Det grove, det pinlige og det morsomme

Printervenlig version

Højtråbende og provokerende drengerøvshumor har indtaget de danske tv-kanaler. Men hvad er det egentlig vi griner af, hvis vi griner? Lektor Christa Lykke Christensen kigger nærmere på de nye satireprogrammers særlige form for humor.

Jamen, hvis jeg nu havde sagt: Hej, hej, nu drikker vi en kæmpe stor skål spasser sperm, som vi har malket fra en bedøvet spasser, vi har slået ned herude, så synes jeg måske, det havde været på grænsen, ik' - eller: Se mongolfæces! - eller skal vi lave et slot af mit lort og sluge det som en stor, fed pik fra en rocker - så ville jeg måske synes, det var lidt frækt.

Sådan udtaler Simon Jul Jørgensen, der var vært i satireprogramserien Banjos Likørstue (2001) om overskridelsen af grænser for sprogbrug i serien. Da udtalelsen falder i et senere satireprogram Gyldne Gensyn med Banjos Likørstue (2002), skal den naturligvis ikke tages for pålydende, men som en ironisk kommentar til de kritiske seere, der oplevede serien som ubehagelig og grænseoverskridende. For serien havde som intention at være grænseoverskridende. Udtalelsen er et eksempel på den højtråbende og provokerende drengerøvshumor, der har holdt indtog på DR2 og TV2 Zulu siden årtusindskiftet, og som i dette tilfælde tematiserer den vulgære og brutale blanding af sex, vold og handikap. 

At en sådan form for humor tildeles sendetid på tv er interessant, fordi den er med til at præge opfattelsen af, hvad der er morsomt, og hvad der kan grines af, ligesom den, alene i kraft af at være programsat på de to danske public service-kanaler, bliver retningsgivende for, hvad der betragtes som legitim og god underholdning. Spørgsmålet er, hvilken social betydning det kan have, at tv-seere de senere år har fået tilbud om at grine af denne form for humor.

 

Smertelig humor 

Mange af de satireprogrammer, der er blevet vist på de nævnte tv-kanaler, har benyttet sig af ovennævnte drengerøvshumor. De har, på ganske vist meget forskellig vis, været med til at lancere, hvad man kunne kalde en smertelig form for humor, der nok fremmer latter, men samtidig er forbundet med negative følelser af ubehag, pinlighed og af, 'at noget er for meget' og for grænseoverskridende til, at det udelukkende er morsomt. Det drejer sig f.eks. om DR2's mockumentary Rockerne (2002), satireprogramserierne Banjos Likørstue (2001), Torsdag i 2'eren (2002) samt den populære serieDrengene fra Angora (2004). Tilsvarende rummer Sit-com-serienKlovn (TV2 Zulu, 2005) nogle af den smertelige humors elementer. 

Også andre mediegenrer abonnerer på denne form for humor. Reklamer har været med til at fremme en latter over det, der kan opleves som pinligt, tydeligst i eksemplet med Polle fra Snave, den tåbelige og ynkelige mand, der ikke forstår teknologiens vidunder og straffes derfor både korporligt og med publikums hånlige latter. Et noget anderledes eksempel på smertelig humor er Nynnes Dagbog, der både foreligger i bog-, film- og tv-serieformat. Nynne er manisk optaget, ikke alene af sig selv, men af det ganske særlige aspekt: sin egen pinlighed, og det er i refleksionen over egen pinlighed, at hun møder læseren og seeren, der med sin latter indirekte kan være med til at pege på, hvordan hun burde have opført sig. 

For samtidig med at vi griner af Nynne i de ofte smerteligt morsomme situationer, hun bringer sig selv i, legitimerer hendes kiksede performance ikke desto mindre den normativitet, hun er indskrevet i, som netop foreskriver pinligheden som en del af hendes performance som 'Nynne'. Jo mere pinlig og 'ægte' privat hun udstiller sig selv, des mere tydeligt bliver det, at det pinlige ikke længere har rod i en privat tilbøjelighed eller brist, som hun søger at skjule eller neddæmpe, men er en del af selve spillets regler for det at være moderne kvinde. Moderne kvindelighed er for Nynne indbegrebet af sindrig viden om pinlighedens iscenesættelse og sociale betydning, for ved hjælp af denne modtager hun umiddelbart andres medfølende og anerkendende latter. 

Spørgsmålet er, om vi, når vi griner medfølende med Nynne som en heltinde i en antiheltindes performance, også i mere indirekte forstand griner nedvurderende af hende - ikke fordi hun ikke kender spillets regler, hvad hun om nogen gør, men fordi hun netop i kraft af denne udviklede viden og sensibilitet fortsat bekræfter et traditionelt kvindebillede konstitueret omkring hendes alt for store afhængighed af det ydre bekræftende blik på sig.

 

 

'Det private' som tema 

Der er mange eksempler i den aktuelle mediekultur på latterens sociale funktion som moralsk vurderings- og korrektionsmekanisme. Det er dog tydeligst i satiren, hvor der i disse år grines af det socialt upassende. Vi griner moralsk og 'negativt' i den forstand, at latteren med sin underliggende moralske attitude tjener en revsende og konservativ beskyttelse og konsolidering af tingenes tilstand.

Dette hænger bl.a. sammen med, at satiren ikke længere er optaget af en foranderlig verden/samfund 'derude', men har rettet blikket indad mod forhold i 'den indre' og private verden, og tilsvarende radikalt har individualiseret perspektivet. Den beskæftiger sig i disse år overvejende med den måde, det enkelte menneske er og opfører sig på - ikke ud fra f.eks. et kritisk blik på ydre, strukturelle faktorer, der evt. kunne være med til at betinge sådanne former for adfærd - men med afsæt i den opfattelse, at det er inden for selve den private selvrealiserings horisont, at den enkeltes forhold til andre og andet end sig selv, skal aflæses. 

Denne aflæsning falder ud med negativt fortegn i den forstand, at den enkelte så at sige ikke har et 'normalt' socialt forhold til andre, men dybest set kun kan forholde sig til og er henvist til sig selv. Det er således ikke satire over mennesket som borger, men som privat individ, vi møder i nutidens smertehumor. Således udstiller den smertelige humor moderne kvinder og mænd som selvcentrerede, da den alen, det sociale tilhørsforhold måles med, udgøres af den korte afstand mellem 'jeg' og 'mig'.

 

 

'Det pinlige'

Det er i forhold til 'det private' som både afsæt og mål i sig selv, at optagetheden af pinlighedsfølelsen er rykket i fokus. Socialantropologen Erving Goffman karakteriserer den som en af de mest kraftigt regulerende sociale mekanismer, idet den er med til at opretholde hverdagslivet ved at understøtte dets moralske orden. Pinlighed, siger han, opstår i situationer, hvor der viser sig modsatrettede forventninger til deltagerne i et socialt møde (2004:127), men hvor både den pinlige situation og forsøgene på at afbøde den, indikerer, at den normale sociale rangorden fortsat er gældende selv under de pinagtige vilkår. 

Pinlighedsfølelsen er i den forstand socialt konserverende, idet den sørger for, at den daglige orden fortsat opretholdes. 
Pinlighedsfølelsen er udtryk for en social forpligtelse, der hviler på et moralsk grundlag af høflighed, korrekt opførsel, etikette og dannelse. Den opstår, når nogen taber ansigt, eller når nogle af deltagerne i et socialt møde krampagtigt forsøger at redde en andens ansigt. Man taber derfor ansigt over for andre - ikke over for sig selv. I satireprogrammerne konfronteres vi med det ene ansigtstab efter det andet, f.eks. hos Baune i Drengene fra Angoraog Glenn i Rockerne, som dog sjældent selv opdager, at de taber ansigt, hvorved vi som seere kommer til at sidde som den moralsk vurderende instans, samtidig med at vi både gøres opmærksom på 'det privates' sociale betydning og på nødvendigheden af en moralsk 'oprustning' på disse figurers vegne. 

Pinlighedsfølelsen er forbeholdt mennesker, der har et forholdsvis udviklet socialt selv, og som kan forholde sig reflekterende til forskellige sociale situationers adfærdsregler. Små børn er således sjældent i besiddelse af denne følelse, men som socialpsykologen Michael Billig understreger: Børn lærer at føle sig pinlige og have blik for de situationer, hvor andre er pinlige (Billig 2005:221). Og den mekanisme, der, ifølge Billig, anvendes hertil, er latteren. Den sociale forlegenhed er bygget ind i selve det sociale livs konstruktion, hvor den truer de sociale aktører med en form for social død, hver gang de 'glemmer' de passende adfærdskoder. I forhold til den pinlighed, som en sådan forglemmelse kan udløse, spiller latteren, ifølge Billig, en disciplinerende rolle, hvilket vi umiddelbart vil opfatte som en mere negativ latter-funktion.

 

 

Det pinligt morsomme 

Billig understreger, at børn lærer at grine af noget, som socialt bliver udpeget som sjovt. Dermed peger han på en intrikat alliance mellem latter og pinlighed. De indgår som led i en social opdragelse, hvor det drejer sig om at tillære sig den sociale reaktion, der består i at kunne grine af det socialt upassende. Latter har derfor som social mekanisme et ofte hånende og nedgørende aspekt, som de færreste har blik for, måske fordi det umiddelbart forekommer negativt. Frygt for pinlighed er tæt forbundet med frygten for at blive grinet af og dermed risikoen for at blive dømt socialt 'ude'. Latteren kan derfor tjene den mere 'positive' funktion at få de sociale aktører socialiseret og 'rettet ind' i forhold til det sociale livs krav. 

Satirens smerte-humor lægger tendentielt op til, at vi skal grine af noget særligt og på en særlig måde, nemlig pinligt berørte af en grænseoverskridende adfærd, der ofte eksponeres i forbindelse med sociale tabere af begge køn, fede mennesker, kvinder, handicappede, bøsser og mentalt forvirrede eksistenser. Det er set før, inden for eksempelvis den folkelige komik og mere grove, kropslige humors repertoire, men pointen er, at man for det første ikke, så massivt som det har været tilfældet de senere år, har gjort det i tv - specielt ikke i public service-tv, og for det andet at man ikke har gjort det uden samtidig at ville stå ved, at latteren altid har en genstand, der berøres af latteren. 

Med koncentrationen omkring netop pinlighed som social mekanisme vil latterens genstand altid stå i fare for at blive degraderet som socialt upassende. Men ikke blot drengerøvshumoren har en degraderende dimension. "Nynne" er også genstand for latter, der spiller med på Nynnes egen performede pinlige privathed, men som i dette medløb viser tilbage på de stærke sociale bindinger, der ligger i hendes pinlige praksis. 

Satire- og humorprogrammer er seerstyrede programmer, da seerens latter for så vidt udgør selve meningen med programmerne. Seeren stilles konstant over for valget at grine eller ej, men med overeksponeringen af pinlighed bliver det tilmed op til seeren at forholde sig moralsk vurderende og korrigerende, fordi der i form og indhold bevidst arbejdes på grænsen af, hvad man tidligere har set og forbinder med noget sjovt. I dag synes devisen at være, at hvad som helst kan være sjovt, når der ingen grænser er for noget som helst. At grine af hvad som helst er derfor efterhånden blevet en norm, som i en vis forstand udgør sin egen korrekthed.

Måske har mediekulturen på humorens område gjort den samme bevægelse med, som har fundet sted inden for andre genrer, hvor emner fra den folkelige og hverdagslige kultur tilsvarende er blevet bragt ind i hele mediekredsløbet, eksempelvis i tv's livsstilsprogrammer, makeover-programmer og docu soap-serier. Og hvor der bliver tale om en folkeliggørelse og 'drengerøvshumor-gørelse' af dele af mediehumoren, hvor primært ynkelige mænd udsættes for degraderende og hånende latter. 

Eller måske er der tale om en særlig retorik, forklædt som et oprør imod politisk korrekthed, der kan være vanskelig at aflæse, fordi selv de, som samfundsmæssigt og kulturelt befinder sig 'ovenpå', kan retfærdiggøre denne humor med, at den er oprørsk og en udfordring opadtil - uanset hvor meget den så at sige stamper på dem neden under, der er latterens genstand. 

Eller måske lever vi, med Jon Doveys ord, i en form for ongoing freakshow med tv som ét af de offentlige fora, hvor 'performing the ordinariness of extraordinary subjectivity' gentagende finder sted (2000:4) - i den stigende mængde af f.eks. docu soap-serier samt livsstilsprogrammer om de 'nære ting': krop, mad og bolig. Og hvor vi støder på en figur som "Nynne", der i sin gennemreflekterede tilværelse er endt som freak for sig selv og derfor fortsat er henvist til at spille med, så godt hun formår. 

Mange af nutidens humorprogrammer kan betegnes som pasticheagtige parodier på denne tendens til 'going private' i det offentlige tv-rum. Desværre bringer de færreste af dem nye positioner til torvs, hvor de to køn kunne mødes i et gensidigt anerkendende grin. 


Christa Lykke Christensen er lektor i film- og medievidenskab

Henvisninger:

Billig, Michael (2005). Laughter and Ridicule. London. Sage.

Dovey, Jon (2000). Freakshow: First Person Media and Factual Television. London. Pluto Press.

Goffman, Erving (2004/1967). "Embarrassment and Social Organization"/"Forlegenhed og social organisering", oversat in: Jacobsen & Kristiansen (eds.): Erving Goffman. Social samhandling og mikrosociologi. København. Reitzel. Oprindelig in: Interaction Ritual: Essays on Face-to-Face Behavior. (1967) New York. Anchor Books.