Holst: En virkelig heltinde

Printervenlig version

Med sine skildringer af magtfulde kvinder, voldsofre og en politisk topleder, der rammes af Alzheimer, har Hanne-Vibeke Holsts politiske trilogi udvidet spekteret for, hvad kvinder kan udtrykke i dansk fiktion. 

Dronningeofret afslutter et storværk, som dog stadig bliver bedømt som et andet projekt end sit eget.

Topanmelderne m/k var kaldt på banen, da det tredje og afsluttende bind i Hanne-Vibeke Holsts politiske romanserie, Dronningeofret, udkom den 4. oktober. Hun er m.a.o. rykket op i den tunge liga, efter at flere kulturredaktører påInformation i årenes løb har stukket mig hendes nyeste bog med to fingre: "Her, Marie Louise, du ved hvordan det går, hvis en anden anmelder hende!"

Det er velfortjent, for der er tale om et storværk. Researchen er grundig og tidsbilledet overbeviser. Med den politiske trilogi har Hanne-Vibeke Holst slået sit navn fast som det moderne danske forfatterskab, der mest tydeligt tager netop kønnets betydning for liv og karriere alvorligt.

I alt 1559 sider er det blevet til om politikeren Charlotte Damgaard og hendes vej til magtens tinde i en verden af intriger. Det afsluttende bind, Dronningeofret, er noget så usædvanligt som en fortælling om et positivt, professionelt mor-datter-, eller dronning-kronprinsesse-forhold mellem en ældre og en yngre kvinde. Den feministiske dagsorden er tydelig, for her ligger et bevidst brud med traditionen for at beskrive kvinders professionelle relationer som domineret af rivalisering.

Dronningeofret er den erfarne politiker og socialdemokratiske partiformand Elizabeth Meyer i færd med at køre Charlotte Damgaard i stilling som sin efterfølger. Samtidig nærmer valget sig, hvor Meyer vil sætte alt ind på at vælte den borgerlige statsminister Bording af pinden. 

Men pludselig får Meyer travlt. I romanens begyndelse får hun konstateret Alzheimers sygdom, og den amerikanske specialist meddeler hende sørgmodigt, at hendes hjerne fra nu af forfalder - hurtigt. Meyer holder sygdommen hemmelig for alle, og selv hendes mand tilskriver det stress over den barske valgkamp, at Meyer glemmer aftaler og, mere afslørende, oftere og oftere slipper den isdronningeagtige selvkontrol, som er hendes varemærke. 

Selv håndterer Meyer situationen modigt og beslutsomt. Charlotte skal gøres klar til at blive statsminister, oppositionen skal samles om et regeringsgrundlag, og valget skal vindes i et kapløb med sygdommens angreb på hendes hjerneceller. Samtidig konfronterer hun sig selv med sin baggrund som efterkommer af jødiske indvandrere og forstår det som kilden til sit politiske engagement.

Ironisk nok er Meyers nye, mere menneskelige ansigt med til at vinde valgkampen. I en tv-diskussion angriber Bording hende direkte - med hentydning til hendes jødiske baggrund - for at være en person, der skiller i stedet for at samle befolkningen. Meyer smasher hårdt tilbage: "Er I tjent med en statsminister, der ikke kun bringer skam over sig selv, men også skam over sit land! Du er en farlig mand, Bording, så er det sagt." (514). Smashen bliver populær, den barske Meyer har vist sig at have rigtige følelser.

Parallelt med det politiske fortællespor pønser et nynazistisk sammenrend med nordjyske Anitta i spidsen på et politisk attentat på en indvandrervenlig politiker. Men hvem? Hanne-Vibeke Holsts evne til at holde sit store persongalleri kørende i tjeppe replikker og skabe et åndeløst drive er imponerende. Man høvler sider af i lyntempo og suges videre. Som spændingsroman er Dronningeofrettrods sine 661 sider et pragteksemplar.

 

Dårlig smag og provokerende magtkvinder

Idyl er Hanne-Vibeke Holsts politiske verden langtfra. Hanne-Vibeke Holst beskriver magten som en maskine, der driver mennesker frem ved sin fascinationskraft, mens de personlige relationer og familien altid lige kan vente. 

Interessant nok virker det på nogle mænd åbenlyst provokerende, når magtmenneskene er kvinder. Weekendavisens Bo Bjørnvig skrev i sin anmeldelse: 

"Man kunne næsten få en mistanke om, at det er en parodisk beskrivelse af, hvor magtfulde kvinderne er blevet, men det er næppe tilfældet. For Meyer, Charlotte og Yasemin er virkelig heltinder, de udlever deres ambitioner og trives med det. Med forfatterens uforbeholdne tilslutning. Det er nok snarere udtryk for et feministisk credo: Se, kvinder, I kan godt gøre superkarriere og samtidig finde manden i jeres liv."

Det synes Bjørnvig altså at tvivle på, og han lød heller ikke glad for mændenes "roller som opofrende, romantiske ægtemænd". Ekstra Bladets Carsten Norton greb i posen med sprogets mest nedladende skældsord ved at kalde romanen »politisk soap og psykologi i husmoderhøjde".

 

Negativ særbehandling til Holst

Selv om Dronningeofret er klart den bedst anmeldte af forfatterens bøger, flytter mangelen på anerkendelse altså med: Hanne-Vibeke Holst er dårlig litterær smag. Jeg ville elske at forestille mig, at Hanne-Vibeke Holst er ligeglad, mens hun hygger sig med sine hundredtusinder af loyale læsere og griner ad de andre hele vejen til banken. Men sådan er det desværre ikke. 

I et interview i Politiken før udgivelsen af Dronningeofret luftede hun sin skuffelse over ikke at modtage Boghandlernes Gyldne Laurbær i 2006. Det år gik det litterære markeds store hædersbevisning til den relativt ubeskrevne Morten Ramsland - ikke til den danske forfatter, der måske har lokket flest læsere indenfor hos boghandlerne de senere år, Hanne-Vibeke Holst. Ser man på de senere års prismodtagere, er det da også svært at forstå de (kvalitets-)kriterier, som hun er blevet vraget ud fra. Ib Michael (1990), Carsten Jensen (97) Jane Aamund (98) og Jens Christian Grøndahl (99) er populære forfattere, som Holst kan sammenlignes med. Hertil kommer laurbær til forfattere med kun en enkelt storsælger i backlisten, Knud Romer (2007), Morten Ramsland (2006), Christian Jungersen (2005), Jette A. Kaarsbøl (2004) og Jacob Ejersbo (2003). 

At Hanne-Vibeke Holst får negativ særbehandling er m.a.o. tydeligt. Det var nemlig heller ikke nogen af overstående forfattere, som litteraturforskeren Anne Fastrup gav kniven for et par år siden i en analyse i tidsskriftet Den blå Port. Fastrup gentog for nylig sine pointer i et interview i Information: Holsts personer er endimensionale og hendes feministiske dagsorden en omvending af stereotype forestillinger om mænd og kvinder: kvinderne er stærke, mændene svage og bløde. Fastrup fortsætter: 

"[...] de succeskriterier, Hanne-Vibeke Holst stiller op for, hvornår man som kvinde er kommet langt her i tilværelsen, [handler] udelukkende om medieeksponering, styrke, politisk magt og indflydelse. Altså de samme trivielle parametre for succes, vi kender fra det patriarkalske samfund." 

Jette Hansen var i Det bløde punkt (1999) inde på det samme, nemlig at Hanne-Vibeke Holst idealiserer mandlige egenskaber - også hos kvinder: 

"Denne modsigelse, at være kvinde, men identificere sig med det mandlige, er central.[ ... ] Man realiserer sig selv gennem sine fortjenester i den sociale verden." 

 

Ikke plads til tudefjæs

Analysen er rigtig, men kritikken unuanceret. Hanne-Vibeke Holst viser netop, at når kvinder påtager sig roller som 'den stærke', bliver deres mænd let presset ind i kvindelige baglandsroller. Rollerne er m.a.o. ikke bundet til kønnet alene, men til magten og den funktion, vi har i livet. Magtens pris idylliseres heller ikke: IKronprinsessen bollede Charlotte Damgaards mand Thomas udenom for at genoprette sin selvrespekt, da konen blev minister, og Meyers mand, en norsk skibsreder, måtte i byen efter dyre silketørklæder, hvis han ville se sin kone glad. I Kongemordetforlod politikerhustruen Linda sin mand, selv om det indebar tab af social status. Og Charlotte Damgaard forhandler i Dronningeofretom et job, som kan gøre det muligt for hende at forlade politik, fordi det æder hendes liv. 

Charlotte, den smukke hovedperson i Kronprinsessen, er dog også den mest endimensionale af romanseriens tre centrale kvindefigurer. Der er for meget trivi-heltinde over hende, også selv om Charlottes "sødmælkssmil" og idealisme heldigvis er nedtonet i de to efterfølgende romaner. Selv i Dronningeofret lader forfatteren indimellem sin begejstring løbe af med sig. Som her, hvor Meyer iDronningeofret netop har haft møde med Charlotte og den radikale leder Sigrid Bang: 

"De to, Charlotte og Sigrid Bang, er begge politiske naturtalenter. Oven i købet supplerer de hinanden på fornemste vis - hvor den ene er sej som en speltbolles krumme, er den anden luftig som croissantens mørdej. Hvor den ene er empatisk og visionær, er den anden myndig og resultatorienteret. ... Begge er de uforfærdede og ukonventionelle, søde og smukke." 

Det er et nummer for kulinarisk for min smag - og klinger heller ikke helt naturligt i den kølige Meyers tankeflow. 
Men som helhed udvider Hanne-Vibeke Holsts politiske trilogi spekteret for, hvad kvinder kan udtrykke som hovedpersoner i dansk fiktion. Kongemordet tvinger os til identifikation med voldsofferet Linda. Dronningeofrets Meyer udfolder en magtfuld kvindetype, som oftest beskrives som en iskold heks. 

 

Skyd på budbringeren

Tilbage står kritikken af Holsts accept af patriarkalske normer. Jeg mener faktisk, at Hanne-Vibeke Holst - desværre - er realistisk og klarsynet, når hun beskriver magtens verden som et område, hvor kvinder må møve sig ind på mænds præmisser, hvis de vil forbedre samfundet, også til gavn for kvinder og børn. Politik har ikke plads til tudefjæs m/k. Med et eksempel: Hvis Meyer som svar på Bordings personlige angreb brast i gråd og beklagede sig over den hårde tone, ville hun jo blot bekræfte Bordings anklage om, at hun ikke er klædt på til at blive statsminister. Hendes aggressive respons giver derimod pote. Også den britiske historiker Eric Hobsbawm har bemærket, at spillereglerne i politik rundt om i verden ikke er nævneværdigt forandret af kvinders deltagelse: "selv om kvinder er blevet parlamentsmedlemmer, ministre eller statsministre i mange lande, kan vi ikke sige, at politik på nogen måde er forandret eller blevet mere feminin." (The New Century, 1999, p.138). 

Derfor rammer denne kritik af Hanne-Vibeke Holst skytset mod budbringeren i stedet for mod den politiske og patriarkalske verden selv. Det minder om 1970'ernes ideologikritik, hvor forfattere blev målt på, om de beskrev virkeligheden politisk korrekt - uanset om det svarede til de faktiske forhold. 

Det mest underlige er, at ideologikritikken især rammer bøger af kvindelige forfattere, og kvindelige hovedpersoner i det hele taget. Kvinder i fiktion bliver let opfattet som eksemplariske for et helt køn. Fx opfattede mange anmeldere den usympatiske hovedperson i Jens Christian Grøndahls seneste roman Fire dage i marts som et portræt af "den moderne kvinde" (jf. Peter Gjellerup Kochs vittige anmeldelse i Forum). Mænd bliver derimod ikke skåret over én kam qua deres køn. Mandlige forfatteres mandlige hovedpersoner kan derfor være dumme og kloge, psykopatiske massemordere og læger uden grænser, uden at deres egenskaber bliver opfattet som generelle udsagn om mænd. Jeg har heller aldrig hørt nogen sige "mand er mand værst", selv om verdens overvægt af mandlige despoter, mordere og bombemænd da nok kunne give stof til eftertanke.

Hanne-Vibeke Holst har gjort, hvad hun kunne i fiktionens verden. Nu mangler vi kun at gøre virkelighedens mande- og kvinderoller mere rummelige.