Brænd heksen!

Printervenlig version

Frygt ikke Lars von Triers Antichrist. Trier vil garanteret fylde meget mindre, efter du har været i biografen, end ubeset i dit eget hoved, skriver Elisabeth Møller Jensen. 

Antichrist er kulturel sexchikane, og filmen er sammen med Breaking the Waves to alen ud af samme kvindehad, skriver direktøren for KVINFO som optakt til årets fejring af Sankt Hans.

Det var litteraten og feministen Lilian Munk Rösings begejstrede og dog tvetydige anmeldelse (Inf. 20.05.09), der sendte mig i biografen. Måske var Antichrist på trods af alle bange anelser alligevel en god film. Indrømmet: Jeg orkede ikke se kvinden klippe klitoris af eller bolte en slibesten fast om mandens ben. Klimaks, derimod, hvor manden langsomt og udpenslet kværker den kvindelige hovedperson, havde jeg ingen problemer med at udholde. Historien var på det tidspunkt så tyk, at jeg i mellemtiden var blevet helt kold og klar i hjernen.

Tro mig, der er slet ingen grund til at lade sig skræmme bort fra biografen. Tværtimod vokser filmen i fantasien gennem alle omtalerne. Trier vil garanteret fylde meget mindre, efter du har været i biografen, end ubeset i dit eget hoved. Nu er filmen der, og den ligner et overgreb, en art kulturel sexchikane i det offentlige rum. Mit bedste bud på et selvforsvar er at se den, afvise perversionen og kaste den tilbage i hovedet på Trier selv. Det er ham, der har et problem. Og ret skal være ret, det har han jo sådan set slet ikke lagt skjul på. Filmen handler om ham selv, har han i mange versioner betroet os. Det er ham, der er kvinden, det er hans angst og hans depression, der i hendes fornedrelse finder en filmisk form.

Der er al mulig grund til at huske en feminists kritik

Lilian Munk Rösings anmeldelse skiller sig ud ved at gøre hendes fascination af filmen begribelig for mig som læser. Filmen åbner som bekendt med et ægte- og lidenskabeligt samleje mellem den mandlige terapeut og hans intellektuelle partner. For Lilian Munk Rösing handler filmens prolog om Freuds urscene, hvor barnet overværer forældrenes samleje, "urscenen som frelse, urscenen som velsignelse", hvorefter resten af filmen ifølge Rösing udfolder urscenens grumme version, "det sammenfald af sex og mord, som er det lille barns fantasi om den voksne seksualitet". Så langt så godt. For filmen åbner med smukke sort/ hvide billeder til skønne toner af Händel, alt mens der krydsklippes mellem forældrenes samleje og det lille barns dødelige fald mod jorden. For så at slutte med at faderen i rent selvforsvar slår moderen ihjel efter et terapeutisk forsøg på at hjælpe hende i sorgen. Med Rösings tolkning er vi langt inde i drømmens, psykens og psykoanalysens billedsprog. 

Det, der imidlertid generede mig ved anmeldelsen, var Rösings gentagne opfordring til at glemme feminismen: "måske ikke alt, men det meste om feministisk kritik af von Triers kvindebilleder". 

Hvis forudsætningen for at elske filmen er, at man "glemmer feminismen", er det måske anmelderens forelskelse, snarere end den feministiske kritik, der er problemet. Tænkte jeg. Og med den mistanke gik jeg i biografen. I lighed med Christian Braad Thomsen, der i sin tid ikke kunne blive enig med sig selv, om Idioterne var et makværk eller et mesterværk, men bestemte sig for, at den var et mesterværk, bestemmer Lilian Munk Rösing sig tilsvarende for, atAntichrist er et "mesterværk". At hun overhovedet rejser spørgsmålet til sidst i anmeldelsen viser jo med al ønskelig tydelighed, at filmen har et problem, som hun imidlertid vælger at se bort fra. I min optik er der derimod al mulig og tænkelig grund til at huske feminismen, som filmen helt åbenlyst udfordrer. Selv tillod filmen mig ikke at glemme feminismen et øjeblik. Som provokerende makværk tager jeg Antichrist helt alvorlig.

Der er givet mange måder at gå til filmen på, men uanset hvilken er det svært for ikke at sige umuligt at afvise, at den viser os kvindehadet i kulturen. "Right", medgiver Rösing en feministisk kritik, "filmen fremstiller på sin vis kvindens begær som roden til alt ondt, og Charlotte Gainsbourgs kvindeskikkelse gennemspiller stereotyperne fra hysteriker til heks". Problemet ved at følge Rösings opfordring til at glemme den feministiske kritik er bare, at hendes egen udmærkede karakteristik fra først til sidst udgør filmens handling og plot. Det er filmens raison d'etre. For ja, det er kvindens begær, der sender barnet i døden, og ja, det er kvindens altomfattende skyld, der efterfølgende trækker en dødelig destruktion med sig. Sammen har manden og kvinden opsøgt en hytte i skoven med den hensigt at få bugt med moderens patologiske angst efter drengens død. Forsøget mislykkes, elendigheden eskalerer, og hun nøjes ikke med at lemlæste sig selv, men gør hvad hun kan for også at kastrere og ødelægge manden, den kultiverede og håbløst naive humanist, der ender med at binde hendes døde krop til en stige, hejse stigen over bålet og brænde hende af som en heks.

Trier en allieret, der viser kvindehadet i kulturen?

Nu skal man jo aldrig skyde budbringeren. Måske er Trier en allieret, der bare vil vise os kvindehadet i kulturen i en lige linje fra middelalderens hekseforfølgelser, der er emnet for den kvindelige hovedpersons afhandling, op til dagens mange voldelige overgreb på kvinder overalt i verden? Til den fortolkning er der bare det at sige, at der i filmen findes et vendepunkt, der i lighed med kirkeklokkerne i Breaking the Waves får filmen til at bekræfte og legitimere det kvindehad, som oprulles for vore øjne. I Breaking the Waves er Bess det kvindelige offerlam, der går i døden for at redde sin lamme mand. Det ideologiske kvalme- og afgørende vendepunkt indfinder sig, da Trier lader Vor Herre prise hendes offer, og lader himlens kirkeklokker bimle hendes sjæl i Himmerige. Det er i det punkt i Breaking the Waves, at Trier træder ud af melodramaet, påkalder sig en metafysisk dimension som bekræftelse og legitimering af kvindens frivillige og sublime offer i en patriarkalsk kultur.

På fuldstændig samme måde er der i Antichrist et afgørende vendepunkt, der legitimerer alle uhyrligheder filmen igennem. Hvor Bess er en engel, der kaldes hjem til Gud, er den navnløse kvinde iAntichrist så umisforståeligt forbundet med Djævelen, at hendes ridt til Bloksberg må forstås som logisk konsekvens. Efter drengens død er der foretaget en obduktion, hvis analyse manden i første omgang ikke hæfter sig ved. Men da han ude i skoven fortæller kvinden, at obduktionsrapporten bemærkede, at drengens ene fod var underligt forkrøblet, falder hans blik på et billede, hvor den lille dreng har skoene omvendt på. Moderen forsvarer sig med, at det må være et tilfælde, men da manden finder flere billeder frem, viser det sig, at på hver og en er skoene byttet om. Dertil er han pludselig i stand til at visualisere en scene, hvor sønnen græder hjerteskærende, fordi moderen presser den forkerte sko ned over hans fod. Sommeren før var hun og barnet alene ude i skoven, hvor planen var at hun skulle afslutte sin afhandling. Det lykkedes ikke! 

I sin frustration lader hun barnet undgælde. Hun er den onde kvinde, ikke bare en uopmærksom mor, der i begærets og orgasmens vold mistede sansen for barnet med katastrofale følger. Men ikke nok med det. Hun er heller ikke bare en ond mor, men de facto en heks, der ved at misdanne barnets fod skaber det i djævelens skikkelse. "Haltefanden" er som bekendt også karakteriseret ved en misdannet fod. Da billederne afslører hende i ledtog med de onde kræfter, går hun amok. Hun indser, at manden på trods af løfter om det modsatte, vil forlade hende, og her er det så slibestenen kommer ind i billedet. Angsten for at blive forladt kan nok fortjene stærke udtryk og voldsomme billeder, men da den hårdt sårede mand krabber sig ind i en rævegrav, efterfulgt af kvindens vanvidsscener, er jeg helt og aldeles stået af. Scenen fremstår som et utroværdigt og overspillet postulat. 

Hvor Bess idealiseres, og hendes offer velsignes af Gud i Breaking the Waves, dæmoniseres kvinden i Antichrist. Hun er i onde kræfters vold, i ledtog med Fanden selv. Naturen er Satans kirke, udbryder hun, da de ankommer til "Eden", navnet på hytten, hvor mareridtet udspiller sig. Hvor Bess var den gode modernatur, inkarnerer hun selv den onde natur, som manden med livet som indsats må kæmpe sig fri af. Med ondt skal ondt fordrives, og alt hvad der sker med hende, finder følgelig sted i en højere retfærdigheds tjeneste. Da filmen slutter, slæber den sårede helt sig gennem et landskab, befriet for alle onde kræfter. Den onde natur er blevet god, et bær tilbyder sig som næring, og manden ser op og ud til os fra lærredet. Det er lige før han smiler, og havde han blinket polisk, havde jeg såmænd ikke undret mig. 

Den onde kvinde er død, heksen er brændt og manden overlever mirakuløst som såret helt. Naturen fremstår som helet gennem katarsis, og i epilogen omgives manden af en hærskare af unge ansigtsløse kvinder til den samme musik af Händel, som indledte prologen. Måske er det unge skyldfrie kvinder, der møder ham, måske er det nye hekse, der myldrer frem på jord, eller måske er det bare effektjageri, som de uhyggelige dyr i skoven og de faldende agern, der filmen igennem understreger den onde natur. Jeg ved det ikke, og mit gæt er, at det ved end ikke Lars von Trier.

Breaking the Waves og Antichrist to alen ud af samme kvindehad

At kvinden opgiver at afslutte sin afhandling, begrundes i filmen med, at hun måtte opgive at skrive om kvindehadet i kulturen, da det går op for hende, at hun selv er en del af ondskaben. Trier derimod, har bestemt ikke problemer med at vise os kulturens kvindehad. Men hvordan skal man forholde sig til en film, hvis plot er at bekræfte og legitimere den seksualiserede vold mod kvinder?Breaking the Waves og Antichrist er for mig at se to alen ud af samme kvindehad. Kvinderne repræsenterer den gode eller den onde natur, mens manden alene er mennesket, der enten reddes gennem den gode kvindes offer eller redder sig selv gennem kontrol, afstraffelse og dødelig overvindelse af den onde kvinde.

Tilbage til Lilian Munk Rösings freudianske filmforelskelse, "afmægtigt udsat for billeder af det skønneste skønne og det grummeste grumme". Set med mine øjne bliver filmen aldrig til kunst. Hvor kalkuleret sadistisk filmen end er, lykkes forførelsen aldrig. Tværtimod mærker man hensigten og bliver forbandet. I det greb, hvor filmen gør kvinden til heks, må man vel give Lars von Trier så meget, at filmen tilbyder sig som eventyr og fabel. Det er trods alt ikke realisme det her. Det handler om noget andet. Men lad os dog kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade! Hvad dette andet end måtte være, er det så dybt forbundet med opfattelsen af kvinden som den onde modernatur, at den på masochistisk vis nærmest kalder på, ja skriger efter en feministisk afvisning: Se mig, hør mig, slå mig. Gå derfor roligt i biografen. Frygt hverken Djævelen, Lars von Trier eller alle hans gerninger. Det er i kvindens begær efter "den anden" og "det andet", i kvindens begær efter den erotiske kærlighed og i selvrealiseringen gennem arbejdet, at barnet sættes fri til at leve sit eget liv.Antichrist tilbyder en anden fortolkning. Fred være med det. Det er kun en film. Dertil en dårlig en af slagsen.