Kærlighed er mere end to lys på et bord

Printervenlig version

Springtime in Paris bliver ofte forbundet med kyssende par på Pont Neuf. Nu undersøger ny udstilling i Paris, L´amour, comment ça va?, kærlighed, kønsroller og relationer mellem mennesker. Og åbner for en bredere forståelse af kærlighed end fx Hollywood-maskinen tilbyder. Forum anmelder.

Mere om udstillingen

L´amour, comment ça va? vises på Maison de la Villette (metro: Porte de la Villette), 5. april til 13. august 2006. Gratis entré

Se flere billeder

fluctuat.net

www.evene.fr

 Maison de la Villette, der ligger i udkanten af Paris, danner i disse måneder rammen om en udstilling, der på ægte fransk manér handler om kærlighed. Og lad det være sagt med det samme: besøger man udstillingen med en forventning om at svælge i lækre fremstillinger af mennesker, der kysser hinanden i skæret fra den nedgående sol, går man forgæves.

Her er ingen slørede Hollywood-portrætter, ej heller er her fransk caféstemning og sød musik i luften. I stedet er her noget, der er meget bedre. Maison de la Villette har lavet noget så interessant som en kritisk undersøgelse af kærlighed, kønsroller og relationer mellem mennesker. Udstillingens titel peger da også i denne retning, idet L´amour, comment ça va? kan oversættes med 'Kærligheden, hvordan går det med den?'.

Og hvordan går det så med kærligheden? Udstillingen giver ingen endegyldige konklusioner, men lader det være op til beskueren at søge mulige svar ved at pege på forskellige mellemmenneskelige relationer, hvor kærlighed er i spil. Udstillingens arrangører, Arlette Farge og Rose-Marie Lagrave, har valgt at undersøge kærligheden ud fra politiske og sociologiske vinkler og at stille spørgsmål til kærlighedens livsbetingelser i det moderne samfund.

Hvilken betydning har det eksempelvis, at vi i dag lever længere og dermed i princippet har mulighed for at være i det samme parforhold i mere end tres år? Hvordan overlever kærligheden i længden? Hvilke vilkår har kærligheden i en tid, hvor familiestrukturen ændres, og hvor seksualitet er mere betydende for identitet end nogensinde før?

Selvom parforholdet udgør en væsentlig del af det felt, der undersøges i udstillingen, er det ikke det bærende. Begrebet kærlighed omfatter også fællesskabet eller kollektivet, hvor mennesker indgår i forskellige identitetsskabende sammenhænge, og hvor 'medlemskab' ikke er alle beskåret. Som Arlette Farge beskriver det, er kærlighed på mange måder udtryk for overskud, det kan ligefrem være en luksus at elske.

Katalogforside

Samfundet er præget af et 'kærlighedsunderskud' og Arlette Farge peger på fællesskabet fordi det giver både overskud og energi til den enkelte. Derfor kredser en stor del af udstillingen om forskellige politiske og sociale bevægelser, som taler de udstødtes og de undertryktes sag. Udstillingen er bygget op i tre sekvenser, hver med deres tematik. Første sekvens bærer titlen Il pleut des pierres sur l´amour eller "Han græder tårer af sten over kærligheden". Denne sekvens er udstillingens største, hvor tonen slås an og det overordnede kærlighedstema præsenteres og udfoldes.


Udfordrer traditionelle forestillinger

De første billeder, der møder øjet, når man træder ind i udstillingsrummets velkonstruerede labyrint, er to værker af Picasso. Og her må nærværende anmelder indrømme en vis træthed i relation til materialet, for hvordan kan det være, at en udstilling, der primært viser værker fra 70´erne (1970´erne vel at mærke) og frem, åbner med Picasso?

Der er flere mulige forklaringer på spørgsmålet. Én kunne være, at man fra kuratorisk side ønsker at trække en tidslinie tilbage til Picasso, som jo i al retfærdighed har beskæftiget sig meget med begrebet kærlighed - både i teori og praksis.

En anden forklaring kunne være, at Picasso er markør for en udpræget maskulin og traditionel tilgang til begreber som kærlighed og seksualitet, en tilgang udstillingen forsøger at udfordre.

En tredje forklaring kunne være, at Picasso-museet ligger i samme by og sikkert gerne udlåner værker til andre af Paris´ mange udstillingssteder. Dette er selvfølgelig ren spekulation, men det er doge et irritationsmoment, at man vælger to værker af en stor, mandlig, og for længst afdød, kunstner som fanfare til en udstilling, som foregiver at sætte kærlighed og kønsroller til debat.

Ikke desto mindre lykkes det i stort omfang for Maison de la Villette at skabe debat, blandt andet i kraft af den store mængde værker, der er valgt til udstillingen. Udstillingens vægt på kvantitet er en ubetinget fordel da den dermed ikke bliver en snæver gennemgang af kvalitative high lights eller såkaldte mesterværker men i stedet åbner for mange stemmer, synspunkter og tilgange.


Nu skal han få kærligheden at føle!

En af disse stemmer tilhører konceptkunstner og feminist Barbara Kruger, som er repræsenteret med flere værker, der tidsmæssigt spænder fra midtfirserne til begyndelsen af dette årtusinde. Krugers værker er som oftest slagkraftige sammenstillinger af tekst og billede, som værkerne på denne udstilling klart eksemplificerer.

På en hvid baggrund står små tekststykker side om side, der hver især udtrykker, hvad man må antage er en kvindes storøjede beundring for sin Mand: "my pope", "my provider", "my host with the most", "my sugar daddy", "my great artist" osv. Oven på alle disse udsagn løber en rød tekst med store typer, og ordlyden er "WHAT BIG MUSCLES YOU HAVE!". Denne røde råben er ikke til at sidde overhørig: Nu skal han fandme få ros, skal han! Eller, kunne man sige med henvisning til udstillingens tema, sige: Nu skal han få kærligheden at føle!


Retten til at få udløsning i andres kroppe

Billedserien af Sophie Brändström med tekst af Olivia Colo fra 2005 med titlen J.E.U.N.E. à tout prix (Ung for enhver pris) viser mannequindukker i forskellige stadier af færdiggørelse, mens den ledsagende tekst er uddrag fra interviews med forskellige kvinder i alderen 35 - 50 år.

Her fortæller kvinderne om deres ungdom og skønhed (og dermed også om deres manglende evne til at adskille begreberne) - og om angsten for at blive gamle og usynlige. Værket sætter et karikeret men smertefuldt fokus på den patologiske ungdomshyldende kultur, som de færreste af os kan hævde at stå uden for.

Jagten på evig ungdom synes dog ikke at optage hovedpersonerne i Frédérique Jouvals kontroversielle fotoserie les Soins d´amour (Kærlighedens erhverv). Værket beskæftiger sig med med en hollandsk ordning, hvor foreningen SAR, Forening for alternative relationer, muliggører seksuelle møder mellem mennesker med handicaps og særligt rekrutterede personale, der yder sexuelle tjenester mod betaling for specielt denne gruppe.
Les soins d'amour, Frédérique Jouval, 2001

Ifølge ordningen kan en person med handicap få refunderet sine udgifter til betalingen af ydelserne gennem sygesikringen; en ordning, der i øvrigt har vakt opsigt i Holland. Spørgsmålet er naturligvis, om sex er en menneskeret, og hvorvidt det er rimeligt at købe retten til at få udløsning i andre menneskers kroppe.

Jouvels indstilling er positiv at dømme efter billederne. De store sort/hvide fotos fokuserer på de ekstatisk smilende ansigter, frem for de halvnøgne kroppe. Den ledsagende katalogtekst lægger vægt på, at alle de prostituerede er "frivillige".

Dee trækker tæppet væk under myten om prostitutionens frivillighed fordi hun antyder, at der også findes ufrivillige prostituerede, men desto vigtigere er det, at disse mennesker stadig købes, og at staten betaler gildet. Værket stiller dermed spørgsmålstegn ved den gamle Beatles sang om "money can´t buy me love"?


Kontorlandskaber med udtalt tristesse

Kærligheden, eller manglen på samme, er også på spil hos den svenske kunstner Lars Tunbjörk, der deltager med en række fotos fra 1996-99, heriblandt værket Bureaux à New York. Billedet viser et åbent kontorlandskab, befolket med skriveborde, papirer, maskiner og mennesker.

Men uanset den enkeltes forsøg på at skabe et personaliseret arbejdsrum gennem familiefotos, blomster eller klistermærker, er den dominerende stemning alligevel præget af en udtalt tristesse. På trods af menneskemylderet synes ingen rigtig at have kontakt med hinanden, og Tunbjörk peger dermed på de manglende menneskelige relationer og på den ensomhed, der kan ligge som en uigennemtrængelig dis over selv de mest befolkede steder.

Som det er tilfældet i alle tre udstillingssekvenser, vises der masser af klip fra spillefilm, og således byder første sekvens på uddrag af blandt andre Almodovars underfulde Alt om min mor, Michelangelo Antonionis lidenskabelige 1960´er drama Den røde ørken og Mark Hermans Brassed off. Alle klip siger hver på deres måde noget om kærlighed i form af lidenskab, loyalitet, venskab, respekt eller tillid.


Feminismen undersøges i reservatet

Anden sekvens bærer overskriften Tisser de l´alterité som kan oversættes med "At væve anderledesheden" eller "Et væv af anderledeshed". Her står feminisme som et centralt begreb, hvor der fokuseres på de landvindinger, feminisme som politisk bevægelse har tilvejebragt. Denne sekvens, som er udstillingens mindste, befinder sig i en separat pavillon, som leder videre til den tredje sekvensaf L´amour, comment ça va?.

At feminisme-afdelingen er placeret for sig selv, ligner ved første øjekast en velkendt gammel traver; nemlig at feminisme er henvist til Reservatet. Ligesom fx 'kvindekunst' ofte tildeles særlige territorier eller reservater, så de 'virkelige' politiske begivenheder eller 'rigtig' kunst er uden for smittefare.

Men det er ikke tilfældet på Maison de la Villette. Kunstværker med feministiske dagsordener findes i alle udstillingens dele, og det samme gælder værker, der tematiserer seksualitet, krop og køn. Baggrunden for udstillingens særlige feminisme-del er snarere, at denne del beskæftiger sig specifikt med kvindefrigørelse og feministiske politiske landvindinger i et historisk perspektiv.

Af samme grund er rummet domineret af en tidstavle, som kronologisk følger tiden fra 1941 og frem til i dag med eksempler på kvindeundertrykkende love og bestemmelser, ophævelsen af disse samt fremgang og lovændringer til fordel for kvinders rettigheder.

År 1941 markeres således med teksten "Par, som har været gift mindre end tre år, kan ikke lade sig skille". Umiddelbart er det xvært at forestille sig, at denne statsautoriserede lykke skulle være specielt befordrende for et harmonisk samliv. Meget bedre bliver det ikke i 1942, da abort ophøjes til "forbrydelse mod statens sikkerhed" og straffes med døden - moderens, må man antage.

I 1949 lysner det med Simone de Beauvoirs bog Det andet køn, og allerede i 1965(!) må en kvinde udøve eget erhverv og oprette en bankkonto uden tilladelse fra sin mand. Til sammenligning kan det nævnes, at danske (gifte) kvinder fik råderet over egen arbejdsindtægt i 1880, og stemmeret i 1915. Franske kvinder fik først stemmeret og blev valgbare i 1944.

Tidstavlen fortsætter med kvindekamp og demonstrationer op gennem 1970´erne, hvor bevægelser som SOS Femmes og Femmes contre le viol (Kvinder mod voldtægt) blev dannet. Særligt uhyggeligt bliver det, når det fremgår af tavlen, at voldtægt først blev kriminaliseret som en selvstændig forbrydelse i 1980, og at dødsstraffen eksisterede i Frankrig frem til 1981. Ti år senere fik Frankrig med Edith Cresson sin første kvindelige statsminister, og først i 2001 blev abort indtil 12. svangerskabsuge tilladt for alle, abort blev dog tilladt i 1974, men kun i tilfælde, der involverede 'særlige omstændigheder'.


Den blottede kusse skyder bedre end en AK 47

I 'feminismepavillonen' vises tillige et hovedværk fra den østrigske kunstner Valie Exports tidlige periode: Et foto med titlen Aktionshose: Genitialpanik fra 1969, der fremstiller Export selv i naturlig størrelse siddende på en stol. Hendes krop er frontalt vendt mod beskueren, hun er iført læderjakke og lange bukser, og hendes ben er spredte. Men hvor hendes bukser almindeligvis ville have skjult hendes køn, er det i stedet blottet, da stoffet i netop denne trekant mangler.

I favnen har hun en AK 47, et typisk guerillagevær, der associerer til oprørsgrupper og revolutionære bevægelser. Men hvor en typisk guerillasoldat ville bære camouflagefarve i ansigtet, er Export i stedet iført fuld make-up og stort. Den revolution, Export vil, er kønnets revolution, og hendes våben er ikke AK 47´eren, men den blottede kusse, som forekommer langt mere intimiderende end alverdens rifler og geværer.


Pin-ups på 78 år

Tematikken i tredje sekvens er vejen De l´amour à la subversion (Fra kærlighed til subversion), med fokus på parforhold, homoseksualitet, ægteskab og nye familiekonstruktioner.

AIDS-problematikken, som pt. fylder meget i det franske samfund, får også sin del af pladsen i form af et patchworktæppe lavet af pårørende til ofre for sygdommen.

Et fantastisk klip fra Wim Wenders film Himlen over Berlin fra 1987 viser et intenst møde mellem Marion, klædt i en flammende rød kjole og den mand, hun har forelsket sig i. I en lang inderlig monolog fortæller hun om ensomhed og om hendes kærlighed til sin elskede. Sekvensen fra Himlen over Berlin er velvalgt til udstillingen, fordi den også demonstrerer de forhindringer, som i mange tilfælde umuliggør kærligheden.

Den hollandske kunstner Erwin Olafs fotoserie Mature, 10 Milenium Pin-ups fra 1999 befinder sig i en helt anden boldgade. Værkerne viser fotos af kvinder i tresserne og halvfjerdserne, der poserer i bikini eller stramt undertøj og tung make-up. Ingen af de modne pin-ups lever op til tidens ideal om ungdom og skønhed, og de små klædningsstykker skjuler hverken rynker eller appelsinhud. Olaf overskrider de konventioner, der findes i fremstillingen af kvindekroppen som sexobjekt og udfordrer tilskuerens fastgroede forestillinger om alder, sex og kærlighed.


Kærlighed - et uudforsket begreb

Udstillingen fremstiller kærlighed, som noget der ikke kun er et parforholdsanliggende eller et seksuelt anliggende. Selvom der også fokuseres på de aspekter, er andre former for menneskelige og samfundsmæssige relationer også taget med, og det giver udstillingen spændvidde og gør den samtidig vedkommende.

Kærlighed er et begreb, som på mange måder er underligt uudforsket inden for samtidskunst, sociologi og historie. Det kan der være mange grunde til, og én af dem kunne være, at man måske oftest tænker i snævre, romantiske baner, når man forsøger at begribe eller angribe begrebet 'kærlighed'.

At kærlighed er meget mere end to lys på et bord fremstilles på bedste måde i L´amour, comment ça va?, og det er inspirerende.

Alle udstillingens dele fremviser et bredt spektrum af genrer, dog er genre som maleriet ganske fraværende. I stedet er tegning, fotografi, skulptur, dokumentarfilm, fiktionsfilm og filmiske interviews rigt repræsenteret. Det viser, at mange samtidskunstnere, og specielt de som beskæftiger sig med kønsproblematikker, har fundet arven fra de traditionelle medier som maleri samt sten- og bronzeskulptur temmelig tunge at danse med. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at disse medier er fraværende, især med tanke på den videreudvikling, som især maleriet har gennemgået i de senere år.

L´amour, comment ça va? er en bred udstilling. Og bredt er godt. Jeg kan derfor kun anbefale en tur omkring Maison de la Villette, hvis man trænger til at komme under kærlig behandling.

Maria Gry Bregnbak er stud. mag. i kunsthistorie.