Et road trip tilbage til de tyrkiske rødder

Printervenlig version

Almanya er noget så unikt som en feel-good familiekomedie om integration og kulturel identitet. Især træder filmens tre generationer af stærke kvinder i karakter og leverer et positivt billede af den tysk-tyrkiske indvandrerkvinde anno 2012. KVINFO har talt med filmens instruktør om det kontroversielle i at lave en mainstream-film om en minoritet.

Faktaboks:

Almanya havde dansk premiere d. 4. april i Grand Teatret (København), Gentofte Kino og Øst for paradis (Århus).

Yasemin Samdereli er født 1973 i Dortmund. Har sammen med sin søster, manuskriptforfatteren Nesrin Samdereli, tidligere skrevet og instrueret to tv-komedier om tysk-tyrkiske problematikker (Ich Chef, du nix, 2007 og Alles getürkt!, 2002).
Almanya er hendes debut som spillefilmsinstruktør.

Almanya blev vist første gang på Berlin filmfestivalen 2011. Se mere information om filmen her

Se videoklip med danske undertekster. 

Det var ikke ligetil for tysk-tyrkiske Yasemin Samdereli at få realiseret sin debutspillefilm, den biografaktuelle familiekomedie Almanya. Faktisk tog det 10 år før hun og hendes søster, Nesrin Samdereli, der er manuskriptforfatter på filmen, havde penge nok til at begynde på indspilningerne.

Det var ikke fordi, der blev set skævt til de to unge kvinder med anden etnisk baggrund. Tværtimod var der allerede tilbage i 1990-erne truffet en politisk beslutning om at øge diversiteten i kulturlivet i Tyskland. Til gengæld blev det forventet, at de som unge tyrkiske kvinder skulle lave en hel særlig form for film; gerne en politisk problemfilm med tunge indvandrerproblematikker:

- Ofte stødte jeg på den samme attitude: At du som tyrkisk kvinde bør lave kritiske film om æresdrab eller kvinder, der bliver undertrykt. Det bør være din mission. Jeg tvivler på, at en tysk instruktør vil blive mødt med et lignende krav om lave film om nazismen eller neo-nazismen, bare fordi vedkommende er tysk. De kan grundlæggende set lave de film, de vil.

-Men som kvinde med en anden etnisk baggrund, forventes det, at du laver kritiske film om din baggrund, fortæller Yasemin Samdereli undrende, da hun er på besøg i København i forbindelse med filmens danske premiere.

 

Komedie vs. drama

Almanya er langt fra en problemfilm. Tværtimod er det en hjertevarm familiekomedie om en tyrkisk gæstearbejderfamilie i tre generationer, der har fundet et nyt hjem i Tyskland. Det er ikke fordi, der ikke er problemer i det spraglede persongalleri, for det er et mærkværdigt land for den lille tyrkiske familie at komme til.

Her spiser de ikke kun svinekød, de spiser også deres egen Gud hver søndag i kirken, toilettet er en mærkelig stol, og sproget er en komplet uforståelig samling af lyde.

Senere bliver den ene søn ramt af kapitalismen, den anden af tungsind og den tredje, efternøleren, der er født i Tyskland, har svært ved at forholde sig til sine tyrkiske rødder. Kun datteren gør alt efter bogen. Til gengæld ender hendes datter med at leve det moderne tyske ungdomsliv fuldt ud og står ved filmens start i en noget penibel situation. Og så er der den lille 6-årige Cenk, der ikke kan greje, hvad han egentlig er: tysker eller tyrker.

 

Indvandrerhistorie uden kolerisk, forstokket far

- Almanya er vores tyrkiske indvandrerhistorie. Medielandskabet rummer allerede mange dramaer, men de handler som regel om undertrykte kvinder, og det er selvfølgelig også en del af virkeligheden. Men det er bare ikke hele virkeligheden.

- Mennesker med vores familiebaggrund har ikke nødvendigvis en kolerisk, forstokket far. Derfor har det været vigtigt for os at fortælle vores familiehistorie - også fordi meget af det vores bedsteforældre har fortalt os om dengang, de kom til Tyskland, slet ikke er blevet fortalt i medierne, og derfor er det ved at blive glemt.

Den tyske filmbranche var dog mere forbeholden. For hvem ville være interesseret i at se en sådan film? Generelt er opfattelsen nemlig, at det tyske publikum kun er interesseret i at se en komedie om en etnisk tysk familie, mens det tyrkiske publikum i Tyskland kun er interesseret i 'ægte' tyrkiske produktioner fra hjemlandet.

- Efter min opfattelse undervurderer branchen publikum. Med lethed kunne vi have fået finansieret tre dramaer om æresdrab på den tid, det har taget os at finde pengene til Almanya. Vi har hele tiden mødt en skepsis, for var vores historie nu også realistisk? Det chokerede mig, for den er realistisk. Den handler om en masse familier, jeg kender. Til sammenligning bliver der i gennemsnit begået 13 æresdrab om året i Tyskland, og det tal har været uændret de seneste ti år. Der bor tre millioner mennesker med tyrkisk baggrund i Tyskland, men det anses åbenbart for mere realistisk at lave en film om den ekstremt lille gruppe, der begår æresdrab end om den store majoritet i det tyrkiske samfund, der lever helt normale liv.

Yasemin Samdereli havde derfor heller ikke forventet, at hendes og søsterens feel good-komedie skulle gå hen og få så meget opmærksomhed. Til gengæld er hun glad for, at skeptikerne tog fejl. I første omgang blev Almanya udtaget til Berlin-filmfestivalen i 2011, og senere solgte den over al forventning billetter til både det tyske og det tysk-tyrkiske publikum og høstede på stribe fine anmeldelser.

 

Et hjemland man aldrig har boet i

Handlingen i Almanya tager for alvor fat det øjeblik, bedstefar Hüseyin bekendtgør, at han har købt et hus hjemme i Anatolien, som han gerne vil have, at hele familien tager ned og hjælper med at istandsætte i sommerferien. Entusiasmen er begrænset, men modstræbende ender hele familien med at følge trop på et road trip, der under den boblende, underholdende overflade bliver en rejse tilbage til rødderne, og mod et tab ingen af dem havde forventet. Samtidig fortælles historien om den omvendte rejse. Dengang bedstefaren hev familien op ved rode i den lille landsby i Anatolien og omplantede dem i Tyskland.

- Jeg voksede selv op i en meget bitter atmosfære. Jeg havde en følelse af at være uønsket i Tyskland. Da jeg var lille, forstod jeg slet ikke, hvad folk mente, når de spurgte, om jeg ikke skulle 'hjem', men som teenager opbyggede jeg en masse vrede. Jeg følte ikke, at jeg hørte til i Tyskland, men det var samtidig det eneste hjemland, jeg kendte. Mine bedsteforældres historie om begyndelsen på det hele havde aldrig den bitterhed. De havde selvfølgelig oplevet udfordringer og hårdt arbejde, men deres historier om, hvordan de først ankom til Tyskland, var altid sjove. Jeg kunne godt lide deres perspektiv, for de var altid heltene i deres egne historier. Der var en langt mere positiv atmosfære dengang, fordi tyskerne følte, at gæstearbejderne kom for at hjælpe dem. Den positive ånd bliver ofte glemt i dag, fortæller Yasemin Samdereli.

Samtidig afspejler hendes film, hvordan de efterfølgende generationer må kæmpe med sig selv og med omverdenens fordomme for at finde en ny identitet, der på sin egen måde kan indeholde begge kulturer. Det er en let komedie om svære emner, for spørgsmålet er, hvordan man rummer et 'hjemland', man aldrig har boet i.

Den lille Cenk gør et forsøg, da han forærer sin klasselærerinde et Europakort, der dækker hele Tyrkiet inklusiv den anatolske højslette, så han ikke længere skal stå og pege ud i den hvide intethed, når han skal fortælle om sin families oprindelsesland.

 

Tre generationer af kvinder

Almanya er ikke en selvbiografisk film. Yasemin Samdereli har aldrig været på et road trip gennem Tyrkiet med hele familien i en minibus. Alligevel trækker den i høj grad på hendes egen families erfaringer, ikke mindst i portrættet af de tre generationer af kvinder, der på hver deres meget forskellige måde er stærke og selvstændige. De viser et andet billede af indvandrerkvinder end det, der normalt bliver vist frem. Samtidig viser deres historie, hvor meget de tyrkiske indvandrerfamilier har omstillet sig i løbet af blot tre generationer.

- Vi ville gerne vise bedstemoren som noget andet end klicheen på en kvinde med tørklæde. Hun er en meget stærk kvinde, og der er en balance mellem hende og Hüseyen. Min egen bedstemor er også en stærk kvinde. Selvom en kvinde går med tørklæde, kan hun godt have en stærk vilje og personlighed og være respekteret. Min bedstemor var ligesom Fatma i filmen også alene om at tage sig af familien hjemme i landsbyen, efter min bedstefar rejste til Tyskland. Jeg har derfor altid følt, at jeg kom fra en familie af stærke kvinder. De kæmpede deres kampe, men de var aldrig ofre. Jeg har haft langt flere muligheder end dem, men jeg ved, at de ville have udrettet nogle helt fantastiske ting, hvis de havde haft de samme muligheder som mig, siger Yasemin Samdereli.

Yasemin Samderelis bedstemor var traditionelt opdraget. Hun gik ikke i skole, hun valgte ikke sin egen ægtemand, og hun fik aldrig et job. Hun levede sit liv inden for traditionens rammer med de begrænsninger, der var, men også med den frihed, der ligger i forudsigeligheden. Udfordringerne var langt større for mellemgenerationen.

- Min mor var nødt til at gå i spagat mellem de to kulturer, og jeg tror nogle gange, at folk glemmer, hvor krævende, det har været for kvinder som hende. Min bedstemor behøvede aldrig at arbejde. I hendes generation var det underforstået, at manden forsørgede familien. Det forventedes af min mors generation, at de stadig levede efter de traditionelle mønstre, men samtidig var hun f.eks. medansvarlig for at tjene penge ind til familien. Udefra set var det min far, der forsørgede os, men min mor arbejdede også. Hun kæmpede også for at få sit kørekort, fordi det ikke var velanset, at kvinder kørte bil. Det har helt klart været hårdt for hende at skulle leve i det moderne samfund med alle de gamle regler. Til gengæld lod hun mig bryde dem, fortæller Yasemin Samdereli.

 

Tysk, tyrkisk, maskulin, feminin

Selv føler hun, at hun og søsteren fik en fri opdragelse. Det var frihed under ansvar. De var altid med på skoleudflugter og lejrskoler, de har begge fået den filmuddannelse, de gerne ville have, og Yasemin lever i dag sammen med sin kæreste i Berlin, uden at det er noget, familien blander sig i. Hendes forældre har givet hende en frihed, som hun har taget imod som den gave, det er.

- Det er i virkeligheden meget komplekst. Folk ser slet ikke, hvor meget moderne indvandrerfamilier kæmper og diskuterer og taler sammen for at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til alt det nye og det gamle på samme tid. Der eksisterer et billede af os som nogen, der altid lever efter de gamle regler, og dem, der vover at bryde dem, bliver udstødt. Det findes selvfølgelig, men det andet findes også. Det er vi et bevis på.

Hun behøver slet ikke at tænke sig om, før hun svarer på, hvordan hun definerer sig selv som tredje generations indvandrerkvinde i dag.

- Jeg er i den lykkelige situation, hvor jeg ikke behøver at definere mig selv. Ingen bør overhovedet skulle definere sig selv. Det sker, at folk spørger mig, om jeg føler mig mest tysk eller mest tyrkisk. Men mange kvinder ville jo heller ikke kunne svare på, om de føler sig mere feminine end maskuline. Jeg er den, jeg er. Jeg kan ikke sige, at jeg føler mig 60 % tysk og 40% tyrkisk eller 70 % feminin og 30% maskulin. Det er noget, jeg føler ændrer sig hele tiden, men jeg har det fint med at være den, jeg er. Jeg har fundet fred med mine rødder og er taknemmelig over den familie, jeg har, slutter Yasemin Samdereli.

Se video