Da bøsserne blev forfulgt af Den Grimme Lov

Printervenlig version

Historien om Den Grimme Lov fra 1961 indeholder både fortællingerne om myndighedernes kamp mod mandlig prostitution og om bøssernes kamp for anerkendelse og ligestilling i det danske samfund, siger ph.d. og historiker Peter Edelberg. KVINFO har interviewet Edelberg om hans ph.d. afhandling "Storbyen Trækker. Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-76."

Faktaboks:

Peter Edelberg: "Storbyen trækker. Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945 - 1976." Københavns Universitet 2011. Lån bogen på KVINFOs bibliotek.

Ifølge forførelsesteorien blev drenge og unge mænd forført af ældre mænd med risiko for selv at blive homoseksuelle. Ud over at de unge udviklede en usund seksualitet, medførte det også, at de blev arbejdssky, asociale og parasitiske. Derfor skulle ungdommen beskyttes lovmæssigt, da homoseksualitet nu blev anset for at være et samfundsproblem.

Forførelsesteorien var længe standardforklaringen på homoseksualitet, også i psykiatrien, hvor man skelnede mellem medfødt - og erhvervet homoseksualitet.

Den grimme Lov: I 1961 vedtog Folketinget under justitsminister Hans Hækkerup straffelovens § 225, stk. 4 om kriminalisering af kønslig omgang, hvor den seksuelle lavalder for prostitution blev hævet fra 18 til 21 år for homoseksuelle. Det betød, at det blev strafbart for homoseksuelle at have sex med en partner under 21 år, hvis der var penge eller gaver involveret. For heteroseksuelle var den seksuelle lavalder 15 år og 18 år ved forførelse.

Medierne navngav loven Den Grimme Lov for dens diskriminerende virke og forskelsbehandling af homoseksuelle. Den upopulære lov blev afskaffet igen i 1965, og i 1967 blev homo- og heteroseksuelle ligestillet i prostitutionslovgivningen.

I 1961 indførte Folketinget den kontroversielle lov, som medierne døbte Den Grimme Lov. Med indførelsen af loven forsøgte den danske stat at sætte en stopper for mandlig prostitution, idet loven kriminaliserede homoseksuelle, som havde sex med andre mænd under 21 år, hvis der var transaktioner som penge eller gaver indblandet. For heteroseksuelle parter var den seksuelle lavalder 15 år og 18 år ved forførelse. Loven var kulminationen på en ophedet debat om mandlig prostitution, som allerede startede efter 2. verdenskrig med politiinspektør Jens Jersild i spidsen.

 

Den moralske panik rammer Danmark

Først efter 2. verdenskrig kommer homoseksualitet, mandlig prostitution og ikke mindst koblingen mellem dem på den politiske dagsorden i Danmark. Det er især medierne, som rammes af den moralske panik og retter linsen mod homoseksuelle aktiviteter i gadebilledet.

- Det var medierne, retsvæsenet og politiet, som i første omgang rettede deres opmærksomhed mod det såkaldte "homoseksuelle problem", og det var først og fremmest den mandlige prostitution, som medierne kastede sig over, forklarer forskeren Peter Edelberg og fortsætter:

- Efter krigen satte især dagbladet Politiken fokus på mandlig prostitution i en række artikler, og den bevågenhed får prostitutionen op på den offentlige dagsorden: Det blev nu et samfundsproblem, som skulle løses.

 

Mandlig prostitution udbredt i København

Siden 1800-tallet foregik mandlig prostitution i stor stil i København, og det fortsatte i 1920'erne, 1930'erne og særligt under 2. verdenskrig, hvor politiet pludseligt var væk, og den tyske besættelsesmagt koncentrerede sig om sabotører. Efter krigen var der fortsat et kæmpe marked for mandlig prostitution på Rådhuspladsen, i kvarteret omkring Nicolai Kirke og i "Pisserenden" (de små gader omkring Larsbjørnsstræde i Indre By, København).

De homoseksuelle kvinder var ikke målet for retsvæsenets og politiets indsats, da kvinderne ikke udgjorde noget problem:

- Kvindelig homoseksualitet var ikke et offentlig problem, så det talte man slet ikke om. De blottede sig ikke på offentlige toiletter, i hvert fald hvad politiet erfarede - de havde endda ledt efter det i årevis, men fik aldrig nogen sager. Politiinspektør Jersild inkluderede lesbisk prostitution i sine undersøgelser, men da de ikke kunne finde spor af det i København, var alle enige om, at "homofile" kvinder mødtes i private cirkler, og derfor ikke påkaldte sig offentlig opmærksomhed, forklarer Peter Edelberg.

I 1949 nedsatte de danske myndigheder et prostitutionsudvalg, som skulle kortlægge prostitutionen i Danmark. I 1951 blev mandlig prostitution omfattet af udvalgets arbejde - det var nu også deres opgave at kortlægge den mandlige prostitution, ikke mindst for at bekæmpe de homoseksuelle mænds forførelse og fordærv af ungdommen.

 

De forførende homofile

Den såkaldte forførelsesteori, der længe var standardforklaringen på homoeksualitet, gik ud på, at drenge og unge mænd blev forført til at blive homoseksuelle. Psykiatrien skelnedede mellem medfødt- og erhvervet homoseksualitet, hvis ungdommen var blevet forført af ældre homoseksuelle mænd, fortæller Peter Edelberg:

- Politiinspektør Jersild gjorde forførelsesteorien meget populær i medierne. Ud over at unge mænd blev afsporet og lokket ud i en unaturlig og pervers seksualitet, var det også indlejret i teorien, at de unge blev arbejdssky, asociale og parasitiske. De ville aldrig komme til at få et arbejde og ville resten af livet lægge samfundet til last. Medierne omfavnede teorien, og aviserne skrev chokrapportager om, hvordan ungdommen blev forført af de homofile mænd. De homoseksuelle skrev sig også selv ind i samme forførelsesteori, da de som forsvar forklarede deres seksualitet ved, at de selv var blevet forført af ældre mænd.

Men sidst i 1950'erne og først i 1960'erne blev teorien voldsomt miskrediteret, da der ingen reelle beviser var for det:

- Først da Folketinget vedtog Den Grimme Lov i 1961, tog man afstand fra forførelsesteorien. Man fokuserede nu mere på de sociale skadevirkninger af prostitution, og man vidste, at teorien ikke længere var populær. Dog anvendte man stadig forklaringer som "faren ved seksuel afsporing" i folketingsforhandlingerne. Da loven så blev afskaffet i 1965, benægtede man helt at have troet på forførelsesteorien. På det tidspunkt var den simpelthen så politisk ukorrekt, at ingen ville sættes i forbindelse med den.

Det var især gadeprostitutionen mellem de homofile mænd og ungdommen, man ville ramme, for at hindre flere unge i at blive lokket ud i homoseksualitet.

 

Mændene grundlagde datingscenen

Omkring århundredskiftet var homoseksuelle i Danmark ikke organiseret; der var ingen publikationer, klubber eller barer. Derfor mødtes mændene på gaden og i det offentlige rum.

- Det var voksne mænd, som opsøgte unge mænd, og undertiden havde de seksuelle forhold med hinanden for kontanter, cigaretter eller et måltid mad. Som regel betragtede de betalende mænd sig som homoseksuelle, mens de unge, som trak på gaden, ikke opfattede sig som homoseksuelle, fortæller Edelberg:

- På det tidspunkt var det meget moderne for homoseksuelle at mødes i byrummet. Som min egen mormor fortalte, kunne hun aldrig drømme om at møde en mand på en bar, det gjorde kun de prostituerede. Pæne unge kvinder og mænd mødte ikke hinanden i byen eller på en bar. Men de homoseksuelle mænd startede med at mødes på bar, for hvor skulle de ellers mødes? Hvis de ikke kendte ligesindede, så måtte de jo anvende det offentlige rum.

- Derfor var homoseksuelle mænd med til at starte den datingkultur, vi kender i dag. I dag mødes de fleste mænd og kvinder ude i byen, drikker sig fulde, har sex, og senere udvikler det sig måske til et forhold. De homoseksuelle var meget avantgarde. I dag lyder det jo banalt, men det var det ikke dengang. Dengang var det kun kriminelle, prostituerede og homoseksuelle, som mødtes på den måde, forklarer Edelberg.

 

To knudepunkter, hvor mænd mødtes

Pisserenden i Indre By, hvor der også er mange bøssebarer i dag, og så området omkring Minefeltet ved Nikolai Kirke var Københavns to knudepunkter, når mænd mødtes. Herudover var mandlig prostitution udbredt på Rådhuspladsens offentlige toiletter.

 

- Især gadehjørnet mellem Skt. Pederstræde og Larsbjørnsstræde var centrale mødesteder: Hvis en ung mand stod og røg en cigaret og blot kiggede ud i luften, var der ingen tvivl om, hvad han var ude på. Fra det gadehjørne var der også et godt udsyn til gaderne og barerne. Især to barer var særlig notoriske: Cosy Bar og Mandalay, der i dag er kendt som Men's bar, fortæller Edelberg:

- Barerne blev faste steder, hvor homoseksuelle mænd mødte hinanden. Efterhånden fik de følelsen af at tilhøre en særlig gruppe ud fra begrebet homoseksuel.

- Først efter 2. verdenskrig kom der en egentlig organisation for homoseksuelle med Forbundet af 1948 og bladet Vennen i 1949. Nu blev budskabet om, at man kunne være homoseksuel kanaliseret ud til hele Danmark via Vennen og Forbundet. Man kunne leve som homoseksuel og møde andre i samme situation. Det var virkelig en revolution, at man nu kunne leve på den måde og ikke kun opsøge en snusket bar i København for at møde andre.

 

Trækkerdrengen og Børnelokkeren

Med politiinspektør Jersild ved roret intensiverede politiet nu deres indsats over for de homoseksuelle møder i gadebilledet. De overvågede de velkendte gader, og mistænkte de to mænd for prostitution, fulgte politiet efter dem og arresterede dem efter det seksuelle forhold var overstået. Politiets overvågning skabte paranoia og stor frustration hos både de homoseksuelle mænd og trækkerdrengene, som typisk ikke opfattede sig selv som homoseksuelle:

- Den typiske trækkerdreng efter 2. verdenskrig var en værnepligtig soldat. På det tidspunkt var værnepligten længere end i dag, de fik ikke meget i løn, og der var intet at lave. De opsøgte derfor indre det København for at tjene penge og feste. Mange soldater kom fra andre landsdele, så de var uden for den sociale kontrol. Derfor var det lettere at gå på eventyr i hovedstaden, forklarer Peter Edelberg.

- Man har dog ofte antaget, at trækkerdrengene gjorde det af nød eller mangel på en seng at sove i. Eller at det var overklassens mænd, som købte sex af underklassens drenge. Men det er der ikke rigtigt grundlag for. De værnepligtige havde en seng og mad på bordet. Der var dog også eksempler på gadedrenge, som ikke havde et sted at sove og gjorde det for at overnatte, men det var primært unge fyre, som så muligheden for at tjene ekstra penge.

Når man læser politirapporterne får man indtrykket af, at trækkerdrenge gik med de homoseksuelle, fordi det var spændende og sjovt for dem at opleve, at mændene var så vilde med dem.

 

Den heteroseksuelle teenagedreng var idealet

På det tidspunkt var det ideelle seksuelle objekt for mange homoseksuelle ikke en anden homoseksuel mand, derimod forgudede de den heteroseksuelle teenagedreng. Som man kan se i homoseksuel kunst, er der en lang historisk tradition for, at det ofte er drengen, som bliver hyldet som det erotiske ikon. I slutningen af 1800-tallet tager mange amerikanske og europæiske homoseksuelle kunstnere til Syditalien for at male eller fotografere nøgne teenagedrenge i klassiske gevandter.

- Det har været idealet langt op i tiden, men det er svært at diskutere i dag, for det er så kontroversielt, at det, vi i dag kalder for pædofili, var et element i det, man dengang kaldte homoseksualitet. Det er en del af homoseksualitetens historiske arv, som er meget svær at tale om i dag, fordi der er et syn på pædofili i dag, som ingen har lyst til at blive forbundet med. Jeg beskriver også i min afhandling, hvordan man får trukket det element ud af homoseksualiteten - pædofili - og får det gjort til et selvstændigt begreb, sådan at homoseksuelle fik den position, vi kender i dag, siger Edelberg.

 

Opløsningen af Den Grimme Lov

Da Den Grimme Lov blev vedtaget i 1961, blev den hurtigt meget upopulær - især blandt medier som dagbladet Politiken og Information, der i årtiet forinden havde været med at til at opildne til moralsk panik:

- Det var fuldstændigt umuligt for lovgivningen og politiet at bedømme, hvornår intentionen mellem mændene og de unge var prostitution. Så retningslinjerne blev, at når en mand mødte en ung fyr under 21 år på et sted, hvor homoseksuelle typisk mødtes, så forventede den unge at få penge. Så ethvert møde mellem mænd i forskellige aldre, hvor de ikke havde konverseret først, var per definition prostitution, forklarer Edelberg:

- I dag er det er jo meget diskriminerende, at man konstruerede den homoseksuelle subkultur, som altid værende prostitution. Men ifølge udtalelserne fra de unge i politirapporterne, var det ikke helt fejlagtigt. De unge fyre vidste godt, at hvis de gik med en mand, som var ti år ældre, så kunne de godt regne med nogle penge i hånden. For sådan var miljøet også.

Da modviljen mod loven bredte sig, var det først og fremmest blandt meningsdannere og fagfolk, som var med til at definere den offentlige mening såsom psykiatere, læger, politikere, forfattere og journalister:

- Det, som vendte den offentlige opinion, var, at homoseksuelle var "stakler", der levede under hårde kår, og at det ikke var deres egen skyld, at de var homoseksuelle. Og i starten af 1960'erne dukker ord som diskrimination og hetz op i debatten, fortæller Edelberg.

 

Arven efter loven

Ifølge Peter Edelberg var afskaffelsen af Den Grimme Lov en milepæl for homoseksuelle i dansk historie, og den har været med til at forme vilkårene for homoseksuelle fremover. Selvom livet for en homoseksuel i dag er markant anderledes end dengang:

- Historisk set er der ikke længere samme form for homoseksuel subkultur og homoseksuel selvforståelse, som man finder blandt de homofile i 1950'erne. Man er ikke længere tvunget til at være hegnet ind på bestemte steder eller til at holde sin seksualitet skjult; man vokser ikke længere op med og bliver ældre med den viden, at loven diskriminerer dig på alle mulige måder.

- Jeg tror ikke, man i dag som homoseksuel har samme følelse af at være så speciel, mærkværdig og anderledes end alle andre. Oplevelsen af at være homofil i 1950'erne er svært at sætte sig ind i og genleve i dag, fordi man simpelthen ikke har muligheden for at opleve samfundet, som de gjorde, fortæller Edelberg.

 

Homoseksuelle står ved en korsvej i dag

At de homoseksuelle kvinder ikke var mål for Den Grimme Lov, har også konsekvenser for lesbiske i dag:

- Det er de lesbiskes kors. De er aldrig blevet offentligt forfulgt, som bøsser er, men den usynliggørelse, det har medført, har også sat sig spor i den lesbiske subjektivitet og i samfundsopfattelsen af lesbiske.

Ifølge Peter Edelberg står de homoseksuelle i dag ved en korsvej: At gøre op med og genoverveje arven som homoseksuelle, som dengang var progressiv, men måske ikke er det i dag:

- Man diskuterer meget, om homoseksuelle er ved at blive normaliserede, eller allerede er det, men ikke hvad en normalisering indebærer. Normaliseret i forhold til hvad? Hvis man kigger på homoseksuel subkultur i 1950'erne, var der et stort overlap mellem kriminel kultur og homoseksuel kultur, men det er faktisk lykkedes politi, retsvæsen og myndigheder at adskille det i en grad, så de homoseksuelle skabte en ny forståelse af det at være homoseksuel, forklarer Edelberg og fortsætter:

- Der ligger selvfølgelig en normalisering i historien om Den Grimme Lov - de homoseksuelle kom tættere på det heteroseksuelle ideal. Men jeg vil ikke kalde det for normalisering, hvor de homoseksuelle blev fuldstændig ligestillet med heteroseksuelle. Det blev de ikke. De blev stadig opfattet som meget anderledes og kontroversielle, nogen man skulle prøve at forstå, men som stadig levede et helt andet liv, end heteroseksuelle gjorde.

- Man må også skelne mellem de voldsomme foranstaltninger, som der var overfor de homoseksuelle i 1950'erne og så debatten i dag. Fx om homoseksuelle i fremtiden kan gifte sig i folkekirken. Der er jo ingen, der tvinger homoseksuelle til at gifte sig, det er trods alt blot et tilbud. For at tale om en normalisering, må det også indebære, at samfundet kræver, at homoseksuelle bør gifte sig, men den forventning fremgår tydeligt ikke af debatten om homoseksuelle vielser.
Sådan var forholdene ikke i 1950'erne. I dag er der mere tale om ligestilling og demokratisering end normalisering, afslutter Edelberg.