Venedig, som balancerer mellem storhed og forfald, er for 54. gang vært for den moderne globale kunstscene.

I alt 89 lande er repræsenteret. 32 kvindelige kunstnere er blevet udvalgt til at deltage, et interessant tal i betragtning af, hvor få kvindelige kunstnere der er repræsenteret i de nationale pavilloner.

Ud over de nationale pavilloner i Giardini [giardino betyder have på italiensk, red.], som er et grønt areal, hvor hvert land har sin egen nationale pavillon - er der mere end 10.000 m2 udstillingsareal i Arsenale.

Ved siden af de nationale pavilloner har Venedig Biennalens bestyrelse udpeget den 62-årige schweiziske kvindelige kunsthistoriker Bice Curiger som direktør for Visual Arts Sector og dermed kurator af den internationale kunstudstilling. Hun er bl.a. kendt som kurator i Kunsthaus Zürich, grundlægger af kunsttidsskriftet "Parkett" og som chefredaktør af Tate Gallery's blad "Tate etc.".

Bice Curiger har kurateret både den Internationale Pavillon i Giardini samt udstillingen i Arsenaleområdet, hvor en stor del af de valgte kunstnere er kvinder - alle i 30erne. Det overordnede tema, der er valgt af Bice Curiger, er 'ILLUMInations' under henvisning til, hvordan kunst i global sammenhæng i mødet med beskueren både kan inspirere og oplyse, og her demonstrerer mange af de kvindelige kunstnere både et stærkt politisk engagement samt en bred vifte af motiver og materialer.

Arsenale er betegnelsen for Venedigs smukke, gamle skibsværft, som i dag står ubenyttet hen, når der ikke er kunst- eller arkitekturbiennale. Derudover er der Para-pavillonerne, som er kurateret af kunstnere og for kunstnere - et nyt fænomen introduceret af direktøren Bice Curiger - og som er placeret rundt omkring i byen og altså også på Arsenaleområdet.

Endelig er der andre udstillinger og yderligere nationale pavilloner i byens gamle paladser, og dermed er Venedigs Kunstbiennale vokset for hver gang biennalen afholdes, og i Giardini er der fx slet ikke plads til flere pavilloner.

Foto: Lilibeth Cuenca, Afghan Hound (2011)

Fra Alice i Eventyrland til ideologipolitik

Venedig Biennalen har tradition for at sætte væsentlige kvindelige kunstnere med en kønspolitisk dagsorden i spidsen, sådan som man tidligere har set med fx kunstnere som franske Sophie Calle (f. 1953) og engelske Tracy Ermin (f. 1963), og den tradition lever direktøren og kuratoren Bice Curiger op til:

Svejtsiske Pipilotti Rist (f. 1962), der tidligere har bjergtaget og forarget Venedig Biennalen med værket Homo sapiens sapien i 2005, deltager i år med en kalejdoskopisk videoinstallation med Venedigs lagune som tema projekteret op på tre renæssancemalerier, hvor vandet i lagunen associerer til kvinden som altings moder og livgivende kraft.

Amerikaneren Cindy Sherman (f. 1954) har skabt collager i væg-til-loft-format af marginaliserede, utilpassede kvinder, nogle klædt som cirkusartister i kostumer, som enten er for store eller for små, med sko, som ikke matcher. Det virker, som om kvinderne er castet i helt forkerte roller, som de står dér med en sort/hvid fotostat af en eventyragtig skov som baggrund, lidt ligesom i Alice i Eventyrland.

En anden kvindelig kunstner udvalgt af Bice Curinger er svejtsiske Mai Thu Perret (1976). Hun arbejder med udgangspunkt i socialistisk ideologi og feminisme og er repræsenteret med flere interessante værker, bl.a. The Crystal Frontier, et idyllisk Utopia, som udelukkende består af kvinder, og som er en fortælling om en radikalt tænkende gruppe kvinders liv. De vender 'det mareridtsagtige liv' i storbyen ryggen for at flytte til New Mexico og skabe et helt nyt feministisk samfund. Disse kvinder kommer på sin vis til at bebo virkelighedens verden (i det mindste i museer og galleriers udstillingslokaler, som jo udgør en slags virkelighed), og viser sig gennem tekster i form af breve og dagbogsoptegnelser og objekter, der skal gøre det ud for kvindesamfundets produktion, naturligvis alt sammen skabt af Mai Thu Perret.

Polske Monika Sosnowska (1972) transformerer fysisk rum til 'mental space', og arbejder dér, hvor arkitekturen har spillet fallit, hvorimod tyske Rosemarie Trockel (1952) er optaget af køn og seksualitet i sine tegninger og collager og stiller spørgsmålstegn ved de gængse billedmæssige fremstillinger af mænd og kvinder. Trockel udfordrer den maskuline kunst og er optaget af kunstnerrollen og fabulerer over, hvorfor kvindelige kunstnere betragtes som kunsthåndværkere, mens mænd anses for at være geniale kunstnere.

Englænderen Emily Wardill viser sin film Sick Serena and Dregs and Wreck and Wreck i Arsenale. Det er en 16 mm kortfilm inspireret af glasmaleri i kirker. Det er blevet til et komplekst værk, som forbinder humor med en følelse af uro. Det er fortællinger om mænd og kvinder i forhold til kærlighed, troskab og svigt, vist i en række vignetter, hvor skuespillere i billedsekvenser levendegør motiver fra glasmalerier. En af kunstnerens interesser er anvendelsen af paradigmer i nutidens politiske retorik, strategier, som genfindes i anvendelsen af glasmaleriet som et middel til at manipulere og kommunikere budskaber til mennesker i middelaldersamfundet, som stort set var analfabeter.

Foto: Fra den italienske pavillon taget af Annemette Fogh

Kunsten nedbryder grænser

Saudi-Arabien er med for første gang og har med søstrene, kunstneren Shadia - og forfatteren Raja Alem, valgt to kvinder som repræsentanter for landets nationale pavillon. Shadia og Raja Alem udstiller et værk, som de har kaldt The Black Arch, der skal symbolisere et møde mellem to kunstnere, to forskellige synsvinkler, mødet mellem lys og mørke og mellem byerne Mekka og Venedig.

Værket er en scene, som skal projektere kunstnernes fælles opfattelse af sort, det absolutte fravær af al farve, en henvisning til fortiden. Den anden del af værket er et spejlbillede, noget oplysende, som henviser til nutiden - et værk, som lægger op til en politisk tolkning, der peger hen imod en lysere fremtid.

Arkitektur og seksuel identitet

Der er flere veletablerede italienske kvindelige kunstnere med, udvalgt af Bice Curiger, f.eks. Elisabetta Benassi (f. 1966), der arbejder med hverdagshindringer som poetiske udholdenhedsprøver. Monica Bonvicini (f. 1965), om udforsker, hvordan seksuel identitet kommer til udtryk i den arkitektur, som omgiver os. Hun viser bl.a. en sammensat og provokerende installation med reference til Tintorettos maleri 'Mariæ Bebudelse' [The Annuciation, der iflg. Venedig Biennalen er fra 1555-1556, men mange mener den nøjagtige datering er uvis og kunsthistorikere peger på 1583-1587, red.]. Meris Angioletti (f. 1977) arbejder abstrakt og filosofisk med forholdet mellem det usynlige og dets synliggørelse med lys og lyd som formgivende elementer.

Hjemlig uhygge og kvindelige trofæer

I Estlands pavillon udstiller Liina Siib (f. 1963) projektet A Woman Takes Little Space. Udstillingen består af seks konceptuelt forbundne rum-installationer, der minder om en lejlighed med hjemlige, (u)hyggelige omgivelser. I sine fotos, videoer og stedsspecifikke rum-installationer arbejder kunstneren med forskellige emner lige fra kvindelighed og socialt rum til repræsentationer af kvinder i samtiden, såvel som 'kvinde'-jobs og prostitution.

I videoen A Room of One's Own (2011) vises husmødres dagligdag i en ny forstad tæt på Tallinn. Apartness (2008) består af fotos af midaldrende kvinder, som har klædt sig sådan, som de forestiller sig, at mænd gerne vil se dem. 

Aserbajdsjanske (kvindelige) værker censureret

I den aserbajdsjanske pavillon blev skulpturerne af Aidan Salakhova (f. 1964) tilsløret med hvide lagner dagen før åbningen. Det var landets egen præsident, som ikke kunne acceptere de to figurer, der flankerer indgangen, selvom Aserbajdsjans regering selv har udvalgt den kvindelige kunstner, som de så er endt med at censurere. Officielt hævder Aserbajdsjan dog, at værkerne tog skade under transporten og bare venter på at blive repareret.

Aidan Salakhova beskæftiger sig generelt med den kvindelige seksualitet og reproduktion i sine værker, og de to tilslørede skulpturer, Walking Bride (2010-2011) og Black Stone beskæftiger sig med samme tema og er allerede blevet beskrevet i medierne, herunder fx The Observer og The Guardian og danske Politiken, hvor det fremgår, at: Walking Bride en statue af en kvinde dækket af et sort slør fra top til tå, og Black Stone er en skulptur, som viser den hellige sorte sten i Mekka, som tilbedes af muslimer, her bygget ind i granit, som i formen minder om en vagina.

Hendes tegninger, som viser minareter i form af fallossymboler, har fået lov til at blive hængende til beskuelse, selvom også de blev udsat for skarp kritik fra regeringens side.

Lilibeth og Taryn i den danske pavillon

Den danske pavillon udstiller 18 kunstnere, heraf to danske, Lilibeth Cuenca Rasmussen (f. 1970) og FOS (Thomas Poulsen, f. 1971) under overskriften Speech Matters kurateret af grækeren Katerina Gregos. Statens Kunstråd står bag valget af kuratoren, som har besluttet, at den danske pavillon skal illustrere ytringsfriheden, herunder dens grænser og gråzoner.

I dagene omkring åbningen performede Lilibeth Afghan Dog med dans og sang på taget af en tilbygning til den danske pavillon i Giardini. I sin performance fremstillede Lilibeth forskellige køn og identiteter. Hendes performance tematiserede undertrykkelse i Afghanistan set fra fire forskellige undertrykte persongruppers synsvinkler. Nu, efter åbningsugen, er Lillibeth kun til stede i den danske pavillon med en enkelt sort/hvid fotostat. En skam, at der ikke er en video med hendes performance, så besøgende i perioden frem til d. 27. november også kunne have mulighed for at opleve Lilibeths værk, som kunne være med til at sætte al den øvrige kunst i relief.  

Amerikaneren Taryn Simon (f. 1975) repræsenterer avantgarden inden for en relativt ny type fotografi, som er svær at kategorisere, fordi det ofte slører grænserne mellem reportage, konceptkunst og portræt. Hun formår at bringe virkeligheden - forstået som politik i bred forstand - ind i kunstens verden. Hun er altid på jagt efter sjældent dokumenterede, ulovlige og nogle gange brutale emner. Hendes direkte fotos indfanger alt.


Taryn Simon, Zahra/Farah, 2007. Et værk der illustrerer, den alvor, som Speech Matters italesætter. (Pressefoto, Den Danske Pavillon)

Taryn Simons mest iøjefaldende fotoværk i den Danske Pavillon, Zahra/Fahra, handler om krigens menneskelige omkostninger. Zahra/Fahra har sit udgangspunkt i Brian de Palmas (1940) film Redacted  (2007),  som er baseret på en sand historie og er et "still" fra filmens slutscene. Det fremstår som et rekonstrueret billede af amerikanske soldaters gruppevoldtægt og mord på en 14-årig irakisk pige, Abeer Quasim Hamza, og hendes familie. Pigen blev skudt i hovedet og soldaterne satte ild til hendes lig. Simons værk viser pigens skamferede lig, som ligger tilbage i et bart og råt lokale, sodet og badet i blod. Fire amerikanske soldater blev senere dømt for voldtægt og mord. Skuespilleren Zahra Zubaidi (1986) blev nødt til at søge om asyl i USA, efter at hun havde optrådt i Brian de Palmas film. I sin egenskab af skuespiller blev hun af sin familie, venner og naboer truet på livet og anklaget for at have vanæret dem ved at deltage i en pornografisk film. Filmen blev taget af plakaten efter kun at være blevet vist i nogle få uger; den var blevet mødt med massiv modstand i medierne. Og dermed demonstrerer Taryn Simon med værket, hvordan ytringsfriheden på mange niveauer kan undertrykkes og hvordan sandheden dermed bliver fortiet.

Flirt med kønnet som motiv i den italienske pavillon

Den italienske pavillon på Arsenaleområdet præsenterer mere end 200 kunstnere foruden elever fra Italiens tyve kunstakademier. De er udvalgt af en komite nedsat af den kontroversielle kurator Vittorio Sgarbi, bestående primært af mandlige digtere, forfattere og kulturpersonligheder. Sgarbi bruger biennalen til at hylde 150-året for samling af det land, som vi i dag kalder Italien.

Her er forholdet mellem mandlige og kvindelige kunstnere 6:1, og det er i det hele taget en uhyre broget forsamling præsenteret i en rodet og komplet uoverskuelig ramme. Her findes ingen egentligt kønsspecifikke udsagn, selvom både mandlige og kvindelige kunstnere flirter med kønnet som motiv. Der er i højere grad tale om at bruge kønnet som et påskud til at lave kunst, dvs. bruge både den mandlige og kvindelige krop som malerisk motiv uden at værkerne på nogen måde træder i karakter eller opnår en kønspolitisk dimension. Mange værker med kroppen som motiv fremstår som et postulat, som en glansbilledagtig, tom skildring af krop og køn.

Flere værker i den italienske pavillon tager udgangspunkt i renæssancemaleriet og i katolicismens symbolsprog. En tung arv, som yngre italienske kunstnere har vanskeligt ved at gøre sig fri af, og som synes at lægge hindringer i vejen for nytænkning, der kunne være med til at markere italiensk samtidskunst stærkere på den internationale kunstarena, men det formår pavillonen desværre ikke at demonstrere.