Hanbavianer på redaktionsgangen

Printervenlig version

Den svenske feminist og debattør Åsa Mattsson har med Salong F skrevet en tankevækkende nøgleroman, der tydeliggør maskuline magtspil på mediearbejdspladser. 

Det er ikke rar læsning - men man forstår bedre, hvorfor medierne har så få kvindelige chefer, skriver FORUMs anmelder og tidligere kronikredaktør ved Information, Marie Louise Kjølbye.

Mange kvinder oplever magtspil på jobbet som en slags fremmedsprog. Kvinder kan lære at beherske magtspillene, men oplever gang på gang, at mænd mestrer dem bedre - og samtidig anstrenger sig mindre. Alligevel er kvinder nødt til at tage kampen op. Ellers kan det gå dem som hovedpersonen Anna Falk i den svenske journalist Åsa Mattssons topaktuelle nøgleroman Salong F, der udkom 17. september i Sverige. 

Mattssons erklærede hensigt med at skrive bogen var at gøre det klart, hvor langt der kan være fra feministisk tanke til handling. Hendes roman er blevet en beretning om, hvordan selv en erfaren, højtbegavet kvindelig redaktør lader sig knække af et par rutinerede hanbavianer, ganske enkelt, fordi hun udviser klassisk passiv "kvindeadfærd" i magtens korridorer. 

 

Skønhedstips erstatter politik 

Anna Falk er en velestimeret journalist og redaktør i 40'erne, som bliver headhuntet til chefredaktør for et nyt kvindewebsite, Salong F, og hun lancerer sitet med højtflyvende journalistiske faner og personlige interviews i alle medier. Men desværre udvikler hverken læsertal eller annonceindtægter sig som ønsket. Derfor undergraver den økonomiske bagmand, "risikokapitalisten" Gunnar Mudder, gradvist Annas ledelse. Hendes kritiske og politiske artikler bliver rykket i baggrunden til fordel for flere skønheds- og shoppingtips, og de fastansatte journalister bliver fyret og erstattet af ulønnede praktikanter. En yngre mandlig webmedarbejder, Elias, møver sig muldvarpeagtigt ind på Annas redaktionelle beslutninger, og som kronen på værket bliver Annas redaktionschef og nøglemedarbejder Kicki fyret. 

Dermed er forudsætningerne for Annas ansættelse væk, men hun forpasser chancen for at konfrontere Gunnar Mudder direkte. Ganske vist brokker hun sig hver gang, hun bliver ydmyget, især til de forstående kolleger - mens hun har dem. Men hun bider sig fast i sin naive tiltro til, at så længe sitet stadig udkommer med hende som redaktør, og med artikler af en vis kvalitet, skal det nok gå. Desuden har hun som eneforsørger til datteren Maya hårdt brug for sin faste løn. Først, da hun står isoleret tilbage på sin næsten ubemandede redaktion, bliver hun selv fyret - og nu er der ingen tilbage til at protestere. 

 

En dygtig redaktør blev en bitter feminist 

Skildringen af magtspillet, der forvandler en dygtig redaktør til en bitter arbejdsløs feminist, er forbilledligt ækel. Annas akilleshæl er hendes tilbøjelighed til at idealisere mænd, der spiller rollen som den "gode far" over for hende. Hendes feministiske analyser af mandssamfund og kvindeundertrykkelse er nemlig ikke forankret i ægte selvtillid, men snarere i et ønske om at imponere (og irritere?) sin dominerende, intellektuelle far. Mens hun var ung, smuk og oprørsk, skortede det heller ikke på sympatiske faderfigurer, der havde øje for hendes talenter og befordrede hendes karriere. 

Men den tid er forbi: "Anna indså, at tiden som lækker kvinde, der snoede mændene om sin lillefinger, var forbi for hendes vedkommende. Den havde været forbi længe, selv om hun ikke havde villet se det. Hun måtte komme videre, og i det indgik, at hun måtte gøre op med sin fejhed og sin stædige forhåbning om, at mænd skulle hjælpe hende." (p. 78 f) 

 

Alle bliver tabere 

Desværre har Anna ikke lært det vigtigste af sine mandlige forbilleder, nemlig at bakke (yngre) kolleger op og danne alliancer og netværker omkring sig. Hun erkender i teorien, at kvinder må hjælpe hinanden, men hun handler ikke efter det, og derfor kommer hun også til at stå alene i sit nederlag. 

Åsa Mattsson gør det tydeligt for læseren, præcis hvornår Anna skulle have sagt fra, nemlig da hun stadig kunne vende situationen til sin fordel og i værste fald ende på gaden med sin værdighed i behold og en pose penge oveni.

Ironisk nok gør Annas manglende handlekraft både hende selv, hendes ansatte og endda hendes chef, Gunnar Mudder, til tabere. Især, da Mudder jo heller ikke just spillede med åbne kort. I bogens allersidste kapitel ser han tilbage på episoden og skammer sig åbenlyst: "De talte lidt om Anna Falk, hvilket var usædvanligt. Mudder plejede aldrig at nævne hendes navn, hvis han kunne undgå det". I de næste replikker prøver Mudder at frikende sig selv ved at kalde Anna "helvedesfeminist" - hvilket dog bestemt ikke er en dækkende beskrivelse af hendes passivitet, tværtimod.

 

Nøgleromanen som hævnakt 

Salong F har vakt opsigt i Sverige, fordi den bygger på Mattssons egne erfaringer som redaktør af Salong K, et website for kvinder, som den svenske avis Aftonbladet lancerede for få år siden og siden lukkede igen. I Sverige er bogen da også blevet læst med stor nyfigenhed og de implicerede personer fornøjet blevet identificeret. Bogen lugter da også langt væk af at være en nøgleroman, og skulle man være i tvivl, omtaler romanen et opsigtsvækkende reklamefoto af Anna Falk med nøgen overkrop og en doberman mellem knæene. Et tilsvarende foto med Åsa Matsson selv i hovedrollen pryder netop romanens bagside. 

Men netop nøgleroman-aspektet gør Salong F problematisk som roman. Der er helt enkelt for meget med, for mange detaljer om Annas privatliv, ægteskab og forældre, som Mattsson aldrig når at binde sløjfe på - og en lidt for tydelig dagsorden af den hævn, som passivt-aggressive mennesker kan tage over deres ydmygere, nemlig at udlevere dem i romanform. Romanen ser i høj grad ud til at være Åsa Mattsons personlige "tak for sidst". 

Alligevel er bogen interessant. For en dansk læser er det slående, hvordan feminisme og kvindesynspunkter er helt anderledes centralt placeret i debatten i Sverige end i Danmark. I Danmark fremstilles kvinder, der som Anna Falk ikke "tåler mosten" på mandearbejdspladser, generelt som et tudefjæs, mens det i Sverige opfattes som legitime indlæg i debatten at tydeliggøre maskuline magtspil, som Mattsson gør her. 

Annas uvilje mod at tage åbne konflikter gælder lykkeligvis ikke alle kvinder, men Åsa Mattssons bog er bestemt tankevækkende, også for danske læsere. Når kvindelige chefer er så ufattelig få i medieverdenen, skyldes det måske, at nyhedsbranchens konfliktfyldte temaer og hurtige, konkurrencebetonede tempo smitter af på arbejdsklimaet. Stridigheder om "linjen" udarter sig let til personlige magtkampe. 

Dem har jeg selv oplevet på nært hold, og min erfaring er, at en journalistisk arbejdsplads ofte favoriserer mænd, der ikke blot affinder sig med magtkampene som en del af jobbet, men åbenlyst NYDER dem. Det omdanner let redaktionsmøder til en form for boksekampe på retorisk talent, hvor det bliver vigtigere at nedkæmpe modstanderen end at holde fokus på diskussionens faglige indhold. Præcis dette får mange - men heldigvis ikke alle! - feminister og andre kvinder til at stå af. 

Det er den slags tanker, Mattssons bog sætter i gang. De gør ondt, men derfor er det også godt, at hun har skrevet bogen.