Fokuser på kvinde-organisationer i revolutions-tider

Printervenlig version

Verdenssamfundet bør lytte mere til kvindeorganisationerne i revolutionære områder. For de udgør ofte de mest progressive og demokratiske kræfter, mener professor i sociologi Valentine Moghadam. Hun har i bogen Modernizing Women. Gender and Social Change in the Middle East undersøgt kvinders roller i revolutioner og omvæltninger fra 1700-tallet og frem til i dag, der spænder over tidsrummet fra den franske revolution op til det såkaldte arabiske forår.

Faktaboks

Valentine Moghadam er født 1952 i Teheran, Iran. Hun er professor i sociologi og leder af afdelingen for International Affairs ved Northeastern University, Boston, USA.

Valentine Moghadam er uddannet ved University of Waterloo i Ontario, Canada og tog sin kandidat og ph.d.-grad i sociology ved American University i Washington D.C., USA og har forsket og undervist inden for sociologi, kvinders rettigheder og udvikling ved New York University, Pembroke Center for Teaching and Research on Women på Brown University, ved Middle East Studies på Rutgers University.

I 1990'erne arbejdede Valentine Moghadam i Finland, dels ved Helsinki Universitet og dels som forsker ved FN-universitetets WIDER institut som leder af forskningsprogrammet om kvinder og udvikling. Fra 2004-2006 var hun ansat som leder af afdelingen for Gender Equality and Development in the Social and Human Services Sector i UNESCO.

Ved siden af sin forskning har hun siden sin ungdom været skribent ved avisen Kayhan i Teheran, og har været engageret som aktivist, når det gælder kvinders vilkår i Mellemøsten og Nordafrika.

Valentine Moghadam står bag følgende titler:
Modernizing Women. Gender and Social Change in the Middle East - Third Edition, Boulder: Lynne Rienner Publishers, 2013. Lån bogen på KVINFOs bibliotek. Første udgave kom i 1993, og et uddrag fra 2003-udgaven kan læses her

Globalizing Women: Transnational Feminist Networks, John Hopkins University Press, 2005

Women, Work and Economic Reform in the Middle east and North Africa, Boulder: Lynne Rienner Publishers, 1998

Identity Politics and Women: Cultural Reassertions and Feminisms in International Perspective, Boulder: Westview Press, 1994

I de kommende år vil Valentine Moghadam koncentrere sin forskning om to hovedspor:

Sammenlignende studier af militærets rolle og kvinders situation under henholdsvis den portugisiske revolution 1974 og den omvæltning, der foregår i Egypten lige nu. Samt sociale politikker efter det arabiske forår: håndtering af arbejdsløshed, sundhed, uddannelse m.m., som centrale elementer i den sociale konsolidering og i integreringen af kvinder i det offentlige samfund og på det betalte arbejdsmarked.

 

 

Da bogen Modernizing Women. Gender and Social Change in the Middle East udkom første gang i 1993, landede den i en tid, hvor der blev "spildt meget blæk" over spørgsmålet om, hvorvidt Mellemøsten og Nordafrika nogensinde kunne overvinde autoritære styreformer og udvikle demokratiske politiske systemer.

Nu, hvor Valentine Moghadams analyse udkommer i tredje og revideret udgave, står regionen midt i voldsomme omvæltninger, hvis udfald endnu er ukendt, men hvis drivkræft ikke mindst er netop ønsket om at overvinde autoritære regimer.

Valentine Moghadam, der er iransk født og amerikansk uddannet sociolog, er både håbefuld og bekymret over situationen i Syrien, Egypten, Tunesien, Libyen, Algeriet. "Det er for tidligt at spå om resultatet af de revolutioner og opstande, der har været i regionen," siger Moghadam over telefonen fra Boston. Men én ting er sikkert, mener hun:

"Den største trussel mod håbet om, at disse omvæltninger skal føre noget godt med sig for kvinder i regionen - kommer udefra. Især hvis påvirkningen udefra kommer i form af militær indgriben. Historien, både den nyere og den ældre, viser, at militært pres udefra stort set altid får lokale omvæltninger til at ryge helt af sporet."

 

Yndlingen: Alexandra Kollontai

I Modernizing Women. Gender and Social Change in the Middle East analyserer og sammenligner Valentine Moghadam faktorer og aktører - fra Ruslands bolsjevikker til nutidens feministiske anti-fundamentalistiske tværnationale 'Collectif 95 Maghreb-Egalité' - under samfundsmæssige omvæltninger gennem særligt det 20. århundrede. Den russiske revolution tjener primært som bagtæppe, da fokus i bogen er den såkaldte MENA-region: Mellemøsten og Nordafrika.

Hvis Moghadam skal vælge en yndlingsrevolutionær, bliver det dog den finsk-russiske kommunist Alexandra Kollontai, fordi hun på trods af sin status som veluddannet og politisk højtplaceret kvinde insisterede på organisering af marginaliserede fattige og arbejderkvinder, og ikke var bange for at gøre sig upopulær blandt sine mandlige kammerater.

Og Moghadams yndlingsrevolution - eller den, der lige nu optager hende mest - er Nellikerevolutionen i Portugal. Her styrtede progressive elementer i militæret det autoritære kolonialistiske regime i 1974, og udskrev straks valg til en grundlovgivende forsamling, der gav Socialisterne og Kommunisterne henholdsvis 38 og 17 procent af stemmerne. Præcis hvilke faktorer, der med hærens mellemkomst sikrede en fredelig overgang fra diktatur til demokrati, kan bidrage med nyttige indsigter til at analysere det, der foregår i f.eks. Egypten i dag, mener Valentine Moghadam.

 

Omvæltning og normalisering

Når man ser på revolutioner og omvæltninger gennem historien, er det vigtigt at være specifik omkring "periodisering", understreger Moghadam: "En revolution kan vi bredt set definere som hastig og grundlæggende forandring af sociale og institutionelle strukturer. Den tilstand varer imidlertid ikke ved - der indtræder før eller siden en periode med stabilisering og normalisering."

I det stadie kan alt i princippet vendes på hovedet, siger Moghadam: "Rettigheder, som fulgte med omvæltningen, kan rulles tilbage igen, og der kan endda ske tilbageslag til en tilstand, der er værre end før revolutionen." Som i Stalins Sovjet, hvor de historiske rettigheder, kvinder havde opnået under revolutionen, blev rullet tilbage og traditionelle opfattelser af køn vandt frem. Eller i Afghanistan i 1990'erne, hvor Taliban - efter årtier med omvæltninger, der overordnet set havde medført stadigt flere rettigheder til kvinder - etablerede en hidtil uset undertrykkelse af kvinder.

 

Før, under og efter

Moghadam identificerer fire faktorer, der har indflydelse på kvinders rettigheder og muligheder under revolutioner:

"For det første betyder det noget, hvilken status kvinder havde før omvæltningen. Situationen var f.eks. langt værre i Egypten end i Tunesien, der med sine stærke kvindeorganiseringer og statslig anerkendelse af ligestilling stod stærkere. For hvor autoritær Ben Ali end var, fremstillede han sig dog altid som fortaler for kvinders rettigheder. Og det har gjort en stor forskel i forhold til f.eks. økonomisk uafhængighed og muligheden for at organisere sig."

Dernæst er der spørgsmålet om den revolutionære krafts ideologiske orientering. "I Rusland insisterede kommunisterne så kraftigt på kvinders rettigheder, at det medførte øjeblikkelige og grundlæggende forbedringer i 1917 i forhold til zartiden, hvor kvinder stod meget svagt," siger Moghadam.

Da Egypten efter den såkaldte Tahrir-revolution i 2011 gik til valg i 2012, vandt Det Muslimske Broderskab politisk flertal, men blev styrtet i sommeren 2013 af den militære parallelmagt. Umiddelbart er der intet, der tyder på, at disse omvæltninger vil forbedre kvinders situation i Egypten, mener Moghadam. Derimod er hun mere optimistisk omkring Tunesien. "Her er der valgt en samlingsregering med islamiske kræfter, som er villige til at spille efter demokratiets regler. Og det efterlader et langt større rum til landets kvindeorganisationer, som kræver at blive hørt, og i en vis udstrækning faktisk bliver taget med på råd," siger Moghadam.

Den tredje faktor er kvinders rolle under selve omvæltningerne. Igen fremhæver Moghadam forskellen på Egypten og Tunesien: "De feministiske grupper i Egypten har opereret under ekstremt vanskelige vilkår under Mubarak. De er små og stort set begrænset til en urban, veluddannet elite. De formåede ikke at spille en organiseret rolle under dagene på Tahrirpladsen, bl.a. fordi de ikke har organiseret sig på tværs af klasser, som i Tunesien, hvor kvindeorganisationerne f.eks. også arbejder sammen med fagbevægelsen," siger Moghadam.

I stabiliseringsfasen i Tunesien har kvindeorganisationerne konstant mindet koalitionsregeringen om deres tilstedeværelse: "De har åndet både gamle og nye magthavere i nakken og ikke trukket sig på et eneste krav. Og da den nye forfatning skulle skrives, havde de kontakter og indflydelse til at kunne følge hvert enkelt komma og råbe op, hver gang noget alarmerede dem," siger Moghadam.

 

Militær indgriben

Den fjerde og på nogle måder mest afgørende faktor er den internationale eller eksterne faktor. "Krige, militær indgriben har stort set altid en negativ indflydelse på kvinders situation," siger Moghadam. "Afghanistan, Irak og Libyen er stærke eksempler på dette. Jeg ved, at nogle forskere er uenige - de siger: Se på Burundi, på Rwanda, hvor kvinders rettigheder er blevet forbedret som følge af militær indgriben. Men der taler vi om ekstremt fattige lande, med ekstremt svage statslige institutioner, som praktisk talt bliver styret udefra den dag i dag."

Under stort set alle andre omvæltninger har militær indgriben eller pres udefra spillet en negativ rolle for kvinder, siger Moghadam. Fra det post-revolutionære Sovjet, der opererede i et ekstremt fjendtligt internationalt klima, til Iran i dag.

"International solidaritet i en ikke-sekterisk form kan spille en positiv rolle," siger Moghadam. "Men når eksterne kræfter går ind og blander sig militært, blusser fænomener som hypermaskulinitet op. Og du får meget svært ved at finde eksempler på lokale kvindeorganisationer, der har kaldt på militær indgriben udefra. For uanset hvor slem situationen er, vil den kun blive værre for kvinder." Blot truslen om militær indgriben styrker som oftest de reaktionære islamistiske kræfter, mener Moghadam.

 

Nyt fokus, ikke ny situation

Mens nogle vestlige kommentatorer har udtrykt forbløffelse over, at vold mod kvinder tilsyneladende blussede voldsomt op i Egypten, så snart Mubarak var faldet, og euforien havde lagt sig, er Moghadam anderledes nøgtern i sin vurdering af situationen:

"Det er misvisende at tale om en opblussen eller ekstremisering af volden mod kvinder. Det sørgelige faktum er, at det ikke er noget nyt i regionen. I starten af nullerne lavede Collectif 95 Mahgreb-Egalité en stor undersøgelse af vold mod kvinder i hjemmet og i det offentlige rum, og det reelle omfang gjorde både dem selv og de autoritære ledere bestyrtede," siger Moghadam og tilføjer: "Der var bare ikke mange i Vesten, der tog notits af det dengang."

Hun mener, at optimismen omkring, hvad der faktisk var på spil i Tahrirdagene, var stærkt overdrevet, og at man heller ikke bør glæde sig for tidligt over det tilbagetog, som militæret har tvunget Broderskabet til.

Generelt er Moghadam mindre bekymret for MENA-regionens islamistiske kræfter i sig selv, derimod er hun mere bekymret for det internationale pres, som netop kan styrke disse kræfter.

"Jeg har altid ønsket, at der ville blive lyttet mere til kvindeorganisationerne, som ofte repræsenterer de mest progressive, fremsynede og demokratiske kræfter. Men de bliver sjældent taget med på råd, når det 'internationale samfund' føler sig kaldet til handling," siger Moghadam.

 

Civilsamfundet giver håb

To ting har overrasket Moghadam i forbindelse med det arabiske forår: For det første at Algeriet tilsyneladende ikke har fulgt trop med at gennemføre grundlæggende forandringer. Det kan skyldes, at en blodig krig mellem regeringsmagten og det højrefundamentalistiske Front Islamique du Salut (FIS) og Group Islamique Armée, der i årevis kørte terrorkampagne med særligt kvinder som mål, stadig er frisk i erindring. Derfor føler folk måske ikke trang til at sætte gang i omvæltninger, de ikke ved, hvor fører hen, mener Moghadam.

For det andet kom 'den anden opstand' i Egypten bag på hende. "Det var ikke overraskende, at de islamistiske kræfter vandt spillet om den politiske magt, da Mubarak var væltet. Broderskabet har haft stor indflydelse i hele det egyptiske samfund på trods af forbuddet mod dem. Det var heller ikke overraskende, at militæret greb ind, da det viste sig, at Broderskabet kun havde tænkt sig at bruge demokratiet én gang - og derefter ville afskaffe det. Militæret har egne interesser at beskytte. Men jeg var overrasket over, at så mange, også folk, der havde stemt på Broderskabet, gik på gaden igen, da de ikke kunne eller ville levere de sociale forandringer."

Alligevel er Moghadam ikke optimistisk på det egyptiske samfunds vegne. Alle fire faktorer - kvinders situation før revolutionen, kvinders rolle under revolutionen, de nye magthaveres ideologi og det eksterne pres - peger i den forkerte retning. Men i Tunesien og for regionen bredt set gælder det ikke desto mindre, at omvæltningerne har åbnet for et styrket civilsamfund, som på længere sigt kan trække i en rigtig retning, mener Moghadam.

"Det gælder først og fremmest kvindeorganisationer som f.eks. Collectif Mahgreb, The Wassila Network, Egyptian Center for Womens Rights, CREDIF og AFTURD. Dernæst grupper af progressive advokater, læger og journalister, som er blomstret op de sidste par år, samt fagbevægelsen i f.eks. Tunesien og adskillige nye ungdomsorganisationer over hele MENA-regionen," siger Moghadam. "Det er dette nye, livskraftige netværk af græsrødder, som giver mig håb for kvinder i Mellemøsten og Nordafrika."