Fra Koranen til rettigheder

Printervenlig version

Marokkos familielov fra 2004 er med sin styrkelse af såvel kvinders rettigheder som kongen en helt usædvanlig historie om religion og politik.

Forskeren Julie Pruzan-Jørgensen har i sin ph.d. afhandling undersøgt familielovens reformproces her 6 år efter, at den er vedtaget. For Marokkos tiltag er ikke bare smart, men også vejen frem, fortæller hun til FORUM.

- Vi er i Vesten så vant til at tænke "all good things go together", men fremme af kvinders rettigheder og demokratisering er ikke nødvendigvis det samme. Flere lande har opdaget, at det er smart at gøre noget for "den stakkels muslimske kvinde", lyder det fra Julie Pruzan-Jørgensen.

I hendes nye ph.d. afhandling Liberalizing Autocracy at Work - Intra-oppositional Dynamics and Regime Legitimation during The Moroccan Moudawana Reform Process viser Julie Pruzan-Jørgensen, hvordan det er lykkedes det marokkanske regime at reformere kvinders rettigheder gennem den marokkanske familielov Moudawanaen samtidig med, at det har styrket sin autokratiske magt. 

Dermed er et af afhandlingens omdrejningspunkter, at forbedring af kvinders rettigheder og ligestilling ikke nødvendigvis er tegn på en generel demokratisering, som Vesten ofte konkluderer.

Da Julie Pruzan-Jørgensen træder ind ad døren til interview med FORUM, er det lørdag oven på 4 timers søvn. Dagen før forsvarede hun sin ph.d.-afhandling ved en forrygende seance på Københavns Universitet Amager. Efter klapsalver, blomster og champagne gik turen til forældrenes hus på Østerbro, hvor Julie Pruzan-Jørgensen festede med manér til langt ud på morgenen. Nu sidder hun klar til interview om sin forskning, før hun i morgen skal tilbage til Paris, hvor hun bor med sin familie. 

Virker hun bare en anelse mat og træt? Sorte render under øjnene? Ikke det, der ligner. Derimod er der en umiddelbar glæde og lettelse over, at den længe ventede eksamen endelig er overstået, men hun har slet ikke haft tid til at tænke nærmere over sin nyerhvervede ph.d.-titel.

- Det er skønt, at det er overstået. Jeg er også lige blevet 40, så nu må det altså være nok med at gå til eksamen. Nu må det stoppe, siger hun. Og lad os bare lige få oplistet uddannelsesbaggrunden, når vi er i gang: Bachelorgrader i både antropologi og statskundskab, en kandidatgrad i statskundskab, og altså nu også en ph.d. Ind imellem studierne er der også blevet plads til en årrække som fuldmægtig i Udenrigsministeriet, indtil forskertrangen blev for stor.

Et jordskælv af uenighed i Marokko

I 1999, hvor socialisterne for første gang nogensinde var kommet til magten i Marokko, stillede de et overordentligt kontroversielt reformforslag, som markant ville fremme kvinders rettigheder i forhold til ægteskab, skilsmisse og forældrerettighed. 

- Forslaget skabte voldsomt oprør i samfundet og mødte gigantisk modstand fra alle sider. Islamisterne og traditionalisterne, der ellers er modstandere, var fx enige om at være imod forslaget. Islamisterne arbejder for, at islam skal spille en politisk rolle i samfundet, hvor traditionalisterne er de konservative, patriarkalske islamkyndige ældre mænd, der mener, at religionen skal spille en dominerende rolle i samfundet. Forslaget resulterede nærmest i et jordskælv, der åbenbarede en kæmpe kløft mellem de forskellige synspunkter, fortæller Julie Pruzan-Jørgensen og fortsætter:

- I Marokko er familieloven funderet i islamisk lov, Sharia. Går man ind og rører ved den, rører man ved, hvordan islam skal forstås, og det er meget fundamentalt. For at være en god muslim skal du gifte dig og helst sætte børn i verden. Familien kommer før alt andet. Den er central og spiller en stor symbolsk rolle. 

Man havde på den ene side de liberale og socialisterne, der ville reformere Moudawanaen med inspiration fra FN's kvindekonvention, CEDAW, og de vestlige lande. En udvikling, som marokkanske kvindeorganisationer i mange år havde arbejdet for. På den anden side havde man modstanderne, islamisterne og traditionalisterne, der ville have, at religion skulle spille en dominerende rolle i samfundet. Uenighederne kulminerede ved to enorme demonstrationer i 2000. En for - og en imod reformen i henholdsvis Rabat og Casablanca.

Ovenpå al modstanden turde socialisterne ikke længere stå ved reformforslaget. Det var blevet en alt for varm kartoffel, derfor bad man Kong Mohammed VI om at overtage arbejdet. Han nedsatte en kommission. Alle troede, at det var en syltekrukke, og at der ikke ville ske yderligere tiltag, men det skulle gå helt anderledes.

Den 16. maj 2003 blev Marokko udsat for fem selvmordsbomber, der kostede 44 mennesker livet i Casablanca. Marokkanerne var rystede. Det var første gang, man havde oplevet attentater i den skala. Det er fortsat uvist, om det var Al-Qaeda, der stod bag, men Marokkos eneste accepterede islamistiske parti, PJD-partiet, blev anklaget for at have gødet jorden for, at angrebet kunne finde sted. De røg i unåde og mistede legitimitet efter terrorangrebet.

Flerkoneri er blevet besværligt

Mindre end et halvt år efter var kongen klar med sin reform af Moudawanaen. Loven blev offentliggjort i forbindelse med åbningen af det marokkanske parlament, hvor Frankrigs præsident Jacques Chirac var på besøg, og hele den internationale presse sad klar.

- Det, som kongen præsenterede, var en nyfortolkning af Sharia. I virkeligheden var det stort set den samme substans, som var indholdet i det reformforslag, socialisterne var kommet med, men han sagde det på en anden måde. For det første var det kongen, der sagde det, og det hjælper som regel. Derudover har Kong Mohammad VI en særlig status, idet han nedstammer fra profeten Muhammed. Han kaldes Amir al-muminin, De Troendes Hærfører, og er den øverste islamiske autoritet i Marokko. Endelig valgte han udelukkende at referere til islamiske argumenter, så det faktisk blev til at "islam har givet kvinden rettigheder", fortæller Julie Pruzan-Jørgensen og nærmer sig det, hun synes er det mest interessante i reformprocessen:

- De før så uenige grupper - de sekulære, islamisterne og de traditionelle - blev glade og klappede i deres hænder. Mange klapper, når kongen siger noget i Marokko, men denne gang klappede folk mere end de behøvede. Det var markant, så tilfredse alle var. Også Vesten var tilfreds. Kvinden fik lovmæssigt flere rettigheder, publikum blev tilfredsstillet og samtidig fik kongen styrket sig selv, sit regime og dermed autokratiet, lyder det fra Julie Pruzan-Jørgensen, der forklarer, at kongens kunstgreb var at formulere loven med - og ikke imod islam.

Konkret reformerede han loven inden for rammerne af islam med en kombination af nyfortolkning og juridisk snilde. Det kommer fx til udtryk, når det gælder polygami. Ifølge Sharia kan manden have op til fire koner, men i den nye familielov har man med talrige forhindringer og spidsfindigheder - med basis i koranen - gjort polygami tæt på umuligt at praktisere uden at forbyde det. Fx skal manden kunne fremlægge "objektive og ekstraordinære argumenter" over for en dommer, for at få lov til at gifte sig med flere hustruer. Samtidig er det muligt for en kvinde at betinge sig, at hendes mand ikke gifter sig med flere koner, ligesom det vil være skilsmissegrund, hvis det alligevel sker.

 

Koranen - en ny vej til ændringer 

En af de markante ændringer i marokkanske kvinders retsstilling er, at kvinder med den nye lov ikke længere er underlagt mandligt formynderskab. Manden og kvinden er lige partnere i ægteskabet og deler ansvaret i familien.

Aldersgrænsen for, hvornår marokkanske piger kan indgå ægteskab, er hævet fra 15 til 18 år, som den er for unge mænd. Desuden er det blevet lettere for en kvinde at opnå skilsmisse, ligesom hun nu i modsætning til før kan opnå forældremyndighed over børnene efter en skilsmisse. Ikke ét sted i loven henvises til FN's Menneskerettigheder eller kvindekonventionen. I stedet er landvindingerne for kvinders rettigheder udelukkende sket med reference til Sharia. 

- Processen viser, at der ikke nødvendigvis er et modsætningsforhold mellem islam og reform, ligesom kvinderettigheder og demokrati ikke nødvendigvis er det samme. Den nye familielov er udtryk for, at det faktisk kan lade sig gøre at komme rigtig langt uden at forlade den islamiske referenceramme. Koranen er tilpasningsdygtig og kan nytænkes. Det synes jeg er tankevækkende, og jeg håber, at den forståelse, vi kan trække ud af reformprocessen i Marokko, vil vær med til at opløse nogle af vores sort/hvide måder at dele verden op på i Vesten, siger Julie Pruzan-Jørgensen, der mener, at det Kong Mohammed VI har gjort, ikke bare er smart tænkt, men også er vejen frem.

- Vi er nødt til at acceptere og erkende, at religion ligger som en klangbund i den arabiske verden, og her har Marokko fundet en måde, hvorpå det kan lade sig gøre at fremme ligestilling med reference til Sharia. En måde der kan inspirere andre lande, og som Vesten kan lære af. 

Imidlertid er selve implementeringen af loven "op ad bakke". Det skyldes dels, at 80 % af kvinderne er analfabeter, og at mange bor på landet, hvor man aldrig har hørt om de nye rettigheder. Dels skyldes det massiv modstand blandt mange af de ældre konservative dommere.

- Loven indeholder en række kattelemme, som virkelig er blevet vredet op. De steder, hvor der er en lille uklarhed i lovteksten, er det blevet udnyttet til at fastholde patriarkatet. I rigtig mange tilfælde er der fx blevet dispenseret for reglen om, at man skal være 18 år for at indgå ægteskab, siger Julie Pruzan-Jørgensen og tilføjer, at det retfærdigvis må siges, at 6 år er meget kort tid til at implementere så store lovændringer.

- Det er for tidligt at dømme. Man skal have uddannet dommere, og så har man altså et voldsomt formidlingsproblem på grund af analfabetisme. Det vil altid tage tid i et udviklingsland, men den dybe uvilje eksisterer og medvirker til, at det går alt for langsomt, forklarer Julie Pruzan-Jørgensen, der dog afviser, at den reformerede Moudawana skulle være et skinprojekt uden reel substans.

- Nej, det synes jeg ikke, man kan sige. Man skal tænke på, at man faktisk er inde og røre ved Sharia, som ofte betragtes som næsten hellig og urørlig. At det har kunnet lade sig gøre i så høj grad at diskutere og nyfortolke islamisk lov, er et meget stort skridt.

 

Islamisk feminisme udfordrer 

Julie Pruzan-Jørgensen afleverede sin ph.d. til forsvar sidste sommer og har siden været ansat som projektforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) - dog med daglig base i Paris, hvor hun for øjeblikket bor med sin mand og to børn på 9 og 10 år.

Pruzan-Jørgensen er i gang med et to-årigt forskningsprojekt om islamisk feminisme i Marokko, Egypten og Jordan. Et projekt, der synes at have en synlig sammenhæng med den store opgave, Marokko har med at formidle kvinders nye rettigheder til befolkningen. 

- Jeg forsker i den islamisk baserede kvindeaktivisme, fordi den udfordrer den måde, vi som danskere er vant til at tænke religion og feminisme på. De fleste danskere ser nok sekularisme som en klar forudsætning for fremme af kvinders rettigheder. Men mange af mine informanter er praktiserende muslimer, der går med slør og beder fem gange om dagen - og blandt dem, har jeg mødt nogle af de mest progressive og dedikerede kvindesagsaktivister. De modigste kvinder jeg har mødt er ikke altid dem, der har taget sløret af, og det har også udfordret min egen opfattelse af tingene, fortæller Julie Pruzan-Jørgensen og tilføjer:

- Jeg har stor respekt for de kvinder, der i mange år har gjort en kæmpe indsats i de sekulære kvindeorganisationer i Marokko. De gør et stort arbejde, men jeg tror ikke, de kan gøre det alene. I Marokko, som i mange andre lande, er islam en dyb samfundsværdi og ofte også en kilde til personlig identitet og glæde i en grad, som mange af os i Vesten ikke forstår. Så af og til kommer man måske længere ved at bruge religionen aktivt for at flytte tingene, lyder det fra Julie Pruzan-Jørgensen, der lige har været i Marokko for at følge nogle af de islamiske kvindeaktivister i arbejde.

- Jeg var med dem rundt ude på landet, hvor de lærer kvinder - unge som gamle - at læse og skrive. Så sidder der 50 kvinder på gulvet inde i en lerklinet hytte og lærer at læse Koranen, og de har lys i øjnene og er så glade for, at de får denne mulighed. Så kan man jo tænke Koranen? Hvorfor vil de ikke hellere læse noget andet? Men hvis det nu er Koranen, de helst vil læse - og det er det, der motiverer dem til endelig at få lært at læse og skrive, så er det jo ikke så dårligt.

- Det er også interessant, at man er begyndt at uddanne stadigt flere islamkyndige kvinder. Mange af dem ser på Koranen med nye øjne, fortæller Julie Pruzan-Jørgensen og giver et eksempel på hvordan: 

- De siger f.eks.: "Okay, lad os gå helt tilbage til profeten og se på, hvordan det egentlig var han helt nøjagtig levede med sine koner. Det er sådan, det bør gøres, men det bliver jo ikke efterlevet i dag". De kender Koranen, og de bruger deres viden til at argumentere for ændringer af kvinders stilling i samfundet. Derved opnår de en anden form for legitimitet som nogen, der kender religionen. Ingen kan klandre dem for det modsatte, og de kan dermed have en fordel frem for nogle af de sekulære kvinde-aktivister.

Ofte har især de sekulære kvinder ikke stor respekt for deres tilslørede søstres indsats, fortæller Julie Pruzan-Jørgensen.

- Det er tankevækkende, at man bruger sin energi på at bekæmpe hinanden frem for at supplere hinanden og sammen blive stærke, hvilket jo også skete, da de forskellige politiske grupperinger i deres fælles uenighed bad Kong Mohammed VI om at overtage reformprocessen af Moudawanaen, hvorved autokratiet blev styrket.

Forsker, formidler og brobygger

Julie Pruzan-Jørgensen bor i Paris på andet år, fordi hendes mand arbejder i byen, og ikke fordi der er franske aner, som navnet Pruzan måske kunne tyde på. Det kommer derimod fra hendes amerikanske new yorker far. Pruzan-Jørgensen trives i metropolen mellem mange forskellige liv, bl.a. som "fransk hausfrau", som hun kalder det, samtidig med at hun er en nysgerrig forsker.

- Jeg synes, at det er et fantastisk privilegium at forske, og jeg er utrolig glad for at arbejde på DIIS, hvor vi er i tæt kontakt med ministerierne og de politiske processer, f.eks. udenrigspolitikken. Jeg holder også meget af at komme ud at tale med folk, fx er jeg lige nu vældig optaget af de her ældre kvinder, der lærer at læse Koranen. Det er interessant og vigtigt at formidle deres historie. Jo, jeg vil meget gerne skrive tykke bøger og fine artikler, men det er også væsentligt, at min forskning har en relevans for samfundet, at den bliver anvendt, og at den bliver formidlet. Ja, det er jo også derfor, jeg sidder her nu, siger den stadig friske forsker med et grin og tilføjer:

- Jeg synes, det er super vigtigt, at man stiller op. Som forsker har man en forpligtelse til formidlingsarbejdet. I disse år er der fx brug for mere viden om, hvordan islam er genstand for en ivrig fortolknings-diskussion blandt troende kvinder. Denne viden kan være med til at nuancere vores nogle gange lidt sort-hvide billeder af tingene. Der er mange, der har holdninger til, hvordan det er og bør være i vores - og andres samfund, men den reelle viden om, hvordan virkeligheden er, har de ikke nødvendigvis, og jeg synes, at vidensniveauet ofte er bekymrende lavt. Uden at det skal lyde for hollywoodagtigt, så vil jeg sige, at kan man få lov til at bringe væsentlige historier til torvs og være en lille brobygger, så vil det være en stor ære, slutter Julie Pruzan-Jørgensen.