed for at skabe en tiltrængt debat.

Alt var klar. Finansieringen var på plads. Filmplakaten var trykt. Men noget skete. Det menneskelige hensyn kom imellem.

”Det blev en umulighed for mig bare at være observatør i Pias liv. Hun var utrolig syg og ønskede at dø. Hun fik ikke den hjælp, hun havde brug for. Jeg følte en stor afmagt i forhold til, hvordan Pia blev mødt af læger og i narkomanomsorgen. Så jeg prøvede at gribe ind i den virkelighed, som jeg skulle skildre, for at hjælpe hende. Og pludselig stod jeg midt i min egen film”.

Det gryende venskab mellem de to kvinder udfordrede dokumentaristens rolle. Hvor længe kan man stå ved siden af og blot observere, at et andet menneske går til grunde? Margreth Olin blev en hjælper i Pias liv og med den rette hjælp, begyndte hendes liv langsomt at vende.

Hun fik et skrøbeligt fodfæste i verden, men det gjorde det kun endnu mere klart for Olin, at hun stod med et vigtigt valg. Valget mellem kunsten og livet.

”Jeg sad med et utrolig stærkt materiale mellem hænderne, som jeg vidste ville komme til at få megen opmærksomhed, også rent politisk. Men Pia var så sårbar, og hun tvivlede på, at hun ville kunne klare eksponeringen. Jeg blev kastet ind i kernen af, hvad dokumentarisme handler om og mærkede på min egen krop at stå med kunsten på den ene side og livet på den anden og spørge mig selv: Hvad er vigtigst, Margreth?

Når jeg følte efter, var det meget klart for mig, hvad der var vigtigst – det var livet. Hvis det skal beskyttes, så må jeg beskytte det. Hele mit udgangspunkt som dokumentarist er at beskytte enkeltmennesket. Jeg ønsker at beskytte livet”.

Andre instruktører eller forfattere ville måske have truffet et andet valg. De ville måske have gået linen ud og taget deres portrætperson med i det frie fald. For deres egen skyld. Eller for karrierens. Eller bare for selve kontroversets skyld.

Margreth Olins valg var ikke let. Hun måtte træffe det alene, og hun måtte gå den lange vej tilbage til hver af filmens finansieringspartnere og forklare, at der ikke blev nogen film. I hvert fald ikke en dokumentarfilm.


En ny film dukker op

Det menneskelige hensyn i Olins valg afspejler i høj grad grundtonen i den film, der alligevel kom ud af Pias Verden. I stedet for at offentliggøre det materiale hun lå inde med, flyttede hun nænsomt historien over i fiktionens univers.

”Fiktionen kan beskytte mennesket. Den kan anonymisere dem og sætte et andet ansigt på”.

Pias historie fik et syrebad. Personhistorien og de personlige detaljer blev vasket væk. Tilbage var Pias følsomme væsen, stofafhængighedens ubønhørlige mekanismer og den dysfunktionelle mor-datter-relation. Men også intimiteten, hudløsheden og indlevelsen stod tilbage.

Engelen er stadig som spillefilm et stærkt personligt portræt af en kvinde på samfundets kant.


Den sociale arv

Maria Bonnevie (Reconstruction, Jeg er Dina) spiller Lea med et ansigt, der selv i sin usminkede nøgenhed, besidder en vibrerende, skrøbelig skønhed. Kontrasten mellem skønheden og smerten er hele tiden i spil; også i de to barneskuespillere, der spiller Lea som henholdsvis lille pige og ung.

”Nogle mennesker er så smukke, at de bliver syge af det”, gentager Margreth Olin og citerer sig selv fra filmen, ”for alle børn gælder det, at de ikke har noget filter, når de bliver født. Man er et åbent sanseorgan, og man tager alle lyde og indtryk ind uden at sortere dem. Nogle mennesker mangler det filter, selv når de vokser op. Mange kunstnere er også sådan.

Nogle børn tager omgivelserne til sig og mærker f.eks. den smerte, der er mellem voksne, og hvis du ikke får hjælp til at forholde dig til de indtryk, vil du til sidst blive syg og gå til grunde af det”.

Lea har ikke sådan et filter. For hende er der ingen grænse mellem morens smerte og hende selv. Symbiosen mellem mor og datter er så stærk, at smerten bliver en fælles oplevelse.

”Nogen gange opstår der en relation mellem mor og datter, som er så tæt, at selve forældre-barn-relationen udviskes. Relationen vendes om, så det ikke er moren, der passer barnet, men omvendt. Lea vokser op og ser en mor, der ikke formår at sætte grænser for Ole. Hun er basalt set angst for at være alene, så hun holder hellere på en negativ relation, end hun står alene. Hun holder så meget af Lea og er så kærlig mod Lea, at hun tror, at det er nok. Hun ser ikke, hvor meget det skader barnet at vokse op og se, at moren ikke har nogen grænser. Barnet vokser op og tænker: hvis min mor ikke er mere værd, og finder sig i at blive slået og mishandlet, så er jeg det måske heller ikke selv. Det er den sociale arv”.

Spørgsmålet om den sociale arv, der bliver givet videre fra mor til datter spiller en stor rolle – også i forhold til filmens kontroversielle forløsning. Men den sociale arv er i Olins øjne ikke bare et let facit i ligningen om et menneskes skæbne. Den sociale arv er et sæt af komplekse og ikke altid forudsigelige mekanismer.

Derfor vælger hun heller ikke at tydeliggøre alle de niveauer af misbrug, der lægger til grund for de to kvinders historie. Hun lader ane, at moren selv er blevet misbrugt, men hun lader det ikke blive en forklaring.

Det er smerten, grænseløsheden og de valg vi træffer for vores egne liv, der er i fokus. Og det er, som hun gør klart, bestemt ikke kun relevant for misbrugere.

”Mest af alt handler det om at tage vare på sig selv som menneske. At du er nødt til at kunne tage vare på dig selv følelsesmæssigt.

Jeg ville gerne have en kompleksitet frem i mor-karakteren, der viser, at hun også har et ansvar, for at minde os om, at det har vi, selvom det kan føles farligt for os at sætte de nødvendige grænser”.


Tabu og skam

I Engelen tager moren ikke sit ansvar på sig. Hun bliver hos sin voldelige mand og omslutter Lea med en næsten kvælende kærlighed, der skal gøre alt godt, men som kun gør ondt værre.

Da Lea selv som voksen, står med sin egen lille datter på armen og indser, at hun ikke er i stand til at tage vare på hende, vælger hun at give Sonja et andet liv. Men det er et barskt valg: for at give Sonja et bedre liv, må hun give hende fra sig.

Det, der i samfundet generelt bliver set som det værste tabu, bliver i Engelen en barmhjertighedsgerning.

”Lea har fået en indsigt gennem sin opvækst, hvor hun har været så angst, at hun er blevet afhængig af rusen for at dæmme op for smerten, og den vil hun ikke give videre til sit barn. Hun er utrolig modig i den måde, hun handler på - på trods af sine forudsætninger”, forklarer Margreth Olin.

Fra sine år på gaden med Pia har Margreth Olin mødt mange misbrugere, der stod i Leas/Pias dilemma. Det er den største skam for en mor at give sit barn fra sig. Også selvom det er til barnets bedste. Skammen bliver ikke gjort mindre af den umyndiggørelse, som mange kvinder oplever at blive udsat for, når de kommer i kontakt med de sociale myndigheder.

”Det er fyldt med skam at opgive sit barn. Vi må gøre noget ved skamfølelsen. Man burde lave nogle helt andre rammer, hvor der f.eks. ikke er politi indblandet rundt om det at give sit barn væk. I stedet skulle man tage udgangspunkt i, at der er to familier, der mødes, fordi den ene har brug for hjælp, og den anden kan tage vare på barnet. Som det er nu, føler de fleste det som et magtovergreb. Men når vi ser Leas handling i filmen, så er det den rigtige handling. Hun sætter barnet over sig selv, hun bryder den sociale arv”.


Det kvindelige blik

Den åbenhed, der hele tiden insisteres på, i forhold til kompleksiteten i Leas livssituation og hendes valg, adskiller Margreth Olins film fra den klassiske filmfortælling om moderskabets faldgruber som hos f.eks. Bergman, Trier og Almodovar - alle instruktører Olin ser som forbilleder.

"Jeg har ikke noget romantisk forhold til det at være kvinde. Både Kroppen Min og Engelen er film, der er opgør med moderrollen. Det er det nøgne, sande opgør. Her vil nogle mænd måske have let ved at romantisere kvinden. For mig er det vigtigt at forstå kompleksiteten i det at være et menneske, det er hævet over køn, men jeg er en kvinde, og derfor går jeg helt nøgent ind i mig selv og udforsker, hvad det er, og det tror og håber jeg kan tilføre en ærlig dimension”.