De undertrykte og de frigjorte

Printervenlig version

Danske nyhedsmedier tolker tørklæder som en dobbelt undertrykkende mekanisme. Dels bliver det en direkte årsag til arbejdsløshed blandt minoritetskvinder, og dels ser medierne tildækning som et problem, fordi kvindelig nøgenhed er et udtryk for frigørelse i Danmark. Det konkluderer medieforsker Rikke Andreassen, som har analyseret nyhedsmediers beskrivelser af minoritetskvinder og tørklæder fra 1980'erne og frem til i dag.

 

Faktaboks og relevante links:

I Der er et yndigt land. Medier, minoriteter og danskhed (Tiderne Skifter, 2007) har Rikke Andreassen analyseret mere end 300 avisartikler og 300 nyheds-indslag om etniske minoriteter.

Lån bogen på KVINFOs bibliotek

Rikke Andreassens hjemmeside

Se også Rikke Andreassens profil i KVINFOs Ekspertdatabase

En meget stor del, måske de fleste, billeder af etniske minoriteter i danske tv-nyheder siden 1970'erne har været billeder af kvinder med tørklæder. Muslimske kvinders tørklæder er blevet en integreret del af mediernes dækning af etniske minoriteter i Danmark. Selve det at bære tørklæde blev dog ikke diskuteret i medierne før i slutningen af 1990'erne. Siden da har muslimske kvinders tørklædebrug til gengæld fyldt godt i mediebilledet. 

Derfor er tørklæder og debatter om dem også et centralt emne i min kortlægning af danske nyhedsmediers formidling om etniske minoriteter i bogen Der er et yndigt land (2007). Min analyse viser, at nyhedsmedierne primært fremstiller tørklæder og tilsløring som et udtryk for kvindeundertrykkelse. I mediedebatter fremhæves tørklæder af både politikere og journalister som det synlige tegn på, at muslimske kvinder er undertrykte. Samtidig er tørklædet blevet det mest signifikante symbol på minoritetskvinder i nyhedsmedierne. 

I denne artikel vil jeg se nærmere på, hvordan tørklædet tolkes af nyhedsmedierne som en dobbelt undertrykkende mekanisme. Det fører dels til arbejdsløshed, og dels ses det som et udtryk for kvindeundertrykkelse manifesteret i manglende frit tøjvalg. Tolkninger af tørklæders betydning sker dermed ofte i forhold til bestemte forestillinger om to hovedingredienser i dansk kvindefrigørelse: udearbejde og seksuel frigørelse. 

 

Én slags tørklæder 

En undersøgelse, som Rambøll foretog for Jyllands-Posten i 2006 viser, at to tredjedele af muslimer i Danmark ikke mener, at det er nødvendigt for muslimske kvinder at være tildækkede. Der findes derimod ingen opgørelser over, hvor mange kvinder der faktisk bærer tørklæde eller slør i Danmark. Som tegningerne her viser, er der en række forskellige former for tørklæde: burkanikabhijab,chador og dupatta, hvoraf de sidste fire alle kan ses i det danske gadebillede. 


Illustrationer fra bogen: Maryke
Illustration: Maryke 


Politikere, journalister og eksperter taler typisk i de danske medier som om, der kun findes én slags tørklæder. Når alle tørklæder betegnes som "tørklædet" eller "det muslimske tørklæde", ignoreres mangfoldigheden blandt tørklæderne og dermed blandt muslimske kvinder. De senere år er der dog kommet nogle nuanceringer i debatten. Nu ses nogle typer tørklæder, nemlig nikaben (der ofte fejlagtigt kaldes burka), som mere problematiske end andre, nemlig hijaben (der stadig betegnes "tørklædet" i nyhedsmedierne). 

 

Tørklæder som en hindring for beskæftigelse 

Det så man fx i foråret 2007 i debatten om en dagplejemor i Odense og hendes beklædning, som både politikere og journalister omtalte som en burka, selv om hun i virkeligheden bærer nikab. Debatten om tørklæder og slør på arbejdsmarkedet, som dagplejemoderen i Odense blev en del af, går tilbage til slutningen af 1990'erne. Her begyndte nyhedsmedierne at fokusere på, at etnisk danske arbejdsgivere ikke ville ansætte kvinder med tørklæder. Baggrunden var, at flere fødevarekæder offentligt udtalte, at de ikke ville ansætte kvinder, der bar tørklæder. Kæderne var FDB (nuværende COOP), der ejer Super Brugsen, Kvickly, Irma og Fakta og Dansk Supermarked, der ejer Netto, Føtex og Bilka. 


TV-Avisen på DR introducerer således 'tørklædedebatten' den 6. august 1999. Udsendelsen er et godt eksempel på de måder, tv-journalister aktivt medvirker til at fremstille tørklædebrug som problematisk. I et interview med en repræsentant for rengøringskæden ISS, der tillader medarbejderne at bære tørklæde, spørger en DR-journalist fx: "Hvad siger kunderne til det? Er der ikke nogle, der bliver lidt stødt over, at nu kommer der nogen og gør rent, som der har tørklæde på?" Det indebærer en forventning om, at der er kunder, som stødes over tørklæder. Dermed manifesterer og legitimerer journalisten den negative holdning til tørklædebærende kvinder. 

I samme udsendelse forklarer FDBs forhandlingsdirektør Hans Havsager, at hovedtørklæder "frastøder vores kunder" som begrundelse for kædens forbud. At muslimske kvinders tørklæder skulle være frastødende for nogle, bliver gentaget flere gange af bl.a. Havsager i nyhedsudsendelser de følgende dage. Seerne bliver dog aldrig præsenteret for dokumentation for, at kunderne føler sig frastødte, eller en forklaring på hvorfor. Deres frastødthed beskrives som et faktum. 

 

Ansvar for arbejdsløshed lægges på kvinderne

Få dage senere interviewer TV-Avisen (DR1 TV-Avisen, 8. aug. 1999) en ung kvinde, der er blevet nægtet et job, fordi hun bærer hijab. Intervieweren spørger hende: "Hvorfor kan du ikke bare tage det [tørklæde] af?" Hvortil kvinden svarer: "Øh, for det første står det i vores Koran." Intervieweren spørger derefter: "Du vil altså hellere beholde dit tørklæde på, og så undvære dit arbejde, hvis det er det, det drejer sig om?" Hvorefter kvinden svarer: "Ja, fordi min religion betyder meget mere end et arbejde." 


Arbejdsgiverne spørges derimod sjældent på samme konfrontatoriske vis: "Hvorfor kan I ikke bare ansætte én med tørklæde?". Nyhedsmedierne fremstiller det som forståeligt og legitimt, at arbejdsgivere ikke vil ansætte kvinder med tørklæder. Problemet beskrives som, at "tørklædet lægger hindringer i vejen for jobs" (DR1 TV-Avisen, 6. aug. 1999) og at "den gruppe af muslimske kvinder, der hidtil har gået hjemme på bistandshjælp skal nu i arbejde ifølge en ny lov. Men jobbene hænger ikke på træerne ... fordi virksomhederne afviser tørklæderne." 

Ansvaret for de tørklædeklædte kvinders arbejdsløshed lægges over på de muslimske kvinder, når arbejdsgivernes fravalg af tørklædeklædt arbejdskraft ikke fremstilles som diskrimination. Nyhedsmediernes forklaringer om kvindernes tørklædebrug og arbejdsmarkedsmarkedstilknytning fremstår i det hele taget meget simpel. Kvinderne går med tørklæder, og derfor er de arbejdsløse, for kvinder med tørklæder kan ikke få arbejde, fordi de går med tørklæde. 

 

Børnene og "burkaen" i Odense 

I foråret 2007 skaber tørklæder og slør på arbejdsmarkedet igen stor debat. Den begynder, da Odenserådmanden Jane Jegind fra Venstre og Odenses viceborgmester Alex Ahrendsen fra Dansk Folkeparti meddeler, at kommunen ikke vil yde økonomisk støtte til en tilsløret dagplejemor. Kommunerne dækker nemlig 75 procent af udgifterne til private dagplejemødre. Introduktionen til et TV-Avisen-nyhedsklip skitserer problemet: "Må man være klædt sådan her, i burka, når man arbejder som dagplejemor? Det spørgsmål har bragt sindene i kog hos kommunalpolitikerne i Odense. Byens børne- og ungerådmand vil nægte en burkaklædt muslimsk kvinde at blive privat dagplejemor. Hun bakkes op af familieminister Carina Christensen, der nu arbejder på et forbud" (DR1 TV-Avisen, 2. maj 2007). 


Sagen om dagplejemoderen fra Odense spreder sig hurtigt til andre kommuner og andre arbejdsområder. Få dage efter meddeler Århus, Frederiksberg, København og Odenses kommuner, at de ikke vil have tilslørede kvinder i den offentlige sektor. De vil derfor også fratage kvinder i burka kontanthjælpen, eftersom disse kvinder på grund af deres tilsløring ikke står reelt til rådighed for arbejdsmarkedet. 

Nyhedsmedierne rapporterer: "Er hun arbejdsløs, fordi hun insisterer på sin burka, så har hun i realiteten selv meldt sig ud af arbejdsmarkedet, og så kan hun og hendes medsøstre også miste kontanthjælpen" (DR1 TV-Avisen, 5. maj 2007). Interviews med kommunalpolitikere fra Venstre og Socialdemokratiet handler også om, at tilslørede kvinder ikke ønsker at være aktive på arbejdsmarkedet. Gert Bjerregaard, socialrådmand i Århus kommune fra partiet Venstre, siger fx: "Hvis man står til rådighed for arbejdsmarkedet, så skal man også sende et signal om, at man ønsker at komme ind på arbejdsmarkedet, og det gør man altså ikke ved at gå tillukket og med burka." DR-journalisten stiller ikke spørgsmål ved denne udlægning af, at det er kvindernes ansvar og ikke arbejdsgivernes, at kvinderne er uden for arbejdsmarkedet. 

 

Store debatter med få eksempler

Til gengæld er DR-journalisten kritisk på et andet punkt og udfordrer kommunalpolitikerne ved at spørge, om det overhovedet er et reelt problem, de har kastet sig over. Journalisten spørger: "Men hvor stort er så det såkaldte burka-problem?" Den københavnske socialdemokratiske kommunalpolitiker Jakob Hougaard må indrømme: "Der er ret få eksempler ind til nu på det." Journalisten fortsætter: "Hvor mange kender du?" og får svaret: "Ikke mere end et par stykker. Jeg har hørt om et par stykker." Et lignende svar kommer fra venstrekommunalpolitikeren Gert Bjerregaard, der siger: "Jeg må jo konstatere, at jeg har ikke selv haft nogle enkeltstående sager omkring det her."


På tilsvarende måde som de store kommuner vil kræve, at deres ansatte ikke er tilsløret, erklærer beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fra Venstre som en del af debatten om tørklæder, at han vil kræve, at alle offentligt ansatte skal give hånd. Et nyhedsklip om sagen indledes med dækbilleder af Claus Hjort Frederiksen, der smilende giver hånd til en kvindelig journalist (DR1 TV-Avisen, 4. maj 2007). Herefter siger han: "Offentligt ansatte må ikke diskriminere fx mellem mænd og kvinder. Så derfor skal man hilse ens på både mænd og kvinder, og her i landet hilser vi jo altså ved at give hinanden hånden ... Vi skal bare stille de tre krav: At du skal kunne se, hvem det er. Man må ikke som offentlig ansat diskriminere mellem mænd og kvinder, og så kan vi selvfølgelig stille krav, hvis sikkerheden kræver det." 

Ligesom i sagen om hvorvidt offentligt ansatte må bære burka (nicab), har beskæftigelsesministeren imidlertid ikke registreret nogle reelle problemer med offentligt ansatte, som ikke vil give hånd. Det vil sige, at tv-seerne i foråret 2007 var vidner til store debatter om minoritetskvinders tørklædebrug og hilsemåder på trods af, at disse områder tilsyneladende ikke udgjorde nogen reelle problemer uden for de kommunale kontorer, Christiansborg og nyhedsmediernes redaktioner. Senest har medierne i december 2007 beskæftiget sig en del med det århusianske Egå Gymnasium, der har indført et burkaforbud, selvom gymnasiet aldrig har haft en burka- (eller nicab-) klædt elev. 

 

Tilsløring som modmagt 

I nyhedsmedierne får minoritetskvinder sjældent lov til selv at forklare baggrunden for deres valg eller livssituation. Derimod er der en række - hvide etnisk danske - eksperter og politikere, der forklarer tv-seere og avislæsere, hvordan det egentlig forholder sig med disse kvinder. De forbliver tavse objekter, som andre fortæller 'sandheden' om og fastholdes i en identitet som 'undertrykte'. 


Tørklædebrug er imidlertid en kompleks handling, der ikke ensidigt kan tolkes som kvindeundertrykkende. Sociologiprofessor Meyda Yegenoglu er en af dem, der har argumenteret for at nuancere opfattelsen af tilsløring. Ifølge hende kan det at bære tørklæde være udtryk for "modmagt". Minoritetskvinden kan ikke undslippe magtforholdet mellem mænd og kvinder, eller mellem den etnisk danske majoritetsbefolkning og den etniske minoritetsbefolkning - men hun kan yde modstand ved at signalere, at hun ikke vil være et sexobjekt. 

Psykolog og ph.d. Dorthe Staunæs viser en lignende modmagt i tørklædebrug i sin undersøgelse af 7. klasses elever i danske folkeskoler. I Køn, etnicitet og skoleliv (2004) dokumenterer Staunæs, hvordan flere store drenge på skolen gramser på pigerne i de ældste klasser. Hun argumenterer for, at tilsløring kan fungere som et strategisk redskab til at forhindre drengenes fysiske berøring: "Her er det ikke afklædning, men netop påklædning der giver frihed."  Piger med tørklæder går fri af drengenes fysiske overgreb, mens piger uden tørklæde - især de etnisk danske - er i farezonen for at miste frihed. Her bliver tørklædet vejen til et kropsligt frirum. 

Det grundlæggende problem her er, at kvinder i vores samfund gøres til sexobjekter. Problemet er ikke kvinders potentielt udfordrende påklædning, men at de ikke kan være seksuelt i fred i det offentlige rum. At iføre sig et tørklæde gør ikke op med de grundlæggende kønsstrukturer, der reducerer kvinder til sexobjekter, men tørklæder kan være en kortsigtet strategi til at undgå positioneringen som sexobjekt, på samme måde som at klippe sit hår kort eller iføre sig lange løse klæder. 

 

Tørklæde kan give adgang til fællesskab

Man kan tolke politikernes krav om, at kvinder i den offentlige sektor ikke må tildække sig i burka (nicab) samt at de skal give hånd som et krav om tilgængelighed. Beskæftigelsesrådmand i Århus kommune, venstrepolitikeren Gert Bjerregaard, der vil fratage kvinder i burka (nicab) kontanthjælp, siger fx i foråret: "For mig handler det om åbenhed og tilgængelighed, og det signalerer man ikke med en burka" (Politiken 9. maj 2007). Sat på spidsen må man overveje, om det betyder, at kvinder skal være tilgængelige kropsligt (for blikke og berøring) for at være en del af det danske fællesskab. 


Dorthe Staunæs viser dog en anden tolkning, nemlig at tørklædet kan fungere som vej ind i etnisk danske fællesskaber. Hun beskriver fx den 13-årige Selma, en elev af tyrkisk oprindelse, der netop ved at bære tørklæde er i stand til at deltage i aktiviteter med sine etnisk danske skolekammerater. Staunæs forklarer: "Når Selma går med tørklæde, ... er det fordi, hun kan være med til nogle ting, som hun ikke kunne være med til ellers. Når hun tager tørklæde på, sætter hun tegn om sig selv som pæn og ærbar pige ... Hun skaffer [derved] sig selv et større spillerum ... Selma forsøger ikke at skille sig ud eller at forstærke en eksklusion ved hjælp af tørklædet. Tværtimod er det hendes vej ind i et fællesskab." 

Tørklædet er derfor ikke ensidigt et udtryk for undertrykkelse. Man kan også se tilsløring og tørklæder som et redskab til at forhandle kvindelig identitet og position. 

 

Den problematiske seksualisering

De positive udlægninger af tilsløring er imidlertid heller ikke entydige. Man kan også hævde, at tørklæder er udtryk for en seksualisering af kvinden. Tørklædet bæres ifølge nogle muslimer for ikke at friste mænd seksuelt. Det vil sige, at man ved at påføre sig et tørklæde er med til at reproducere forestillingen om, at kvinder hele tiden potentielt kan vække mænds begær.  


Tørklædet bliver her en kønsmarkør. Det markerer, at man er kvinde, og at kvinden frister manden. Denne tolkning problematiserer specielt tildækningen af præ-pubertære piger, da tørklæder i den tolkning indebærer en voldsom seksualisering af børn. På samme måde som g-strengstrusser til 7-årige piger gør det. Pointen her er, at både g-strengstrussen og tørklædet forholder sig til pigen som krop og reducerer hende til seksuel krop. 

Den fransk-iranske feminist Chahdortt Djavann har sat dette på spidsen: "At give piger på 12 år hovedtørklæde på har intet med kultur at gøre. Det er barbari. Og hvis vi ikke passer på, vil fundamentalisterne føre os tilbage til en ny middelalder. Fundamentalisterne tvinger kvinderne til at bære hovedtørklæde, blot fordi de er kvinder - ligesom nazisterne tvang jøderne til at bære den gule stjerne ...." (i Bas les Voiles, 2003) 

Disse diskussioner illustrer, at tørklæder og tilsløring må betragtes som komplekse praksisser, der kan tolkes på mange forskellige måder. En central pointe er, at ligesom der er en række forskellige former for tørklæder, er der en række forskellige årsager til at bære tørklæder. 

En vigtig forskel mellem feminister af iransk oprindelse, der kritiserer tilsløring, og muslimske kvinder i Danmark, der forsvarer tilsløring, er, at de iranske kvinder har oplevet at leve under en kvindeundertrykkende tolkning af Sharia (islamisk lovgivning), mens de danske muslimer ikke har oplevet påtvungen tilsløring. De har derimod oplevet diskrimination og kritik af deres religion, hvilket muligvis har medvirket til, at de netop har vægtet religionen og tilsløringen højt. 

 

Kvindelig nøgenhed som frihedssymbol 

I Danmark er frit tøjvalg blevet opfattet som et tegn på kvindefrigørelse, siden den berømte Strøgaktion i 1970, hvor en gruppe feminister smed bh'er og andre kvindelige attributter i en skraldespand med påskriften "Hold Danmark ren". Når nyhedsmedierne viser billeder af kvinder med tørklæder, er det derfor ikke kun billeder, der forbindes med fremmedartet påklædning. Det er også billeder, der forbindes med kvinder, der ikke besidder et frit tøjvalg og derfor er undertrykte. 


Siden 1970'erne har opfattelsen af kønsmæssig ligestilling i Danmark været tæt forbundet med opfattelsen af seksuel frihed. Seksuel frihed er i de offentlige diskurser ofte blevet udlagt som retten til at være topløs på stranden og i reklamer, medvirke i pornoindustrien og deltage i diverse aktiviteter, der offentligt udstiller nøgen kvindehud. Ligesom der i nyhedsmedierne er få muligheder for at tolke tørklæder som andet end kvindeundertrykkende, er der begrænset rum for at tolke det at tage tøjet af som andet end et tegn på frisind og en fri kønsmoral. 

Men det at tage tøjet er ikke et ensidigt symbol på frisind og kvinders ligeberettigelse. Det er - ligesom at bære tørklæde - en kompleks og mangetydig handling. Man kan, ud over at tolke kvinder, der tager tøjet af offentligt, som frisindede, også tolke dem som aktivt deltagende i en proces, der gør dem til sexobjekter. Men denne tolkning af kvindelig nøgenhed i det offentlige rum som negativ - eller bare som en plads, hvor kvindelig seksualitet, objekt og subjektsstatus forhandles - ses sjældent i nyhedsmedierne. 

Hvis medierne åbnede op for, at kvindelig nøgenhed måske ikke kun var et tegn på frigørelse, ville de også være nødt til at åbne for, at tørklæder ikke nødvendigvis udelukkende er undertrykkende. Men det sker kun sjældent. Dermed medvirker nyhedsmedierne til at bevare myten om, at der hersker frisind og ligestilling i Danmark. 

For forestillinger om at minoritetskvinder, der går med tørklæde, er undertrykte, indebærer også forestillinger om, at etnisk danske kvinder, der ikke går med tørklæde, er frigjorte. Mediedebatterne om tørklæder viser, at tørklædet ofte bliver en kampplads, hvorpå andre kampe udkæmpes. I min bog viser jeg, hvordan de feministiske debatter om tørklæder afslører en dybereliggende diskussion om, hvem der har ret til definere, hvad kvinderettigheder og ligestilling er. 

På samme måde er politikeres kritik af tørklæder ofte en del af en større debat om, hvorvidt Danmark skal være et multikulturelt eller monokulturelt samfund, som vi bl.a. så det i den Folketingsdebat om et forslag om tørklædeforbud i det offentlige rum i 2004, jeg også analyserer i bogen. Fælles for debatterne er, at muslimske kvinder sjældent får stemme i debatterne, og at deres tørklædepraksis ofte bliver løftestang for at diskutere andre og bredere dagsordner.