Hannah Arendt - en intellektuel superstjerne

Printervenlig version

Hannah Arendt var en af det 20. århundredes helt store politiske filosoffer. I de senere år har hendes tanker fået større og større anerkendelse - også blandt feminister. Selv mente Arendt, at feminismen var for optaget af det private, i modsætning til hendes eget fokus på det politiske og offentlige liv.

Filosof Morten Ebbe Juul Nielsen introducerer til Arendt og hendes betydning for det intellektuelle landskab. Artiklen er den anden i FORUMs serie om kvindelige tænkere.

Hannah Arendt

(1906-1975)
Politisk tænker og filosof. Hendes fokus var på frihed og tyranni, ondskabens karakter og spørgsmålet: Hvad er det politiske?  
 
Læs mere i FORUM
Robin May Schott om Hannah Arendt og det ondes problem

Andre artikler i serien om kvindelige tænkere:

Susan Moller Okin - retfærdighedens revolutionær

Iris M. Young - forsvar for forskelligheden

Iris Murdoch - det indre liv i fiktion og filosofi

Se også artiklen Beauvoir er stadig en messe værd om Simone de Beauvoir

 
Arendt på dansk
Menneskets Vilkår I-III (19..)
Om vold, tænkning og moral (19..)
 
Bøger om Arendt
Ondskabens banalitet. Om Hannah Arendts 'Eichmann i Jerusalem'. Redaktion: Carsten Bagge Laustsen og Jacob Dahl Rendtorff. (Udgivet 2002)
Hannah Arendt. Af Anne Marie Pahuus. (2006)
 
Links
P1-program (kræver MediaPlayer) om Hannah Arendts filosofi

Om Arendt i Stanford Encyclopedia of Philosophy

Hannah Arendt er noget af det tætteste, man kommer på en intellektuel superstjerne. For nogle er hun ligefrem indbegrebet af en intellektuel. Og der skal heller ikke herske tvivl om hendes store betydning for andre tænkere, filosoffer og politologer. Især tilhører hendes analyser af totalitære systemer og deres terror, ligesom hendes undersøgelse af ondskaben som noget banalt i mennesker, nogle af det 20. århundredes fineste intellektuelle præstationer.

Det er ikke nemt at rubricere Arendt - hvilket sikkert bidrager til fascinationen. Hele livet beskæftigede hun sig med spørgsmålet om det politiske, specielt modstillingen mellem politisk frihed og tyranni, eller mellem frihed og ondskab. Derfor opfatter mange hende primært som politolog.

Andre betragter hende som filosof, især dem der betoner hendes (komplicerede) overvejelser om arbejdsbegrebet. Men Arendt tog sjældent udgangspunkt i klassiske politisk-filosofiske begreber. Hun foretrak at videreudvikle eller opfinde nye vinkler. Og hendes tankegang var ofte mere springende end den mere stringente fagfilosofiske tradition.

Og andre igen ser hende først og fremmest som en intellektuel kommentator. Hendes nok mest kendte værk, Eichmann in Jerusalem - On the Banality of Evil, der desværre ikke er oversat til dansk, tager da også udgangspunkt i hendes virke som reporter under retssagen mod nazisten Eichmann i Jerusalem.


Arendts liv og karriere

Hannah Arendt blev født i 1906 i en sekulær jødisk familie i Hannover. Allerede som 16-årig påbegyndte hun sine universitetsstudier. I 1925 indledte hun sit berømte forhold til den kontroversielle tyske filosof Heidegger, som fik en stor indflydelse på Arendts tænkning. Trods forholdets korte varighed gik parret over i historien som et af filosofiens power couples på linje med Simone de Beauvoir og Jean Paul Sartre. Også det livslange venskab med den eksistentialistiske filosof Karl Jaspers havde en afgørende betydning for Arendts tænkning.

I 1933 flygtede Arendt fra nazismen. Hun slog sig ned i Paris, men i 1941 måtte hun flygte igen og endte i USA, hvor hun fik statsborgerskab. I 1951 udkom hendes første hovedværk, Det totalitære samfundssystems oprindelse, der naturligvis baserer sig på oplevelserne af nazismen og kommunismen. Værket betød, at de prestigiøse universiteter kappedes om hendes gunst, og i 1959 blev hun den første kvindelige fuldtidsprofessor på eliteuniversitetet Princeton. Noget af en dør at sparke ind. Året inden udgav hun sit mest filosofiske værk, Menneskets Vilkår.

I 1963 udkom Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil, baseret på hendes arbejde som reporter for de intellektuelles yndlingsmagasin The New Yorker. I 1970 døde hendes mand igennem 30 år, den marxistiske tænker, Heinrich Blücher. Hannah Arendt døde i 1975.

Arendt skrev bøger gennem hele livet, og kun nogle af de vigtigste værker er nævnt her. De giver samtidig en indgang til de mest centrale af hendes originale ideer.


Det totalitære og terroren

Hannah Arendts Det totalitære samfundssystems oprindelse fra 1951 er blandt andet berømt, fordi hun her påviser, at nazismen, fascismen og kommunismen har fælles rødder. Hun var ikke den første, der påpegede dette. Men hendes ry som intellektuel hamrede pointen på plads i det intellektuelle landskab.

Arendt siger, at vi ikke kan begribe det totalitære og dets ondskab som blot en udvidelse af allerede eksisterende onder. Det totalitære er nyt - en ideologi bygget på terror, hvor terroren ikke blot er et middel, men et mål. Arendts analyse peger på, at totalitarismen er et "radikalt onde", som vi ikke har forudsætninger for at forstå: Det er i den forstand et "ubegribeligt" og helt fremmed begreb.

Det totalitære har en tiltrækningskraft, fordi den som omfattende ideologi giver et totalt svar, en nøgle, der forklarer og afklarer alt. Men totalitarismen ville, ifølge Arendt, ikke kunne slå rødder, medmindre de normale politiske og frie rum for diskussion og udfoldelse af det politiske liv havde været sat mere eller mindre ud af kraft. I værket analyserer hun også forudsætningerne for at etablere og fastholde disse "rum" for fri politisk udfoldelse.


Ondskabens banalitet

I Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (1963) sætter Arendt en noget anden analyse ind. Eichmann stod bag organiseringen af transporten til de nazistiske udryddelseslejre. Han blev fanget af israelerne og ved retssagen dømt til hængning i 1962. Eichmann var ifølge Arendt ikke et exceptionelt eller ondt individ, selvom konsekvenserne af hans handlinger var grotesk forfærdelige. Han var netop "frygtindgydende normal", men han tænkte ikke moralsk. Ondskaben er i denne optik banal: Et resultat af mangel på moralsk tænkning og almindelig indlevelsesevne.

Når Arendt taler om "ondskabens banalitet", skal den altså ikke forstås som "hverdagsagtig", men som noget, der ikke kun har rod i de politiske ideologier. Hendes tese er, at det onde nærmere er et fravær (af tænkning), end en tilstedeværelse af noget "fremmed" (det vil sige af "det onde", hvad end det er). Hendes analyse af ondskaben var og er kontroversiel og har været et af de helt store bidrag til tænkningen i det tyvende århundrede - og forhåbentlig fremefter.


Arbejde og menneskets vilkår

Arendts mest filosofiske værk, Menneskets Vilkår fra 1958, er en intellektuelt frimodig analyse af, hvad der karakteriserer menneskelig handling. Her er spørgsmålet om det politiske liv i fokus. Bogen kan læses som en kritik af Platon og hans afvisning af aktivitet og arbejde til fordel for en "åndelig" koncentration om de evige ideer. Noget, der nok kan bidrage til at forklare, at så mange universitetsfilosoffer har Platon som den store helt.

I værket skelner Arendt mellem grundlæggende former for menneskelig aktivitet: arbejde, fremstilling og handling. Noget forenklet kan det forstås som en kritisk analyse af forholdet mellem disse aktiviteter. Arendts tese er, at arbejdet og fremstillingen, der begge er nødvendige aktiviteter og bundet til vores animalske og sociale behov, har fortrængt handlingen, der er en fri aktivitet og knyttet til det politiske liv. Vores konsumsamfund har med andre ord gjort arbejde og fremstilling til vigtigere aktiviteter end den frie tanke og den frie handling.


Arendt og kvindesagen

Arendt var ikke feminist. Nogle mener, at hun stort set var uinteresseret i emnet, og at hun dermed usynliggjorde kvinden som begreb i sin filosofi. Andre hælder til, at hun var decideret fjendtligt indstillet over for feminismen, ligesom hun kom med nogle mindre heldige udtalelser om den gryende sorte borgerrettighedsbevægelse. Arendt mente, at kvindebevægelsen var for optaget af det private, i modsætning til hendes eget fokus på det politiske og offentlige liv.

Alligevel har Arendt fungeret som isbryder for mange kvinder, der har søgt en akademisk eller intellektuel karriere - og haft en afgørende indflydelse på tænkningen i det 20. århundrede og frem.


Arendts indflydelse

Det er sigende for Arendts betydning, at meget forskellige tænkere har ladet sig inspirere af og beskæftiget sig med hendes værk. Blandt de store navne findes tænkere som Jürgen Habermas og Walter Benjamin fra den såkaldte "kritiske" skole eller Frankfurterskolen; en Foucaultianer som Giorgio Agamben; minoritetstænkere som Seyla Benhabib, og en eksistentialistisk fænomenolog som Maurice Merleau-Ponty, samt mange, mange andre.
Især i det sidste årti har der været en sand eksplosion af Arendt-kommentarer, artikler osv. - ikke mindst i 100-året for hendes fødsel i 2006.