Afghanske kvinderettigheder er en maske

Printervenlig version

Undertrykte kvinder i burka blev et stærkt symbol på - og argument for, hvorfor USAs og dets allierede skulle gå ind i Afghanistan. Men frihed har de afghanske kvinder ikke set meget til efter invasionen. For det er stadig de fundamentalistiske kræfter, der regerer landet - nu blot med Vestens blå stempel, siger den afghanske politiker Malalai Joya, som selv er truet på livet af fundamentalisterne

For nogle uger siden blev en afghansk pige på 14 år voldtaget af islamiske fundamentalister, fordi hendes far var "vantro". Pigen var langt fra det første offer for brutal fundamentalistisk fremfærd i Afghanistan. 

Malalai Joyas stemme dirrer af harme, da hun fortæller om voldtægten og om kvinders udsatte situation i sit hjemland. 

Den 29-årige politiker har god grund til at være harmdirrende. Hun får jævnligt henvendelser fra afghanere, der fortæller om overgreb på kvinder og piger i håb om, at hun kan gøre noget. Men det kan Malalai Joya ikke, der selv lever med dødstrusler fra fundamentalister, der gerne så hendes mund lukket. 

Det eneste, hun kan stille op, er igen og igen at gøre verden opmærksom på de forbrydelser, der bliver begået mod kvinder i Afghanistan. Af samme grund er hun rejst til Danmark, hvor FORUM møder hende en fredag formiddag i SF-lederen Villy Søvndals kontor på Christiansborg.

Et liv i helvede 

- Kvinder i mit land lever et liv i helvede. De bliver udsat for voldtægt, tvangsægteskaber, æresdrab, kidnapninger og får bank, hvis de går på gaden uden følgeskab af en mandlig slægtning. Derfor går de fleste i dag i burka for at beskytte sig, fortæller Malalai Joya. 

Den unge kvinde er inviteret en uge til Danmark for at fortælle de danske medier, politikere og befolkningen om, hvordan Afghanistan ser ud, efter USA og dets allierede - herunder Danmark - satte sig for at befri afghanerne for Taleban i kølvandet på terrorangrebet i New York d. 11. september 2001.

Nye muligheder på papiret 

"Operation Enduring Freedom", som invasionen blev døbt, skulle sikre det afghanske folk frihed, sikkerhed og demokrati efter rædselsberetninger om, hvordan det ekstreme religiøse styre under Taleban havde holdt sin befolkning i et middelalderligt jerngreb. Billeder af afghanske kvinder spærret inde i burkaer og i egne hjem gik verden rundt, mens vestlige statsledere var ved at falde over hinanden i fordømmelse af Talebans brutale undertrykkelse af kvinderne, som hverken måtte gå i skole, få lægehjælp eller bevæge sig uden for deres hjem uden en mandlig ledsager. 

Det må de afghanske piger og kvinder gerne i dag - på papiret. For virkeligheden tager sig temmelig anderledes ud end de løfter, USA, Danmark og andre gav kvinderne tilbage i 2001, siger Malalai Joya: 

- Det er rigtigt, at kvinder i Kabul nu kan gå i skole og på arbejde, men det sker med livet som indsats. Som kvinde risikerer man at blive kidnappet eller voldtaget, hvis man går ud alene. Ude i provinserne, hvor vestlige medier ikke tør komme, er kvinders situation endnu værre. Det er lige så nemt at slå en kvinde ihjel som en fugl. 

Problemet er ifølge Joya, at Vesten slet ikke har fået ram på fundamentalisterne. Nok fik man fjernet Taleban fra magten i Kabul, men i stedet dannede man bare makkerskab med en anden fløj af landets islamistiske fundamentalister, nemlig muhajidiner fra Den Nordlige Alliance, som aktivt bidrog til Talebans fald, i en alliance sammen med narkobaroner, stammeledere og krigsherrer, som også er fundamentalister. Det er de personer, der i dag sidder i regeringen og parlamentet, fordi den afghanske præsident Hamid Karzai konsekvent arbejdede for, at alle havde ret til at stille op til det demokratiske valg i Afghanistan i 2005.

Et departement for dyd 

Afghanerne har fået et parlament og en regering, hvori der sidder et stort antal, som er mistænkte, men ikke dømt, for krigsforbrydelser og med tusinder af liv på samvittigheden fra regeringstiden før Taleban. Et faktum, anerkendte organisationer som Human Rights Watch og Amnesty International bekræfter. 

- Nutidens magthavere er glatbarberede, bærer jakkesæt og slips, og kalder sig 'demokrater'. Men de bærer bare demokratiets maske, når de taler om kvinderettigheder, og ytringsfrihed. Mentalt er de identiske med Taleban. Præcist som i de fire år før Taleban, hvor de også sad ved magten, og hvor kvinder også skulle gå i burka og være underlagt strikse regler, fortæller Joya. 

Hun finder det eksempelvis bemærkelsesværdigt, at Hamid Karzai har genindført det særlige departement for opretholdelse af dyd, som også eksisterede under Taleban. Her gik det religiøse politi rundt i de afghanske gader for at holde øje med folk, der ikke overholdt de islamiske forskrifter som fx at mændene skulle have langt skæg og kvinderne være iført burka og i selskab med en mandlig slægtning. 

Karzai har i flere interviews begrundet initiativet med landets umoralske udskejelser som fx alkohol, men erkender også, at han er under pres fra Ulema-rådet (de islamiske lærde, red.). Der er også oprettet et særligt udvalg i Kulturministeriet, der skal promovere de islamiske værdier, samt et udvalg under Højesteret, der skal sørge for, at retssystemet er i overensstemmelse med Islams principper. 

- De fleste muslimer har Islam i deres hjerte og har ikke brug for guidelines, men magthaverne presser nu deres fundamentalistiske værdier ned over hovedet på folk, siger Joya.

Skjuler sig i burkaen 

Malalai Joya får jævnligt dødstrusler og efter fire attentatforsøg er hun i dag tvunget til at bevæge sig rundt i burka flankeret af bevæbnede sikkerhedsvagter. Samtidig må hun og hendes mand konstant skifte tilholdssted. Burkaen er i øvrigt også årsag til, at hun lige nu sidder i Danmark, for hun har udrejseforbud fra Afghanistan, men hun kunne gemme sig i sin burka og dermed komme ud af landet. 

Første gang, afghanerne for alvor fik øjnene op for Malalai Joya, var hun 23 år og en af de delegerede i den nationale afghanske forfatningsforsamling, Loya Jirga, som skulle skrue en ny forfatning sammen i 2003. 

Den unge kvinde var forarget over, at de delegerede, der blev udvalgt til at sidde i spidsen for udvalgsarbejdet i Loya Jirga, var de samme mænd, der før Taleban-styret havde slået hårdt ned på kvinders rettigheder, og som var berygtede for tætte forbindelser til kriminelle narkobaroner og krigsherrer. 

Da Malalai Joya fik sine tre minutters taletid i forsamlingen, gik hun derfor direkte i kødet på hykleriet og sagde: 

- Det var dem (de delegerede tilhørende Den Nordlige Alliance, red.), der gjorde vores land til centrum for nationale og internationale krige. De var de folk i samfundet, som var anti-kvinder, og som bragte vores land i den her tilstand, og de har tænkt sig at gøre det samme igen. 

Samtidig opfordrede hun forsamlingen til at bringe de omtalte mænd for en international krigsforbryderdomstol. Tilhørende sydede efter hendes tale. Nogle af de delegerede klappede begejstret, men de fleste var rasende på den åbenmundede kvinde. De råbte skældsord mod hende, og efterfølgende blev hun af Sibghatullah Mojaddedi, formanden for forfatningsforsamlingen, kaldt både "vantro" og "kommunist". 

Parlamentsformanden slukkede mikrofonen, når hun talte 

De stærke reaktioner fik ikke Joya til at holde mund. Da forfatningen var færdig, og Afghanistan i 2005 kunne gå til stemmeurnerne til landets første demokratiske valg, blev hun valgt ind i det nye afghanske parlaments underhus, Wolesi Jirga, for Farah-provinsen som én af 68 kvinder ud af i alt 249 parlamentsmedlemmer. 

Her fortsatte hun sine skarpe bemærkninger om sine fundamentalistiske kolleger, der ofte kunne ses siddende i parlamentssalen med deres våben hvilende ved fødderne, og om kvinders manglende rettigheder. 

Mens hendes vælgere jublede over den frygtesløse kvinde, var parlamentsmedlemmerne rasende over hendes ord. Det skete jævnligt, at parlamentsformanden simpelthen slukkede for mikrofonen, når Joya talte. Andre gange gik forsamlingen amok. Under en tale i parlamentet i 2006, blev Joyas kolleger så vrede, at de begyndte at hamre næverne i bordene og kræve, at hun blev fjernet fra talerstolen. Men Joya nægtede at flytte sig med henvisning til, at det var hendes ret som folkevalgt politiker at tale offentligt. 

Kvindelige fundamentalister findes i lige så høj grad som mandlige 

"Voldtag hende" eller "dræb hende" kunne tilråbene fra andre politikere lyde. Og efter en tale i maj 2007, hvor hun havde kaldt flere af parlamentets medlemmer for kriminelle, blev hun overfaldet. Rasende mandlige parlamentsmedlemmer truede hende, mens kvindelige parlamentsmedlemmer smed tomme plasticflasker mod hende. Til hendes held var flere til stede, som støttede hende, og resolut dannede en beskyttende cirkel omkring hende. Ingen kom alvorligt til skade, men én kvinde, der stillede sig mellem Joya og fundamentalisterne, blev revet i håret af en anden kvinde. 

- Kvindelige fundamentalister findes i lige så høj grad som mandlige fundamentalister i det afghanske samfund. Og de er lige så vrede som mændene, når jeg taler om kvinderettigheder. Selv kvinderne truer mig med døden, hvis jeg opfordrer dem til at forsvare kvinders rettigheder. En af dem sagde engang til mig i parlamentet: "Hvis du ikke holder mund, vil jeg gøre noget ved dig, som end ikke en mand tør," fortæller Joya. 

I 2007 fik fundamentalisterne omsider lukket munden på Malalai Joya, da hun blev suspenderet fra parlamentet i tre år. Det skete, fordi hun i et tv-interview kaldte den afghanske nationalforsamling for en zoologisk have. Siden har det stort set været umuligt for hende at komme i medierne, hun har udrejseforbud, men hun klarer sig ved hjælp af støtter i både ind- og udland.

 

Dengang da pengene strømmede til kvinderne 

Det skortede ellers ikke på jubelberetninger fra Afghanistan, da Taleban mistede magten i Kabul. Verden troede, at de afghanske kvinder var reddet. Det anerkendte franske kvindemagasin Elle bragte i 2001 en burka-klædt afghansk kvinde på forsiden og fulgte senere op med et initiativ til at trykke Afghanistans første kvindeblad. Penge til skoleprojekter for piger og humanitære udviklingsprogrammer øremærket køn strømmede ind i landet. 

I august 2004 talte den amerikanske førstedame, Laura Bush, på Republikanernes nationale konvent på Madison Square Garden i New York. Hendes tanker gik også til de afghanske kvinder, som USA og dets allierede havde 'befriet': 

"Afghanistans kvinder er nu tilbage på arbejde efter i årevis at være blevet spærret inde som fanger i deres egne hjem. De små piger går nu i skole, efter at være blevet nægtet en uddannelse eller bare muligheden for at lære at læse. Næsten alle stemmeberettigede - over ti millioner afghanske borgere - har registreret sig for at kunne stemme i dette efterårs præsidentvalg. Mere end 40 procent af dem er kvinder. Og var det ikke vidunderligt at følge med i OL og se den smukke afghanske løber i lange bukser og t-shirt udøve sin nyvundne frihed og respektere sit lands traditioner i ét og samme åndedrag? "

Et andet barsk virkelighedsbillede

Overalt i landet melder man om skoler, der bliver brændt ned af islamiske fundamentalister, fordi piger ikke må gå i skole. Problemet er så omfattende, at mange forældre tilsyneladende vælger ikke at sende deres døtre i skole. Og flere skolelærere er blevet slået ihjel, fordi de underviste piger. 

- Selv i Kabul, hvor regeringen har kontrol, er skoler et problem i dag. De findes, lærerne findes, og der er bøger, men regeringen udbetaler så ringe en løn til lærerne, at skolerne ikke kan løbe rundt. Nogle steder har lærerne ikke fået løn i flere måneder, fortæller Malalai Joya. 

Stening, som Taleban især blev kendt for ude i verden, findes stadig i Afghanistan. I 2005 blev en kvinde således stenet i en afghansk provins på anklager om sex uden for ægteskab. Antallet af æresdrab stiger også. Det skyldes ifølge organisationen Afghanistan Independent Human Rights Commission (AIHRC) som regel kvinders modstand mod tvangsægteskaber. 
- En officiel undersøgelse i 2007 viste, at 80 procent af de afghanske kvinder lever i et arrangeret ægteskab, fortæller Joya. 

Mange af de piger, der bliver giftet bort, er meget unge. Helt ned til ni år afslørede en lignende undersøgelse fra det afghanske kvindeministerium i 2004. Undersøgelsen viste også, at over halvdelen af de adspurgte kvinder var blevet gift, før de fyldte 16 år, selvom det er ulovligt. 

Vold og voldtægt er et stort problem især i provinserne. En ung mor blev fx for nylig voldtaget af 15 fundamentalister med tilknytning til den afghanske regering foran øjnene på sine børn. Bagefter urinerede mændene på børnenes ansigter. 

- Både under Den Nordlige Alliance og Taleban blev kvinder voldtaget af fundamentalister, selv ældre kvinder. Sådan er det stadig. For to dage siden blev en pige på 8 år voldtaget af en gruppe fundamentalister. Bagefter byttede de hende væk for en hund. Hendes mor kunne intet stille op, hun var enke og fattig, fortæller Malalai Joya. 

At kvindelivet er barsk lige nu, viser selvmordstallene fra 2007, hvor der som det højeste nogensinde var 250 registrerede selvmord i første halvdel af året.

De burka-løse kvinder i Kabul er spil for galleriet 

Den skrøbelige situation for de afghanske kvinder er dog ikke entydig. I hovedstaden Kabul, hvor vestlige tropper og FN-folk holder til, ser man også kvinder, der ikke går i burka, hvor kvinder arbejder både i statsadministrationen, organisationer og på FN-kontorer ligesom landets tv-kanaler bringer programmer med kvindelige værter. 

Malalai Joya mener dog, at det er et spil for galleriet, og de kvindelige journalister og tv-værter blot er endnu et udtryk for 'demokratiets maske' - ligesom antallet af kvinder i parlamentet i Afghanistan, hvor der sidder 68 medlemmer. Men har de indflydelse, spørger hun. 

- Mange af vores tv-kanaler er tilknyttet Den Nordlige Alliance og er kontrolleret af fundamentalister. Selvom de har kvindelige journalister ansat, skal kvinderne bære tørklæde og være tildækkede, og samtidig har de ingen indflydelse på programtilrettelæggelsen, der bruges til at promovere fundamentalistiske idéer. Men de tør ikke sige fra i angst for at miste job, de har jo familier, der skal forsørges og er måske taknemmelige for den lille rolle, de i det mindste kan spille i samfundet, siger Joya. 

- Tv-kanalerne har brug for at vise sine bestyrelser, at man lever op til sit demokratiske ansvar ved at have kvinder ansat: 'Se, vi vil gerne have kvinder på vores tv'. 

Joya fortæller også, at chefen for landets største tv-station er fundamentalist, og i et interview til et afghansk medie har han udtalt, at han ikke støtter ytrings- eller pressefrihed, fordi det er ubrugbart og er udtryk for vestlige værdier. Til vestlige medier har han dog lovprist ytringsfriheden i høje toner. 

Danmark støtter udviklingen hen mod et religiøst styre 

Prisen for nogle af de kvindelige journalister, der ikke er ansat ved fundamentalistisk kontrollerede medier, har dog været høj. 

Shaima Reyazee var studievært på et vestligt inspireret musikprogram, "Hop", hvor hun præsenterede musiknyheder iført jeans og hat i selskab med mandlige medværter. Hun blev fundet skudt i en baggård i Kabul i 2005, efter flere islamiske lærde offentligt havde stemplet hende som 'uislamisk'.

Zakia Zaki drev en radiostation, hvor hun tog kvinders rettigheder og problemer op. Også hun blev skudt efter gentagne trusler fra fundamentalister. 

Samme skæbne har masser af andre journalister m/k lidt. For ganske nyligt blev en ung mandlig journalist dømt til døden for at have downloaded islamkritiske artikler fra internettet. Dommen fik følgende bemærkning med på vejen af den danske udenrigsminister:

- Vi er ikke ude for at hjælpe en sharia-stat, som gør den slags. Hvis de laver en sharia-stat, så skal de ikke regne med, at Danmark bliver derude, sagde Per Stig Møller til Politiken d. 19 maj 2008. 

- Men Danmark er med til at støtte udviklingen hen mod et nyt religiøst styre, siger Malalai Joya. 

- Min opfordring til danskerne er at lade være med at støtte USA's politik i Afghanistan og stoppe økonomisk støtte til fx kvinder gennem den nuværende regering, understreger hun.

 

Kvinderettigheder er de samme uanset kultur 

Især de unge vil ikke finde sig i de strikse krav til opførsel og påklædning, de bliver underlagt, og de vil have lov til at gifte sig med den, de elsker. Men er de unges ønsker forenelige med afghansk tradition og kultur? Eller er de i virkeligheden udtryk for, at Vesten - ligesom fundamentalisterne - presser særlige værdier ned over hovedet på en befolkning, der er afhængig af vestlig støtte og goodwill både militært og økonomisk? 

Den påstand fremfører i hvert fald flere forskere på feltet. Den britisk-iranske professor Elaheh Rostami-Povey udgav sidste år bogen "Afghan Women", der er baseret på interview og feltarbejde i Afghanistan blandt kvinder. Hun påpeger i bogen, at mange afghanske kvinder føler sig underlagt en såkaldt imperialistisk agenda, fx når vestlige organisationer kommer til landet med udviklingsprojekter, der handler om køn. Fx siger kvinden Hamasa fra byen Jalalabad i bogen:

"Kvinderettigheder og demokrati kan ikke importeres til Afghanistan. Vi er nødt til at gøre det i henhold til egne normer og værdier, ellers vil de (begreberne, red.) miste deres mening."

Her er Malalai Joya lodret uenig og advarer mod at gradbøje begreberne: 

- Kvinderettigheder i Afghanistan, muslimske eller vestlige lande er kvinderettigheder. Præcist ligesom demokrati er demokrati. Det kan ikke gradbøjes. Problemet er ikke, hvorvidt det handler om islamisk eller vestlig kultur, problemet i Afghanistan er fundamentalisterne. Det er dem, der forsøger at presse deres beskidte idéer om islam og demokrati ned over hovedet på en befolkning, der for størstedelens vedkommende er uudannede og fattige mænd og kvinder. Magthaverne blander religion og politik og bruger det som et redskab imod befolkningen, især kvinder, siger Joya. 

- Og hvad er kultur? De overgreb, kvinder udsættes for i mit land, har intet med kultur at gøre. Det er ikke afghansk kultur at voldtage små piger. Eller at gå med burka. Det viser vores historie tydeligt: For år tilbage spillede vores tøj ikke nogen rolle, vi gik i det tøj, vi havde lyst til, ligesom vi gik ud alene og havde de jobs, vi havde lyst til. Men fundamentalisterne vil have os til at tro noget andet. De bruger "kultur" mod os, og dermed giver de Afghanistan et virkelig dårligt image. 

Selv bliver hun af og til konfronteret med det faktum, at hun ikke bærer tørklæde, når nu hun er muslim. 

- Hvis det var min opfattelse, at et tørklæde ville løse problemerne for Afghanistans kvinder, så ville jeg bære det. Jeg ville dække hele min krop til, hvis det var påkrævet. Men det hjælper altså ikke kvinder i mit land. Tørklædet er et personligt anliggende.

Hvis hun fik magten, ville hun etablere en krigsforbryderdomstol 

I sit unge liv har Joya ikke opholdt sig meget i sit hjemland. Hun er en af de afghanere, der har tilbragt en stor del af sit liv i en flygtningelejr. Da hun var fire år, flygtede hendes familie fra Afghanistan i kølvandet på borgerkrigen, hvor det daværende USSR havde taget magten. Hun voksede op som flygtning først i en lejr i Iran og senere i Pakistan. Først i 1998, da Taleban kom til magten, vendte hun tilbage. 

Nu håber hun, at de mennesker, der begik nogle af forbrydelserne, som fandt sted i Afghanistan, mens hun voksede op, vil blive stillet til ansvar for deres gerninger. Skulle Malalai Joya en dag komme til at stå i spidsen for sit land som præsident, vil etableringen af en krigsforbryderdomstol være det første, hun ville tage fat på. 

Ifølge Joya har fem af de nuværende ministre i den afghanske regering og 60 procent af medlemmerne af parlamentet enten selv været krigsherrer, haft indflydelsesrige poster hos krigsherrer eller har/har haft forbindelse til krigsherrer. 

- Jeg er sikker på, at de vil få deres straf på et tidspunkt, for folket kræver det, siger Malalai Joya. 

Bliver disse personer fravristet magten, er der gode nyheder for kvinderne i Afghanistan, mener hun: - Kvinderettigheder vil komme, når modstanderne af kvinderettighederne er væk.