Ligestillingstjek af partierne - valg 2007 (KD)

Printervenlig version

KVINFOs direktør ser med, når de politiske partiers topfigurer prøves på deres synspunkter i Danmarks Radios programrække "Mød partierne". 

Hver dag kommenterer Elisabeth Møller Jensen i denne blog, hvad partierne har at sige om ligestilling. Kristendemokraternes ja til fri abort udløser 4 ud af 6 ligestillings-stjerner.

Læs mere

Elisabeth Møller Jensen er direktør for KVINFO og feministisk valg- og nyhedsfreak.

 

Se alle indlæg fra valg 2007


Valg 2007 på DR

Mød partierne med Steffen Kretz

Kristendemokraterne

undefined

 


Bodil Kornbek er flere gange set helt oppe i det røde felt, når hun argumenterer for ligestilling som en del af Kristendemokraternes politik. I præsentationsprogrammet i aftes var ligestilling erstattet af ordet ligeværd, men det skal nu ikke skille os ad. Nu er Bodil Kornbek blevet formand, og både medlemmer og vælgere skal kunne følge med i den fornyelse af partiet, som hun er i gang med. 

Med en borgerlig feminist i spidsen for partiet fyldtes skærmen denne aften af de gode gamle drømme om plads til en familie med mor i centrum. Her er ingen moderne fædre, der lader de små børn komme til sig. Det er åbenlyst mor, der på deltid og orlov skal geare ned og sikres mere tid til at skabe den gode hverdag for mand og børn. Et valg, som rigtig mange kvinder træffer, og som de selv betaler prisen for. 

Kristendemokraternes syn på mænd og kvinder kunne jo være et sted at starte de kritiske ligestillingsspørgsmål, men Steffen Kretz lagde klogeligt ud med at spørge til abortdiskussionen, som har været den nye formands helt store livtag med partiet. Kristendemokraterne er som parti født på modstanden mod den frie abort. I en tid, hvor det katolske Polens medlemskab af EU har sat retten til abort under pres, skal Bodil Kornbek have stor tak for, at alle partier, der stiller op til Folketinget, nu støtter op om kvinders ret til abort. 

Næste store ligestillingsopdatering burde ligge i kirkens eksisterende dispensation fra ligestillingsloven, hvilket turde være en joke, men ikke er det. Det er menighedsrådene, der bestemmer, og derfor kan de i dag helt lovligt fravælge at ansætte kvindelige præster. Kretz stillede spørgsmål til denne mærkværdige særordning, og Bodil Kornbek forsvarede i aftes status quo, men lur mig om hun mener det. 

Der findes mange forskellige feminismer, og alle har vi vores at slås med. Med Kristendemokraternes helt særlige kristne ligestillingsudfordring er Bodil Kornbek rette kvinde på rette sted. Partiets syn på mor og far er svært at forene med en moderne opfattelse af ligestilling, men det må være retten til abort, der tæller. Fire stjerner til Kristendemokraterne.