Aktionær uden indflydelse

Printervenlig version

Som aktionær ved et tilfælde kom Hanne Bros op af stolen, da hun erfarede, at Novo Nordisk ikke kunne stille op med et kvindeligt bestyrelsesmedlem. Derfor bestilte hun adgangskort til generalforsamlingen.

Ligestillingsministeriet skriver følgende i Redegørelse 2010 /
Perspektiv- og handlingsplan 2011 (på s. 14)
:

10,61 procent af bestyrelsesposterne i de danske børsnoterede aktieselskaber udgøres af kvinder pr. januar 2011. Heraf er 57 procent medarbejdervalgte.

Blandt de mandlige bestyrelsesmedlemmer i de børsnoterede aktieselskaber er 17 procent medarbejdervalgte.

19,21 procent af bestyrelsesposterne i alle aktieselskaber udgøres af kvinder. Heraf er 2 procent medarbejdervalgte. Blandt de mandlige bestyrelsesmedlemmer i aktieselskabsbestyrelser er andelen af medarbejdervalgte ligeledes 2 procent.

Læs artiklen Hvor mange kvindelige ledere har Chartret givet Lykke Friis?

Se KVINFOs fokus på Kvinder i ledelse og bestyrelser

Læs mere om Novo Nordisk og virksomhedens ledelse

Læs mere om Vestas kvindelige bestyrelsesmedlemmer

Den grå nederdel fra Kello var et godt valg. Mødedeltagerne er ret velklædte, diskrete og i afdæmpede farver. Hvis nogen har pangfarver på, er det også svært at opdage i den støvede belysning i Falkonersalen, hvor vi sidder på skrånende biografsæder ned mod den store scene.

Måske er det knap så tjekket at ankomme til min første generalforsamling i Novo Nordisk på cykel, men heldigvis har hotel Radisson Blu på Falkoner Allé på Frederiksberg cykelstativer på sidelinjen.

Forhallen er prydet med store bannere om "Annual Meeting" iNovo Nordisk. Generalforsamlingen foregår på engelsk kl. 14, og bagefter vil der være et aktionærmøde kl. 16.30 på dansk. Men alle beslutningerne skal tages på generalforsamlingen, så jeg møder op med mine B-aktier og 21.600 stemmer!

Nu har vi stemmer efter antal aktier, så jeg har ikke en Kinamands chance for at ændre noget som helst. Jeg er med på en lytter.

 

Aktionær ved et tilfælde

Jeg har fået to kuverter fra Novo Nordisk med portostrimmel på fra "VP Securities" - det var dem, der i gamle dage hed Værdipapircentralen.

Sagen er nemlig den, at jeg er blevet aktionær ved et tilfælde. I 2008 overtalte min bankrådgiver mig til at investere penge fra min kapitalpension. Ergo satte jeg 60.000 på tre heste: Vestas, Carlsberg og Novo Nordisk. Siden har jeg modtaget en lind strøm af papir, der på linje med brevene fra pensionsselskaberne har det med at ende i bunken af ulæst post.

Sidste år bemærkede jeg, at Vestas ingen kvinder stillede op til bestyrelsen, og da jeg alligevel skulle til Århus den dag, de holdt generalforsamling, så overvejede jeg jo, om jeg skulle lægge vejen forbi. 

Et eller andet afholdt mig: Hvad skulle jeg dog sige, hvad skulle jeg mene, jeg ved jo ikke en dyt om drift af store globale virksomheder?

 

Vestas mangel på kvinder fik mig op af stolen

Vestas' mangel på kvinder i bestyrelsen gnavede som en sten i skoen, men Novo Nordisk fik hul på vablen:

Jeg faldt over en notits i Berlingske Tidende, om at bestyrelsens eneste kvinde ikke genopstillede, men blev foreslået skiftet ud med to mænd. Det fik mig til at bestille adgangskort til henholdsvis generalforsamling  og det efterfølgende aktionærmøde.


For selvom vi lever i ForeningsDemokratiet Danmark med stort D, så skal du alligevel bestille adgangskort for at få lov at lege med.

 

Otte mænd stiller op

Adgangskort nr. 688 er stemmesedler med en masse stregkoder på.


Stemmeseddel nr. 5 opridser, hvem det er muligt at stemme på til bestyrelsen: Sten Scheibye, Göran A. Ando, Bruno Angelici, Henrik Gürtler, Thomas Paul Koestler, Kurt Anker Nielsen, Hannu Ryöppönen og Jørgen Wedel. (Og nej - Hannu er ikke af hunkøn, men et finsk drengenavn).

Adgangskort nr. 1806 er til det efterfølgende aktionærmøde samme sted. Mon der bliver serveret skipperlapskovs eller stegt flæsk med persillesovs, sådan som jeg har læst om er tradition på nogle virksomheders aktionærmøder?

Klokken 14 præcis begynder vi: Bestyrelsesformand Sten Scheibye byder velkommen på engelsk, kigger skiftevis på de to skærme til højre og til venstre for sig, mens han læser op.

Jeg har ikke fået taget den digre beretning i forhallen, men til gengæld fik jeg målt mit blodsukker med et lille stik i øret. Glimrende. Blodsukkeret altså.

 

To mænd med bachelor-titel erstatter en kvinde

Efter Sten Scheibye fortsætter den øverste direktør, Lars Rebien Sørensen, beretningen i rasende tempo. Vi flyver gennem grafiske fremstillinger med kurver, lagkager og søjler. Det meste af beretningen er fagsnak om sukkersyge og andre præparater, der sælger så strålende, at vi alle sammen får 10 kroner i udbytte pr. aktie. Glimrende.

Men da vi når til det med bestyrelsens sammensætning, kan Sten Scheibye og Lars Rebien Sørensen kun svinge sig op til  at beklage, at det ikke er lykkedes dem at finde en kvindelig afløser for amerikanske Pamela J. Kirby. 

Hun skal til gengæld erstattes af to mænd, der bliver præsenteret med deres bachelor-titel som punkt 1.  Bruno Angelici er franskmand og Thomas Paul Koestler er amerikaner, så på den måde er diversiteten sikret, siger Sten Scheibye og forklarer, at fire ud af otte valgte medlemmer til bestyrelsen nu er andet end pæredanske. 

Kvindekønnet repræsenteres af medarbejdernes repræsentant Anne Marie Kverneland, men hun vælges ikke her af aktionærerne.

Jeg nulrer vattotten, som jeg fik på efter blodsukkertagningen, af min venstre øreflip,  inden jeg lægger et enkelt billede på min Facebook-profil:  Nu har jeg ikke sådan en hurtig smart-phone-ting, så jeg staver mig blot frem til:

"Novo Nordisk vælger 8 mand til bestyrelsen". Billedet forestiller podiet, hvor baggrunden viser portrætter af de to nyvalgte med deres imponerende CV'er.

 

Et pip fra aktiechefen

Først ved den efterfølgende debat sker der lidt. Lønmodtagernes Dyrtidsfonds aktiechef, Bente Anderskouw, roser årsberetningen og afkastet. Novo Nordisk er åbenbart et forbillede for andre virksomheder, kan jeg forstå. Som det sidste tilføjer hun, at hun umiddelbart er forundret over, at det ikke er lykkedes at finde en kvinde til bestyrelsen.

Sten Scheibye er straks oppe at beklage dette: "Der skal ikke herske tvivl om, at vi har det som målsætning."  De næste par høflighedsvisitter på talerstolen er henholdsvis en mand fra ATP og en fra Dansk Aktionærforening, der begge stiller spørgsmål til andre dele af beretningen.

Kvindespørgsmålet kommer ikke op igen, og vi stemmer heller ikke om bestyrelsens sammensætning, for der er ikke andre kandidater end dem, der er foreslået af bestyrelsen. Under eventuelt bliver Pamela Kirby takket af Sten Scheibye, der overrækker hende blomster. Bestyrelsen sidder åbenbart nede på forreste række.

Efter en time og 40 minutter er der kaffe i foyeren, og jeg prøver at finde nogle forbundsfæller og høre om deres holdning til den manglende kvinderepræsentation.  Det bliver lidt svært nu, for det møffer ind med mennesker, der gerne vil med til aktionærmødet på dansk, så vi går fra at være små 200 til næsten 1.000 mennesker rundt om kaffebordene.

 

Kvindesagen har fået et tilbageslag

Der er ingen kager til kaffen, så ud over sukkerknalderne består det søde af kurve med frugt. 

To nydelige damer, jeg næsten synes, jeg må tiltale med et "De", synes også, at kvindesagen har fået et tilbageslag i dag. De fniser dog ungdommeligt op til mig ved spørgsmålet om, hvorfor de så ikke var oppe at sige noget om det?

De søger mod dørene til salen igen - måske ved de, at næste møderunde bliver i en tætpakket sal, hvor det gælder om at få plads.

Det kedelige panelbord fra generalforsamlingen er skiftet ud med 6 bløde stole og 3 runde café-borde, hvor direktionen og bestyrelsesformanden kan sidde. En skønsom blanding af mennesker på vej hjem fra arbejde, jyske gårdmænd, ægtepar og pensionister summer rundt efter en siddeplads, mens der bliver ringet ind til anden halvleg, aktionærmødet på dansk.

Kvindespørgsmålet bliver slet ikke berørt på aktionærmødet - hverken af ledelsen eller deltagerne. 

Her er det dog muligt at høre det eneste kvindelige medlem af Novo Nordisk direktion, Lise Kingo, tale om feel-good-emner såsom energibesparelser og overgang til at bruge vindmøllestrøm i produktionen i Danmark. 

Anden runde mest pædagogisk

Skal du til din første generalforsamling i Novo Nordisk eller lignende selskaber, må jeg anbefale aktionærmødet. Ganske vist blev lønforhøjelser, valg til bestyrelsen og den slags vedtaget på generalforsamlingen, men som lille aktionær skal du nok have gjort et stort benarbejde for at fremprovokere en afstemning om noget som helst.

Aktionærmødet er sjovere, mere pædagogisk og lettere at forstå. Direktion og bestyrelsesformand er mere afslappede, når de ikke skal kommunikere på engelsk, og de taler ret ubesværet og uformelt om alt fra regnskabstal til nye produkter over Co2-besparelser til de globale markeder i USA og Kina. 

Sten Scheibye når dårligt nok at takke af, før de erfarne aktionærer søger mod udgangene for at være de første ved buffeten. De rutinerede mødedeltagere ved også, at man skal søge mod forhallen for ikke at klumpe sig sammen ved bordene, når man skal have sin lette anretning serveret. Et glas vin er det også muligt at få.

Da jeg kommer hjem, har fire kvinder kommenteret på min Facebook-opdatering:

"Så véd vi jo, at det skyldes deres kvalifikationer og ikke deres køn ;-/" lyder en af de sarkastiske kommentarer til valget af 8 mænd til bestyrelsen.