En kop kaffe, en saks og en avis. Gennem 10 år sidder Caterina Soffici hver morgen i sit køkken og klipper i avisen. Udklippene, der alle handler om kvinder og deres livsbetingelser, ender i æsker, som efterhånden fylder godt op på hylder og i skabe.

Ved at gemme udklippene har Caterina Soffici trods sin travlhed en fornemmelse af dog at deltage en lille smule del i landets begivenheder, og hun forestiller sig, at hun en dag vil ordne indholdet af alle æskerne. Før eller siden vil hun gøre det, fortæller hun hver dag sig selv, men den dag synes bare aldrig at komme. Hun har simpelthen ikke tid til at sætte sin morgenrutine i system. Ikke før den dag, hun skal flytte kontor.

Her føler Caterina Soffici sig fristet af at smide det hele ud, men kan ikke rigtig få sig selv til det. Hun er nødt til først at se, hvad det er, hun har samlet sammen i løbet af alle de år. Hvem ved, hvilke guldkorn der gemmer sig blandt udklippene? Og så går hun i gang. Det bliver begyndelsen på bogen Ma Le Donne No om, hvordan italiensk feminisme er blevet trådt under fode.

Udklip, der giver indklip

Bogen beskæftiger sig især med virkelighedens kvinder, som i dag må gøre regnskabet op i forhold til diskrimination på arbejdspladsen og umuligheden af at forene arbejde og familieliv.

Gennem sine mange udklip har Caterina Soffici sammenlignet de italienske kvinders livsbetingelser med andre europæiske landes ud fra forestillingen om, at kvinders generelle forhold fremstår som et spejl af et samfund og dets demokratiudvikling: Jo mere ligestillet kvinder er, jo friere og mere demokratisk er landet. Og her fremstår Italien som en europæisk kuriositet:

For alle disse udklip vidner om et land, hvor kvinder hverken arbejder, får børn eller gør karriere. Utallige historier, tabeller og en strøm af statistikker beskriver, hvordan italienske kvinder altid står sidst i rækken, når det gælder politik, topposter i erhvervslivet og statsadministrationen. Men der er også historier om kvinder, der bliver diskrimineret og mobbet på arbejdspladsen, eller kvinder, der må forlade deres job, når de får børn. 

Samtidig fylder portrætter af hverdagens italienske kvinder med rengøringsvanvid medierne, eller udsatte kvinder, der ikke bliver beskyttet af loven, heller ikke når det gælder barselsorlov. Og alle disse udklip får Caterina Soffici til at spørge:

Er italienske kvinder holdt op med at kæmpe? Hvorfor reagerer de ikke?

Et medielandskab fyldt af indladende botoxkvinder

Samtidig beskriver Caterina Soffici en medieudvikling, hvor 'starletter' nu optræder i politiske sammenhænge, og hvordan man hver dag i italiensk TV eller reklamer oplever letpåklædte, unge veldrejede kvinder annoncere programpunkterne med indladende smil og inviterende øjekast.

Et medielandskab, der visuelt er domineret af kvinder udstyret med læssevis af silikone og botox, der tilbyder et kvindebillede, der både er ydmygende og stødende. Men ikke alene er der ingen, som protesterer, fortsætter Catarina Soffici, kvinder tager oven i købet modellen til sig: Hvis du ikke ser sådan ud, så er du out. Derfor har mange italienske kvinder overgivet sig til en skønhedskanon, der minder om et diktatur: Kroppen bliver et middel - ofte det eneste mulige - til at komme op ad den sociale og politiske rangstige.

Enlig succesrig kvinde i kurven fuld af mænd

Blandt de mange udklip støder Caterina Soffici heldigvis også på succeshistorier om kvinder, der klarer sig godt. Positive historier fulde af håb. Og i mødet med de historier, ser hun et Italien, der er mere og andet end undertrykte kvinder, og hun begynder da også at overveje, om hun måske tager fejl. For både i fagforeninger og i industrien sidder kvinder på nogle af topposterne, og kvinder dominerer nye generationer inden for jura og medicin. 

"Men selvom jeg læste alle de positive historier, kunne jeg ikke gøre mig fri af en svag fornemmelse af ubehag, og at der neden under det hele var noget, som skurrede i ørene."

Og den skurrende lyd skyldes, at kvinder med succes bliver beskrevet med uhyre forbløffelse og stor vantro, mener Caterina Soffici, der samtidig bliver klar over, at bag disse historier, er der som regel også kun tale om, at én kvinde er blevet til to ud af rigtig mange, hvor mænd stadigvæk er i overtal på alle nøgleposter.

Ligestillingstoget blev afsporet

Den vej man gik i 70'erne blev umærkeligt og gradvist forladt i Italien uden at nogen rigtig lagde mærke til det, før det var for sent, mener Caterina Soffici:

"Fra midt i 80erne til i dag har kvinder, på nær enkelte undtagelser, ikke været et emne for nogen. Feminisme er gået af mode i Italien, det er, som om ligestillingsproblematikken ikke eksisterer her. Vi er ikke på den politiske dagsorden, og ingen har løftet arven efter feministerne i 70'erne. Vi er her i landet på vej mod tredjeverdens tilstand, hvad ligestilling angår."

Og sammen med historier om kvinder i andre lande, der kæmper for deres rettigheder og ikke finder sig i hvad som helst, håber hun, at det får en effekt:

"Det var et chok at se disse beretninger side om side med historierne om italienske kvinder, men det kan være et yderligere motiv til at reagere og gøre op med forholdene her."

Berlusconi åbnede debatten om ligestilling

Noget tyder da også på, at italienske kvinder allerede er vågnet og har taget bladet fra munden: Som den første af tre var der en kvindelig universitetslærer, som sagde nej tak til at stille op som 'europæisk TV-babe', så en kvinde, som var blevet bedraget og endelig en escortpige, der sagde fra.

Paradoksalt nok er det Berlusconi, den største repræsentant for italiensk mandschauvinisme, som åbnede for debatten, da han til den italienske politiker og formand for det demokratiske parti, Rosy Bindi sagde: "Du er smukkere, end du er intelligent" (den 8. oktober 2009).

Fra det øjeblik har det ikke længere været tabubelagt at tale om ligestilling, og det er nu blevet et relevant debatpunkt i Italien. Og dermed slutter den udfordrende og velskrevne bog Ma Le Donne No med ordene:

"Jeg er holdt med at klippe i avisen om morgenen. Men måske burde jeg fortsætte min vane som et bevis på, at tingene trods alt er ved at ændre sig til det bedre?"