Iris M. Young - forsvar for forskelligheden

Printervenlig version

Kroppen kom ud af skabet og ind i filosofien med Iris Marion Young, der skrev om menstruation, graviditet og bryster. Som både tænker og aktivist var hun passioneret engageret i minoriteters og undertrykte gruppers ret til forskellighed og retfærdighed.

Filosof Morten Ebbe Juul Nielsen introducerer til Young, der døde sidste sommer. Artiklen er den tredje i FORUMs serie om kvindelige tænkere.

Iris Marion Young

(1949-2006)
Internationalt og bredt anerkendt filosof, politisk teoretiker og feministisk tænker og aktivist.

Bragte emner som identitet og forskel, kvinders kropslige og kulturelle oplevelser, og spørgsmål om dominans og undertrykkelse ind i både feministisk teori og mainstream filosofi.
 
Lån Young på KVINFOs bibliotek
Intersecting Voices: Dilemmas of Gender, Political Philosophy and Policy (1997)

On Female Body Experience (2004)

Feminist ethics and social policy (1997, red. m. Patrice DiQuinzio)

 
Andre vigtige værker
Justice and the Politics of Difference (1990)

Inclusion and Democracy (2000)

A Companion to Feminist Philosophy(red. m. Alison M. Jaggar, 2000)

Læs mere i FORUM
Andre artikler i serien om kvindelige tænkere:

Susan Moller Okin - retfærdighedens revolutionær

Hannah Arendt - en intellektuel superstjerne

Iris Murdoch – det indre liv i fiktion og filosofi
 
Se også artiklen Beauvoir er stadig en messe værd om Simone de Beauvoir

Sidste år havde jeg fornøjelsen af at redigere en samling essays og interviews med en stribe af verdens førende politiske filosoffer fra den angelsaksiske tradition. Jeg var så privilegeret, at Iris Marion Young indvilligede i at deltage. Selv om jeg måtte være en for hende fuldkommen ukendt og betydningsløs akademiker fra et andet kontinent, behandlede hun projektet med en upåklagelig seriøsitet og imødekommenhed.

Hvad jeg ikke vidste - og jeg ved stadig ikke, om Young selv vidste det fra begyndelsen af projektet - var, at hun var dødeligt syg. Iris Marion Young afgik ved døden 57 år gammel, kort før bogens deadline. Jeg fik den sidste, som altid venlige, email fra hende få uger forinden, hvor hun lovede at sende sit essay snart.

De efterfølgende nekrologer fremhæver den særlige seriøsitet og åbenhed, som prægede hendes akademiske virke, og som gjorde hende til et forbillede for mange. Hun forbandt også på forbilledlig vis en mere fritsvævende "kontinental" tænkning om køn og retfærdighed med en mere "tør" angelsaksisk tradition. Sideløbende med karrieren som akademiker, vandt Young anderkendelse for sit livslange direkte politiske græsrodsengagement, særligt for kvinders rettigheder.

 

Forskellige - men lige

Youngs vigtigste værk, Justice and the Politics of Difference (1990) gav navn til en hel bevægelse i feminismen og den politiske filosofi: En "forskellighedens politik", der er optaget af mulighederne for at forskelligheder kan sameksistere. Det er også et af de centrale værker i den såkaldte "identitetspolitiske" strømning i social og politisk teori.

Kernebudskabet var et passioneret forsvar for respekten for social og kulturel forskellighed, frem for undertrykkelse af den. Minoriteter skal ikke ændre sig og gøres til "det samme som flertallet." Deres identitet og selvforståelse skal respekteres i egen ret, på lige fod med alle andre. Sloganet "All different - but equal" kunne således godt være formuleret af Young.

Ikke bare som tænker, men også som aktivist bl.a. for kvinders rettigheder, var Young dybt engageret i spørgsmål om social retfærdighed. Ifølge Young er traditionelle teorier om retfærdighed (for) fokuserede på fordeling af goder og byrder, fx i form af penge, arbejde eller fritid. Tidligt i forfatterskabet lagde hun op til et opgør med denne tankegang: Den fundamentale ulighed er ikke den materielle, men derimod den skæve fordeling af "dominans" og "undertrykkelse" ("domination" og "oppression"), som handler mere om personers identitet og mulighed for selvrespekt, end om økonomisk ulighed (selvom denne naturligvis kan være en vigtig faktor.)

 

Ingen uretfærdighed værre end anden

Young hævdede, at ingen form for undertrykkelse - sexisme, racisme, økonomisk ulighed osv. - er mere fundamental end andre. Det skal forstås på to måder. For det første er der ikke én hovedkilde til undertrykkelse, som de andre blot er resultater eller udløbere af. Her er Young i modstrid med marxister (og visse liberale), der ser økonomisk undertrykkelse og materiel ulighed som kilden til alle andre uretfærdigheder. Og Young er i modstrid med de feminister, der vil hævde, at kønsbestemt undertrykkelse er den væsentligste kilde til uretfærdighed.

For det andet, og her bliver det endnu mere kontroversielt, er ingen former for undertrykkelse moralsk værre eller bedre end andre ifølge Young. Vi kan ikke sige, at fx racisme er værre end sexisme, eller at aldersdiskrimination er mindre slemt end diskrimination af homoseksuelle. Undertrykkelse er, slet og ret, undertrykkelse i Youngs tænkning.

Med sit analytiske fokus på og personlige engagement i spørgsmålet om undertrykkelse har Young bidraget væsentligt til en bedre forståelse af det sociale og af social retfærdighed. Ikke mindst i sit arbejde med betydningen af identitet.

 

Individualismen er undertrykkende

Youngs kritik af de fordelingsbaserede teorier om retfærdighed omfatter nemlig også et opgør med deres forestillinger om, hvad en person er. Den traditionelle fordelingstilgang antager kort fortalt, at personer er ... personer. De er ikke grupper. Personer kan være karakteriserede ved tilhørsforhold til grupper via køn, etnicitet, religion, klasse, kultur, sprog osv. Men det der tæller, er enkeltindividet selv.

Det indebærer en form for moralsk individualisme, og det er den, Young afviser. For den betyder, at det kun er individet, som har krav på et moralsk hensyn.

Den individualistiske forestilling om mennesker står i vejen for en fuld forståelse af undertrykkelse ifølge Young. Hun mente, at individualismen i sig selv bidrager til at opretholde undertrykkelse. Hendes argumenter er ikke altid lette at følge, og der findes da også en hel skov af forskellige fortolkninger. Det centrale er dog, at grupper har en reel eksistens og er grundlæggende størrelser i en teori om social retfærdighed. Fordi personers identitet er afhængig af grupper og skabes i relation til - eller i forskellighed fra andre grupper, kan vi ikke forstå identitet uden at forstå forholdet mellem grupper.

 

Forskellighedens politik

Det essentielle budskab i Youngs "politics of difference" er, at vi ikke skal borttænke forskelle. Vi skal anerkende, at grupper er forskellige. Men Young mente, at ikke-dominerende gruppers identitet er truet af fem specifikke forhold: Kulturimperialisme (fx ved brug af stereotyper, "usynliggørelse", eller ved at andre overtager ens kulturs begreber osv.), konkret vold (fx mod udsatte kvinder), udnyttelse, marginalisering og magtesløshed (se fx den svenske oversatte tekst Förtryckets fem ansikten).

I senere værker brugte Young blandt andet analysen til at advokere for en radikal - i nogles øjne ekstrem - radikal demokratisk teori, hvor alle minoriteter skal garanteres former for politisk repræsentation. Også denne del af Youngs indsats har sat betydelige, og sikkert langvarige, spor i den politiske teori og den politiske filosofis diskussioner.

 

Kroppen og feminismen

Young er også kendt for sin store betydning for moderne feminisme med sine tanker om "embodiment" - det faktum, at vi har/er en krop. I essaysamlingen On Female Body Experience: "Throwing Like a Girl" and Other Essays samles Youngs vigtigste tekster om emnet. For Young er begrebet om en "levet krop" - en krop, der udvikles, differentieres (fx kønsmæssigt) fra andres, ældes, og ultimativt forgår - helt essentielt for at forstå køn og undertrykkelse i en feministisk optik. 

I sin analyse af den kvindelige krop peger Young på, at nogle oplevelser er unikke for kvinder. En af hendes pointer er, at kvinder oplever den patriarkalske dominans direkte i forhold til kroppen. Menstruation opfattes fx som "urent", bryster gøres til objekter, eller graviditet gøres til en medicinsk komplikation. Kropslige og i den forstand naturlige fænomener bruges mod kvinder i en uudtalt konsensus, der gør dem til mindreværdige, forkerte og abnorme.

Young beskæftiger sig også med fænomener, der på den ene side ikke i streng forstand er bundne til den kvindelige krop, men som er konstrueret som typisk kvindelige. Fx at være meget optaget af tøj eller indretning. Young er på den ene side skarp i sin kritik af det undertrykkende potentiale, der kan være i sådanne fænomener. På den anden side kritiserer hun de feminister, der på den baggrund mener, at disse aktiviteter er værdiløse.

Young skrider med andre ord til forsvar for nok så kønshistorisk og kulturelt belastede aktiviteter, i den udstrækning de faktisk tilfredsstiller ægte ønsker eller behov hos nogle kvinder. Og på den måde var hun også forskellighedens forsvarer inden for den feministiske tænknings egne rækker.