Køn og kaos i transens tidsalder

Printervenlig version

Transens historie går på tværs af det tyvende århundredes herskende fortællinger om køn og kroppe. Det viser bogen Transgender History af professor i feministisk historie, Susan Stryker, der selv er transkvinde.

Hun introducerer os behændigt til feltet, og viser, hvordan feminismens forhold til transpersoner er forandret. Med bogen etablerer hun transstudier som en legitim akademisk disciplin. FORUM anmelder begejstret.

Læs mere:

Susan Stryker: Transgender History, Seal Press: 2008, 190 sider 

Sidder kønnet i kroppen, i hjernen, i kulturen eller i teknologien? Ligegyldigt hvor man placerer dette komplekse felt, er en ting sikkert: Det fungerer aldrig i et historisk tomrum. Dagens køn er ikke det samme, som dengang mormor var dreng. Køn indgår i komplicerede spil mellem politik, krop og medicin. Mellem magt, viden og identitet. Den kønnede krop er - og har altid været - en slagmark.

Intet viser dette bedre end transhistorien, fortællingen om personer, der helt eller delvist vælger at leve køn forskelligt fra det, de er født med. Også af den grund er det en historie, det er værd at beskæftige sig med.

 

Transfascination

Den tilsyneladende umættelige kulturelle transfascination er en cocktail af teknologibegejstring, fremskridtsangst, undergangsvisioner og udviklingsoptimisme. Måske kommer nullerne til at gå over i historien som transernes epoke. På gådefuld vis synes transen i besynderlig og særlig pagt med tidsånden. Den transkønnede krop fungerer som aktuelt lærred for håb, angst, begær og nysgerrighed.

Hvor "den homoseksuelle" i særlig grad repræsenterer moderniteten, urbaniteten og det tyvende århundredes "sex-monarki", er "transen" et sindbillede på det enogtyvende århundredes digitale, "posthumane" tidsalder. Han/hun/den symboliserer nye reproduktionsteknologiske muligheder med rugemødre, fertilitetsturisme og kloner.

Transen synes at legemliggøre den "fremtid", der allerede er her. Transen vidner om en tid uden faste grænser, entydig repræsentationslogik eller kropsligt fundament. Ligesom cyberspace giver mulighed for leg med alder, køn, race og identitet, synes transen at trække det materielle gulvtæppe væk under os. Og hvor er vi så henne? I transens tidsalder.

 

Trans som overbegreb

Men transen er ikke kun kulturel projektionsskærm eller apokalyptisk forvarsel. Ordet beskriver også en række konkrete personer, hvis eksistens og levevilkår, vi er nødt til at forholde os til. Og hvis historie(r) skal fortælles. Ikke kun fordi de(n) skaber legitimitet og identitet til tilsyneladende "meningsløse" eller monstrøse kroppe, der enten totalt fraskrives eksistens eller omvendt overbebyrdes med kulturelle projektioner. Men også fordi denne historie på mange måder går på tværs af det tyvende århundredes herskende fortællinger om køn og kroppe. Transhistorien leverer et vigtigt korrektiv til seksualitetshistoiren.

Susan Strykers lille behændige introduktion, Transgender History, fortæller vigtige momenter i denne historie formidlet til "begyndere"; og det er jo de fleste af os. Hun rydder op i den jungle af termer, der præger feltet: transseksuel, transkønnet, transvestit, intersex, hermafrodit, FTM og MTF, transkvinde og transmand. Hun vælger overkategorien "transgender" (transkøn) til at inkludere samtlige, ikke-konventionelle køn, og hendes fortælling omfatter således både drag, transvestitisme, og diverse andre måder at udleve og "gøre" køn, der ikke svarer til det oprindelige kropsudtryk.

 

Nye køn, flere køn

Stryker skelner ikke skarpt mellem "transkønnede" (personer, der helt eller delvist har valgt et andet køn end det, deres krop synes at signalere) og "transseksuelle" (personer, der permanent har "skiftet" køn gennem omfattende operative og hormonelle indgreb). Visse transseksuelle insisterer på disse grænsedragninger (f.eks. mellem folk, der "bare leger", og folk, der klart "er blevet" hhv. "mænd" og "kvinder"), men Stryker gør klogt i at påpege, at grænserne er flydende. Nogle transpersoner vælger kun delvise operative og hormonelle indgreb (f.eks. vælger visse transmænd kun at få fjernet bryster, og visse transkvinder beholder penis), og ikke alle transpersoner overtager en eksisterende kønsidentitet, men forstår sig selv som et alternativt køn: ikke mand eller kvinde, men netop "transmand" eller "transkvinde".

Stryker lægger selv krop til sin fortælling i mere end en forstand. Som lesbisk transkvinde og professor i feministisk historie afspejler hendes biografi både en afgørende ændring i feminismens forhold til transpersoner og en accept af transstudier som en legitim akademisk disciplin. I hvert fald i USA, som Strykers historie i (for) høj grad indskrænker sig til.

 

Transhistorie på tværs

Stryker leverer et sine steder overraskende korrektiv til den køns- og seksualitetsfortælling, som feministerne og de homoseksuelle næsten fik patent på i det tyvende århundrede: den kendte historie om undertrykkelse, usynliggørelse, politisk mobilisering og kamp for rettigheder. Hun viser, at denne frigørelsesfortælling i flere perioder bygger på systematisk undertrykkelse og eksklusion af transpersoner. Dette er både skræmmende og tankevækkende læsning. 

Koblingen mellem transpersoner og homoseksuelle er mere kompleks og intim end mange homoseksuelle ønsker at forestille sig (ligesom koblingen mellem pædofili og især mandlig homoseksualitet er et historisk faktum, der generelt fortrænges i glade frigjorthedsfejringer). Da "den homoseksuelle" som persontype blev opdaget og konstrueret på sexologiens opdagelsesrejser i slutningen af 1800-tallet, var koblingen til "transkønnethed" uomgængelig.

Mandlig homoseksualitet blev ganske enkelt forstået som en kvindelig sjæl fanget i en mandekrop, og for de (langt færre) diagnosticerede kvindelige "inverse" var det omvendte tilfældet. Alle homoseksuelle var så og sige sjælelige "transpersoner", og i hvert fald som kliché eller skygge har denne tankegang overlevet i næsten et hundrede år. I den lesbiske subkultur kom den til udtryk i pardannelser, hvor den ene var "butch", den anden "femme". I bøssekulturen er fisseletten og dragqueen'en eksempler på koblinger mellem femininitet og mandligt samme-kønsbegær.

Den stigende politisering og frigørelse i 70'erne medførte afgørende brud med denne tankegang. Homopolitiske bevægelser bekæmpede, hvad de så som undertrykkende klichéer, og feminismen mistænkeliggjorde enhver form for kønsroller, ikke mindst butch-femme-rollespillene, som blev afvist som falsk bevidsthed og konservativt selvhad. I bøssekulturen blev macho-look en ny trend, mens feminismen til en vis grad udviskede skel mellem hetero- og homoseksualitet i en overordnet bestræbelse på kvindesolidarisering mod patriarkatets undertrykkelsesmekanismer.

 

Eksklusioner

Stryker viser, at disse - i høj grad positive og progressive - historiske forandringer havde en pris. Der var nemlig en gruppe, for hvem 70'erne og 80'erne ingenlunde udgjorde fremskridt, men var "difficult decades", vanskelige årtier. Transpersonerne, en minoritet i minoriteten, blev nu angrebet fra flere forskellige sider. For mange andengenerations-feminister repræsenterede drag queen'en en mistænkelig, evt. misogyn latterliggørelse af kvindelighed - samt et uhyre traditionelt og konformt kvindebillede, som de aktivt søgte at gøre op med. Transkvinder blev dæmoniseret som patriarkatets spioner, mænd forklædt som kvinder, der søgte at infiltrere kvindebevægelsen. 

Den lesbiske transkvinde og musiker Beth Elliott var en kontroversiel figur i halvfjerdsernes kvindebevægelse, hvor mange så hende som forklædt "voldtægtsmand". 

For rettighedskæmpende homoaktivister blev transpersoner ofte betragtet som besværlige "freaks", som ødelagde homoseksuelles møjsommeligt tilkæmpede ry og rygte, og deres kamp blev ikke set som relevant for bevægelsen. Især var forholdet til den medicinske autoritet et punkt, hvor transpersonernes interesser syntes i direkte modstrid med de homoseksuelles. Bøsser og lesbiske arbejdede i 60'erne og 70'erne på at få slettet "homoseksualitet" fra listen over sygdomme og for en generel frigørelsefra medicinske, psykologiske og psykiatriske autoriteters vidensmonopoler.

For transpersoner var samarbejdet med den medicinske verden en nødvendighed, da operationer og hormonbehandlinger var afhængige af psykiatrisk diagnosticering. Kun ved at få anerkendt kønsskifteønsker som en sygdom, kunne sundhedssystemer intervenere i transpersonernes projekter. Prisen for medicinske indgreb var altså, at transpersonerne indvilligede i at blive defineret som syge. Kun således kunne de "behandles". Det var netop denne sygeliggørelse, homopolitikerne omsider havde kæmpet sig fri af.

Transpersonerne blev således mistænkeliggjort som reaktionære personer med falsk bevidsthed, der hang fast i traditionelle kønsroller og "fejt" underkastede sig medicinske autoriteter. Endvidere blev transerne nærmest skrevet ud af de homoseksuelle frigørelsesfortællinger; f.eks. "glemte" man, at det berømte opgør i newyorker-baren, Christopher Street, som fejres i hele den vestlige verden ved gaypride-festivaller, var anført af transer og dragqueens.

Oven i feministerne og homoaktivisternes eksklusioner blev transkvinder i 80'erne i højere grad end nogen anden befolkningsgruppe ramt af aids-epidemien. Mange fattige, farvede transkvinder blev pga. deres køn nægtet bolig og arbejde og var tvunget til at overleve som sex-arbejdere. De var dermed en yderst sårbar gruppe. En del homoseksuelle transmænd var også ramt.

 

Radikalt demokrati

90'erne og 00'erne fremstår i Strykers fortælling som mere positive årtier for transpersoner. Adgangen til medicinske, operative og hormonelle indgreb blev lettet, der blev oprettet rådgivningscentre, og fokus på transdiskrimination er stigende. Transfobi er dog ingenlunde et overstået kapitel, for alene i USA myrdes en transperson hver eneste måned.

Filmen Boys Don't Cry viser en debuterende Hilary Swank som en ung transmand, der voldtages og myrdes af sine "venner", efter de har opdaget, at deres kammerat har en kvindekrop. Filmen bygger på mordet på Brandon Teena (født Teena Brandon) i Nebraska nytårsaftensdag 1993.

Flere amerikanske stater har nu indført lovgivning om transrettigheder (bl.a. kørekort og pas i overensstemmelse med personernes valgte køn), og også de tidligere homobevægelser har inkluderet biseksuelle og transpersoner i deres organisationer, der får stadig flere bogstaver. LBGT dækker nu "lesbian, bisexual, gay" og transpersoner. Så noget tyder på, at tredjegenerations-feminister og queer-aktivister i stigende grad formår at medtænke transpersoner i deres radikale demokratiseringsbestræbelser på at inkludere alle former for liv, både dem, der bryder med heteroseksualitetens jernlove og dem, der kønner sig på nye måder. Fremtiden har mange køn.