Ikke et ord om kærlighed

Printervenlig version

I 1900-tallets første årtier gennemførte de nordiske lande en radikal modernisering af ægteskabslovgivningen, som resten af Europa først fik i 1970'erne.

Et nordisk forskningsprojekt viser nu, hvordan den ligestillede familie var fundamentet for den nordiske velfærdsmodel. FORUM anmelder bogen Inte ett ord om kärlek - Äktenskap och Politik i Norden ca. 1850-1930.

Modernisering af familielovgivningen

1909: Norge vedtager Lov om adgang til opløsning af ekteskap, der afløser regler i Chr. 5. norske lov fra 1687. Det bliver startskuddet til et fællesnordisk moderniseringsprojekt.
1909-18: Den skandinaviske Familieretskommission med nationale kommissioner i Danmark, Norge og Sverige udarbejder forslag til en tidssvarende familielovgivning.

1909-29: Kommissionens forslag vedtages med mindre variationer i de tre lande plus Finland.

I Danmark sker det med Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning (1922) og Lov om Ægteskabets Retsvirkninger (1925). 
 
Flere reformer
Ægteskabslovene indgik i et større ligestillingsprogram, hvor andre vigtige reformer var kvindestemmeret og lige adgang til tjenestemandsstillinger.
Kvinders stemmeret: 1906 Finland
1913 Norge
1915 Danmark
1921 Sverige

Adgang til offentlige embeder:
1912 Norge
1921 Danmark
1923 Sverige
1926 Finland 
 
Læs mere
Inte ett ord om kärlek er slutrapport for projektet Det nordiske ægteskab i europæisk perspektiv. Modernisering og kønskonstruktion. Projektet er en del af Nordisk ministerråds forskningsprogram Norden og Europa 1996-2000

Publikationer:
Ægteskab i Norden fra Saxo til i dag. Red.: Kari Melby, Anu Pylkkänen og Bente Rosenbeck, Nordisk Ministerråd, 1999

Nordic model of marriage and welfare state. Red.: Kari Melby, Anu Pylkkänen, Bente Rosenbeck, Christina Carlsson Wetterberg. Nordic Council of Ministers, 2000

Kari Melby, Anu Pylkkänen, Bente Rosenbeck & Christina Carlsson Wetterberg: Inte ett ord om kärlek. Äktenskap och politik i Norden ca 1850-1930. Makadam förlag, 2006 
 
In English
Read this article in English:
Gender equality behind the Nordic welfare state

En nordisk cocktail af mange kvinder i arbejde og politik samt høje fødselstal har det seneste årti været lidt af en øjenåbner for den internationale verden. For den nordiske model bringer ikke bare landene til tops på de internationale ligestillingsbarometre, den betyder også generel øget velstand i Norden.

Nu kaster fire toneangivende kønshistorikere nyt lys på den nordiske velfærdsmodel og peger på, at succesen ikke bare skyldes de nordiske landes håndtering af ligestilling i det offentlige rum, men rækker langt ind i privatsfæren. Budskabet er, at den ligestillede familie er selve fundamentet i den nordiske model. Derfor har Kari Melby fra Norge, Anu Pylkkänen fra Finland, Bente Rosenbeck fra Danmark og Christina Carlsson Wetterberg fra Sverige undersøgt ægteskabslovgivningen i bogen Inte ett ord om kärlek - Äktenskap och Politik i Norden ca. 1850-1930.

I årene fra 1909 og frem til 1929 gennemførte de nordiske lande i tæt samarbejde et reformprojekt, der gjorde op med det ægteskabelige patriarkat, så radikalt at resten af Europa først kom på niveau i 1970'erne.


Ligestilling - en vindersag

Bogens titel er velvalgt. Her er ingen feel good-historier om far, mor og børn. Derimod er bogens hovedpersoner jurister og læger, parlamentarikere og lobbyister, for hvem familien er et fagligt og politisk projekt. Her gøres ligestilling op i cool cash. Reformprocessen kom i gang, fordi patriarkatet var blevet en belastning for samfundsøkonomien. Beslutningstagerne tog affære med de nye ægteskabsreformer, der havde sekularisering, liberalisering og ligestilling som kodeord.

Ligestilling var måske nok et vigtigt, men bestemt ikke det eneste argument for reformerne. Juristerne var også optaget af at få en mere konsistent lovgivning. Det var noget rod, at der gjaldt forskellige regler for gifte og ugifte kvinder, og at bevillingspraksis i skilsmissesager havde fjernet sig meget fra loven.

Politikerne interesserede sig særligt for en øget sikring af kvinders og børns levevilkår i den velfærdsstat, der var på tegnebrættet, og som ægteskabsreformen lagde et solidt fundament for. Alle kunne enes om at stå vagt om kernefamilien. Omkring år 1900 var der allerede en udbredt frygt for, at ægteskabet var ved at blive undermineret, fordi det ikke var attraktivt for moderne kvinder. Og således kunne ligestilling fremstå som en vindersag hele vejen rundt.

Med indledende rids af udviklingen i ægteskabslovgivningen 1100-1900 og opkomsten af nordisk samarbejde kortlægger forfatterne reformprocessen. De viser først, hvordan lovene blev konstrueret i kildenære analyser af reglerne for at indgå, leve i og opløse et ægteskab. Derefter screener de debatten i Sverige og Danmark for at vise, hvorfor lovene blev, som de blev. Således solidt funderet kan de give sig i kast med relationer mellem ægteskabsreformerne og den "kvindevenlige" nordiske velfærdsstat. Det hele afrundes med en opfølgning på de løse ender, reformen efterlod.


En kontrakt mellem ligeværdige parter

I 1800-tallets demokratiske Danmark var ægtemanden stadig familiens overhoved med fuld råderet også over hustruens formue og indtægter. Hun måtte aflægge lydighedsløfte ved vielsen og havde ikke del i "forældremagten", datidens betegnelse for forældremyndighed.

Reformen gjorde ægteskabet til en civilretslig kontrakt mellem to ligeværdige parter. Fra 1851 havde folk, der ikke var medlem af folkekirken, kunnet blive borgerligt viet. Nu fik alle frit valg mellem kirkelig og borgerlig vielse. Man overvejede helt at bryde med den religiøse forestilling om ægteskabet som et sakramente, men endte med at afvise forslag om at gøre borgerlig vielse obligatorisk og lade den kirkelige være en privat sag.

Skilsmisse- og ægteskabslovgivningen gennemgik også en gennemgribende modernisering på en række andre punkter. Forskellige "ægteskabshindringer" blev afskaffet, fx forbud mod ægteskab med beslægtede i op til syvende led og med personer, der indgik i familiens øvrige tætte sociale netværk. Man kunne fremover lovligt gifte sig med sin fætter, niece, onkel og fars elskerinde. Skilsmisse blev tilsvarende liberaliseret, så man kunne blive separeret på begæring og siden skilt efter en kortere eller længere periode, afhængigt af om parterne var enige eller ej.

Hidtil havde ægteskabsbrud, først og fremmest utroskab, været grundlag for legal skilsmisse - nærmest det eneste - og den forurettede part fik en slags erstatning ved bodelingen. Nu blev skilsmisse en borgerlig rettighed, og bodeling som hovedregel ligelig. Forfatterne lægger stor vægt på dette skift fra det traditionelle skyldsprincip til det moderne "no fault-princip", hvor retten til skilsmisse er uafhængig af dens årsag. Men som det var tilfældet med vielsen, lander man også her på et kompromis mellem gammelt og nyt. Ved afgørelse af fordeling af børnene og underholdsbidrag, skulle der fortsat tages hensyn til, hvem af parterne der var den (mest) skyldige.

Reformen afskaffede også en række mandlige særrettigheder. Forældremyndighed og økonomisk råderet blev delt - to store landvindinger, som fjernede kvinders frygt for at miste deres børn ved skilsmisse og ydmygelsen ved at modtage husholdningspenge som en almisse. Desuden blev forsørgelsespligten, som ægtemanden tidligere havde båret alene, gensidig. For at det kunne få mening i et samfund, hvor de færreste gifte kvinder havde lønarbejde, satte man lighedstegn mellem pengeforsørgelse og omsorgsforsørgelse. Decideret hustruløn var på dagsordenen, men igen holdt man sig fra ultraradikale løsninger.

Ægteskabsalderen blev sat op - i Danmark fra 16 til 18 år for kvinder og fra 20 til 21 år for mænd. Det rubriceres i rapporten formelt korrekt som en stramning. Feministisk set rimer 16-årige brude imidlertid mere på tvang end frihed. Den svenske ægteskabslov gjorde det obligatorisk for kvinder at tage mandens efternavn, men herhjemme var der fortsat frit valg.

I det hele taget er forfatternes påstand om, at reformerne på samme tid løsnede og strammede, ikke overbevisende. Den baseres især på, at racehygiejne blev introduceret i Norden i forbindelse med ægteskabsreformen, og at en del læger advarede mod de samfundsmæssige konsekvenser af, at folk med arvelige sygdomme stiftede familie.

Men medicinske ægteskabshindringer er klassisk stof. Impotens og andre fysiske skavanker, der stod i vejen for forplantning, kunne sammen med kønssygdom, andre smitsomme sygdomme og sindssyge føre til opløsning af ægteskabet, og det ændrede reformen ikke væsentligt på.


Sande kvindesagsmænd

Jurister fik i modsætning til medicinere og præster rig lejlighed til at sætte deres fingeraftryk på lovgivningen. De var overraskende progressive. Forfatterne fremhæver to af dem: Johan Castberg, der var norsk justitsminister, da den nordiske ægteskabskommission blev nedsat i 1909, og professor Viggo Bentzon, formanden for den danske kommission.

Castberg var prototypen på de politikere, der bar den tidlige ligestillingslovgivning igennem. Som Stortingsmedlem støttede han kvindevalgret og gifte kvinders rettigheder, og som justitsminister gennemførte han en modernisering af den norske skilsmisselov, der udløste den fælles nordiske reformproces.

Castbergs danske kollega Svend Høgsbro var decideret feminist og medlem af ledelsen for Dansk Kvindesamfund (DK) 1884-1900, der omkring 1900 havde ca. 1/3 mandlige medlemmer. Høgsbro var også den drivende kraft bag loven om gifte kvinders myndighed 1899, der dog langt fra opfyldte hans og organisationens program. Da Høgsbro i 1908 blev justitsminister, fremsendte DK prompte et forslag om Nye Bestemmelser vedrørende Formueforholdet mellem Ægtefæller og Ægtefællers Forældremagt over deres Børn, som blev velvilligt modtaget og fik stor indflydelse på reformarbejdet.

Ægteskabskommissionen kunne trække på et netværk, der siden 1872 var blevet opbygget gennem nordiske juristmøder hvert tredje år. Her havde ægteskabslovgivning været på dagsordenen fra første færd, og mange af de kugler, kvindebevægelsen brugte, blev støbt på møderne. Omkring århundredeskiftet aflagde en håndfuld kvinder juridisk embedseksamen, og det karakteriserer det progressive miljø, at en af dem - Norges første kvindelige advokat Elise Sem - blev udpeget som medlem af kommissionen i 1915.

Da Høgsbro døde i 1910, stod Viggo Bentzon parat til at løfte arven. Han etablerede straks en hotline til kvindebevægelsen ved at bede DK udpege medlemmer til et familieretsudvalg, der kunne fungere som konsulenter for kommissionen. Bentzon var en af hovedtalerne på Det andet nordiske Kvindesagsmøde i 1914, og her lancerede han en plan for udpegning af kvindelige kommissionsmedlemmer, der kort efter blev sat i værk.

Reformerne mødte ikke synderlig modstand. Forfatterne må en smule tøvende konstatere, at "Kvinnesakskvinnene var ikke pådrivere for reformen" (s. 118). De satte foden ned, når Bentzon ud fra sin konsekvente ligestillingslogik - "mekanisk Ligestillethed" i hans egen terminologi - gik imod, at mødre altid fik tilkendt børn under to år, og også insisterede på lige ret for børn, uanset om de var født i eller uden for ægteskab.

Projektgruppen gør det heller ikke lettere for sig selv ved den måde, de blander køn og profession sammen, når det kommer til hovedaktørerne: "jurister", "politikere" og "kvinder". Som nævnt var professionelle kvinder på fremmarch. Hovedparten af dem var engagerede i kvindesagen og oplagte kandidater til tillidsposter inden for deres felt. Sammen med Elise Sem indtrådte lægen Estrid Hein og lærerinden Emilia Broomè i familiekommissionen. I Danmark og Finland deltog kvindelige politikere i behandlingen af reformerne. Og som nævnt var det mænd, der indtog de mest fremadrettede positioner.

Det er en klassisk pointe i feministisk historie, at kvinder ved at organisere sig opnåede betydelig politisk indflydelse, før de fik formelle politiske rettigheder - i strid modvind, fordi mændene ikke ville give magten fra sig. På det seneste har undersøgelser af den tidlige ligestillingslovgivning sat spørgsmålstegn ved dette kønskampsparadigme, der har rødder i 1970'er-feminismens antiparlamentarisme og separatisme. Som også dette projekt dokumenterer, er der snarere tale om ligestillingspolitisk konsensus på kvindebevægelsens præmisser. Vel at mærke en kvindebevægelse med feminister af begge køn.


Efter sejrsfesterne

Den 24. marts 1925 fejrede Dansk Kvindesamfund ægteskabsreformen ved en fest i Langelinie-Pavillonen - den sidste af en stribe sejrfester, der blev indledt med valgretstoget 1915. Så meldte tømmermændene sig. For hvad var det for en ligestilling, kvinderne havde fået? Kvinderepræsentationen i Folketinget og kommunerne lå og rodede på et par procent. Voksende kønsarbejdsdeling udhulede ligelønsloven. Gifte kvinder blev fyret.

Fake-ligestilling, husmoderkontrakt og reaktionær forskelsfeminisme ville de fleste svare - belært af Yvonne Hirdman, der på basis af studier af moderne svensk historie har lanceret en i nordisk sammenhæng enestående "stor" teori om køn og magt.

I centrum af Hirdmans "genusteori" står en uformel kønskontrakt, formet og ændret gennem kontinuerlige forhandlinger på alle niveauer fra regeringskontorer til dagligstuer. Hun søger at indfange forandring og kontinuitet i samme greb gennem en dobbelteksponering af feministiske sejre og patriarkatets sejhed, der viser, hvordan den patriarkalske grundstruktur popper op i ny form, hver gang feministerne tror, de har manet den i jorden.

Husmoder-, ligheds- og ligestillingskontrakten kalder Hirdman de kønskontrakter, der udvikles successivt efter kvindevalgrettens indførelse - og altså efter ægteskabsreformen.

Husmoderkontrakten er skræddersyet til at beskrive kompleksiteten i reformen og forklare, hvorfor ligestillingsgevinsterne ikke modsvares af ændringer i arbejds- og magtfordelingen. Og hvordan man kan afskaffe kønsdiskrimination i stor enighed under fuld offentlighed - for siden at indse, at den direkte diskrimination kun var toppen af isbjerget, og at den indirekte er meget sværere at komme til livs.

Men forfatterne mener ikke, at husmoderkontrakt er en dækkende beskrivelse. De foreslår den om ikke ligefrem erstattet, så i hvert fald suppleret med begrebet ligestillingskontrakt. I modsætning til Hirdman overtager de nemlig den definition af ligestilling, som aktørerne i perioden selv opererede med. De tager lovens parallelisering af penge- og omsorgsforsørgelse for pålydende og leger med tanken om at tilbagedatere dobbeltforsørger-familien til 1920'erne.

Det er svært at være uenig med bogens programerklæring: "Ligestilling kan kun forstås i en historisk kontekst. Forestillinger om ligestilling om køn konstrueres og rekonstrueres uafbrudt i en historisk proces." (s. 321). Men når det er sagt, står det besværlige spørgsmål om ligheds- og forskelsfeminisme tilbage. Forskellige ligestillingsdefinitioner implicerer forskellige strategier, og denne anmelder mener på linje med Yvonne Hirdman, at vejen til reel ligestilling går over pengeforsørgelse, og at forskelsfeminisme er en omvej.


Fællesskab med store forskelle

Den nordiske tilgang giver oplagte komparative fordele, og selv om hovedpointen er harmonisering af lovgivningen, afdækkes der også interessante forskelle. Forfatterne tegner både en øst/vest-akse med en fælles dansk-norsk profil versus en svensk-finsk, og den fra EU-politikken velkendte syd/nord-akse, hvor Danmark går egne veje.

Men tilgangen er krævende for læseren, der kan have svært ved at orientere sig om lovgivning i de enkelte lande. Så meget desto mere som bogen ikke er forsynet med emneregister, kronologier eller andre genveje, fx til ægteskabsalderen i Danmark eller navnereglerne i Sverige.

Selve projektet bruges som illustration af et nordisk fællesskab. Gruppen fremhæver deres kollektive arbejdsproces, og kapitlerne er ikke signerede. Men da de sprogligt veksler mellem dansk, norsk og svensk, har forfatterne alligevel sat deres signatur. Det kunne have været interessant, hvis de også havde reflekteret over deres forskellige forudsætninger.

Bogen fortæller samtidig en historie om store niveauforskelle i nordisk kønshistorie. Der er langt flere svenske, nordiske og finske undersøgelser at bygge på, og det er ikke spor tilfældigt, at danske Bente Rosenbecks hovedbidrag findes i teoriafdelingen.

Trods at bogen i kraft af sit omfattende sigte er svært tilgængelig og overskuelig, yder Inte ett ord om kärlek spændende bidrag til en forståelse af det nordiske og velfærdsstaten. Med dens kortlægning af familielovgivningens betydning er bogen et meget velkomment supplement til ligestillingshistorien, der ellers overvejende har fokuseret på uddannelse, lønarbejde og politik.