Det dobbelte kongemord

Printervenlig version

Hanne-Vibeke Holsts roman Kongemordet er mesterligt omplantet til Sverige i Kathrine Windfelds politiske tv-serie. Og transporten t/r over Sundet har gjort Hanne-Vibeke Holst så hot, at serien er blevet anmeldt af de danske avisers mandlige topanmeldere - også dem, der i årevis har haft Hanne-Vibeke Holst som hadeobjekt.

I modsætning til Sverige har det i Danmark i mange år været salonfähigt at nedsable "journalistfiktion" - især, når den skrives af kvinder og ikke er en (svensk) kriminalroman. Men man har da lov at håbe på, at Kongemordetssucces får has på de mest tumpede automatreaktioner. Danmark ville helt enkelt være et ringere samfund uden Hanne-Vibeke Holst.

 

Læs mere

FORUM bragte ved udgivelsen af Hanne-Vibeke Holsts roman i 2005 et uddrag af Kongemordet

 

Læs kommentar af Güzel Turan om mønsterbryderen Yasemin i Kongemordet

 

Fire søndage i april og maj 2008 harKongemordet trukket imponerende seertal i det krævende "drama-slot" søndag kl. 20. Ikke mindre end 600.000-820.000 danske seere har troligt hængt på Kathrine Windfelds suveræne svenske tv-serie efter Hanne-Vibeke Holsts bestseller fra 2005. 

Det er ikke mindst interessant, fordi hovedpersonen, en voldsramt hustru, ikke er en type, de fleste danskere måske helst identificerer sig med. På den anden side har serien fra begyndelsen spændt forventningerne til en veloplagt hævnakt mod superskurken Gert Jakobsson, ét af de klassiske magtmennesker, man elsker at hade. 

Der er ikke ét, men to kongemord i historien. Det ene er den tidligere socialdemokratiske finansminister Gert Jakobssons politiske komplot, som skal gøre Jakobsson selv til partiets næste statsminister. Det andet er karaktermordet på samme Jakobsson, der i 30 år har banket sin kone Linda gul og blå, og nu tilmed forsøgt at voldtage sin unge studentermedhjælper, den tyrkiskfødte Yasemine.

Det er et stort og klassisk stof, Hanne-Vibeke Holst, instruktøren Kathrine Windfeld og de to svenske manuskriptforfattere Sara Heldt og Pia Gradvall har fat i: Mænds begær efter magt og kontrol, og de kvinder - og mænd - de efterlader i deres kølvand. Bevidst eller ej duver Shakespeares Macbeth som bagtæppe for historien om en mands lyst til magt og kontrol, der ender med at gribe kontrollen over ham. 

Som Gert Jakobsson to gange siger til Linda: "En dag slår jeg dig ihjel, og det vil ikke være min skyld." Når ambitionen går amok og får en mand til at sætte almindelige menneskelige hensyn til side, må enhver, der har sit liv kært, forføje sig væk i tide - eller slå igen. Hvordan den mishandlede hustru omsider lykkes med at gøre dét, vender vi tilbage til.

 

Kvindernes hævn

Omplantet til en svensk samtidig kontekst ser scenen vedKongemordets begyndelse sådan ud: Socialdemokraterne har lidt et knusende valgnederlag og har tabt magten til en borgerlig koalition. De ledende partifolk, den kloge Elizabeth Meyer og den glatte Gert Jakobsson, mener, at vejen tilbage til ministerkontorerne går over partiformand Per Vikstens afgang. Viksten har dog ingen planer om at løbe af posten i utide, som han ser det.

I stedet omgiver han sig med et ungt team af bl.a. hovedpersonen i forgængeren Kronprinsessen, Charlotte Ekeblad. Vikstens ekstra omgang i manegen før det uundgåelige indtræffer er, som en journalist formulerer det i romanen, Dead Man Walking, og mens den flinke Viksten gør sig til grin, arbejder Jakobsson på at få partifællerne til at skifte side.

Det lykkes - men Jakobsson har ikke forudset kvindernes hævn. Linda og Yasemine mødes på krisecenteret for voldsramte kvinder, og da de begynder at udveksle erfaringer, kan scenen sættes for en offentlig likvidering af Gert Jakobsson. Det sker i seriens sidste afsnit, da han i en blændende tale bekendtgør sit kandidatur til formandsposten. Han bliver afbrudt, da Linda og Yasemine uanmeldt gør deres entré. Til pressen og partiledelsen fordeler de et rødt chartek, der bl.a. prydes af de fotos fra krisecenteret, der dokumenterer Gert Jakobssons vold mod Linda.

Reaktionerne er fanget i én af seriens mange velkomponerede scener. Kameraet glider fra ansigt til ansigt - fra Lindas blodige, ophovnede træk på billederne til forfærdelsen hos hendes mands politiske fæller, og endelig til Gert Jakobssons eget stivnede fjæs, hvor kun det blankt flakkende blik røber et sidste forsøg på at finde en måde, hvorpå han kan generobre kontrollen. Forgæves, selvfølgelig. Gert Jakobsson klamrer sig til sin talerstol, så isoleret som den detroniserede Viksten få dage forinden. For Jakobsson er det utænkelige netop sket - hans private hemmelighed har rejst sig fra sofaen for at knuse ham.

 

Hustruvold er også vold 

I romanen bemærker en af personerne, at hustruvold ofte beskrives i bagatelliserende vendinger, som en form for folkekomedie. Det hører til seriens fortjenester, at den har mod til at skildre dette samfundstabu som et langt, frygteligt flow af rå vold. Det sker i to scener, der spejler hinanden: Da Linda i seriens andet afsnit gennembankes af Gert og omsider flygter fra parrets lejlighed, og da Yasemine nær bliver myrdet af et familie-tæskehold i seriens tredje afsnit.

Den store voldsscene i ægteparret Jakobssons elegante bolig (med vandudsigt) er filmet i grønne toner som et klaustrofobisk akvarium, mens tæskeholdets forsøg på at drukne Yasemine foregår i nattemørket. Den dunkle belysning understreger kvindernes følelse af uvirkelighed, da deres nærtstående går amok: Gert Jakobsson er blevet rasende over sin kones beruselse til en partifest og trækker hende brutalt med sig hjem. 

Yasemines familie har uden hendes vidende forsøgt at tage hende med på "ferie" i Tyrkiet, hvor en ægtemand venter. I stedet spiser hun en intim middag med sin chef, Gert Jakobsson, og tager med ham hjem bagefter. Da hun flygter fra hans voldtægtsforsøg, bliver hun indhentet af et tæskehold af mandlige familiemedlemmer. I deres øjne viser hendes tårer og forrevne tøj, at hun har krænket familiens ære, og de er tæt på at slå hende ihjel, da hendes loyale lillebror i sidste øjeblik får tilkaldt politiet. 

For Hanne-Vibeke Holst selv er denne grumme historie et tigerspring bort fra de Tintin-agtige kvindelige hovedpersoner i det tidligere forfatterskab, Louise- og Therese-trilogierne. Med udgangspunkt i disse bøger har kritiske røster - ikke helt med urette - fremhævet Holsts forkærlighed for stærke, selvstændige hovedpersoner med den rigtige smag i alt fra tasker til sportsvogne. 

Begge de centrale figurer i Kongemordet, den familieloyale Yasemine og drukmåsen Linda, der stadig elsker sin mand, lander derimod en overgang på samfundets absolutte bund, krisecenteret. Her indser de, at det, de netop er undsluppet fra, er det særlige "sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden", for at citere Liza Marklund og Lotta Snickares fine bog fra 2006. Det er så, hvad de to kvinder beslutter sig for - at hjælpe hinanden. Pointen er måske lidt rigeligt opbyggelig, men god alligevel.

 

Dansk politik blev plantet om til Sverige 

Hanne-Vibeke Holst har selv fortalt om den trælse proces, der endte med, at DR-Drama opgav at håndtere det ildsprudende politiske stof i hendes roman Kronprinsessen (2003). Herom er ikke meget godt at sige - måske bortset fra, at svenske SVT bed på i stedet og nu desuden har gjort Kongemordet til en strålende serie. 

Flytningen fra Christiansborg til de svenske Socialdemokraters hovedkvarter på Sveavägen i Stockholm har klædt serien ved at give distance til romanens personer efter levende model, uden at fjerne biddet helt. Per Viksten ligner stadig Poul Nyrup, og Elizabeth Meyer Ritt Bjerregaard, mens Jakobsson har lånt træk både fra Mogens Lykketoft, Hans Engell og Uffe Ellemann-Jensen.

De svenske skuespillere spiller også, så det er en lyst. Marie Richardson er smuk, fortvivlet og troværdig som offeret Linda, der finder sin glemte råstyrke frem og tager en hundjævels hævn. "Vi kan risikere at få en statsminister, der slår på kvinder, kan du ikke se det?" som hun forklarer Yasemine. Som Yasemine er den unge Sheraye Esfandyari et fund, indtagende, da alt går strygende for hende, og gribende, da hun på en enkelt nat mister både karriere og familie. Suzanne Reuters Elisabeth Meyer er vidunderligt cool, en heks, hvis politiske tæft ingen tør anfægte, og en særlig ømhed vækker Kenneth Milldoffs Per Viksten, der ikke fatter, at folket og endda hans elskede parti virkelig kan vende sig mod ham. 

Mod Reine Brynolfssons lidenskabeligt tilbageholdte præstation som magtens gale mand har flere danske kritikere indvendt, at han simpelt hen er for usympatisk til at være troværdig som politiker. Jeg er ikke enig. Jakobsson har en slanges glatte charme, og hvis man dertil føjer den magt, han har som Socialdemokraternes ubestridte talknuser, er det rigeligt til at gøre ham politisk attraktiv - og sexet. Serien får ekstra troværdighed af, at Yasemine faktisk tænder på den begavede, fascinerende magtmand, der lukker hende ind i sine cirkler og giver hende chancer, hun kun kunne have drømt om. Sådan er mange lovende karrierer begyndt.

 

Svensk litteratur er mere rummelig 

Måske er det transporten t/r over Sundet, der har gjort Hanne-Vibeke Holst så hot, at Kongemordet-serien er blevet anmeldt af de danske avisers mandlige topanmeldere - også dem, der i årevis har haft Hanne-Vibeke Holst som hadeobjekt. 

Hvorfor kan man kun gisne om. Personligt har jeg mødt adskillige (mænd), som mener, at de end ikke behøver læse Hanne-Vibeke Holsts bøger for at kritisere dem, eller hende selv som person og debattør. (Flere, der tog sig sammen til at læse bøgerne, har dog fået respekt for hendes rå humor og evne til at sætte "problemer under debat"). 

I Sverige er hendes bøger generelt blevet mere generøst modtaget. Af flere grunde. Dels har feministiske synspunkter som Holsts bedre kår end i Danmark. Dels skelner den svenske litterære offentlighed mindre end den danske mellem fint og folkeligt, smalt og bredt. 
Mens modernismen i Danmark har fået en form for litterær hegemoni, som gør, at andre former for litteratur let opfattes som banale, har den bredt fortællende roman i Sverige fastholdt en central litterær position. Også krimilitteraturen har en langt højere status i Sverige end i Danmark. Det har utvivlsomt gavnet modtagelsen af et journalistisk inspireret forfatterskab som Holsts, som har mange sproglige og fortællemæssige greb til fælles med de bedste svenske krimier. 

I Danmark har det derimod i mange år været salonfähigt at nedsable "journalistfiktion" - især, når den skrives af kvinder og ikke er en (svensk) kriminalroman. Men man har da lov at håbe på, at tv-seriens succes får has på de mest tumpede automatreaktioner. Danmark ville helt enkelt være et ringere samfund uden Hanne-Vibeke Holst.

 

Politik er blevet feminiseret 

Foruden volden mod kvinder rejser Kongemordet endnu en interessant principiel diskussion, nemlig om "privatiseringen" af det offentlige liv. I dag stilles politikere og andre med offentlige positioner ofte til regnskab for en gråzone af personlige forhold, ægtefællers adfærd og økonomi inklusive. 

På sin vis er politik blevet feminiseret, for kvinder med en offentlig fremtræden har altid måttet tåle enorm nyfigenhed over for deres udseende og personlige forhold. Derimod har pressen tidligere interesseret sig meget lidt for mandlige politikere, hvis seksuelle eskapader eller alkoholmisbrug er blevet set som uskyldigt tidsfordriv, som pressen ikke beskæftigede sig med. 

Men det er tilsyneladende ved at ændre sig. Nu granskes også mænds moralske forhold, mænd har fået følelser og kan begå fejl, som pressen nyder at svælge i. 
Det er denne udvikling, bogen og serien Kongemordet afspejler. Midt i skadefryden må den bagtanke melde sig, om det private altid skal gøres offentligt. Kan borgerne forlange, at politikerne aldrig må have hemmeligheder for dem? 

Men sagen mod Gert Jakobsson er entydig: Hans vold mod sin kone er en velbelyst, strafbar handling, som diskvalificerer ham som politiker.