Den homoerotiske ventil i tyrkisk scenekunst

Printervenlig version

Helten pendler mellem to køn - han er en mand forklædt som kvinde, der konstant er på udkig efter sex med mænd såvel som kvinder, der til gengæld er mavedansere, letlevende eller lesbiske. Det er absolut ikke kedeligt dukketeater, der er den typiske underholdning for tyrkiske børn og voksne under Ramadanen. Men en inspireret plakat i forbindelse med promovering af Istanbul som Europas Kulturby 2010 skabte furore.

Verden er som bekendt en mangesidet og modsatrettet størrelse. Just som man måske troede, at homoseksualitet er noget, man helst ikke kaster lys på i det muslimske Tyrkiet, så er et af de mest folkekære skyggespil Karagöz og Hacivat, der bl.a. spilles for børn og voksne under Ramadanen, fyldt med meget direkte homoerotiske henvisninger. Og netop som man måske derfor følte sig ret sikker på, at Tyrkiet har et afslappet forhold til seksualitetens facetterede udtryk, så er det ikke nødvendigvis tilfældet. Det var i hvert fald, hvad de tyrkiske myndigheder måtte sande i forbindelse med deres markedsføring af Istanbul som Europas Kulturby 2010 over for udlandet.

Meet the Roots of Fun står der på én af en række plakater, som de tyrkiske myndigheder havde fået kreeret for at promovere Istanbul som kulturby. Under teksten ses et figurgalleri af de tyrkiske forfædre, osmannerne, i humoristisk streg i færd med at holde, hvad der ligner et løssluppent party. Kvinderne er enten nøgne, prostituerede eller mavedansere, mens mændene spiller musik, slås eller har sex med hinanden. En ung dreng med et feminint ansigt slanger sig i gennemsigtige klæder, mens øl serveres fra tjenende ånder.

Det var især plakatens homoerotiske æstetik, der faldt hypernationalistiske tyrkiske kredse for brystet, og efter offentliggørelsen i Belgien rejste kritikken sig i de tyrkiske medier. Her blev regeringsmyndighederne anklaget for at give et forkert og misvisende billede af tyrkisk kunst og moral ved at eksponere homoerotisk æstetik som trendsættende. Desuden fandt kritikkerne plakaten mere krænkende og fornærmende end oplysende.

Kontroverserne over Meet the Roots of Fun - plakaten kan synes overraskende al den stund, at retter man blikket mod den tyrkisk-osmanniske kunst og kultur, finder man en rig tradition for æstetisering af netop homoerotik inden for scenekunsten. Et eksempel er det gamle og stadigt folkekære skyggespil Karagöz og Hacivat, der kan dateres tilbage til 1500-tallet. Et andet eksempel er en moderne version af samme spil: Komedie Butik, der er en populær tv-serie. I begge består rollebesætningen af karakterer, som i udseende og adfærd minder om figurerne på den kritiserede plakat.

 

Mand forvandler sig til kvinde

Der hersker nogen usikkerhed om, hvor Karagöz og Hacivat skyggespillet stammer fra. Kina, Indien og Mongoliet nævnes, ligesom der har været gransket i byzantinske, græske, italienske og jødiske påvirkninger. Dog tyder meget på, at skyggespillet er importeret fra Ægypten, der var en del af Det Osmanniske Rige.


Karagöz og Hacivat var oprindelig underholdning for overklassen og udviklede sig til at begynde med inden for paladsets fire vægge. Snart fandt det dog sin vej ud og etablerede sig som en populær kunstform i kaffehuse og på bytorve, hvor den almindelige befolkning typisk samledes.

Traditionen holdes fortsat i hævd, og især i fastemåneden Ramadanen udgør "Karagöz og Hacivat" i sin klassiske version såvel som i sine mere opdaterede varianter populær underholdning for masser af mennesker, herunder børn.

Ofte handler Karagöz og Hacivat historierne om at udfordre og overskride konventioner for køn, og karakteristisk er der som regel fokus på seksuel tiltrækningskraft mellem mænd. Både mænd og kvinder optræder i historierne, men det er hovedsageligt manden, der kan forvandle sig, klæde sig som kvinde og agere som sådan. Kvinden klæder sig sjældent som mand.

I datidens muslimske samfund var man også i andre sammenhænge vant til at se mænd klædt som kvinder. For eksempel var de såkaldte "köçek" dansere populære til vielsesfester og ved andre festlige ceremonier. "Köçek" danseren, der ofte var transseksuel, klædte sig som regel som kvinde, og var beundret for sin skønhed og feminine adfærd. Så hele ideen om en mandlig figur, der klædt som kvinde imiterer hendes gangart og gestus blev generelt ikke opfattet som bizar eller frastødende.

At tyrkernes opfattelse af køn, seksualitet og moral var langt mere rummelig end det øvrige Europas, får man indblik i ved læsning af den franske historiker Théofile Gautiers rejsebeskrivelser. Han fortæller i 1854 om sit chok over al den erotik og promiskuitet, der offentligt og i børnenes påsyn udfoldes i skyggespillet Karagöz og Hacivat i Istanbul:

"The garden was full of people when we arrived. Children and little girls were there in particular abundance; and their appreciation and enjoyment of a performance much too gross for description was by no means the least singular part of the exhibition".

Blandt alle marionetdukkerne i Karagöz og Hacivat er Karagöz den, der er udrustet med den mest udviklede motorik. Ekstra huller i dukken gør det muligt for dukkespilleren at bevæge hans hænder og undertiden andre kropsdele, bemærkelsesværdigt nok også hans penis (en detalje, som dog er forsvundet i nyere versioner af marionetdukker). 

Karagöz repræsenterer "folket", og er den aktivt handlende, mens hans faste makker Hacivat repræsenterer bourgeoisiet, som han er en satire over. Han er moderat velhavende, forholdsvis veluddannet og tilpasset kulturen på en overfladisk facon. Hacivat er en fidusmager og det er hans flygtige mastermind, der skaber intrigerne og altid volder parret problemer.

Sex er et gennemgående tema i Karagöz og Hacivat. Karagöz forpasser aldrig en chance til spøgefuldt at tilbyde sig som en sexpartner til Hacivat eller andre mænd eller til at vende ord og sætninger på hovedet for at afsløre deres seksuelle konnotationer som for eksempel "at ride" eller "at give". Sproget er til tider temmelig grovkornet og ingen spares. Selv vendinger fra sin egen søn, indlæser Karagöz seksuelle betydninger i.

 

Masser af sex

Karagöz og Hacivat rummer i nogle tilfælde desuden referencer til kvindelig homoerotik såsom i spillet Hamam (Tyrkisk Bad). Her følges et lesbisk par, der i stor jubel over sig selv og i fælles begejstring for omgivelserne springer ud.


I en hylende morsom akt af spillet Büyük Evlenme (Den Store Vielsesceremoni) møder Karagöz en gruppe kvinder på vej til at arrangere en vielse, hvor han skal være brudgom. Uden at genkende deres samtalepartner, spørger kvinderne ham om detaljer om Karagözs person. "Han er en tyv og en skurk," siger Karagöz i et forsøg på at fraråde kvinderne at deltage i vielsen, som han er blevet lokket til. "Nå, det er vi også," svarer kvinderne. "Han strejfer omkring i Beyoğlu-området hver eneste nat i søgen efter aktion," siger Karagöz. "Herligt, det gør vi også," svarer kvinderne. "Han forlader stort set aldrig tyrkisk bad", forsøger Karagöz igen. "Oh, så må han være meget ren", replicerer kvinderne, hvorpå Karagöz til sidst frustreret sætter trumf på: "Han er en pæderast" [en mand, der har et homoseksuelt forhold til drenge, red.]. "Tja, og vi elsker kvinder", svarer kvinderne en målløs Karagöz.

Andre af skyggespillets populære dukkekarakterer er "Zenne" og "Çelebi". "Zenne", der er en generel betegnelse for kvinde på persisk og osmannisk, er en anonym men alligevel altomfattende karakter. "Zenne" personificerer i spillet prostituerede og kvinder med løs moral, men samtidig fungerer hun som et kvindeligt spejlbillede på de mandlige figurer. Hvis kvinderne er ludere, så er mændene det også. Karagöz klæder sig ofte ud som "Zenne" og gifter sig med mænd, som det sker i spillet Ters Evlenme (Tvær-vielse).

"Çelebi" er en rig, overdådigt påklædt spradebasse, der altid er på udkig efter kvinder og sex. Han bruges hovedsageligt som et symbol på stræben efter vestlig kultur og latterliggøres især for sin påtagethed og sit arsenal af franske og græske gloser. Derudover befolker et mylder af andre dukkekarakterer spillene: etniske typer som "Arnavut" (Albaneren), "Türk" (Tyrkeren), "Acem" (Perseren), "Arab" (Araberen) og "Yahudi" (Jøden). Der er naboskabstyper såsom "Tiryaki" (Misbrugeren), "Sarhoş" (Drukkenbolten) og "Tuzsuz Deli Bekir" (Vægter-bøllen), som er myndighedernes stemme. Endelig er der en vifte af mytiske væsener såsom "Cin" (Ånden) og "Beberuhi" (Alfen). 

Karaktererne kan have fornavne, men er oftest stereotypiske repræsentanter for en særlig gruppe, hvis udprægede jargon, talefejl og grinagtige accent hånes hele vejen gennem spillet. Endelig er de alle sammen mænd, der er ude efter den samme ting: masser af sex.

Traditionen lever på tv og internettet 

Karagöz og Hacivat har inspireret til en hel ny genre af scenespil i dagens Tyrkiet. Her har levende skuespillere overtaget dukkernes roller, selvom reminiscenser af dukketeater er tydelige. Sceneteknisk set har man kombineret elementer fra både dukketeater, skyggespil, varieté show og stand-up. Desuden har man ladet sig inspirere af den gamle - nu forsvundne - tyrkiske teatergenre "Orta Oyunu", der var karakteriseret ved humoristiske elementer og udelukkende mandlige optrædende. Det betyder alt sammen, at Karagöz og Hacivat-traditionen fortsat lever i bedste velgående som teater, på internettet og på tv.


Sidst har det også bredt sig til reklamer for to forskellige mobiltelefonselskaber. Den ene reklame iscenesætter et bryllup mellem to mænd, hvor den ene er fedladen og temmelig behåret bærer brudekjole, mens den anden har langt hår og er iført lyseblåt jakkesæt. Den anden reklame viser en mandlig sygeplejerske klædt i kvindelig uniform, som flirter med en mandlig patient.




Et folkekært eksempel er Komedie Butik, der både kører som teaterforestilling og tv-serie. Den sidste har bibeholdt sin topplacering som en af de mest sete udsendelser i adskillige år.

Scenen er enkel og sparsom med en stol, et bord, en gyngehest, et par trækasser, en kost eller en banan - og ikke mere. Ganske som iKaragöz og Hacivat er Komedie Butik helt utrolig glad for kluntede bemærkninger og for at tolke sin makkers - og andre skuespilleres - ord og sætninger seksuelt.

Den androgynt udseende helt pendler mellem to køn og ligner et miks mellem Karagöz, Zenne og Çelebi. Han kan ikke lade være med at flirte med mænd og optræder som enten Çelebi iført kjole, eller han er blevet til en karikeret balletdanserinde, en popsangerinde, en mavedanserinde eller en prinsesse.

Ligesom i Karagöz og Hacivat består rollebesætningen i Komedie Butik primært af mænd, der ofte optræder som kvinder. Når det sker, er der amoriner i luften mellem dem og hovedkarakteren.

Komedie Butik-publikummet er en blandet collage af kvinder med og uden slør, mænd og børn, der alle som én er vilde med helten. De griner med ham og ikke ad ham, når han klæder sig ud som mavedanserinde og flirter med sine mandlige medspillere. Gautier ville sikkert have samme indtryk af publikummet anno 2010 som Istanbul anno 1854. Det virker som om den homoerotiske æstetik, som Karagöz og Hacivat dyrker så åbenlyst, hverken betragtes som skamfuld eller forbudt.

Overfladens velsignelse eller sprækkens dybde

Og hvordan skal man så forstå paradokset, at en humoristisk plakat med homoerotiske referencer skaber furore i Tyrkiet samtidig med, at homoerotikkens æstetik i høj grad dyrkes i den folkelige tyrkiske kultur? Det findes der sikkert flere svar på.


I et samfund, hvor seksualiteten er usynlig eller tabubelagt pga. politik og religion, kan scenekunsten fungere som et effektivt redskab til at udfolde og udfordre forestillinger om seksualitet. Scenekunstens kvalitet er bl.a., at stykket ikke nødvendigvis "går op", ikke søger det fuldendte facit og den harmoniske slutning men ofte afsøger sprækkerne, og hvad der ligger skjult under den polerede overflade.

Omvendt giver Karagöz og Hacivat adgang til et fiktivt sted, hvor man kan dyrke overfladens velsignelser og sine lyster i fred med nogenlunde god samvittighed, fordi genren selv ironiserer så kraftigt over egen overflade og persongalleriets manglende dybder. I begge tilfælde kan teatret være en kærkommen og måske nødvendig ventil for publikums følelser og reaktioner.

At kunsten evner at bevare og udfordre på én og samme tid, er Karagöz-genren et godt eksempel på. Den er samtidig et eksempel på, at kunsten, udover at afspejle sin tid, også kan opleves isoleret fra hverdagen i sin stilistiske form. I Karagöz og Hacivat er scenekunsten i stand til at bevare en given æstetik permanent og intakt igennem historien uagtet, at de samfundsmæssige sociale og seksuelle normer har ændret sig. Man kan sige, at Karagöz og Hacivat er placeret i en position uden for den eksisterende kultur i et rum, hvor kunstneren og tilskueren mødes i gensidig accept af fælles og velkendte koder, som man ikke nødvendigvis forstår, hvis man ikke er fra Tyrkiet, men for eksempel er fra Belgien.