Madonna, Barbie og Lara Croft mødes i ny antologi

Printervenlig version

Madonna, Barbie, Florence Nightingale og Lara Croft mødes i den nye antologi Doing Gender in Media, Art and Culture.

Det var både med entusiasme og skepsis, at FORUMs anmelder gik i gang med læsning af bogen, der forener kønsforskning og visuel kultur. Entusiasme pga. forskningsfeltet og skepsis fordi anmelderen overværede boglanceringen ved sommerens store europæiske, feministiske, kønsforskningskonference på Utrecht Universitet, som står bag udgivelsen.

Læs mere:

Rosemarie Buikema & Iris van der Tuin: Doing Gender in Media, Art and Culture. Routledge 2009 

 

KVINFOs tema om nyere kønsforskning

Lad mig sige det med det samme: Det var med en blanding af entusiasme og skepsis, at jeg gik i gang med at læseDoing Gender in Media, Art and Culture. Entusiasme, fordi jeg har en særlig forkærlighed for udgivelser, der forbinder kønsforskning med medieforskning og kunsthistorie. Og som visuel kulturteoretiker har jeg en særlig forkærlighed for "billeder", og ikke mindst det foto af Cindy Sherman, der pryder forsiden. Skeptisk, fordi jeg inden læsningen havde en formodning om bogens syn på køn efter at have overværet bogens lancering.

Lanceringen fandt sted i juni måned på den store feministiske konference 7th European Feminist Research Conference påDepartment of Gender Studies, Utrecht Universitet, der også står bag udgivelsen. I et meget tætpakket auditorium blev forskningslederen på det humanistiske fakultet, Maarten Prak, bedt om at træde frem på podiet, hvorefter han blev iført en blond paryk magen til den, som Cindy Sherman bærer på forsiden af bogen. Herefter holdt redaktørerne, Rosemarie Buikema og Iris van der Tuin, en papfigur af Shermans krop op foran ham, mens han fik overrakt bogen som tak for sin institutionelle støtte.

Da Maarten Prak lidt senere satte sig tilbage på sin stol, lød det fra konferencens arrangørgruppe, at "han var en modig mand" og at "det var dejligt at se, at han som mand også kunne sympatisere med feminismen". Seancen var selvklart tænkt som en kollegial spøg, men den vidnede om, hvordan "mænd" alt for ofte repræsenteres som feminismens modsætning.

Jeg ved, at nogle mænd ynder at iscenesætte sig selv som sådan, da det åbenbart virker maskulinitetsbestyrkende. Men hvorfor reproduceres det blandt feminismens erklærede tilhængere?

Jeg tænkte ved mig selv, hvorfor er han modig? - fordi han tør iklæde sig femininitetens attributter? Fordi han som forskningsleder promoverer kønsforskningen? Hvorfor kan en mand ikke være feminist, men kun "sympatisere" med feminismen? Bogen Doing Gender in Media, Art and Culture efterlader mig desværre med lignende spørgsmål.


Kønsforskning møder visuel kultur

Bogen udkommer på det internationalt kendte velrenommerede forlag Routledge, hvilket i sig selv plejer at være et kvalitetsstempel. Med sine små 300 sider er det en antologi af en passende og velkendt længde med sort/hvide illustrationer. Afsenderen er som førnævnt Department of Gender Studies, Utrecht Universitet, der dels ønsker at synliggøre kønsforskningen på stedet og dels at forsyne studerende med en lærebog inden for kønsstudier.

Skribenterne og redaktørerne er derfor primært forskere, der er ansat ved Utrecht Universitet, eller har forbindelse hertil. Bogen indledes med en introduktion af redaktørerne Rosemarie Buikema og Iris van der Tuin, derefter følger tre blokke under overskrifterne: Debates, Disciplines og Food for thought.

Debates bliver indledt med Iris van der Tuins redegørelse for Simone de Beauvoirs betydning for feminismens forskellige bølger. Kapitlet har introducerende karakter og danner grundlag for efterfølgende problematikker. Derefter følger en bred vifte af bidrag, der hovedsagelig kredser om teoretiske problemstillinger, der introduceres bl.a. til cyberfeminisme, standpunktsfeminisme, postkolonial teori og queer teori.

Bogens anden blok, Disciplines, går analytisk til værks i det populærkulturelle felt. Her er der bl.a. analyser af Madonnas korsfæstelse fra videoen til Confessions on a Dance Floor, Cindy Shermans fotografi #122 fra serien Fashion, der også optræder på omslaget, figuren Lara Croft fra filmene Tomb Raider og Beatrix Kiddo fra filmene Kill Bill samt Barbie og computer hacking.

Bogens afsluttende blok Food for thought af professor Rosi Braidotti samler op på en række af bogens problemstillinger med afsæt i en analyse af en statuette af helgen Dympha.

Efter hvert bidrag følger en række spørgsmål, som opfordrer til videre undersøgelser og sammen med bidragenes oversigtsagtige præg, er man overbevist om, at bogen er tænkt som en lærebog.


Historien om den kvindelige heltinde/kriger

I bogens indledning fremgår det, at dette er den anden lærebog udgående fra Utrecht Universitet. Den første bog udkom under titlenWomen's Studies and Culture: A Feminist Introduction to the Humanities, (1993), og den illustrerede forskningen i det, der dengang blev benævnt "Kvindestudier", og Doing Gender skal efter sigende sammenfatte det, der nu benævnes "Kønsstudier".

Udgivelserne vidner således om en generel international tendens, nemlig at det, der startede som kvindestudier, er ændret til kønsstudier. Dette navneskifte signalerer en udvidelse af forskningsfeltet med mulighed for at studere mange forskellige kønslige tilblivelsesprocesser og udtryk. 

Samtidig er der en stigende opmærksomhed på de andre kategorier, som køn forbinder sig med og formes af, såsom etnicitet, seksualitet, klasse m.m. Alligevel minder Doing Gendertrods sit erklærede mål dog mest af alt om kvindeforskning i traditionel forstand. Det er der selvfølgelig ikke i sig selv noget i vejen med, men det er problematisk, når bogen samtidig skal tjene som en introduktion til kønsforskning generelt.

Bogens titel Doing Gender er derfor en anelse misvisende, idet der kun undersøges, hvordan kvinder gør køn, dog belyst af - og igennem andre sociale kategorier. Men selve kvinde-kategorien problematiseres eller udfordres aldrig for alvor - ikke engang i bogens eneste queer teoretiske bidrag! I stedet dyrker bogen eksplicit et klassisk feministisk heltinde-princip.

Som det erklæres i indledningen, er bogen struktureret således, at hvert kapitel præsenterer en prisværdig kvindelig kriger/heltinde og udreder, hvordan hendes kamp er blevet fortolket af forskellige teoretikere og i forskellige historiske perioder (se s. 3).

Man får således fornemmelsen af, at forskning i heteroseksuelle, homoseksuelle, biseksuelle mænd, transkønnethed, intersex, gender bending m.m. ikke hører hjemme i Utrecht - og måske ikke engang i kønsforskningen. Dette er i særdeleshed problematisk, når bogen har som sigte at være en lærebog for en bred skare af (europæiske) studerende.

De enkelte bidrag lider også mange steder under at skulle have heltinden som strukturerende princip. Mest konfliktfyldt og direkte selvmodsigende er det i Renée C. Hooglands bidrag, hvis hensigt er:

"Using the tomboy as a specific representation of the figure of the woman warrior, I hope to suggest and demarcate a queer critical perspective from a merely gender-sensitive approach" (s. 100).

Det kritiske queer perspektiv, der netop har til hensigt at udfordre kønskategoriernes naturlighed, ender Hoogland med at bruge til at slå selvsamme kønskategorier fast med. Konklusionen bliver således næsten komisk, da Hoogland på den ene side fremlæser tomboy-figuren som en, der afviser at stabilisere sig i et bestemt køn eller en bestemt seksualitet, og på den anden side er en sand kvindelig kriger.

Noget lignende er på færde i Gloria Wekkers bidrag om den mexicanske forfatter Gloria Anzaldúa, der fremlæses som en sand overskridelsesfigur og grænsenedbryder, men alligevel må låses fast som kapitlets heltinde. Heltindeprincippet hæmmer altså tydeligvis flere af bidragene og bryder stilen og grebet i de ellers mange gode introducerende analyser.

Derfor virker redaktionens påbud ikke som en håndsrækning til læseren, men snarere som et benspænd. Heltindeprincippet fremmer helhedsfornemmelsen, men begrænser vinkling af analyserne, og hvor de kan ende. Jeg bliver således aldrig for alvor overrasket eller udfordret.


Køn = kvinde

Bogens titel, Doing Gender in Media, Art and Culture, er som nævnt en anelse misvisende, med mindre at vi fortsat tænker, at køn er lig med kvinde. Desuden lægger titlen op til, men udfolder aldrig, hvordan kønnet er noget man "gør" frem for noget man "er". Noget som den enkelte performer og som performativt indstiftes af den omgivende socialitet. Som den amerikanske kønsforsker Judith Butler påpeger, er kønnet der aldrig bare, men kommer til syne via en kompleks citerende proces.

Redaktørerne påpeger, at kønsstudier er præget af en socialkonstruktivistisk forestilling. Alligvel tager de ikke selv konsekvensen og problematiserer, hvad de mener med kategorien kvinde og undersøger den. Derimod vælger de heltinden som ledemotiv.

Endelig er titlen meget bred, og det har både sine fordele og sine ulemper. Som titlen antyder, er der en mangfoldig introduktion til kønsforskningens anvendelighed i forhold til at analysere en bred vifte af kulturelle produkter. Dog savner bogen som helhed og enkelte af bidragene efter min mening en lidt mere problemorienteret ramme, der kan målrette undersøgelserne.

Måske er denne "mangel" en effekt af, at bogen er en lærebog, der både skal komme omkring en række teorier og udfolde en række eksemplariske analyser. Rosemarie Buikemas indlæg om Sarah Bartmann er dog en undtagelse, idet hun på glimrende vis formår både at fange læserens opmærksomhed med sine problematiserende spørgsmål og samtidig, i besvarelsen af disse, at indvie læseren i komplekse postkoloniale diskussioner omkring repræsentation.

Alt i alt giver bogen i mindre grad næring til min entusiasme, derimod bliver min skepsis i højere grad næret. Bogen fremstår som en god og solid introduktion til den gren af kønsforskningen, hvor repræsentationen af forskellige former for kvinde-figurer bliver undersøgt. Derimod formår bogen ikke at vise kønsforskningens potentiale, når det gælder undersøgelse af køn i dets mangfoldige udtryk og praksisser. Og det ærgrer jeg mig virkelig over, for den visuelle kultur er fyldt med eksempler herpå.