Fortidens velgørenhed revisited

Printervenlig version

Bogen Menneskekærlighedens værk: Det danske civilsamfund før velfærdsstaten skrevet af Henrik Gade Jensen og udgivet af CEPOS undersøger, hvordan velfærdsstaten kan minimeres og civilsamfundet blomstre. Løsningen kan iflg. Henrik Gade Jensen hentes fra fortidens erfaringer med velgørenhed. Historikeren Karin Lützen har kastet et kritisk blik på bogen.

Faktaboks:

Menneskekærlighedens værk: Det danske civilsamfund før velfærdsstaten er skrevet af Henrik Gade Jensen og udgivet af CEPOS i 2012.

Se video fra boglanceringen

Diskussionen om, hvordan vi minimerer velfærdsstaten, mens civilsamfundet blomstrer, er en af CEPOS' kernediskussioner og er også det helt centrale udgangspunkt i Henrik Gade Jensens bog Menneskekærlighedens værk: Det danske civilsamfund før velfærdsstaten.

Argumenterne for at en sådan udvikling ville være mulig, henter Henrik Gade Jensen ved at dykke ned i anden halvdel af 1800-tallet, hvor der var private initiativer inden for mange af livets områder.

Når de kunne dengang, synes Henrik Gade Jensen at tænke, vil vi også kunne i dag. Men holder den antagelse?

Imponerende private initiativer

Bogen beskæftiger sig med en række af imponerende private initiativer. Først og fremmest den private velgørenhed, som forfatteren tydeligvis har stor sympati for. Han nævner Understøttelsesforeningerne og fremhæver desuden to glemte filantroper: Regitze Barner, der oprettede Lindevangshjemmet for straffede piger, og Napoleon Bang, der oprettede herberger for hjemløse.

Regitze Barner

Henrik Gade Jensen finder især Regitze Barner beundringsværdig, og han har ved flere lejligheder nævnt det urimelige i, at hun er blevet glemt.

Ved boglanceringen på CEPOS den 12. januar sagde Henrik Gade Jensen efter 12 minutter: "KVINFO, som jeg ellers ikke ynder at rose, har faktisk en god artikel om hende i deres kvindeleksikon", og så var der latter fra salen. Helt styr på sin baggrundslitteratur har han ikke, når han ikke ved, at det er Dansk Kvindebiografisk Leksikon, det drejer sig om, men mange tak kan jeg da sige, for det er mig, der har skrevet biografien.

Fra tuberkulosehospitaler til private gendarmerikorps

Den private velgørenhed er kun et af adskillige private initiativer, Henrik Gade Jensen omtaler. Der er også alle tiltagene for at hjælpe syge, som f.eks. Nationalforeningen til Bekæmpelse af Tuberkulose, der bl.a. oprettede flere sanatorier; han fortæller om Sankt Joseph søstrenes hospitaler (men nævner ikke Sankt Elisabeth Hospital, som en anden katolsk søsterorden oprettede i 1905 på Amager); Dronning Louises Børnehospital og de to protestantiske sygehuse: Diakonissestiftelsen på Frederiksberg og Sankt Lukasstiftelsen på Nørrebro. Endvidere omhandler dette kapitel jordemødre og sygekasser.

Næste kapitel tager fat på private tiltag for uddannelse, især de frie skoler på landet og de private skoler i byerne; højskolerne, men også universiteterne i København og Århus samt de tekniske skoler og handelsskoler. Dernæst skriver Henrik Gade Jensen om det velkendte initiativ, som Københavns Kirkefond tog, da det blev klart, at de nye brokvarterer manglede kirker. Ved private indsamlinger blev det muligt at opføre adskillige kirker rundt om i byen. I dette kapitel omtales desuden KFUM og K (Kristelig Forening for Unge Mænd - og Kvinder), som var særdeles aktive i årene omkring århundredskiftet.

I endnu et kapitel tager Henrik Gade Jensen fat på partidannelse, "fra fri folkelig bevægelse til statsfinansieret organisation" og gennemgår grundtvigianere og venstrefolk. Pointen skulle være, at politiske partier oprindeligt klarede sig uden statsstøtte og dermed var uafhængige af statsmagten. Dernæst gennemgås lov, orden og retsstat, og det er lidt vanskeligt at se, hvad lovgivning har med civilsamfundet at gøre: "med demokratiet når troen på lovgivningen sin kulmination", som der står, men skulle der være noget galt i det?

Ordensmagten overgår fra at være et privat gendarmerikorps til at blive et statsligt drevet politikorps, og det samme gør forsvaret, men helt indtil 1937 var det endnu muligt at oprette private korps.

Det sidste område, der tages fat på, er de frie associationer og næringsfriheden. At der i midten af 1800-tallet blev lovgivet om næringsfrihed, skulle man synes ville være CEPOS kært, for derved blev de gamle lav afskaffet og næringen givet fri. Nu var man ikke længere afhængig af oldermandens diktat. Brugsforeninger omtales så vel som arbejderbevægelsens selvhjælpsorganisering.

Bogens sidste kapitel "Operation Gyldenår" er en lille rodebutik, hvis pointe muligvis er, at Danmark i 1950erne var et lavskatteland og snart efter blev et af de hårdest beskattede lande. "Det er og var ingen determineret udvikling", ligesom det ifølge Henrik Gade Jensen heller ikke er en naturlov, at vi nu har en monopolitisk folkeskole, at universiteterne skal styres af regeringen, at sygehuse skal være offentligt drevet, og at folkekirken skal bestå af offentligt ansatte.

Stat og civilsamfund konkurrerer om borgernes penge

Henrik Gade Jensen mener derimod, at det er "sikkert en naturlov, at offentlig offervilje falder i takt med skattetrykket. Og at staten og civilsamfundet er konkurrenter om borgernes penge, hvor staten altid vil vinde, fordi den kan tvangsudskrive dem."

Ja, det kan gerne være, at det er sådan, og det er tydeligvis det, som Henrik Gade Jensen ønsker at ændre på.

Han afslutter kapitlet med at skrive: "Der bør tilstræbes stærkere, mere selvberoende samfund og en mere tilbagetrukket og mindre dirigistisk stat, som lader borgerne få økonomisk overskud og frihed til at være aktive og gensidigt hjælpende i det lokale og nære." Dette er tydeligvis forfatterens håb og ønske, og det er så op til læserne at finde ud af, hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Til det kan der siges, at der er utallige borgere, som er aktive og gensidigt hjælpende i det lokale og nære i de mange frivillige organisationer og sportsklubber, som stadig findes.

I hele bogen er der en underliggende længsel efter dengang "civilsamfundet var stærkt og kunne løfte kolossale opgaver", som der står på bogens bagside, for "før velfærdsstaten omkransede et ret velorganiseret civilsamfund den enkelte og var med til at beskytte og hjælpe dem, der kom i nød".

Er det nu også rigtigt?

Fra min egen forskning i den private velgørenhed i København i denne periode (som jeg i 1998 har skrevet om i Byen tæmmes: Kernefamilie, sociale reformer og privat velgørenhed - endnu en bog, der glimrer ved sit fravær i forfatterens litteraturliste) kan jeg se, at der ganske rigtigt var utallige private tiltag på mange områder og henvendt mod mange forskellige trængende.

Jeg kan også se, at det ofte var den private velgørenhed, der selv ønskede at knytte sig til staten, netop for at sikre at initiativerne ville komme mange flere til gode. Det var klart, at staten ville kunne poste flere penge i det, end de tilfældigt indsamlede midler.

Når staten efterhånden indførte omfattende socialreformer, skyldtes det ikke en i staten iboende trang til at bestemme over sine borgere, men fordi den private velgørenhed og de øvrige private initiativer ikke kunne magte opgaven alene. Den omfattende nød krævede en samfundsmæssig løsning. Adskillige af de historikere, som har beskæftiget sig med emnet, og som Henrik Gade Jensen enten har overset eller læst overfladisk, har undersøgt netop denne overgangsperiode, hvor stat og privat initiativ indgik et samarbejde og forhandlede sig til rette.

Overser nuancerne

Fra min egen forskning kan jeg se, at f.eks. de redningshjem, som Regitze Barner og Københavns Indre Mission oprettede for henholdsvis straffede og faldne kvinder, oprindeligt begge krævede, at kvinderne kom frivilligt til hjemmet.

Den pædagogiske tanke var, at redning kun var mulig, hvis kvinderne selv ønskede det - derfor ville de også kunne forlade hjemmet, når de ikke længere ville være der (men så kunne de ikke vende tilbage).

Dette frivillighedsprincip blev ændret, da Loven om Behandling af forbryderiske og forsømte Børn og unge Personer trådte i kraft i 1905. Det statslige overværgerråd anmodede nu om, at hjemmene modtog unge piger, som blev anbragt med tvang. Det var ikke noget, velgørerne så på med glæde, og sådan har der været flere eksempler på, at de oprindelige idealistiske tanker blev trådt under fode, når staten overtog. Men samtidig sikrede staten også - i princippet i det mindste - en vis gennemsigtighed, og med et statsligt overopsyn ville man kunne undgå de mishandlinger, der var blevet afsløret på private opdragelsesanstalter.

Det er sådanne nuancer, som Henrik Gade Jensen fuldstændigt overser i sin fremstilling.

Han fremmaler en idyllisk fortid, hvor alle tog et nap med, en fortid, som nu er blevet helt udslettet af den store stygge stat.

Bogen er muligvis tænkt som et debatoplæg, men de steder, hvor han kalder til kamp, er meget utydeligt formuleret og svagt argumenteret. Nogle kapitler har en "sammenfatning", andre en "konklusion", men meget klogere bliver man ikke af at læse dem. Som regel er de blot en gentagelse af, hvad der allerede er gennemgået, og hvis det går højt stilles kontrafaktiske spørgsmål: Hvad nu, hvis det hele havde været anderledes?

"Ingen kan vide, hvad den private velgørenhed havde kunnet udrette, hvis den havde fået lov at udvikle sig, og der var blevet satset på den", står der side 69-70.

Til det kan man sige, at ingen forhindrede den private velgørenhed i at udvikle sig, men mange velgørere kunne se det fordelagtige i at samarbejde med staten.

De fleste af de velgørere, jeg har studeret, har set sig selv som en melleminstans, der hjalp til i en vanskelig overgang, men de havde ikke forestillet sig, at det til evig tid skulle være en privat opgave at tage sig af samfundets nødlidende. Hen mod århundredskiftet, hvor nøden blev mere omfattende, talte selv konservative samfundsstøtter om en samfundsskabt fattigdom.

Det er sympatisk, at Henrik Gade Jensen fremhæver civilsamfundets fortræffelighed, og på det område minder han om de kommunitarister, som var meget fremtrædende i debatten i slutningen af 1990erne, men som helt er forstummet efter 11. september 2001.

Ønsketænkning, at løsning på nutidens dårligdomme ligger i fortiden

Det er absolut vigtigt med en diskussion af opgavefordelingen mellem civilsamfundet og staten, og lad os da endelig sætte velfærdsstaten under kritisk debat for at se, om den kan gøres bedre. Men det er ønsketænkning og har ikke meget med historieforskning at gøre at tro, at løsningen på nutidens dårligdomme ligger i fortiden.

Især tegner forfatteren et fordrejet billede, når han skøjter let hen over overgangsperioden, hvor de private initiativer gik i samarbejde med staten, og han derfor ikke viser, at det gav god mening at forene kræfterne.

Selv om Henrik Gade Jensen, som han selv siger "ikke ynder at rose KVINFO", så kan man, hvis man endelig skal tage kønsbrillerne på i læsningen af hans bog sige, at det er fint, at han fremhæver "hattedamerne", som han kalder dem, og Regitze Barner, og at han er forarget over, at de er blevet glemt.

Men der er altså utallige andre kvindelige historikere, som også har fremhævet dem, og nu er det så disse historikere, som er blevet glemt.

Da Menneskekærlighedens værk: Det danske civilsamfund før velfærdsstaten udkom i midten af januar i år, fik den en overordentlig stor mediebevågenhed.

Det går over min forstand. Som historiebog er den til dumpekarakter, og som debatbog er den slap og uklar.