Kvindepriser fremmer forståelsen

Printervenlig version

Med The Orange Prize for Fiction har mobiltelefonselskabet Orange i England med et sværdslag banet vejen for en lang række kvindelige forfattere. Ud til læserne. Den kontroversielle og prestigefyldte pris på £30.000 (ca. 336.000 kroner) gives kun til en kvindelig forfatter, og vinderen vælges kun af kvinder. I et eksklusivt interview har Forum talt med årets juryformand, Sandi Toksvig - kendt britisk komiker, forfatter og radiostjerne. Hun er en stor tilhænger af The Orange Prize for Fiction, fordi den er med til at rette op på kønsskævheden, når litterære priser uddeles.

London 22.5.2004 - Allerede før jul modtog jeg 130 bøger. Siden da har jeg læst og læst. Hele tiden. Når jeg går i bad, når jeg spiser, ja, hele tiden, fortæller Sandi Toksvig, der i øvrigt er datter af den tidligere danske Londonkorrespondent, Claus Toksvig. Hun skal netop til at gå i æteren med sit daglige radioprogram på Londonstationen LBC, da FORUM taler med hende.

- Jeg er en stor fan af The Orange Prize for Fiction. Kvinder har endnu ikke opnået ligestilling inden for litteratur. Almindeligvis består priskomiteer af mænd og anmelderkorpset er også domineret af mænd, så det er meget svært for kvindelige forfattere at blive accepteret, ja bare at blive anmeldt.

Mænd læser litteratur af mænd, mens kvinder læser bøger af både mænd og kvinder. Derfor går de store priser oftest til mænd og generelt er det også mændenes bøger, som får mediernes bevågenhed. Set i lyset af, at det overvejende er kvinder som læser litteratur, er det paradoksalt, at de slet ikke bliver anerkendt som læsere,siger Sandi Toksvig.

The Orange Prize for Fiction blev uddelt for første gang i 1996. En gruppe mænd og kvinder, der bestod af forlæggere, journalister, anmeldere, boghandlere og bibliotekarer, havde længe været bekymret over, at mange af de store litterære priser generelt overså de mange gode bøger skrevet af kvinder, og priserne gik næsten udelukkende til mandlige forfattere. Priser har en vejledende funktion for læserne, mente gruppen, og derfor fik for få romaner skrevet af kvinder, det publikum de fortjente. 

Gruppen besluttede at etablere en radikal anderledes litteraturpris kun for kvindelige forfattere, der satte læseren i centrum. I 1995 kontaktede gruppen mobiltelefonselskabet Orange, som straks var med på ideen. Den første Orange Prize for Fiction blev overrakt til forfatteren Helen Dunmore i maj 1996.

Den lange udvælgelsesproces for tildelingen af The Orange Prize for Fiction giver læserne rig mulighed for at følge med i juryens arbejde og selv få kendskab til bøgerne. Først offentliggøres the longlist med 20 nominerede bøger. Alle bøgerne bliver promoveret i landets boghandlere og i medierne. Efter ca. en måned præsenterer juryenthe shortlist, hvor listen nu er reduceret til 6 titler. Herfra tager det ca. 1 måned førend vinderen offentliggøres. I år afsløres vinderen den 8. juni. Den lange udvælgelsesproces bevirker, at der kommer fokus på alle de nominerede bøger - og ikke blot på vinderbogen. 

- Det var svært at vælge 20 bøger til the longlist. Ud over de mange diskussioner om bøgerne, skulle hvert enkelt medlem af juryen give deres personlige holdning til kende ved at sige ja, nej eller måske til bøgerne. Kun de bøger, som fik et absolut ja, kom ind på listen. Måske-bøgerne kiggede vi på senere og tog dem op til genovervejelse, fortæller Sandi Toksvig og tilføjer:
- Processen gentog sig, da vi skulle vælge 6 titler til the shortlist, og det er også sådan vi vil finde frem til den endelig vinder af the Orange Prize for Fiction. Vi diskuterer også via e-mail, så vi ikke behøver at mødes så ofte. Det har gjort vores arbejdsproces meget smertefri, selvom der fra begyndelsen har været et så stort antal af bøger. Og vi er forbavsende enige.

Juryen for The Orange Prize for Fiction består af 5 kvinder, der alle spiller en fremtrædende rolle i det engelske kulturelle miljø. Foruden formanden Sandi Toksvig omfatter juryen kendte navne som forfatteren Minette Walters, Baroness Helena Kennedy, en af landets mest fremtrændende advokater og forsvarer af kvinders rettigheder, Katherine Vinder, redaktør af avisen Guardian Weekend og Karen Cunningham, ansvarlig for biblioteksvæsenet i Glasgow.

- Det er så nemt med kvinder. Vi sidder og hygger os, drikker kaffe, mens vi arbejder og taler om bøgerne. Alle disse begavede kvinder, som er med i juryen, har været helt fantastiske. Jeg mener, at kvinder er særligt gode til at samarbejde, siger Sandi Toksvig.

 

Blandt den engelsktalende litteraturs dronninger

At være blandt de nominerede til The Orange Prize for Fiction er at komme i selskab med litteraturens dronninger i de engelsktalende lande. Sidste år figurerede fx Carol Shields, Zadie Smith, Siri Husvedt og Liz Jensen blandt de nominerede - kvindelige forfattere, som også er kendte i Danmark. I år optræder eksempelvis nobelprismodtageren Toni Morrison med sin nyeste roman Love påthe longlist

Da juryen offentliggjorde the shortlist for 2004 udtalte Sandi Toksvig, at årets liste omfatter debutanten og den store verdensforfatter, den faktuelt baserede historie og den fantastiske fortælling, skildringen af de små ting i tilværelsen og den store politiske fortælling. "Ikke dårligt for 6 bøger", som juryformanden sagde.

- Årets nominerede bøger handler om den store verden - og ikke kun om det nære. Når man ser på de nominerede titler spreder de sig emnemæssigt meget vidt. På grund af den manglende ligestilling, fortælles kvinders historier ikke i nær så høj grad som mænds, siger Sandi Toksvig. - The Orange Prize for Fiction er med til at synliggøre de historier, kvinder skriver.

- Gennemslagskraften af the longlist skal man ikke underkende. Alle 20 titler er blevet promoveret samlet. De har været udstillet hos de store boghandlere, og pressen har skrevet vidt og bredt om bøgerne. Alene det har gjort, at der har været stor fokus på bøgerne og dermed litteratur af kvinder, understreger Sandi Toksvig.

The Orange Prize for Fiction gives til en bog, skrevet af en kvinde på engelsk og på the longlist finder man forfattere fra Australien, Bangladesh, Canada, England, Indien, New Zealand, Nigeria, Sydafrika og USA. 

- De brede horisonter er meget vigtig for prisen, og jeg tror, det er vigtigt at forstå, hvor meget prisen egentlig betyder. Bogen Purple Hisbiscus af Chimamanda Ngozi Adichie, en ung debutant fra Nigeria, optræder på the longlist. At hun nu også figurerer på the shortlist kommer simpelthen til at forandre hendes liv. Fuldstændigt. Hun bliver læst i et omfang, som ellers er umuligt for en ung debutant fra Nigeria. Hun får simpelthen en helt fantastisk chance, fortæller Sandi Toksvig.

- Det har fået mig til at tænke på, hvor meget en sådan pris egentlig betyder. Og hvor stort et ansvar juryen har for at forvalte de nominerede bøger. For ansvaret er selvfølgeligt større ved en debuterende forfatter som Chimamanda Ngozi Adichie end ved en stor og etableret forfatter som fx Margaret Atwood fra Canada, der for tredje gang optræder på den korte liste med sin 11. bog Oryx and Crake.

 

 

Kvindepriser baner vejen til andre priser

Prisens positive særbehandling har tidligere skabt voldsomme diskussioner - ikke mindst på grund af prisens størrelse. Aviser har sammensat alternative juryer bestående af et traditionelt mandligt panel, og de er ikke overraskende kommet til helt andre resultater end det pågældende jurypanel fra Orange. Men ifølge Sandi Toksvig er diskussionen ikke aktuel længere.

- Prisen er næsten 10 år gammel og i år er prisen fulgt med stor interesse uden de tidligere diskussioner. The Orange Prize for Fictioner ved at blive accepteret som en litterærpris, man lægger mærke til. Nu drejer det sig om at diskutere de nominerede bøger frem for at diskutere selve prisen.

- Jeg tror, The Orange Prize for Fiction er med til at forbedre kvinders mulighed for i fremtiden at modtage de store litterære priser på lige fod med mændene. Vi har endnu ikke ligestilling. Det er ikke bare inden for litteratur, at kvinder ikke har de samme muligheder som mænd. Mange kvinder tjener fx stadig ikke det samme som mænd. Der er meget arbejde, der stadig skal gøres for at opnå de samme rettigheder som mændene, alle steder i samfundet, understreger Sandi Toksvig.

Til slut spørger Sandi Toksvig om Danmark har en særlig litterær pris for kvinder? Jo, Danmark har ganske vist Dansk litteraturpris for kvinder nu på 30.000 kr - men prisen nyder slet ikke mediernes eller boghandlernes bevågenhed. Akademiets Store Litteratur Pris, som beløbs- og prestigemæssigt kan sammenlignes med The Orange Prize for Fiction, går primært til mænd. Kun fire kvinder ud af 32 mænd har modtaget prisen siden den blev indstiftet i 1961. Hvordan det vil gå med de kvindelige forfatteres muligheder for at få den nyindstiftede pris fra BG Bank på 300.000 kr. vil kun fremtiden vise.

Hermed er bolden givet op til et firma, som har lyst til at vove pelsen - og som virkelig får noget for pengene. Ikke mindst et stort kvindeligt kundepotentiale i tale.

Anita Frank Goth er redaktør af FORUM.