Kære Fay Weldon. Kære Maise Njor

Printervenlig version

Skal vi ikke drikke os en kæp i øret og finde fælles fodslag næste gang, I er i byen?

Sådan skriver bloggerne og forfatterne Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerke til Fay Weldon og Majse Njor, der lige har udgivet bogen Livet for let øvede.

 

Fay Weldon og Majse Njor: Livet for let øvede.
Lindhardt og Ringhof 2010. 200 sider

Læs Bom & Bjerkes blog

Skal vi ikke drikke os en kæp i øret og finde fælles fodslag næste gang, I er i byen?

Vi har læst jeres korrespondance "Livet for let øvede", hvor I har mailet til hinanden på jeres fælles forlags opfordring. Frem for at anmelde bogen, som vi ellers blev bedt om, synes vi, det er langt mere konstruktivt at korrespondere videre i brevform om de problemstillinger om det moderne kvindeliv, I diskuterer. 

Selvom I berører de store linjer som klimaforandringer, den globale økonomiske finanskrise og den slags overhængende fælles problemer, er det diskussionerne om kvinders liv - før, nu og fremover, som er jeres styrke og berettigelse. I kommer ind på emner som arbejdsliv, forfremmelser og fyringer. Sex, ekskærester, fester, druk og skilsmisser. 

Prisen for berømmelse og angsten for de kreative og mentale sorte huller. I mailer sammen om fødsler, om pink døtre og blå drenge og om magt og modmagt. Om had, ondskab og jalousi. I kommer helt ned til sokkerne på gulvet, der hvor den strukturelle ligestilling springer os i møde i hverdagen. Fay Weldon, du indtager i kraft af din årelange erfaring både som feminist, som mor og som forfatter, rollen som Alma Mater. Majse Njor, du tager rollen som den uøvede men alligevel prøvede karriere- og alenemor til tre, som stiller en masse spørgsmål til Fay Weldon og (kvinde)livet.


Projektet er glorværdigt

Den er vi med på. Vi er fan af kloge kvinder, som bekymrer sig om at give stafetten videre fra generation til generation. Men at det skulle være en sådan lidt bittersød, fatalistisk arv, overraskede os. Og vi er ellers lige jeres målgruppe: Vi har i fællesskab og hver for sig brugt en betydelig del af vores liv på at tænke på og formulere os om uretfærdige eller uforståelige strukturer og barrierer, som lå i vejen for kvinder, kvinders frihed og deres udfoldelse. Det nogle kalder for feminisme. 


Vi betragter det selv som en borgerpligt i et demokratisk samfund, selvom det at åbne munden, som I selv skriver, giver klaps og kolde afvaskninger. I skriver for at forstå. I undres over tingenes tilstand. Reagerer. Ligesom kvinder i forskellige fag har gjort det igennem århundreder - mere eller mindre accepteret, mere eller mindre åbenlyst.

Mænd - de bliver aldrig bedre 

Vi er ligesom Jer bekymrede for fremtidens samliv mellem mænd og kvinder, men desværre er der intet i jeres korrespondance, som letter den bekymring.


Vi begynder der, hvor I generaliserer om køn, ikke mindst mænd og mandekønnet. Vi er med på, at det for klarhedens skyld er et godt skrive- og forståelsesgreb at skelne skarpt mellem kønnene; det bruger vi selv i vores bøger og på vores blog, dog helst med en kæp i hjulet på vores egne fordomme. 

Men derfra til at mene, som du Fay Weldon skriver flere gange, at mænd per definition ikke har de samme følelser overfor deres børn, som kvinder har, og at de derfor har en undskyldning eller en prædestination for at efterlade deres børn til at dø på bagsædet af steghede biler. UARGH. At mænd kun er opdraget til at være gode fædre, men at deres natur modarbejder det, og at det er et blandt mange kønsbetingede biologiske fakta, som vi som kvinder og som samfund må lære at acceptere, før vi kommer videre med forståelsen af mandekønnet. Hvad i alverden skal vi dog bruge det til? Det må vi have uddybet, please.

Den onde stedmoder og andre gale køn

Der er mere, som slog os helt ud under læsning. At udstille de mange moderne mænd og deres nye koner (andre kvinder) som uegnede eller ikke ægte kærlige nok til at tage sig af hans børn, fordi "hvis man har stedbørn, er tilknytningssyndromet ikke så stærkt", og man er derfor ligeglad, hvad tid de kommer hjem om natten. Det kan vi slet ikke genkende. Det er igen stereotyper, som vi kan spejle vores egne sure begrænsninger i frem for at give os mulighed for at komme videre med drømmen. 


Hvorfor reagerer du fx ikke mere på det, Majse Njor? Du modsvarer selv den kønsstereotype machomand i beskrivelsen af faren til dine børn, som du ellers ligger i skilsmisse med og følgelig er godt og grundig træt af. Han tager IKKE på ferie med elskerinden og dine tre døtre, selvom din penneveninde straks havde set det i kortene. Senere i bogen, da du læser en tidligere mailkorrespondance mellem dig og ham, konkluderer du også selv, med en rørende beskrivelse af ham, der løfter din datter ud af bølgerne, at "der er en plads i familien til faderen". Han er ikke en romanfigur, han er der i kød og blod.

Kampfeministens egne sønner

Dine egne sønner, Fay Weldon, er tilsyneladende heller ikke en del af de ufølsomme karrierebesatte og testosterondrevne fædre, som de deler køn med. Dine drenge blev nye mænd, "vidunderligt huslige og ansvarsbevidste, de laver alt maden, og er dybt engagerede fædre". De lader deres kvinder køre karriere eller skiftes med dem. Dette tilskriver du så deres natur (som er den samme som mænd, der glemmer babyer i biler) og ikke din opdragelse af dem. Det er en bizar selvmodsigelse. 

 

To til en tango

Og hvem er egentlig de stakkels singletaskende mænd, som ikke kan klare sig igennem finanskrisen, fordi de ikke kan tilpasse sig og aldrig i livet ville tage et taxajob for at kradse de nødvendige skillinger hjem. Så vidt vi forstår, er det hovedsageligt mænd, der kører taxa - både i UK og i Danmark - mange af dem sikkert med andre jobs ved siden af. Rollen som forsørger er vel netop den sidste rolle, som de emanciperede kvinder stadigvæk gerne vil afse manden. Bevares, kvinder kan da godt selv bringe baconet hjem, men i fællesskab med manden, for, som du Fay Weldon selv skriver, den moderne husholdning hviler på to fuldtidsindtægter. Der skal to til en tango - især når krisen kradser. Og det ved den moderne kvinde godt.


I modsætning til den fjerne far og den onde stedmor er biologiske mødre og deres moderskab ofte i jeres beskrivelser hævet op til noget nær det hellige, selv når den dårlige samvittighed og følelsen af ikke at slå til er til stede, så er det dog noget helt særligt med Mor. Også her synes vi, at vores brev falder på et tørt sted.

Staten kvæler moderskabet

Videre til staten som hovedfjenden mod moderskabet. Her må være tale om en kulturkløft mellem det engelske, der, som du Fay Weldon selv er inde på, i overklassen har haft tradition for at opdrage børn, ikke mindst drengebørn, på fjerne, kolde kostskoler langt fra deres forældre og søskende. Og det danske pasningssystem, hvor børn længe er blevet betragtet som værdifulde sociale væsner, der nyder godt af også at være sammen med andre (end deres mor) i dagtimerne for at blive til levende mennesker, værd at optage i fællesskabet. 


Det kulturradikale fyrtårn P.H. sagde engang, at børn har brug for mange venlige voksne. Lyder det slet ikke rigtigt i Jeres ører? I Danmark udgøres den af dig Fay Weldon så forkætrede stat af professionelle mennesker med længerevarende uddannelser og ofte gennemtænkte, dybtfølte principper om børn og deres udvikling.

Staten kan skam også være god

Vi er lykkelige for, at vi ikke er de eneste, der er til rådighed for vores børn. Og med fare for selv at virke bedagede, så mener vi, at stat også kan oversættes med et stærkt fællesskab, og at det fællesskab styrkes i omgang med andre, ikke i kernefamiliens til tider skræmmende isolation. Derfor er vi i tvivl om, hvorvidt den kritik af den skandinaviske model måske i virkeligheden handler om et kulturklask? Og at den slags kulturklask netop udfordrer biologi og skæbne, og vi så kan blive enige om, at i hvert fald en stor del af moderskabet er en konstruktion?

 

Hvad skal vi med Gud 

Apropos konstruktioner, så efterlyser I, vist nok begge to, en moderne tro, hvor en gud kunne spille en rolle. Ikke uden væsentlig pointe, men hvad skal vi med religion, når I har en så stærk tro på kønnenes forskellighed og den biologiske skæbne. 


Køn som biologisk konstant overlader jo intet til tilfældighederne eller drømmene. Vi er ellers begge berygtede for at være ærkefeminister, men den måde I slynger om jer med generaliseringer, får os til at tisse i vores feministiske søndagsskoleuniform. Karikaturer hører litteraturen og kunsten til. Noget som du Fay Weldon igennem tiderne vidunderligt har beskrevet med dine arketyper og figurer, som har fungeret som spejlinger af os, vores samfund, vores tid og vores mænd. Men i en brevveksling som forholder sig til virkeligheden, virker det ikke at videregive gamle husmorråd. Ikke mindst fordi den slags køkkenskufferåd har en kort levetid. 

Det er ikke længe siden hysteri var en sygdom, seksuel lyst hos kvinder unormalt og spædbørn skulle ligge på maven, når de skulle sove. Fay Weldon du skriver på et tidspunkt, at man ikke skal fortælle sine sønner, at man elsker dem, for ikke at miste magten over dem. Det skurrer i vores empatiske ører. Hvis man er så stærk i (over-?) troen, hvad skal vi så med den politiske kamp for at ændre vores fælles liv til et retfærdigt og mangfoldigt samliv. Og hvorfor skriver I så egentlig sammen?

Mænd bygger boreplatforme

Vi forstår simpelthen ikke helt, hvad vi skal bruge (køns)stereotyper som, "Mænd bygger boreplatforme og opfinder centralvarme, kvinder og børn nyder godt af det", eller "Det er, fordi jeg er kvinde, at siderne i avisen vender på hovedet, efter jeg har læst den". Hvorfor mon I ikke går i dialog om dem. Undervejs synes vi, at vi læser så mange skønne anekdoter og betragtninger om, hvordan vi kvinder og mænd "var" engang, og netop gennem disse oplever vi, at I begge anskueliggør så præcist, at det der var i går, ikke er i dag. Hverken for kvinder eller mænd. På godt og på ondt.

 

Eget værelse i Kødbyen

På et tidspunkt får du Majse Njor dit "Eget Værelse", som Virginia Woolf så brændende agiterer for i kvindefrigørelsens måske nok vigtigste essay om kvindelig kreativitet, arbejde og autonomi. Du får en skriveplads i Kødbyen, og er omgivet af moderne mænd, der "laver smoothies" og godt "tør tale om følelser som forvirring og ensomhed". Ganske som Woolf forudsagde i 1928, er dette et sted, hvor du kan slappe af, befriet for familiens krav og forventninger. Her bliver din pen ikke ført af nogen, der vil diktere dig til at skrive på en speciel måde, som Woolf pointerede, var den kvindelige forfatters tunge åg, men her får du selvstændighed foræret - bare i kraft af rummet, du sidder i. 


Du får også noget af en åbenbaring om dit liv med mænd; "men jeg har indset at jeg ikke behøver at blive reddet". Og vi glæder os over din frihed, for hvis kvinder ikke definerer deres eget rum og skriver om deres egne erfaringer, så ryger vi durk tilbage til det forrige århundredes helvede, hvor kvinder og kvinders liv blev dokumenteret ensidigt af mænd, sat i forhold til mænd, aldrig portrætteret som selvstændige individer med relationer til andre kvinder. 

Som Woolf skriver I A Room of One's Own: "All these relationships between women, I thought, rapidly recalling the splendid gallery of fictitious women, are too simple(...)all the great women of fiction were, until Jane Austen's day, not only seen by the other sex, but seen only in relation to the other sex. And how small part of a woman's life is that". Dette sammen med det sted i bogen, hvor du "åbner det sorte hul" og genlæser din mailkorrespondance, er bogens kardinalpunkt og dér, hvor vi læsere lærer noget af dig. Her finder du svarene på rigtig mange af de spørgsmål, du stiller i bogen. Og som Fay Weldon ganske rigtigt replicerer for første gang direkte på din situation, så er det først her i dit eget rum med dine egne penge og dit eget 'gyselige guldtapet', at du kan være noget i kraft af dig selv.

Den tredje bølge har skam været her

Der er noget andet, der interesserer os: I jeres brevveksling er det mest dig, Fay Weldon, der skriver om de forskellige stadier af kvindefrigørelsesbølger. Du tilhører selv mest den anden bølge og venter i spænding på, at den tredje bølge skal visualisere sig. Set herfra har den tredje bølge allerede været her og skvulper stadig - dens teoretiske, historiske fundament er bare mere velfunderet og forskellig fra den anden bølge. 


Metoderne til at demontere det patriarkalske er også anderledes, men måske er der en fælles berøringsflade omkring det seksuelle, som du Fay Weldon, er inde på; det ulmer i underlivene rundt omkring. Men dér, hvor bølgebryderne befinder sig, er, når vi skal beslutte om kønnets begrænsninger enten kan udviskes gradvist eller om de skal tegnes endnu tydeligere op, for at vi kan komme videre med projektet. I ser ud som om, I tænker mest på det sidste. Vi tænker mest det første.

Vi vil det hele

Vi tilhører selv den nye bølge; generationen af kvinder og feminister, der kom efter 70erne. Os, der fik det hele dobbelt op, så det var til at brække sig over. Et fuldtidsarbejde både Ude & Hjemme. P-piller, penge og retten til at drikke os fulde i weekenderne. Børn, bekymringer og barnets første sygedag. Vores mænd tog barsel, fordi de gerne ville, og de laver mad, fordi de kan og skal. 


Vi tror ikke, at det bare er noget, de leger for at få noget på den dumme. Ligesom vi heller ikke selv oplever, at vi agerer mod vores egen natur, når vi skrider ud ad døren for at gå ud og lede og fordele arbejdet. Lønslaver under kapitalismens tunge åg, som du skriver Fay Weldon. Helt rigtigt set. Det er den pris, vi kvinder i den tredje bølge betaler for at ville det hele på den halve tid, det perfekte, og være så forbandet dårlige til at sige fra - at sige nej til bare nogle af alle mulighederne. Men i modsætning til dig, så tror vi, at vi kan lære det hen ad vejen.

Som vi læser det, har I begge en slags senromantisk forestilling om det moderne parforhold og de køn, der spiller med i det. Dem brygger I videre på, når I nægter at følge op på hinandens postulater. Forestillingerne kommer bare til at hænge og daske i luften, som forvasket undertøj, der for længst burde være kasseret.

En hel del af de forestillinger stammer fra eventyrfortællinger og myter, og det er stof til knaldgod litteratur. Prinser og prinsesser, de blå og de lyserøde, de vilde mod de milde, de onde mod de gode - vi ønsker det, svælger i det, gentager det uendeligt, og selvom vi ved, at det er løgn, og at vi selv er nogle værre fortrængende harper, der har svært ved at se vores egne afblegede fejl, så er det hele meget nemmere, hvis manden i jeres fortælling er en rigtig forløjet og forlystelsessyg skiderik, der kun tænker med sin blodrøde hævner. Og derfor er vi alvorligt bekymrede for, at alt forbliver ved det gamle.

Næste gang I begge er i byen, så lad os gå ud og drikke lidt for mange glas vin. Vi kunne løfte låget, og se om vi ikke kan finde ud af at formulere noget, der peger fremad. Sammen. Det tror vi godt, vi kan.

Kærlig hilsen

Bom & Bjerke