Et kritisk blik på mandelitteraturen

Printervenlig version

August Strindberg var langt fra den eneste, der undersøgte den mandlige identitetskrise. I et nyt værk har den tyske forsker, Stefanie von Schnurbein, undersøgt en række mandlige forfattere og deres forhold til manderollen. Hendes opfattelse er, at de moderne forfattere, der skriver efter 70'ernes kvindefrigørelse, har bidt sig mere fast i en forestilling om mandlig overlegenhed end deres forgængere.

Læs mere

D. 8. - 10. december 2004 vil Georg Brandes Skolen afholde kurset Maskuliniteter - og andre seksuelle selv'er under ledelse af Professor Stefanie von Schnurbein og forskerskoleleder Pil Dahlerup.

Med En dåres forsvarstale (1895) skrev August Strindberg én af den moderne mandelitteraturs nøgletekster. Helten Axels overdrevne og modsætningsfyldte fantasibilleder om sin elskede Maria - som madonna, luder, lesbisk og vampyr - skulle bevise kvindens underlegenhed, men viser snarere, hvor indespærret Axel er i det 19. århundredes klaustrofobiske fantasi om en femme fatale-terminator, der er indstillet til at udslette. Axels begær efter Marias små fødder og smudsige støvletter er også påfaldende.

Fetischime, mener Freud, er et forsvar mod kastrationsangst. Den peger mod fortrængt homoseksualitet, kvindehad og psykisk impotens. Det er træk, der viser sig igen og igen i den mandelitterære tradition, og som Stefanie von Schnurbein undersøger i sit værk Krisen der Männlichkeit. Schreiben und Geschlechterdiskurs in skandinavischen Romanen seit 1890.

At Strindberg var besat af spørgsmålet om køn, som han mente handlede om mandlighedens identitetskrise (og gav den nye kvindes frihedskamp skylden) er næppe nogen nyhed. Men få har villet se, at han var en del af en mægtig kulturretning, hvor en tilspidset mandlig kønskonstruktion forenedes med en modernistisk skriftproblematik. Stefanie von Schnurbein udreder denne sammenhæng ved at tillempe en international diskussion af sammenhængen mellem køn og modernistisk æstetik på seks jeg-romaner skrevet af tre generationer af mandlige forfattere mellem 1890 og 1995.

Fiktionen har en central plads i moderniteten, hvor identitet, kønsrelationer og forholdet til en tabt patriarkalsk tid uophørligt afprøves. Eftersøgning af en mandlig identitet sker gennem det at skrive eller vice versa. Måske kan man sige, at det vi kalder modernisme er at skrive sig fri fra moderen i kvinden, men også fra den voldsprægede seksualitet, som i disse romaner bestemmer mandens bevægelse fra vugge til grav.

Med udgangspunkt i Judith Butlers påstand om, at kønnet produceres performativt, antager Schnurbein, at fremstillingen af køn i litterære værker også kan afsløre under hvilke historiske vilkår kønidentiteten konstrueres. Perioden er ud fra denne synsvinkel et godt udgangspunkt: Realismen er trådt tilbage til fordel for den psykologiske roman, hvor jeget ransager sig selv i lyset af tidens modevidenskaber, indstillet på det ubevidste sjælelivs afvigelser. Det er i perversionernes, narcissismens og kønsforvirringens store tid, drømmen om en ny mandlig skrift fødes.

Schnurbein lader Strindberg indlede og afslutte studiet, fordi han så eksemplarisk viser, hvordan køn, modernitet og skrift hører sammen. Ind imellem nærlæser hun Knut Hamsuns Pan, Rainer Maira Rilkes Malte Laurids Brigge og Aksel Sandemoses En flygtning krydser sit spor.

Hun tager moderne tekster til hjælp, som åbner op for nye iagttagelser i disse ganske udforskede klassikere. Så læser hun Hamsun og Rilke op mod to nordiske romaner skrevet i kølvandet på 1970ernes kvindebevægelse: Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen og Knut Faldbakkens Glahn.

De nyere romaner, der er skrevet i deres tids psykologiske forestillinger om, at den kriseramte mandlighed kan bortforklares med moderbinding, lykkes dystert nok ikke at være lige så kønsoverskridende som forgængerne. Hvor Hamsun og Rilke søger udveje gennem en feminiseret eller androgyn skriveposition, vælger Faldbakken, men også Nielsen, at tage tilflugt i en "hypermaskulin" skrift, som skaber en fiktion om mandlig overlegenhed og potens, en "paternal narrative" - dette kunne også gælde for Ulf Lundell, Ernest Brunner eller Klas Östergren.

I et mandelitterært perspektiv føles denne løsning historisk gammeldags. Allerede i 1910 lader Rilke sin proletariserede danske adelsmand, Malte, konstatere, at det er for sent på jorden for den store beretning, som uproblematisk kobler en gammel og ny mandlighed sammen. I stedet skaber han en nostalgisk mandlig kanon (flanøren Baudelaire og feministen Ibsen), samtidig med at han i nuet identificerer sig med de elskende kvinder i historien, men også med de vilde nye kvinder, som ligesom han selv, søger nye veje i metropolen Paris. En "maternal narrative" er intet alternativ, det viser hentydningen til Osvalds død, der er offer for den borgerlige families seksuelle dobbeltmoral i Ibsens Gengangerne. Fædrene har svigtet, mødrene er magtesløse, det eneste som står tilbage er melankoliens sorte sol, som er den forladte søns eneste vej til kreativitet, så råt kunne man sammenfatte Maltes fortvivlede bud på sin narcissistiske (mande)krise.

Også hos 1890ernes Hamsun finder Schnurbein en mindre stivbenet kønsopfattelse og æstetisk mere kompleks stil end hos 1980ernes Faldbakken. Når Hamsun lader sin eksløjtnant opleve et slag raffineret "gender trouble", hvor usikkerheden over, hvad moderne mandlighed er, ligger åben, gør Faldbakken sin Glahn (romanen er en remake af Pan) til en impotent, voldsivrig, narcissistisk forstyrret homofob med et idealiseret homoerotisk begær. Samme greb bruger Hamsun til at skildre en plagsom længsel eller feminisering hos sin Glahn - hvilket bør læses som en programerklæring fra Hamsuns side: "Jeg er en moderne forfatter". Pan bliver i Schnurbeins interessante tolkning en queer-bog. Hun viser, hvordan Faldbakken patologiserer homoseksualiteten, mens Hamsun iscenesætter Glahns død som en homoerotisk farvet akt, maskeret som rivalisering om en kvinde. For de slidte helte i disse romaner gælder ofte Eve Kosofsky Sedgwicks tese om, at den ødipale begærstrekant (mand begærer kvinder, som elskes af en anden mand) egentlig handler om mænd, der begærer hinanden gennem en uvæsentlig tredje, en kvinde, der tjener som idealiserede projektion, et cover, for forbudte homoerotiske tilbøjeligheder. Problemet med denne skematiske model er dog, at den formindsker kvindegestalternes rolle og derigennem ser bort fra mere komplekse begærstrukturer i teksten.

Det mimetiske, begærets trekant, er også på spil hos Aksel Sandemose ("vi elsker far, fordi mor elsker ham og omvendt. Det er trekantens bitre historie"). Men at hans Espen Arnakke sidder fast i en ødipal tvangsadfærd, er et vildspor, mener Schnurbein. Det er relationen mellem yngre og ældre brødre, som er hovedsagen i Jante, et klassesamfund i miniature, som styres af jantelovens første bud: "Du skal ikke tro, at du er noget". Sandemose er Stefanie von Schnurbeins virkelig helt med sin skånselsløse rapport inde fra jantelovens broderdiktatur og En flygtning, der krydser sit spor viser sig at indeholde samtidskritik på højt niveau, leveret i 1933, men stadig relevant i dag. Espen Arnakke afslører gennem sin jeg-fortælling, udformet som en freudiansk selvanalyse, hvordan jantestrukturen i et moderne samfund bygger på mandlig, seksualiseret vold - ikke blot rettet mod kvinder, men frem for alt mod mænd - og børn. Og da bliver det spændende og grumt, som i en gyser, at morderen viser sig at være offeret (Sandemoses underrubrik er meget rig - en beretning om en morders barndom).

Kapitlet hedder Mandlighed som traume og rekonstruerer, hvordan den psykoanalytiske belæste Sandemose anvender Freuds analyse af broderskabets diktatur for at vise, hvordan det kønsstereotype mandlighedsideal og undertrykkende samfundsmekanismer slår igennem i den mandlige psyke. Underteksten er Freuds berømte Videnskabelige myter i Totem og tabu (1912) om sønnerne i det primitive samfund, som myrder urfaderen (for at få adgang til hans kvinder). Ud af denne dåd fødes en kollektiv skyldfølelse, som er grundlaget for alle civilisationer, med forbudet mod at dræbe og at begå incest (med moderen og søstrene) som følge. Disse to tabuer bryder Esben ("jeg vil have alle kvinder og dræbe alle mænd") i sit frugtesløse forsøg på at flygte fra Jante, men Jante viser sig at være et traume, som med gentagelsestvangens logik hjemsøger den ramte med skyldfølelser og ambivalente følelser overfor voldsmanden, og til slut gør offeret sig til voldsmand, morder - ifølge logikken at pædofile ofte har været udsatte for pædofili.

Sandemoses skrivestrategi er den traumatiserede offers, han bliver flygtningen som bestandigt krydser sine spor. Espen er den yngste broder, som forråder storbrødrene ved at ville befri sig fra en hemmelighed, der er for tung at bære. "Nu vil jeg berette alt" er romanens første ord. Denne bekendelse kræver et andet "du" end adressaten i romanen (en storbror-analytiker, som vil have at lillebror "kastranalyseres" og holder op med at huske, som Sandemose selv udtrykker sagen). Det kræver en medfølende læser, en nutidig feminist som Schnurbein. Og dog formår hun ikke at tage imod hele bekendelsen, som vi skal se.

Hvad er så den uudsigelige hændelse i midten af Espens psyke og beretning, den koblingscentral, der hvor alle flygtningens spor leder hen for derefter at blive spredt ud? I Jante er seksualiteten hovedskueplads for den brutale magtkamp mellem mænd. En flygtning der krydser sit spor kritiserer udpræget det homosociale fascistiske mandsforbund, der var på stærk fremmarch i 1933. Føreren er en jantemand, broderhobens oppustede overjeg, som lader til at have taget den autoritære faders plads, men som egentlig styres af det Alfred Adler kaldte "den maskuline protest" (en kompensatorisk stræben efter total overlegenhed som svar på mindreværdsfølelser). Det storbrorsdiktatur, som reproducerer undertrykkende samfundsstrukturer gennem stereotype mandlighedsidealer, har overlevet i mindre ekstrem grad og gået over i det brodersamfund, vi lever i. Schnurbein citerer Juliet MacCanell, som i The Regime of the Brother. After Patriarchy mener, at det moderne samfundet er et universelt homosocialt broderskab med en mandlig (homo)seksuel (homofobisk) struktur, som teknisk set er analsadistisk (det forklarer måske pornoindustriens fiksering på det anale såkaldte heteroseksuelle samleje). Det er et system, som giver storebror ret til at holde ikke bare småbrødrene nede, men også søstrene, som modelleres efter brødrenes enkønnede model. Den mandlighed, der produceres i et sådant system, bliver ikke bare patologisk men grundlæggende traumatisk. Og det er ifølge Schnurbein Sandemoses egentlig budskab. Mordet på den ældre kammerat i Misery Harbour, som Espen begik som ung, kan ses som en fantasi om at ønske død over brodersamfundets seksuelt farvede sadisme.

Nøglen til Esbens velbevarede hemmelighed, som skal forklare, hvorfor han blev en morder, ligger i svaret på spørgsmålet om, hvilken handling som blev begået mod ham i Misery Harbour, eller snarere optrævles, for sporet bagud til et uudsigelig seksuelt traume i Espens barndom, som vækkes til live gennem kammeratens homoseksuelle tilnærmelse. Schnurbeins læsning af associationskæder, som leder til det oprindelige traume (Espens rædsel for at blive opdaget, hans incestuøse begær, hans opmærksomhed på seksuel vold mod børn), står ikke Freuds yndlingslektor Sherlock Holmes efter. Det seksuelle overgreb er fortællingens gåde og motor, en metafor for Jantesamfundets seksualiserede broderdiktatur. Lillebror Espen hader og frygter sine storbrødre og svarer på det orale sexovergreb, som kan være fundet sted, med væmmelse, panik og fobi - frem for at spise risengrød. Risengrødens konsistens og farve associerer til sperm, fastslår Schnurbein. I et nøglecitat giver Sandemose et fortvivlelsens billede på, hvordan det seksuelt voldførte barn, overgivet med sin angst, protesterer med sin krop:

"Når jeg blev tvunget til at spise den, kastede jeg op, og tårerne løb ud af mine øjne. Alt i min mund gjorde oprør, tungen, læberne, tænderne, maden blev liggende som en klump på tungen, jeg rystede over hele kroppen, og jeg frøs. (...) Jeg blev siddende med åben mund, med spyttet løbende ned over hagen, og øjne, der var vilde af rædsel, når jeg følte sådan et gryn på tungen, og til sidst løb det hele ned over mit tøj."(Det danske citat stammer fra romanen udgivet på Schønberg, 7. udgave, 2. oplag, 2000, side 175.)

Så langt så godt. Men Schnurbein overser, at grøden, der var lavet af moderen dagen før en vaskedag, da hun lader hjemmet gå for lud og koldt vand, og gør barnet syg af hjemløshed, gennem sin søde smag og farve selv minder om modersmælk. Espens spiseforstyrrelser og orale fiksering kan dermed også ses som symptom på det Julia Kristeva kalder abjektionen, spædbarnets kamp for at skille sig fra moderkroppen. På handlingens niveau udpeges altså to mulige forbrydere: Faderen (risengrød er hans yndlingsret) og moderen, som er medskyldig ved ikke at beskytte sit barn. Tværtimod, er hun den, som påtvinger ham den afskyelige føde, gang på gang. Ved at fremholde moderens delagtighed i den sadistiske disciplinering af barnet, tilfører Sandemose yderligere en dimension til analysen af brodersamfundet.

Stefanie von Schnurbeins Krisen der Männlichkeit. Schreiben und Geschlechterdiskurs in skandinavischen Romanen seit 1890 er banebrydende, og hendes litteraturliste med værk på seks sprog en guldgrube. Ingen har tidligere forsøgt at give et overblik over et århundredes skandinavisk mandelitteratur. Det er imponerende. Men hun læser den moderne mandlighed i lyset af Frankfurterskolens tese om, at det ødipale individ erstattes af et narcissistisk ego. Da bliver det uundgåeligt at se moderniteten som en sag mellem mænd, mens kvindeligheden bliver det andet: massen, naturen, etc. Men moderniteten er trods alt mere broget, den rummer ikke bare mandlighedens krise. Det er også kvindernes chance for at skabe en dialog med manden, at tale om forskelle i termer af ligestilling.

Der findes et søstersvar på broderlitteraturen. Forskningen går videre.

Ebba Witt-Brattström er professor i litteraturvidenskab ved Södertörns högskola i Sverige.

Artiklen er oversat fra Dagens Nyheter af Annette Nielsen og Anita Frank Goth.

Bogen Krisen der Männlichkeit. Schreiben und Geschlechterdiskurs in skandinavischen Romanen seit 1890 af Stefanie von Schnurbein kan lånes på KVINFOs bibliotek.