Der er et køn der taler

Printervenlig version

I efteråret 2002 udkom Jens Christian Grøndahls Et andet lys og Bettina Heltbergs Deadline. Grøndahls roman blev udråbt til stor kunst af et næsten enigt anmelderkorps, mens Heltbergs blev pebet ud som en ond nøgleroman uden kunstnerisk distance. Men betyder det, at Grøndahl har skrevet en god roman og Heltberg en dårlig? Der er andet og mere end litterær form og kvalitet på spil, ifølge Elisabeth Møller Jensen

Læs mere

Dette er et uddrag af Elisabeth Møller Jensens bidrag til Kampen om litteraturhistorien, Festskrift til Pil Dahlerup i anledning af hendes 65 års fødselsdag, Dansklærerforeningen, 2004. Udkommer den 16. februar 2004

Jens Christian Grøndahl fortæller i Et andet lys: historien om Irene Beckman, en 56-årig velholdt skilsmisseadvokat rundet af det pænere borgerskab og gift med Martin, en opkomling, der undervejs blev bankdirektør. Han har begæret hende hele vejen, hun derimod lod sig i sin tid belejre og bestorme uden rigtigt på noget tidspunkt at overgive sig til ham i kærlighed. Ti år tidligere var det hende, der i et forhold til en 15 år yngre elsker overvejede at bryde op fra ægteskabets trygge, halvtriste havn, blot for nu at konstatere, at både den gamle elsker og ægtemanden er i drift samtidig. Irene anfægtes næsten mere ved nyheden om den gamle elskers skilsmisse end ved udsigten til sin egen. Hvor hun i sin tid selv bakkede ud af lidenskaben, tager Martin konsekvensen for dem begge. Og som den forladte hustru må indse, er det hende, der har svigtet. Følelsesmæssigt har hun forladt ham for mange år siden. Nu gør Martin hende næsten en tjeneste ved at bryde op. 

Midt i sin skilsmissekrise lærer Irene sandheden om sin biologiske fader at kende. Den mand, Irene troede var hendes far, forlod familien for tyve år siden til fordel for en lige så yngre kvinde. Først nu kommer moderens svigt for dagen. For hun giftede sig for at skjule sin graviditet, og sveg sit løfte om at vente på Samuel, den jødiske cellist, der gjorde hende gravid før sin flugt til Sverige under Anden Verdenskrig. 

Befriet fra sin egen fejheds lænker sætter opbruddet Irene fri til at opsøge fortiden, og det lykkes hende at opspore Samuel ved at følge hans spor fra Sverige over Danmark, videre til New York, det unge Israel og Europa. I bil starter hun en slags europæisk odyssé sydpå for til sidst at opsøge og kontakte ham i Ljubljana. På vejen hjem fra Slovenien følger hun en pludselig indskydelse og tager en ung flygtning op, som hun lige så impulsivt beslutter sig for at smugle med ind over grænsen gemt i bagagerummet.


For god til at være sand

Hvad er der i vejen med Irene Beckman? Ikke andet, end at hun næsten er for god til at være sand. Og så normal, borgerlig og veltilpasset, at selv ungdommens fristelser, som i stor stil havde grebet veninderne, holdt hun sig fri af. Den kvindelige Eunuk, i sin tid en gave fra veninden Ursula, stod ulæst i reolen. Sammen med Martin og børnene i det hjem, de selv havde skabt, følte hun sig fri. "Det var frigørelsen, der virkede intimiderende". Og i modsætning til Ursula og de andre veninder, havde Irene "hurtigt mistet lysten til at deltage i deres ugentlige heksesabbat, hvor de rakkede mændene ned in absentia, hæse af forurettelse og smøger og med blå tænder af al den bulgarske rødvin, de skyllede krænkelserne ned med". 

Irene var alt for pæn til hekserollen, og selv om hun midt i livskrisen kunne føle sig fristet til en tur i "den biologiske bitterhed", alle "halvgamle koners forsmåede, indestængte, surtlugtende had til unge kvinder og deres truende, triumferende ungdom", så er hun ikke den, der krakelerer. Hun holdt stand som ung, og det gør hun stadigvæk. Heller ikke skilsmissen får hende til at melde sig "blandt sine hennafarvede medsøstre, der engang skræppede sig hæse om fri kærlighed og nu er kommet på bedre tanker", nu "hvor mændene fremturer, mens de selv styrtdykker på frihedens aktiemarked". 

Nej, Martin får aldrig Irene som fjende. Hun var jo alligevel ikke den kvinde, der kunne elske ham. Martin "der mere end nogen anden fortjente at blive elsket". Den velorienterede Irene kender selvfølgelig udmærket det raseri, som hun afstår fra, og forurettelsens offertoner lokker den forladte kvinde: "Kvinde, kend din krop! Så fat dog, at den er blevet for gammel, for kedelig, moden til udskiftning". Men tapre Irene afstår. Hun er ikke bare for god til at blande sig i det "hævntørstige kor af edderspændte furier med aske i håret, der hylende og skrigende peger med deres dirrende heksefingre ad mændenes troløse liderlighed". Inderst inde accepterer hun dybest set den biologiske uretfærdighed, at hendes Martin, der nærmer sig de 60, stadig er attraktiv, mens hendes egne aktier er faldet betydeligt. 

Som midaldrende indtager Irene rollen som tapper kvinde, der håndterer en skæbne, der kunne ligne kønnets i karikatur. Den far hun fik, fandt sig en tyve år yngre kvinde. Også han fik hendes tilgivelse. Hun gør ikke oprør, og det med begæret lader hun mændene om. Hun truer ikke nogen, tilbyder kun sin forståelse og accepterer sin kvindeskæbne, selv når hun forlades. Hun er konventionel til det banale, lige til det øjeblik, hun lader fem og syv være lige og uden rigtig at vide hvorfor samler den unge flygtning op i bilen. Hun ved kun, at han er hendes vidne, så længe det varer. Begge er de på vej, for man er aldrig andet. "Det er stadig den samme begyndelse. Livet bliver ustandselig et andet, og der er ikke det sted i verden, hvor vi hører til". 

Bettina Heltbergs Deadline udspiller sig over en enkelt arbejdsdag, fra den kvindelige journalist om morgenen stiger på bussen ind til Dagbladet på Rådhuspladsen, for om aftenen at tage turen den modsatte vej. Hun forbliver navnløs, alligevel kender vi hende fra første side ret godt. En forpustet 60-årig med forhøjet blodtryk, der ryger, selvom det er skadeligt, "tænder hver cigaret med en begejstring, som aldrig opfyldes", er længe om at vågne, fordi hun "nat efter nat spiser en halv Nitrazepam", men efter en omhyggelig makeup godt kan forveksles med en 50-årig. Hvorfor hun smigret konstaterer, at hun stadig ser ung ud! 

I løbet af dagen, som mest går med diffuse drømmerier og mindst med det, hun bliver betalt for, bliver hun fyret. I et øjebliks panik ringer hun efter eksmanden, der møder modvilligt op. Opsigelsen sanser hun ikke at få fortalt ham om, kun at hun fortryder den abort, som ansættelsen på Dagbladet i sin tid udløste. En tur på kirkegården efter arbejdstid, hvor hun taler med en af de døde i hendes liv, en gammel elsker og kollega, understreger den livets deadline, som nærmer sig. Ægteskabet er opløst, elskeren død, datteren har sit eget liv, og nu kortsluttes hendes vej ud af arbejdslivet med en fyring fra hendes arbejdsplads gennem mange år. 

Deadline er ikke nogen festforestilling, og den navnløse hovedperson endnu mindre. Sjældent har vi i dansk litteratur læst en beskrivelse af et menneske, der i den grad defineres ved sin selvforagt, sin mangel og sin svaghed. En kvinde som beskriver sig selv gennem negationer, alt det hun ikke er, ikke kan og ikke kan holde ud. Fra de indledende uskyldige refleksioner, "i det hele taget er jeg måske uegnet til at sidde i bussen", "jeg hader at gå i blazersæt, men med mellemrum er det nødvendigt, hvis min mening skal trumfe igennem", får hendes negationer efterhånden eksistentiel og kønslig karakter, "jeg kan aldrig gennemtrænge nogen, jeg kan aldrig vide, hvad det er at indtage, jeg kan kun blive gennemtrængt og indtaget" og " jeg er kun et Ekko - hvis nogen skulle kalde", for efterhånden at samle sig til selve den blues, som med ganske små variationer repeteres gennem hele romanen, "jeg er blottet for idéer selv", "jeg ved nemlig ikke noget", "jeg lyver fundamentalt", "jeg ser ingenting", "det, jeg skabte, var ikke godt", "mest foragtede jeg vel mig selv", "jeg keder mig", "jeg rejser ikke. Jeg kender ingen". 

En enkelt begivenhed skiller sig ud fra mængden af sidestillede ulykker. "Jeg tror, der er sket noget afgørende", lyder den indledende sætning til kapitlet om skilsmissen fra Ebbe fem år tidligere. Der er ingen enkel sort/hvid slutning på hendes ægteskab. "Engang sagde Ebbe: 'Jeg vil ikke være gift med dig mere.' Men det var hårdt presset - måske havde han foretrukket, at jeg havde sagt det". Dybest set forstår hun vel ikke, hvorfor hun er blevet skilt. Samlejerne var ulykkelige, men "det mærkelige ved at blive skilt er, at samtalen afbrydes". 

Da hun ringer til Ebbe, er det for at fortælle ham, at hans strategi på et enkelt punkt er slået fejl, at skilsmissen ikke blev den fælles succes, som han havde "smisket for" og hun selv "pralet med". "Det er stort klaret, det vil lykkes, sagde han oprømt, din grav er ikke glemt. Det brud endte med at blive en fordel - flittigt fremelsket af ham, lydigt godkendt af mig".

Pludselig bliver det vigtigt for hende at sige til ham, at hun sådan set bare venter på at dø. I dette afkald på den fælles livsløgn om skilsmissen, er det hun minder ham om aborten for mange år siden, og spørger ham om grunden til, at han ikke ville have det barn. Ville han allerede skilles dengang, og havde han ikke et forhold til en anden? Men det gider den travle eksmand ikke rode rundt i, han trækker sig, og hun forestiller sig igen, at han bare er bortrejst, men at det denne gang trækker ud resten af livet ,"at han ikke kommer hjem før til allersidst, i sidste øjeblik, lige før vi skal i graven". Karakteristisk for Deadlines kulsorte humør tilføjer hun, at måske "kommer han også lige en halv time for sent til graven" og så tilbage til den uforfalskede blues," og jeg får aldrig set ham igen, undtagen ved lejligheder som denne, som en for evigt mistet".


For sand til at være god

Deadlines hovedperson har i sit ægteskab gjort sig den erfaring, at når hun sagde noget, hun mente, gik det galt. Så forvandlede situationen sig hver gang til hendes fallit. Jeg har den ubehagelige fornemmelse, at Bettina Heltberg med Deadline aktiverer en tilsvarende mekanisme. Hendes ubekvemme og højst politisk ukorrekte portræt af en kvinde, der ikke er subjekt for et begær, der fører frelst gennem livet, og hendes trodsigt velskrevne sandhed om brud, der aldrig læges, skilsmisser man aldrig kommer sig over, endsige forstår nødvendigheden af, er blevet afvist, fordi det ret beset er uacceptabelt at skrive så selvmorderisk sort om et privilegeret kvindeliv i velfærdssamfundet. 

Ikke siden Victoria Benedictsson er en kvindelitterær identitet så entydigt tegnet gennem negationer. I lighed med hendes posthumt udgivne tekst Ur mörkret, fra 1888, yder også Deadlinemed sin monomane insisteren modstand mod netop den afmagt, som teksten peger på. Den navnløse hovedpersons "depressive overfortolkninger" fratager da heller ikke Deadline hverken sproglig vitalitet eller æstetisk styrke. 

Med litteraturkriter Marianne Stidsen skal der "ikke herske tvivl om, at den garvede Bettina Heltberg skriver 'røven ud af bukserne' og i det hele taget som stilist overgår adskillige (mandlige) bestsellerforfattere med flere kilometer" (Politiken, 31.10.2002). Alligevel er der, modtagelsen taget i betragtning, ikke meget der tyder på, at Deadline med en formulering fra samme Stidsen "er et værk, der kommer til at finde en plads i nomineringen af det 21. århundredes danske roman". Men hvor kommer forbeholdet fra? At hovedpersonens afmagt kun øges ved at føje betegnelsen intellektuel til elendigheden: kvindelig og kastreret, burde ikke begrænse læsekredsen til det ene køn, men tværtom skulle man synes, invitere flere indenfor. 

Personligt er jeg, uanset fremtidige nomineringer, ikke i tvivl om, at jeg foretrækker den urovækkende Heltberg frem for opbyggelige Grøndahl, der nonstop stryger sin læser med hårene i historien om Irene Beckman, der både er til BTs kvindesektion, Alt for Damerne og til en plads i dansk litteraturhistorie ved siden af de største. Men står det til Erik Skyum-Nielsen, når "epikkens professionalisme" hos Jens Christian Grøndahl højder, "som vi knap nok har set mage til i dansk prosa siden Pontoppidans store romaner eller efter højdepunkterne hos H.C. Branner, Aalbæk Jensen og Rifbjerg", med finalfanfaren: "så god, som en bestseller af internationalt tilsnit overhovedet kan blive" (Information, 10.10.2002). 

Ja, ja, jeg ved det godt. Selvfølgelig argumenteres der formelt. Det er Grøndahls nye fortælleteknik, der fremkalder de store anmelderroser. Ligesom det også er formelle fejl, som får Erik Skyum-Nielsen til at afvise Bettina Heltberg, ja han anerkender end ikke de præmisser, romanen er skrevet på, men indsætter i stedet sine egne: "Jeg formodes som læser at mene, at Politiken er verdens mest interessante avis, og jeg forventes at finde det vigtigt, hvorvidt fortælleren har været i seng med en af bladets fhv. chefredaktører" (Information, 31.10.2002). Men da intet kunne rage anmelderen mindre, er den bog sådan set afhandlet. Med dens "fravær af kunstnerisk distance", er Deadline hermed afvist som ikke kunst. 

Bettina Heltberg selv vil være ked af, hvis man kalder Deadline"en nøgleroman og opfatter den som ond", og jeg vil acceptere hendes udsagn så langt, at romanen sagtens kan læses uden nøgle til virkelighedens eksmænd, det være sig ægtemænd, elskere, chefredaktører og uden nøgle til det bladhus på Rådhuspladsen, hvor Bettina Heltberg kan læses til daglig. Og sådan kunne man fortsætte. Min pointe er, at alene det raseri og den foragt, hvormed Deadline er blevet afvist, er et symptom på, at der er andet og mere end litterær form og kvalitet på spil. "Det er en modbydelig form, der er anvendt til denne historie. Den er fej", skriver Mads Kastrup, der med henvisning til forfatterens portræt på omslaget slutter sin anmeldelse i Berlingske Tidende (31.10.2002) med at stille spørgsmålet: "Er dette en kvinde, der animerer mænd til at yde deres bedste?" Med andre ord Deadlines sandhed om kvindens eksil i begæret og i kulturen, er en sandhed, der må besværges bort.


Indlevelse eller revanchisme

Jens Christian Grøndahl har selv i en lang række interviews (Ekstrabladet 12.10.2002, Berlingske Tidende 12.10.2002, Politiken 13.10.2002) fortalt, at han med Et andet lys har bearbejdet sin egen skilsmisse. Han har fortalt, hvordan han brød op fra et mangeårigt ægteskab og forlod kone og børn, fordi han mødte kærligheden i et nyt forhold. Det interessante er nu at spørge sig, hvordan en mandlig forfatter på den baggrund bearbejder en skilsmisse i romanform? Det gør han ved at skrive en roman, hvor den kvindelig hovedperson påtager sig den fulde skyld for skilsmissen, en roman, som tørrer ansvaret af på den forladte kvinde, der tilskrives fejhed og manglende handlekraft, en roman, der frikender begæret for skyld, fordi det mandlige begær tjener den forladte kvindes bedste, selv når hun forlades til fordel for en anden og yngre kvinde. Og hvad gør så det samlede mandlige anmelderkorps? De jubler samstemmende: Det her er kunst. Jeg spørger: Er det ikke for tykt? 

I 1885 lod Amalie Skram sin Constance Ring for tydelighedens skyld opleve tre ægtemænd, der var hende utro med tjenestepigen. I Et andet lys er der tilsvarende hele tre mænd, der forlader konen til fordel for en yngre kvinde. Og mon ikke det, som antydet af Me Lund, er her, det brænder på (Berlingeske, 10.10.2002)? For hvordan forsvare det patriarkalske ursymbol, at den gamle han udskifter hunnen med en yngre model? Havde Jens Christian Grøndahl ønsket at skrive en roman om det moderne begær, der driver ægtefæller fra hinanden, splitter familier, men også tilbyder nye livsmuligheder og ny forståelse for mennesker i opbrud fra en større verden end parforholdets, ville 1970'ernes kvindebevægelse have været en allieret. Men som det vil være fremgået, afviser Irene til dæmonisering feminismens lokketoner. Irene fik trist nok aldrig læst Den kvindelige eunuk, selv om hun klart falder inden for Germaine Greers målgruppe. Og det fravalg hyldes hun for, mens heksene lægges for had. 

Et andet lys er en revanchistisk underholdningsroman, der åbenbart til forveksling ligner noget andet og mere. Som en anden Regine Deforges drøner Jens Christian Grøndahl effektivt og så overbevisende derudad på blå drengecykel, at Erik Skyum-Nielsen i sin anmeldelse svinger sig op til at overveje, om bogens æstetiske gyldighed, "dens tanke om udsat sårbar menneskelighed" hænger sammen med, at det er en mandlig forfatter, "der indlever sig i en kvindes sind, og så vidt det er gørligt, bosætter sig i hendes krop". 

For Skyum-Nielsen er mennesket en mand! 


Nordisk Kvindelitteraturhistorie 1-4 er en dokumentation af nordiske kvindelige forfattere gennem 1000 år. Da redaktionen holdt sit første møde i 1981, handlede det også om én gang for alle at bringe marginaliseringen af kvindelige forfattere i litteraturhistorien til ophør. Som yngre havde jeg personligt ikke fantasi til at forestille mig, at traditionen ville fortsætte ud over vores litteraturhistorie. Undervejs har jeg voksent og ufølsomt måttet erkende, at også litteraturhistorien afspejler samfundets kønsmagt. 

Marginaliseringen af den kvindelige og ophøjelsen af den mandlige forfatter som norm vil fortsætte lige så længe det ene køn forveksles med det menneskelige. Og den komedie spiller for fulde huse stadigvæk.

Elisabeth Møller Jensen, mag. art. i nordisk litteratur, Hovedredaktør af Nordisk Litteraturhistorie, Direktør for KVINFO siden 1990.