Kanonens mænd

Printervenlig version

Dansk litteraturs kanon er blevet fremstillet som et paternalistisk og nationalistisk projekt. Men en læsning af værkerne viser ikke et billede af "heroisk maskulinitet" og "triumferende danskhed". Ifølge statistiker Inge Henningsen fremstiller kanonen tværtimod en lang række svage, livsuduelige og handlingslammede mænd og en danskhed præget af smålighed og provinsialisme.

I gymnasiet læste jeg som så mange andre Jacob Paludans Jørgen Stein med den største modvilje. Først mange år senere forstod jeg, at jeg ubevidst havde reageret på min dansklærer og Jacob Paludans fælles modvilje mod "emanciperede" kvinder. I Jørgen Stein blev dette eksemplificeret ved karikaturen af Ellen. Hun gik i gymnasiet. Hun skulle oven i købet have en uddannelse. Hun blev udstillet uden nogen form for forståelse hverken i bogen eller i dansktimerne. Tværtimod. Men hun var jo os, gymnasiepigerne. Det var i virkeligheden os, der blev karikeret. I 1958 var det imidlertid ikke den kritiske tilnærmelse, der stod i højsædet, og måske var hverken vi, dansklæreren eller Jacob Paludan bevidste om hvad der foregik. Men i litteraturvalget og analyserne lå der ikke desto mindre en magtdemonstration, der viste pigerne, at de ikke hørte til. I dag ved man, at der ligger en stor ideologisk magt i at kunne tvinge elever til at analysere sig selv som monstrøse. En viden som udnyttes både positivt og negativt. 


I de forløbne næsten 50 år er der sket mange ting i skolen. Meget er sat til diskussion. Jacob Paludans latterliggørelse af piger, der tog en uddannelse, var nok ikke sluppet uimodsagt igennem skolen i dag. Måske synes nogen, at der er for meget diskussion. At der er behov for at få nogle ting slået fast og at få udpeget noget, som er så godt, at det ikke kan diskuteres. En kanon.

Kanonprojekterne 

I september 2004 offentliggjorde den daværende undervisningsminister, Ulla Tørnæs, sin kanon, en liste over de forfatterskaber, som alle elever i folke- og gymnasieskolen skulle læse. Den indeholdt 14 mandlige forfattere og en kvinde. Elisabeth Møller Jensen var en af dem der protesterede over, at Kanonudvalget havde valgt de kvindelige forfattere fra. I en henvendelse til undervisningsministeren pegede hun sammen med professor Anne-Marie Mai og dr. phil. Pil Dahlerup på en række kvindelige forfattere, der ikke alene burde være medtaget for deres værkers litterære kvaliteter, men også fordi mange af dem havde haft en meget fremtrædende rolle som sproglige og litterære fornyere. Henvendelsen skabte debat, men de kvindelige forfattere blev afvist med henvisning til at valget udelukkende var foretaget på grundlag af litterær kvalitet. 

I efteråret 2005 kom kulturminister Brian Mikkelsen med sin kanon. Litteraturudvalget havde her valgt to kvinder blandt de 12 kanoniserede. Kønsskævheden blev dog overskygget af, at Brian Mikkelsen på det konservative landsråd ubetænksomt kom til at sige det, der egentlig ikke skulle siges højt: at kultur-kanonen var et våben i en ny kulturkamp rettet mod de fremmede i landet. 

"En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu en gang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvands Huk." Brian Mikkelsen ved de konservatives landsmøde 25. september 2005

 

Brian Mikkelsen trak senere sin udtalelse tilbage, men den slags kan jo ikke gøres usagt. 
Men hvad var derudover meningen med kanonprojekterne? Forfatteren Janne Teller sammenfatter det på sin hjemmeside på følgende måde:

"En kanon er ikke blot et alment dannende men også et ideologisk redskab, der skoler elevernes indsigt i og dermed også deres fremtidige syn på samfundets og deres egen kulturhistoriske identitet. Den ideologi som kanonforslaget tilsigtet eller utilsigtet støtter [...] er desværre rungende patriarkalsk og nationalistisk."

Undervisningsministeriets kanonudvalg siger selv, at et af litteraturundervisningens mål er at "fremme den litteratur, der sætter tilværelsen i perspektiv og udvider horisonten." (Dansk litteraturs kanon, 68 ), og at de kanoniske værker udmærker sig:

"[...] ved at være særlig værdifulde vidnesbyrd om de historiske veje, ad hvilke vi er kommet til vores nutid"
 Dansk litteraturs kanon, 69


Et ideologisk projekt? 

Rent indholdsmæssigt var de forfattere og værker som kanonudvalgene nåede frem til ikke epokegørende. Det var allerede "kanoniserede" forfattere og værker, som man allerede læste i gymnasiet. Jørgen Stein kom ikke med, så noget var der da opnået. Men hvad har man fået i stedet? Hvad er det for oplevelser og identifikationsmuligheder Dansk litteraturs kanon tilbyder den opvoksende generation? I en kronik i Politiken november 2006 argumenterede tre forfattere for berettigelsen af den underholdende litteratur og Jørgen Stein fik til min store fornøjelse et par knubbede ord med på vejen:

"Til gengæld er underholdning altid væsentligt. Fordi livet er for kort til at kede sig. Hvor mange har eksempelvis ikke fået Herman Bang galt i halsen, fordi de i en alt for tidlig alder skulle tage stilling til, om nu Katinka Bay skulle forlade sin mand eller leve videre 'Ved vejen'? Hvor mange stakkels kvinder er ikke blevet trukket gennem Jørgen Steins uendelig ligegyldige meritter som provinsstudent i storbyen i de brølende 20'ere i en roman, hvor dette spændende årtis musik blev spillet på en kedelig blokfløjte? Og det er nok også derfor, at stort set ingen længere læser Paludans monstrøse dannelsesroman. Den er ganske enkelt røvkedelig." - Bo Tao Michaëlis, Carsten Berthelsen og Henrik Palle i en Kronik i Politiken, 9. november 2006 

En af deres pointer er, at litteraturlæsning for at være givende kræver, at man til en vis grad kan identificere sig med de personer man læser om. De behøver imidlertid ikke direkte at ligne en selv. Hvis man føler, at man får noget interessant ud af det, klarer alle en "queer-light"-læsning, hvor man kan overskride både køn og historisk tid. Men at identificere sig med en halvgammel, tyndhåret mand i striktrøje er for både piger og drenge langt sværere end at leve sig ind i, hvordan det er at være pingvin. 

Den norske litteraturforsker Jørgen Lorentzen har påpeget, at mænds litterære kvindeskildringer først og fremmest er skildringer af mænds forestillinger om kvinder - både de positive og de negative. Fraværet af kvindelige forfattere har medført, at der ikke er mange autentiske eller interessante kvindeskikkelser i den danske kanon. De valgte værker handler mest om (den mandlige drøm om), hvordan kvinder finder en bestemmelse i livet ved at tage sig af/ofre sig for skvattede mænd. Kanonen har ikke meget væsentligt at sige om kvinder. Hverken for de piger, der ønsker at lære noget om sig selv, eller for drengene, der ikke får lejlighed til at læse om rigtige kvinder, men kun om ældre kønsfællers forestillinger og drømme. 

Skal man identificere en af de største udfordringer unge mennesker møder i dag, er det, hvordan man lærer at leve i et ligestillet forhold i en globaliseret verden. Det gælder både for unge mænd og unge kvinder, men der er ingen tvivl om at de unge mænd er ude på det dybeste vand. Her giver kanonen absolut intet bidrag. Jeg efterspørger ikke en fremstilling af familiens helt i bedste Sovjetstil, men hvis kanonen skal være andet end ren æstetik eller undervisning i meget fjern mentalitetshistorie, må den også have en betydning for nutidige problemer. Her er det ikke kun de manglende kvindelige forfattere, de endimensionale kvinder og den snævre danskhed, der er problemet. Jo, kanonen er nationalistisk og paternalistisk, men et overset aspekt er i hvor høj grad den svigter drengene. Hvad er det for bud på en nutidig, relevant identifikation man tilbyder unge mænd. Kanonudvalget mener det sikkert oprigtigt, når de hævder at de både fremstiller rockpoeter og spirende moderne storby-individer, men når den litterære fernis er fjernet, står der et billede tilbage - ikke af "heroisk maskulinitet" - men af en række svage, selvoptagne mænd, der svigter i alle livets forhold.

 

 

 

 

Kanonens mænd 

Om Kongens Fald vil jeg nøjes med at citere fra en artikel af Signe Lindskov Hansen med den sigende titel Fra et tudefjæs til et andet:

"[...] at Kongens Fald ikke bare er kedelig læsning, men at hovedpersonen Mikkel Thøgersen er så øredøvende træls en person, [...]. Mikkel Thøgersen er handlingslammelsen, vankelmodigheden, vægelsindet og svagpisseriet summet sammen i én person. Kort sagt et tudefjæs. Min aversion er rettet mod Mikkel Thøgersen og kongen og faldet og frem og tilbage over Lillebælt og alle de forbandede nyttesløse rideture [...] og al den uforløste livssmærte med æ, som bogen opviser." - Hansen, 2006 

Kanonudvalget er for så vidt enig, da de om Johannes V. Jensen skriver (min udhævning):

 

"Med shakespearesk sensibilitet fremstillede han den danske tvivl og manglende fornemmelse for det storladne." 
- Dansk litteraturs kanon, 44

I kanonsammenhæng mangler jeg imidlertid en påpegning af det svigt som er et gennemgående træk i kanonens værker. Kristian den 2. svigter som konge. Mikkel svigter gang på gang som menneske med katastrofale følger, og Mikkel Thøgersen er ikke undtagelsen, men reglen i Dansk litteraturs kanon. 

Henrik Pontoppidans Lykke-Per ses af Kanonudvalget (side 43, min udhævning) som en af de "karakteristiske livskraftige unge mænd, der ender i tvivl og splittelse". En mindre velvillig læsning af bogen ser ikke primært Lykke-Per som handlekraftig, men som en selvusikker og selvoptaget person, der systematisk svigter alle dem, der interesserer sig for ham og prøver at hjælpe ham. Hvor jeg ser Pers forhold til kvinder, som udtryk for problemerne på mine bedsteforældres tid, så oplever Kanonudvalget det som "hovedpersonens livtag med [...] kærligheden i et moderne samfund". Er det virkelig rigtigt? Her møder vi Jacobe, der undtagelsesvis er en rigtig flerdimensional kvinde, men også hun bliver en eksotisk (historisk) skikkelse, for hvilken nutidig kvinde med hendes evner og baggrund ville se det som sin opgave i livet at tage sig af opkomlingen Per. Man kunne ane, at hun og Per i dag kunne have haft et meget mere interessant, men måske ikke mere vellykket forhold, der oven i købet havde fortalt de unge læsere af begge køn noget om dem selv. (Her anfægter jeg så en gang for alle den indvending der hedder "udgangspunkt for en frugtbar diskussion". Ja, det kan hvad som helst være, men efter min opfattelse læser man værker for at de skal bidrage med noget relevant, der ligger ud over de tanker og synspunkter, som eleverne selv kan komme med.) Ubehaget ved danskheden hos Kanonudvalget kommer også frem i omtalen af Pontoppidan: "Igen spiddes den danske smålighed." 

Hos Tom Kristensen er Hærværk skolebogen par excellence. Her gives:

"en nådesløs fremstilling af en mand, den københavnske journalist Ole Jastrau, der med sin beslutning om at gå i hundene lægger sit borgerlige liv bag sig i en rus af alkohol og erotik [...]". - Dansk litteraturs kanon, 44-46

Også dette værk kan læses med et andet fokus. Bogen starter som bekendt med at Ole Jastrau, der er gift og har et lille barn, nat efter nat, sidder ryger og drikker med sine utålelige digtervenner, der ender med at flytte ind i hans lejlighed. Jastraus kone får på et tidspunkt nok og flytter hjemmefra med barnet. Dette ænses knapt nok, hverken af Jastrau eller forfatteren, der mest bruger det som et fortælleteknisk greb til at vise at Jastrau "lægger sit borgerlige liv bag sig". Heller ikke senere spiller dette svigt nogen substantiel rolle i fortællingen. Man kan sige, at det var tiden. Men hvad kan man bruge det til i dag. Og var det tiden? Var den tids Danmark ikke fyldt af fædre, der måske ikke skiftede bleer, men som ikke forlod kone og børn, som tværtimod kæmpede mod fattigdom, slid og arbejdsløshed for at holde sammen på deres familier. Var Ole Jastraus frihjulsforhold typisk eller hører det til i en lille intellektuel overklasse. Man kan stille ham op overfor Nexøs Lassefar, der ganske vist heller ikke kan give sit barn en ordentlig opvækst, men han prøver dog. Men hvor er fortællingerne om alle de fædre hvem det trods vanskelige vilkår lykkedes at give deres børn en "god nok" opvækst? Er der ikke litteratur nok i dem? 

Hos Ludvig Holberg fremhæver Kanonudvalget Erasmus Montanus og Jeppe på Bjerget, der begge svigter ynkeligt på hver deres måde. Erasmus ved at afsværge sin videnskabelige indsigt, Jeppe ved sit drikkeri, som ikke bare er Nilles skyld. Og de andre mænd i stykkerne er ikke mere opbyggelige. Hverken bønderne, der tæver Erasmus til at indrømme "at jorden er flak som en pandekage" eller baronen med sin ondskabsfulde "spøg" overfor Jeppe. Kanonudvalget taler varmt for Holbergs epistler og fremhæver hans synspunkter om at "jøder og kvinder skal have ligeret med kristne mænd", hvad der er (ufrivilligt) ironisk al den stund de i deres valg af forfattere selv har ignoreret kvindernes og jødernes bidrag til den danske litteratur. 

Læser man videre i kanonlisten kan man spørge: Hvad skal en ung mand stille op med Herman Bangs Stationsforstander Bay. Er der nogen identifikationsmuligheder? Står han overhovedet som en menneskelig mulighed - positiv eller negativ - for en 17-årig? Og hvad skal pigerne med Katinka? Har de baggrund for at leve sig ind i problemstillingen og er den bangske grundtone "det ensomme menneske", som får sit mest raffinerede portræt i forfatterens interesse for den stille eksistens, og som får sit kritiske perspektiv i hans demaskeringer af småborgerens facadeliv" (Dansk litteraturs kanon, 42) relevant på det tidspunkt i livet? Tilsvarende kan man spørge til identifikationen med Johannes Vig, Martin A. HansensLøgneren. Igen har vi en mand der svigter, præget af den handlingslammelse, som løgnen i hans liv fører med sig. For drengene er der heller ikke meget positivt at hente hos Karen Blixen, om hvem Kanonudvalget skriver:

"I hendes værker er mændene ofte svage, ironisk udstillet, nemme for læseren at gennemskue og eksponeret af de stærkere kvinder, der leger med dem." - Dansk litteraturs kanon, 47 


Hvem er vi? 
Mange har påpeget de undertoner af eksklusion og udgrænsning, der ligger ikke bare i Dansk litteraturs kanon, men også i begrundelserne for udvælgelsen. For Kanonudvalget udmærker de kanoniske værker sig "[...] ved at være særlig værdifulde vidnesbyrd om de historiske veje, ad hvilke vi er kommet til vores nutid", men mange af de vigtigste og mest udfordrende historier mangler. Disse udeladelser er der så en tendens til forklare med henvisning til (manglende) litterær kvalitet. Efter min opfattelse smutter Kanonudvalget som et stykke sæbe mellem våde fingre. Når det er belejligt er Kanonen ren æstetik, kvalitet og sproglig fornyelse. Andre gange påpeges nytten, at læserne lærer noget om sig selv og deres omgivelser ved at læse de kanoniske værker. Jeg hører for så vidt til dem der opfatter kanonen som et paternalistisk og nationalistisk projekt, men bliver i tvivl når jeg ser hvad det egentlig er for en historie, der skrives frem. Der er ikke meget "heroisk maskulinitet" eller "triumferende danskhed" i de kanoniske værker. Tværtimod fremhæves igen og igen de svage, livsuduelige, handlingslammede mænd og den danske smålighed og provinsialisme udstilles. 


Inge Henningsen er lektor i statistik og matematik ved Københavns Universitet og forkvinde for KVINFOs bestyrelse


Kilder: 
Hansen, Signe Lindskov (2006) Fra et tudefjæs til et andet, Information 6. august 2006 

Kanonudvalget (2004) Dansk litteraturs kanon, Uddannelsesstyrelsens temahefte nr. 11. Undervisningsministeriet, Uddannelsesstyrelsen. København. 

Kulturministeriet (2006) Kulturkanon, Politikens Forlag. 

Michaëlis, Bo Tao; Berthelsen, Carsten og Henrik Palle (2006)Populærlitteraturens indiskrete charme, Kronik i Politiken 9. november 2006 

Teller, Janne (2005) Kanon, kvinder og verdenhttp://www.janneteller.dkn