Billeder af Bodil Koch – en minister i opposition

Printervenlig version

Birgitte Possing har skrevet en ny eksperimenterende kvindebiografi med den drilske titel Uden Omsvøb. Her indkredser hun multimennesket Bodil Koch, Danmarks første - og vel stadig største - kvindelige politiske succes.

Koch var den intellektuelle, der tog regeringsansvar. Politikeren, der brugte kunst som spin. Og teologen, der inddrog kirken i det social-demokratiske velfærdsprojekt. Kvindebevægelsen blev trædesten for en politisk karriere med et cv, de færreste mandlige politikere kan matche.

Da den nyvalgte socialdemokratiske folketingskandidat Bodil Koch - 44 år gammel og ærkekøbenhavnsk intellektuel - debuterede som Første Maj-demonstrant i fortroppen af fanemarchen gennem hovedgaden i Herning, følte hun sig rimeligt malplaceret. Flov faktisk. Hun søgte tilflugt i sit indre eksil, i teologien og kunsten, hvor hun genfandt fodfæstet ved associationer til det gamle testamentes fortælling om folketoget, der bragte Pagtens Ark tilbage til Jerusalem med en dansende kong David i spidsen. 

På togturen tilbage til København skrev hun et udkast til sin første grundlovstale, hvor Davids dans, røde faner og arbejdersange bliver lige magtfulde udtryk for glæden over fællesskab og fælles mål, der kan overvinde al borgerlige bornerthed. Hendes familie kunne ikke lige se ligheden mellem Herning og Jerusalem og spåede hende en meget kort politisk karriere. Men herningenserne købte det særegne koncept af kristendom, kunst og socialisme, og Bodil Koch blev Danmarks første - og vel stadig største - kvindelige politiske succes.

Talen ligger i Bodils Kochs arkiv, og hjemmefrontens reaktion henter Birgitte Possing i sine interviews med børnene Jens Koch og Dorte Bennedsen. Uden Omsvøb har rødder tilbage i 1990'erne, da forfatteren med doktorafhandlingen Viljens styrke om Natalie Zahle fornyede den videnskabelige biografi og satte fokus på den mangelfulde personhistoriske kvindeforskning. Hvad var vel mere oplagt efter 1800-tallets store kvindeikon end at fortsætte med en af 1900-tallets? Selv daterer Birgitte Possing tændingen af interessen for Bodil Koch til sit møde med det malede portrætVision i rødt på Kirsten Kjærs museum.

 

Hvad rager det Dem? 

Kirsten Kjær: Vision i rødt (1958). Portræt af Bodil Koch. Kirsten Kjærs Museum, FrøstrupDet var maleriets mangetydighed, der fascinerede Possing, og fascinationen blev ikke mindre, da det senere viste sig, at der eksisterede et tidligere portræt, De lukkede øjne. Det ville Bodil Koch imidlertid ikke vide af, og Kirsten Kjær lod sig ganske usædvanligt overtale til at male endnu et. Historien om de to billeder danner rammen om biografien ved at lægge navn til den første og den sidste af værkets fire dele. 

I det hele taget er billeder et omdrejningspunkt i Uden Omsvøb - og ikke bare fordi moderne billedkunst fyldte umådeligt meget i hovedpersonens liv. Projekt Bodil Koch accentuerer de mange etiske dilemmaer, som alle biografier - ikke mindst kønsteoretisk informerede kvindebiografier - rejser. Siden 1970'erne har kvindeforskere under rødstrømpe-sloganet "Det private er politisk" løbet storm mod grænserne mellem offentligt og privat, mellem stat og familie, mellem politik og seksualitet, mellem kønnene. Viljens styrke er med sin afdækning af de kvindefamilier og -netværk, der konstituerede 1800-tallets pigeskolebevægelse, et meget fortjenstfuldt resultat af 1970'er-feminismens udvidede politikbegreb. 

Siden har Birgitte Possing nuanceret sit syn på det private og politiseringens konsekvenser for historien og ikke mindst for samtiden. Med udgangspunkt i K.E. Løgstrups "urørlighedszone" sætter hun nu en hårfin balance mellem "afsløring og respekt" som sit mål. Helt i den kochske ånd. Pressen blev holdt så systematisk fra døren, at børnene blev trænet i automatreaktionen: "Ingen kommentarer", eller som de sagde i den familie: "For resten - hvad rager det Dem?"

 

 

Flerstemmighed som biografisk metode 

Birgitte Possing ved meget mere - ikke bare tvivlsomme rygter af tabloidkarakter, men nagelfaste kendsgerninger af legitim offentlig interesse - end hun kan og vil skrive. I hvert fald lige ud. Noget af det, hun respektfuldt udelader i hovedteksten, afsløres i billederne og de omfattende billedtekster, noget af det gennem citater, placeret i marginen som endnu en paralleltekst. Med dette kreative greb skabes teksten i flere lag og et kor af stemmer i, hvad man kunne kalde en polyfonisk biografi af et flerdimensionalt menneske.

Billederne - og der er virkelig mange - er ikke blot en øjenåbner, men en sand øjen-lyst. Nogle er klassikere, som fotografiet af Bodil Koch og den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles fra festmiddagen under NATO-konferencen i København 1958, der pryder omslaget, plus de kendte karikatur-tegninger af cigar med kvindelig politiker. Andre er private familiefotos, billeder fra officielle rejser og ferier, af venner og bekendte. En stribe fotos fra en TV-udsendelse i julen 1971, hvor en dødsmærket Bodil Koch skrev sit kulturpolitiske testamente for åben skærm med en fortælling om Paul Klees kunst, gjorde særligt indtryk på denne læser. Birgitte Possing har selv stået for billedredaktionen, der også minder om, hvor fattig den stramme billedophavretslovgivning har gjort den danske gennemsnitsbog. 

Citatsporet er lige så mangfoldigt med uddrag fra interviews med venner og bekendte og fra de få breve fra Bodil til Hal Koch, der er bevaret. Det er her, der gås tættest på og måske ind i urørlighedszonen. Fx med husbestyrerinden Ellen Jeppesens bekymring over familiens "drikkeri", der undertiden blev så stor, at hun selv drak resten af portvinen, "så Bodil ikke fik så meget!"

Den tredje kvindebevægelse 

Det var nazisme og besættelse, der forvandlede Bodil Koch fra "sin mands kone" til "A Lady in Her Own Right", som biografiens anden del hedder. Den dækker tiden frem til ministerudnævnelsen i 1950 og folder sig efter et rids af barndom, ungdom, giftermål og 10-15 år som professorinde og firebørnsmor ud i beskrivelsen af Bodil Kochs offentlige karriere, fra 1943 i kvindebevægelsen og fra 1947 i Socialdemokratiet. 

Hvis man overhovedet kan tale om et kvindepolitisk momentum, er det i tiden omkring Anden Verdenskrigs afslutning. Tabstallene var uhyrlige, op mod 70 mio., heraf langt de fleste civile. Holocaust og atombomber gjorde det humanitære sammenbrud totalt. Europas magtelite havde sat deres demokratiske legitimitet definitivt over styr, og blandt dem, der stod parat til at tage over, var kvinderne - også i Danmark, og også Bodil Koch. 

Sammen med en håndfuld andre kvinder planlagde hun i krigens sidste år en kampagne, der skulle få deres kønsfæller til at tage deres del af ansvaret for samfundsudviklingen efter befrielsen. Selvom hun i modsætning til resten af initiativgruppen var uden kvindepolitiske erfaringer, blev hun frontfigur i Folkevirke, som organisationen kom til at hedde. I årene omkring 1945 rejste Bodil Koch landet tyndt som foredragsholder og studiekredsleder i de Folkevirke-afdelinger, der skød op som paddehatte. 

Uden Omsvøb rubricerer ikke Folkevirke som en organisation, men som en bevægelse, der med sin netværkskarakter foregriber Rødstrømperne. Possing byder dermed ind på en ny periodisering af den danske kvindebevægelse. Den klassiske opdeling i den første og den anden feministiske bølge, der toppede henholdsvis i kvinderetskampen op til 1915 og igen i 1970'ernes nye kvindebevægelse, er kommet under pres med den voksende erkendelse af, at Dansk Kvindesamfund og Rødstrømpebevægelsen ikke har været de eneste og måske heller ikke de vigtigste aktører i kampen for ligestilling. 

Birgitte Possings bud lyder i stedet på en todeling af kvinderetskampen, en tredje feministisk periode 1920-50, som Folkevirke bliver slutningen på, efterfulgt af rødstrømpebevægelsen som fjerde periode. 

Denne periodisering holder næppe vand, da Folkevirke som sagt snarere peger frem end tilbage. Men placeringen i dansk kvindebevægelseshistorie må afvente det forskningsprojekt om foreningen, som Birgitte Possing efterlyser, og som vil være langt lettere at gå til med Uden Omsvøb i hånden.

 

 

Åndfuld politik 

Imidlertid blev kvindebevægelsen kun en trædesten i Bodils Kochs politiske karriere som folketingsmedlem fra 1947 og som minister i 1950 og 1953-68. Foruden kvinder var kunst fundamentet i den demokratiske fornyelse, der var hendes politiske drive. Da hun i 1949 fremlagde sin version af det socialdemokratiske projekt i partitidsskriftet Verdens Gang, hentede hun således titlen, Vi er hjorte, fra et digt af Paul la Cour. Digtet fortsætter: "Udrustede med en sjæl skabt til at springe", og Bodil Kochs budskab var, at Socialdemokratiet skulle blive ved med at være en bevægelse - i bevægelse. Hun frygtede, at partiet skulle ende som en samfundsbevarende, frem for en forandrende kraft. 

Kochs recept mod stilstand, genbrug og nostalgi var en kraftig dosis moderne kunst, og hun lader igen Paul La Cour sætte standarden for politikeren: "Ingen Politik har Eksistens, som ikke er aandfuld. Den maa være gennemtrængt af fin Lidenskab, af høj Glæde. Hver Dag maa den sætte sin Livsoplevelse paa Spil. Den maa sky de færdige Former. Med dyb Erindring taler man om en politisk Bevægelse." 

Kunst som spin. Det er konceptet fra sin debut i Herning, Bodil Koch her prøver af på partitoppen. Hun består igen med glans og belønnes med en fast plads i de næste 20 års socialdemokratiske ministerier - et cv, meget få mandlige og endnu ingen kvindelige politikere kan matche. Og så meget desto mere imponerende, som hun nægtede at lade sig indrullere i partisoldaternes række og konsekvent blandede sig i andres ressortområder. Specielt udenrigspolitikken, som hun betragtede som alfa og omega i den globaliserede æra, verden var på vej ind i, og som derfor burde være et fællesanliggende for hele kabinettet. 

Regeringstoppen, der anså udenrigspolitik for deres revir, måtte se kirkeministeren gå i rette med USA's udenrigsminister, tale ved atommarchdemonstrationer, kritisere Vietnamkrigen og lave underhåndsaftaler med Østtyskland, som Danmark ikke anerkendte, om deltagelse i en international kirkekonference. Uden at nogen greb ind, for Bodil Koch var regeringens folkekæreste medlem.

 

 

Opium for folket 

Kirkeministeriet var som skabt til Bodil Koch. "Jeg kan slet ikke begribe, at mennesker, der har fornemmelse af kristendommens sociale brod, kan være andet end socialdemokrater", sagde hun, da hun blev genudnævnt i 1953. Ateisme var en del af Socialdemokratiets marxistiske arvegods, som måtte stuves af vejen, da partiet blev regeringsbærende og også måtte administrere folkekirken. En socialdemokratisk kirkepolitik blev først formuleret i 1973-programmet Socialdemokraterne former fremtiden med afsnittet "Folkekirken - folkets kirke". Det var frugten af den nyligt afdøde Bodil Kochs kirkepolitiske arbejde. 

Birgitte Possing argumenterer overbevisende mod myten om, at Bodil Koch ikke kunne sit realpolitiske håndværk. En myte, som datteren Dorte Bennedsen, der også var teolog og skulle blive kirkeminister, lagde grunden til i sin begravelsestale for sin mor med ordene: "Hun efterlader sig ikke en politisk arv, vi kan tære på i fremtiden". 

Bodil Koch inddrog kirke og kristendom i det socialdemokratiske velfærdsprojekt og håndterede konflikter både med reaktionære biskopper som Christian Baun, der nægtede at ordinere kvindelige præster, og med revolutionære præster som Harald Søby, der nægtede at bede for kongehuset og insisterede på at vie homoseksuelle. Med sin analyse af Kochs politiske virke leverer Birgitte Possing et betydeligt bidrag til udforskning af dansk politik i kønshistorisk belysning.

 

 

En biografi er en biografi er en biografi 

Det er en fascinerende og krævende hydrid af politisk biografi, kvindebiografi og biografiteori, Birgitte Possing har skruet sammen.Uden omsvøb. Portræt af Bodil Koch kalder hun et værk, der med sine parallelle tekstspor har karakter af et omsvøbsdepartement. Og som er udstyret med portrætter af en person med mange ansigter.

Selv talte Bodil Koch om "en formsprængt tid" i sin evige refleksion over samtidens bevægelser og fremtiden. Hun var modernist om nogen, og Birgitte Possing har svaret med en formsprængt biografi. Et adækvat svar. Måske det eneste?