Kønsroller, krig og konflikt

Printervenlig version

Krig rokker ofte ved kønsrollerne. Kvinder får nye opgaver og større frihed. Men når krigen slutter og samfundet skal genoprettes, bliver kvinderne ofte tvunget tilbage til de traditionelle roller og tabt frihed. Nyt temanummer af tidsskriftet Security Dialoguekaster lys på køn, krig og sikkerhedspolitik. Simon Turner fra Dansk Institut for Internationale Studier anmelder.

 

Læs mere

For mere om køn og sikkerhedspolitik se FORUM artiklerne

Mandeoverskud - en sikkerhedspolitisk bombe?
og
Krig, terror og køn i sigtekornet

Læs FORUMs portræt af Lene Hansen 
Utraditionel optik på international politik

Det var med store forventninger, at kastede jeg mig over det nye temanummer af Security Dialogue om køn og sikkerhed, som er redigeret af Lene Hansen, ph.d. og lektor i international politik på institut for statsvidenskab på Københavns Universitet, og Louise Olsson, ph.d. studerende ved Institut for freds- og konfliktforskning på Uppsala Universitet. 

Lad det være sagt med det samme: Temanummeret er en spændende samling af artikler om køn og konflikt, det spænder bredt geografisk (og mindre bredt historisk) og viser noget af den nyeste forskning på området.

At koble køn og sikkerhed er både udfordrende og relevant for sikkerhedsforskere, der ellers har en tendens til at se sikkerhed som kønsneutralt - måske fordi det er en mandsdomineret verden. Og mænd er som bekendt kønsneutrale i den dominante forståelse. Men temaet er også interessant for kønsforskere i en tid, hvor der fx tales om vrede unge mænd som grobund for terror.

Temaet rejser en række indlysende spørgsmål: Hvordan konstrueres køn i konfliktsituationer? Hvad sker der med kønsrollerne i og efter en krig? Hvordan italesættes sikkerhed i forhold til henholdsvis kvinder og mænd? Det er nogle af de spørgsmål, der dukker op. Her er der mulighed for at gøre op med stereotyper som: Kvinder som sagesløse ofre og mænd som naturgivet voldelige. Men også muligheden for at undersøge, hvorfor det oftest er mænd, der er voldelige.

 

Krigens kønnede natur 

Et af de spændende emner, som temanummeret tager op, er, hvad der sker med kønsrollerne i forbindelse med konflikter og nok så vigtigt efter konflikter. En række artikler viser, at krig bygger på og forstærker bestemte forestillinger om mænd og kvinder. 

Som især Lori Handrahan viser i sin artikel Conflict, Gender, Ethnicity and Post-Conflict Reconstruction, bliver kvinder ofte reduceret til 'grænsemarkører' i etniske konflikter. Mænd udkæmper så at sige deres etniske krige over kvindekroppen, der ligesom jorden kan indtages og erobres. Således går det etniske tilhørsforhold i mange samfund fra far til søn. Man arver ikke sin mors etnicitet. Derfor føder tutsi-kvinder, der bliver voldtaget af hutuer i Rwanda, hutu-børn. Etnisk konflikt er dermed en konflikt mellem mænd over kvinder.

Den traditionelle opfattelse i de fleste samfund er, at kvinder er kønnede, mens mænd er neutrale. Mænd er normen, mens kvinder er afvigelsen. Desuden er det en udbredt opfattelse, at mænd naturligt er voldelige, mens kvinder er fredelige af natur. Og endelig argumenterer Lori Handrahan, at etnicitet ofte er forbundet med det maskuline. 

Handrahan ser potentialer for modstand i kvindefredsbevægelser, der udfordrer og underminerer de maskuline, etniske konflikter, fordi de derved udtrykker en identitet på tværs af etnicitet. Jeg mener dog ikke, det kan undre, at kvinder laver fredsbevægelser. Det er straks sværere for mænd at indgå sådanne alliancer, idet mænd er bærere af etniske markører og forestillinger om maskulinitet som voldeligt. Faktisk tænker de slet ikke i kønsidentitet. 

Så godt nok kan disse fredsbevægelser øve modstand mod konflikter, som Handrahan påpeger, men de er ikke med til at udfordre gængse stereotyper om etniske, voldelige mænd og solidariske, fredelige kvinder.

Disse stereotyper udfordres i langt højere grad af kvindelige kombattanter - især når de begår grusomheder mod den mandlige, etniske Anden, som vi så det for nyligt i Abu Ghraib fængslet. Og de artikler, der kaster sig ud i at forså dette, er langt modigere end de, der blot bekræfter, hvad vi allerede tror, vi ved.

 

 

Kvindelige soldater udfordrer patriarkatet

Selvom krig er kønnet og bygger på gængse forestillinger om det maskuline og det feminine, så kan krig også rokke ved kønsstrukturerne i et samfund. Det er en af hovedpointerne i Miranda Alisons tankevækkende artikel om kvindelige kombattanter i Sri Lanka og Nordirland: Women as Agents of Political Violence: Gendering Security

Som vi kender det fra Anden Verdenskrig, får kvinder ofte nye roller i krigssituationen. Man kan tale om, at de får et større manøvrerum og at de traditionelle patriarkalske strukturer nedbrydes. Men desværre er det som oftest en kort frihed, de oplever. For i post-konflikt situationer gælder det om at vende tilbage til det 'normale', hvilket for de fleste kvinders vedkommende vil sige at vende tilbage til traditionelle roller og en mistet frihed. 

I Algeriet spillede kvinder en stor rolle i befrielseskampen mod Frankrig og kunne i mange år gøre krav på indflydelse i det politiske liv netop med henvisning til deres indsats. Efterhånden blev kvindebevægelsen dog gradvist udhulet og mistede sin indflydelse, og patriarkatet fik genetableret sin magt. Alison påviser, at det internationale samfunds fokus på at genskabe orden og genetablere situationen fra før konflikten er med til at fjerne kvindernes nyvundne frihed.

Temanummerets forskellige bidrag giver en række eksempler fra verdens aktuelle konflikter. Og de illustrerer denne paradoksale dobbelthed, hvor konflikter dels forstærker stereotype forestillinger om køn og dels - midlertidigt - bryder patriarkatets magt. 

Hvis man skal prøve at se disse betragtninger gennem københavnerskolens sikkerhedsbriller, den retning som redaktøren Lene Hansen repræsenterer og et begreb jeg vil vende tilbage til senere, kan man måske sige, at krig per definition er en undtagelsestilstand, hvor samfundets almindelige spilleregler ikke længere gælder. Her tages ekstraordinære midler i brug for at forsvare sig mod en erklæret sikkerhedstrussel. Herved rokkes der også ved samfundets 'normale' kønsroller. Som Alison skriver i sin artikel: 
"Women's participation in non-traditional gender roles is often seen as a necessary (but temporary) aberration in response to a serious crisis of societal security (...) yet this very participation can itself lead to a sense of internal societal insecurity in the social group." 
Opbruddet i de normale kønsroller i forbindelse med responsen på en udefrakommende trussel kan altså paradoksalt skabe en subjektiv opfattelse af en ny intern trussel mod gruppen. Eksemplet er de unge kvinder, der deltager i de tamilske tigres væbnede kamp. På den ene side tvinger sikkerhedstruslen mod det tamilske folk kvinderne til at påtage sig ukonventionelle roller. På den anden side ses netop disse nye roller som en trussel mod det tamilske samfund. Oftest kommer dette paradoks op til overfladen efter konflikten.

Mary-Jane Fox's artikel Girl Soldiers: Human Security and Gendered Insecurity tumler også med det svære spørgsmål om, hvorfor kvinder deltager aktivt i nogle væbnede konflikter og ikke i andre. Og når kvinderne så deltager, gør de det på meget forskellig vis, som Fox viser. 

I den ene ende nævner hun kvinder i den filippinske oprørsgruppe, New People's Army, som selv har valgt at deltage, som modtager undervisning og hvor der er strenge regler for omgang mellem mandlige og kvindelige oprørere. I den anden ende af skalaen har man Lord's Resistance Army i Uganda, der regelmæssigt bortfører piger, der bruges som husslaver og til seksuelle ydelser til soldaterne i oprørshæren.

Alison foreslår, at det oftest er anti-stat, anti-system oprørsgrupper, der rekrutterer kvindelige soldater til at gå i kamp, mens Fox viser, at der er en tendens til, at der er en sammenhæng mellem en oprørsgruppes ideologiske klarhed og pigernes status og sikkerhed. Derfor er det typisk maoistiske grupper, som i Nepal og på Filippinerne, der inddrager kvinder som fulde medlemmer, mens oprørsgrupper, der mere synes at ligne krigsherrers private hære, har en tendens til at behandle kvinder som krigsbytte.

 

 

Spæde forsøg på at inddrage sikkerhedsbegrebet 

Selvom temanummeret indeholder mange interessante analyser og konklusioner, vil jeg alligevel kort opridse min overordnede kritik - som måske hovedsageligt skyldes mine (opskruede?) forventninger.

Lidt firkantet sagt, kan man dele kønsforskning op i to kategorier. Enten kan man undersøge, hvorfor - og i hvor høj grad kvinder undertrykkes eller på anden måde diskrimineres. Mandeforskere tager så teten op ved at påpege, at det også er synd for mændene. Alternativt kan man undersøge, hvorledes køn konstrueres i forhold til en given kontekst og de givne magtrelationer. Hvor den første tilgang har en udmærket funktion i policy sammenhænge, idet man påpeger diverse sociale uretfærdigheder, er det klart den anden tilgang, der skaber den mest interessante forskning.

Heldigvis lægger de fleste af temanummerets bidragsydere sig op ad den sidstnævnte tilgang. Dog forfalder flere af forfatterne til at opgøre, hvor meget kvinder egentlig lider (i forhold til mænd?) i konfliktsituationer. På den måde er de med til at fastholde det stereotype billede af kvinder som sagesløse ofre - selv når de deltager i voldelige handlinger. 

Og jeg må sige, at især Mary Capriolis artikel skuffede. Hendes argument er basalt set, at demokrati og menneskerettigheder - på trods af deres erklærede universalisme og kønsneutralitet - diskriminerer kvinder. Den strukturelle vold i samfundet, skabt gennem ulighed, udgør et sikkerhedsproblem for kvinder, som demokrati og menneskerettigheder ikke nødvendigvis kan forhindre. Dette er selvfølgelig en relevant kritik. Men den er ikke ligefrem nytænkende. Feminister har længe pointeret, at såkaldt universalistiske principper ofte dækker over en bestemt gruppes magt i samfundet.

Artiklernes behandling af sikkerhed er et andet område, hvor jeg blev skuffet. Lene Hansen er selv fra den såkaldte københavnske skole i sikkerhedsstudier og har slået sig op på at koble køn til sikkerhedsbegrebet. Det ser umiddelbart ud som om de to redaktører har fået den smarte idé at lave et temanummer om køn og sikkerhed og har inviteret en række forskere, der på den ene eller den anden måde beskæftiger sig med køn og konflikt, til at bidrage. Og mens deres analyser af køn og konflikt/krig ofte er blændende og nytænkende, så er deres refleksioner over begrebet sikkerhed mere eller (især) mindre heldige.

Jeg vil ikke drage læseren gennem en længere videnskabsteoretisk diskussion af forskellige sikkerhedsbegreber. Dog kan man lidt firkantet - ligesom med kønsforskning - dele det op i en forståelse, hvor man måler i hvor høj grad den ene eller den anden gruppe udsættes for sikkerhedsproblemer, og hvilken form for sikkerhed det er. Det er, hvad der er blevet kaldt den realistiske skole (engelsk: realist).

Op imod den er kommet en nyere poststrukturalistisk tilgang, som har fået tilnavnet københavnerskolen. Den ser i højere grad på, hvorledes sikkerhed italesættes. Den minder om de nyere debatter i kønsforskning, der også ser på italesættelsen eller konstruktionen af køn frem for på køn som noget objektivt givet.

Selvom de fleste af artiklerne i dette temanummer om køn og sikkerhed eksplicit tager afstand fra realisme-tilgangen, mener jeg, at artiklerne skuffer med hensyn til at anvende et mere dynamisk sikkerhedsbegreb à la københavnerskolens.

For nu at tage eksemplet med Paul Higate og Marsha Henry's ellers udmærkede bidrag, Engendering (In)security in Peace Support Operations, som blandt andet bygger på fascinerende etnografisk feltarbejde blandt fredsbevarende styrker i det internationale NGO - og FN miljø for at afdække de ambivalente maskuliniteter, der her opstår. Men så føler Higate og Henry sig åbenbart også forpligtede til at udtale sig om sikkerhed. De påstår, at traditionelle (realist) opfattelser af sikkerhed er meget snævre og statsfikserede, og citerer Buzan, Wæver og deWilde (som udgør kernen i københavnerskolen) for at udvide sikkerhedsbegrebet til også at omfatte menneskelig (human) og miljømæssig sikkerhed. 

Jeg vil påstå, at dette er en stærk fordrejning af københavnerskolens argument. Buzan, Wæver og deWilde konstaterer derimod, at der er sket en udvidelse af sikkerhedsbegrebet i de senere år. Nu handler sikkerhed ikke længere blot om staters sikkerhed, men også om fødevaresikkerhed, menneskelig sikkerhed, miljøsikkerhed og så videre. De taler om en 'sikkerhedsliggørelse' og sætter sig for at undersøge dels, hvorfor der er sket denne udvidelse af sikkerhedsbegrebet og dels, hvilke konsekvenser det har. 

Deres argument går i korte træk ud på, at når noget italesættes som et sikkerhedsproblem, anses det som en essentiel trussel mod 'vores' overlevelse. Dette kan være vores fysiske overlevelse, men også overlevelsen af vores kultur, vores politiske system eller vores livsform ('our way of life', som den ene og den anden Bush ville sige). Og i og med, at truslen anses som essentiel, retfærdiggør den ekstraordinære tiltag. Et grelt eksempel er, når Al Qaeda udnævnes til en trussel mod USA og den demokratiske verden, hvilket retfærdiggør, at USA tilsidesætter de almindelige politiske spilleregler og påberåber sig ret til at internere fanger på Guantanamo. I den blødere ende kan nævnes salmonellainfektioner, der udnævnes som en sikkerhedstrussel, der kræver ekstraordinære tiltag.

I forbindelse med en analyse af køn, konflikt og sikkerhed kunne det være interessant at se på, hvordan bestemte konstruktioner af køn kan italesættes som en trussel eller hvordan kønsroller kan italesættes som truede. Desværre forbliver analyserne af sikkerhed i denne artikelsamling på et niveau, der kun søger at afdække kvinders manglende sikkerhed. Hvis man ser bort fra disse spæde forsøg på at inddrage sikkerhedsbegrebet, indeholder artiklerne dog en række spændende iagttagelser om køn og konflikt. Artiklerne ville med andre ord have været bedre som helhed, hvis forfatterne helt havde undladt at diskutere sikkerhed. 

Men få fat i tidsskriftet, bladr i det og tag det, du kan bruge, og lad det andet ligge. Det er det værd.

Simon Turner er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.

Special Issue on Gender and Security, et temanummer af Security Dialogue (Volume 35, nummer 4, december 2004), redigeret af Lene Hansen og Louise Olsson. Det kan lånes på KVINFOs bibliotek