Den store mandlige (sports)cyklus

Printervenlig version

VM i fodbold dominerer i øjeblikket tv's sendeflade, og millioner af mænd over hele kloden sidder klinet til skærmen i et stort elektronisk mandefællesskab. Ronaldo og Kakás stil bliver både på - og uden for fodboldbanen drømme- og forbilleder. For mange moderne mænd lever fra sportsbegivenhed til sportsbegivenhed, lige fra VM i fodbold over til Wimbledon og Tour de France, skriver professor i idræt, Hans Bonde.

»Hvad gør vi, når Jesus vender tilbage? Rykker Preben Elkjær ud på fløjen!«. 
(Københavnsk 80'er-graffiti)

 

Pirrelige mænd

Kvinder bliver af og til karakteriseret som et cyklisk køn, men mange mænd har også humørkurver. Hvor det i tidligere samfund var såning og høst, der organiserede årets gang, lever mange mænd i dag fra sportsbegivenhed til sportsbegivenhed. Allerede ved de første spirende forårstegn triller cykelrytterne ud på de europæiske veje, og de store nationale og europæiske fodboldturneringer tager deres begyndelse.


Millioner af mænd kloden over sidder klinet til skærmen i et enormt elektronisk mandefællesskab, når de store europæiske klubhold i Champions League tørner sammen. Efter EM i fodbold, Wimbledon og Tour de France føles det, som om man lander i et tomrum, men der er stadig håb om, at det er OL-år. Verden genfødes, og livet starter på ny. Tiden mellem de store mesterskaber og turneringer føles tornet og lang, men forhåbningen om dramaer, der endnu er i vente, letter på pirreligheden. 

En mand kan lynhurtigt indtræde i et fællesskab med for ham ukendte mænd, hvis blot han ved, hvem der ti år tidligere lavede et afgørende hovedstød i en topkamp. En anden mand kan trods sin store intellektuelle dygtighed blive mobbet af kollegerne på grund af sin uvidenhed om fodboldspillets stjerner. 

Der findes selvfølgelig mange måder at blive mand på i vort samfund, men sporten er - ved siden af fænomener som musik- og pc-kultur - et af de midler mange unge mænd tager i brug i deres søgen efter indhold, fællesskab og identitet. Sporten giver rum for mange vidt forskellige mandetyper lige fra sportsdans til karate og fra skøjteløberen i sin smukke dragt og formfuldendte spring til ishockeyspilleren med maskering, hjelm og kontante tacklinger. 

Fodbold er det mest udbredte spil blandt unge mænd i dag. Det rækker fra lilleputtens første spark til den nationale og internationale begivenhed, som landskampen er. Fodbold rummer grænseflyttende og af og til ekstatiske oplevelser. At falde over sine egne tændstikben, gentagne gange at ramme ved siden af målet eller slet ikke at få lov til at være med kan medføre livslange mentale sår. I en afgørende kamp at score, eller at finde en medspiller uden at kunne se ham, kan være oplevelser, som kører på den indre lystavle mange år efter. Den excellente præstation forplanter sig som ekkoer i bevidstheden længe efter i vågen tilstand, i dagdrømme og i søvnen.

 

Mandekult

I Danmark var mottoet hos KB - den første danske boldklub fra 1876: »KB gør mænd til drenge og drenge til mænd«. Fodbold var en aktivitet, hvor mænd kunne holde fast på deres drengede sider, men også hvor drenge kunne øve sig i manderoller.

 
I fodbold er det umaskulint at "filme", dvs. at gøre, som om man er blevet værre forulempet af en modstander, end man reelt er, med den hensigt at få dommeren til at straffe modstanderen. Det skyldes, at det fortsat udgør et stærkt brud på de mandlige normer at 'skabe sig' for at opnå en fordel. 

I den danske sports barndom var erkendelsen af sportens betydning for at smede maskulinitet helt bevidst. Omkring år 1900, på det tidspunkt hvor familien som opdragelsesområde mere og mere blev overladt til kvinderne i den galopperende moderkult, begyndte danske mænd at skabe rum, hvor de kunne undersøge og forme det maskuline i sig selv og på længere sigt i deres og andres drengebørn. Det er karakteristisk, at mændenes (selv)opdragelse i sport tog udgangspunkt især i de dyder, som moderen ikke kunne forventes at bibringe det lille drengebarn: Individualisme, selvstændighed, kampvilje og mod. Ord som "mandighed" og "karakter" var plusord, som sporten søgte at udvikle.

I dag er sportens træk af mandighedskult ikke noget, vi umiddelbart tænker over. Kun synet af en mur af mænd, der beskytter deres ædlere dele mod en frisparksbold på vej mod straffesparksfeltet, leder tanken direkte hen mod mandens køn. I sportens udtryk stikker maskuliniteten dog hovedet frem. Med brug af herretacklinger kan der skabes en herrekamp. Fodboldkampen kulminerer, når klatten sendes i mål, og som bekendt kan man score på flere måder. Efter sejren sprøjtes der champagne ud over de nærmeste, ikke mindst de to evigt udskiftelige kindkyssende franske kvinder på podiet ved Tour de France. 

Fodboldspillet udgør det vigtigste forhandlingsrum for manderoller i det moderne samfund. Kan mænd holde hinanden i hånden? Det gjorde det portugisiske værtsnations hold i hvert fald under afsyngelsen af nationalsangen i deres åbnings- og afslutningskampe ved EM i 2004 måske som en markering af en mere blød maskulinitet end den spanske machismo. Andre hold nøjes med at tage hinanden om skulderen. Det er et markant opbrud siden det borgerlige samfunds begyndelse, hvor den indflydelsesrige gymnastikprofessor Johannes Lindhard kunne skrive:

"Det virker derfor utiltalende og desorienterende på tilskueren, når man lader mænd fatte hinanden i hænderne under gangøvelser" (1914).

26 år senere kunne Gunnar "Nu" Hansen i Idrætsbladet skrive:

"Det var et glimrende mål Pauli scorede i kampen mod AB. Der var "Jern" i støvlerne. Men derfor var de mange omfavnelser, den megen hængen om halsen, det store glædesshow, der forekom bagefter, alligevel lidt for meget af det gode. Et håndtryk, et vink eller et nik må være tilstrækkeligt".

 

Et spørgsmål om ære

På fodboldbanen forhandles der om individets, kollektivets og nationens maskuline normsæt. Her bliver det diskuteret, hvad der i en given periode bliver anset for ønskværdig maskulin optræden. I mandesporten opdrages mænd til, hvordan mennesker af hankøn bør opføre sig over for hinanden. Det der foregår på banen, og måden det foregår på, har derfor stor symbolsk betydning for hele mandekulturens udvikling.


Fodbold er en aktivitet, hvor mænd kan holde fast på deres drengede sider, men også hvor drenge kan øve sig i manderoller. De store spilleres stil på og uden for banen bliver normdannende hos mange drengebørn, for hvem Ronaldo og Kaká bliver drømme- og forbilleder. Derfor er der også blevet tradition for, at landsholdspillerne marcherer ind på stadion med små fodbolddrenge - og efterhånden heldigvis også piger - i hånden. 

Det moderne samfund er karakteriseret ved at have vristet sig fri af mænds forhistoriske hang til at dyrke æren som det fagreste træ. Dueller på kårde mellem æreskrænkede mænd anses i dag for dybt uciviliseret og er blevet kriminaliseret. Men sporten er blevet det ny felt for mandlig æresdyrkelse. Helt logisk hedder sejrspodiet og sejrsceremonien ved Tour de France da også Le podium d´honneur og La céremonie d´honneur altså ærespodiet- og ceremonien. Godt nok bliver elitespillerne i højeste grad betalt, men der er mere på spil end gustent økonomisk overlæg. Hele nationens selvopfattelse kan svinge i takt med drengenes indsats på sportsbanen, og et nederlag kan udløse landesorg ja i ekstreme tilfælde krig, som det skete i "fodboldkrigen" mellem Honduras og El Salvador i 1969. 

Men alt i alt er sporten blevet et sted, hvor mænd kan udleve meget af den æresdyrkelse og tendens til (fysisk) hævdelse, som tidligere på det individuelle plan var blevet udtrykt i duelvæsnet og på det kollektive i krig. Sporten blev en fredsbevarende foranstaltning. Det er tankevækkende, at sporten først nåede kultiske højder i mellemkrigstiden, da enhver forestilling om krigens ærefuldhed var blevet kvalt sammen med de hundrede tusindvis af unge mænd, der døde af giftgas eller blev tromlet ned af tanks i den første verdenskrigs skyttegrave. Sporten overtog og fredeliggjorde krigerens æreskodeks.

 

En spytklat værre end en albue i hovedet

På spillerniveau foregår der intense forhandlinger om den rette ærefulde optræden. Den italienske angriber fra Roma, Francesco Totti, blev af UEFAs disciplinærkomité tildelt tre kampdages karantæne for sine spytklatter mod Christian Poulsen i danskernes første kamp ved EM i 2004. Spytning er en integreret del af spillet, og den mest kendte episode er hollænderen Frank Rijkaards klat mod Tysklands Rudi Völler ved VM i 1990.


De fysiske aggressioner er accepteret som en del af spillet og derfor ikke rettet mod en mands ære, men mod det fælles accepterede mål at vinde, mens en spytklat entydigt opfattes som et forsøg på at ydmyge den anden. I stedet blev det Totti og den italienske nation, der blev vanæret, da alverdens seere ved selvsyn kunne iagttage Tottis skændige klat. Den største italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport skrev, at:
 
"Tottis spytklatter er et sort kapitel for italiensk fodbold, og det er umuligt at overskue, hvilken skade det påfører både vores mest folkekære spiller, selve landsholdet og sportsgrenen i almindelighed". 

Den italienske senator Franco Carraro mente, at Totti burde sendes hjem, hvorved der ville blive rettet op på "den skam, spilleren har kastet over hele Italien". 

Også schweiziske Alexander Frei blev dømt for at have spyttet i personopgøret med Steven Frei i kampen mod England. Det er en meget hårdere dom, end man ser ved en svinestreg af en måske lemlæstende tackling bagfra, Tottis stempling mod René Henriksen og Manchester United-forsvareren den franske Mikael Silvestres benspænd i straffesparksfeltet mod Wayne Rooney. Ingen af disse forseelser udløste et rødt kort. For rigtige mænd er en spytklat værre end en albue i hovedet.